På indersiden af strømpen, mellem det glatte nylon og huden, løber endnu 38 års uforglemmeligheder. Bag ved afkastet ligger henkastet det frasorterede liv. De sorte kjoler bliver moderne igen, sagde hun, og slankede sig i skærsildens blanke stål. Udenfor viftede træerne sommeren af sig så det stod omkring dem.
separation
oktober 8th, 2011Tea & friendship
juli 12th, 2011“The connoisseurs, however, regard the personal preparation of tea as a special pleasure. Without developing into a rigid system as in Japan, the preparation and drinking of tea is always a performance of loving pleasure, importance and distinction. In fact, the preparation is half the fun of the drinking, as cracking melon seeds between one’s teeth is half the pleasure of eating them.”
Lin Yutang
The importance of living , p. 217
Mere Lin Yutang hér.
Udenfor mit nye indenfor
juni 11th, 2011Udenfor mit vindue ankommer S-toget med mobilsnakkerne.
Som fravær i sekvenser.
Jeg øjer dem ud og ind.
Hen og hjem.
Snart vil jeg skyde dem med apparatet.
Der er også små rovfugle der hænger i luften.
Dirrende perfektion.
Og kragen og rågen og skaden;
gardens parlament.
Forleden er jeg sikker på at jeg hørte en fasan klokken 5, men måske drømte jeg.
Jeg kan også se Dongs lange skorstene.
Og tvillingesiloen, hvor de rige bor.
Og Rådhustårnet, toppen af Vor Frue Kirke, og tårnet på Borgen,
som jeg kan se at de er færdige med at renovere.
Og mellem dem er der nogen som dingler frit med benene fra tårnet i Tivoli.
Når vi går ind i 2012 bliver det fabelagtigt smukt med al fyrværkeriet.
Jeg er flyttet. Udsigten er ny og bred.
Som glas
april 4th, 2011Smeden havde været på besøg i Nord. Det lyse folk havde tryllebundet ham med et magisk håndværk hvori ’solen dansede sin nattedans’. Hun synes stadig han havde en blussende glød i kinderne efter han vendte tilbage. Hun tillagde det for meget, men det var som om han brændte indeni. Var hun selv slukket? Hvad skulle de med sole der dansede om natten? Hvad var der nu galt med leret?
Sandet var Nederlandsk. Smeden sagde, at med dét kunne de udvinde det klareste glas, og at de kunne sælge det for de smukkeste skind, og få det bedste kød for det. Hun sagde at de havde nok, at de ikke behøvede mere. De kunne være tilfredse med det, som de i landsbyen udvandt. Hun skred ud til kornet, hun kunne ikke se hvor han ville hen. Hun gled ned i den guldfarvede hvede og lagde sig fladt på ryggen med armene ud til siden. Hendes egen udlængsel kom imellem dem, hun vidste det godt, men var for stolt til at indrømme det. Hun var jo den der havde roen og nærværet, og som fandt skønheden i det stille. At hun kunne blive overmandet af trangen til at flygte var slet ikke en forestilling han kunne mønstre.
Han ville blot dele den dansende nattesol. Hans glød, hans ild, var for hende. Hvorfor glemte hun det hele tiden?
Op igen
marts 3rd, 2011Hvad sker der lige nu?
Jo, efter mit ufrivillige eksil, hvor jeg røg på meditationsdope og meget lange gåture, har jeg nu søgt ind på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (Campus Emdrup). Det har været et ønske fra før jeg overhovedet blev færdig med professionsuddannelsen på Københavns Socialpædagogiske Seminarium i 2008.
Lad os sige det sådan her: vognstænger kan virkelig give en lammer, men nu er det som om at pandelapperne igen har fået den rette vibration. Jeg er ikke helt sikker på om det der skete var, at de helt holdt op med at flapre, eller om de havde fået sådan én på sinkadusen, at de stod og sang som det sidste hår i Anders Ands pels (I ved, i den dér julecartoonfortælling), men et er sikkert: det føles bedre nu.
Veer
februar 15th, 2011Vinteren er ved at føde foråret. Jeg kan særligt mærke det når jeg åbner vinduet. Uanede kræfter flår haspen ud af min hånd, og vildskaben rækker ud efter mit ansigt. Det bliver et smukt barn, også denne gang.
Kyndelmisse 2. februar
februar 2nd, 2011Dybt fra sin hule vender Moder Jord blikket opad. Hendes kræfter baner vejen til foråret. Fra jordens dybde sender hun ormene på vandring til muldlaget. Hun hvisker til træernes safter, der langsomt trænger op i de sorte træer.
Lyset er vendt tilbage, der lever og får os til at håbe på forår. Kulden knuger jorden, renser den og får stenene til at gro.
Det er kyndelmisse med lys og kulde. Denne dag er gudinden Brigittes. Hun hører jordens kalden og bringer os inspiration, poesi, kærlighed og kunst. Det er visionernes tid. Med jordens opstigende kræfter følger nye ideer og fantasi, der kan farve foråret med styrke. Det er tiden for planlægning af foråret.
Denne dag er en af heksenes gamle sabbatfester. Brigitte er månegudinde og inspirerer kvindekraft, poesi, lægedom, lys og ild. Festens farve er hvid – lysets farve.
Alteret smykkes med egegrene eller egebark svøbt i hvidt klæde. Egen er visdommens træ – træet for styrke og løfter. En skål med jord. Jord er frugtbarhed, din grobund, det fysiske, der bringer dine visioner og drømme til virkelighed. Duften er månens og længsel efter forår: rose, myrra og jasmin.
Lav en lysmeditation. Lad lysets og jordens kræfter åbne dig for visioner, inspiration og fantasi.
Efter ritualet kastes egen i rindende vand, flyder bort og vil på sin rejse fylde dig med inspiration. Jorden deles ud og kan i et hvidt klæde bæres om halsen eller opbevares på alteret. Jorden vil fylde dig med forvandlingens varme forår.
Dannie Druehyld
Heksens håndbog
Høst & Søn, København 1987
And a happy new year
januar 1st, 2011Jeg droppede ud og valgte at gøre ALT i verden for at ofre mig for sandheden. Spejlinger lå forude og rodede rundt i en vælling. Som at gå i grød. Den enes død.
Senere var der flager at klinge til. Små forstandige mellemrum at sætte sig ned og puste ud i.
Dage hvor det var vold at fortsætte.
Dage hvor jeg kunne smage. Min egen kage.
Melet, bvadr, sagde jeg og rakte den ud i strakt arm for at besigtige. Forfra.
Pludselige fremstød som kviksølv der atter samler sig. Som solen der kaster sig ud fra himlen, og hiver i alle trådene så gækker og liljer spjætter med arme og vinger. Vågen. Levende. Nu kommer vi, her er vi, vi er på vej, vi rejser os. Vi er de opstandne.
Og dage med vand der løber over, og de røde tråde er blevet blå. Søerne er sunkne, vi er de druknede, hør vi skriger, hjælp, menneske over bord, liv over styr.
Hvordan går det?
Årh du ved, op og ned, og forfra, atter forfra.
Ven med alle træer, buske og blomster på hele jorden
november 21st, 2010Der går en sti gennem den grønne, skinnende mark, gennem en solbeskinnet skov og ud på den anden side. Der kommer næsten ingen i skoven, som er fuld af lys og skygger. Der er meget fredeligt her, stille og afsondret. Man ser egern, og af og til et rådyr, der vejrer sky og vagtsomt, før det farer af sted. Et egern overvåger dig fra en gren og skælder dig ud.
Skoven har sommerens velduft og en lugt af våd jord. Der er vældige træer, som er gamle og mosbegroede. De byder dig velkommen og du føler deres varme velkomst. Hver gang du sidder her og kigger op gennem grenene og bladene på den vidunderlige blå himmel, venter denne fred og velkomst på dig. Engang gik du her sammen med andre, men da var der afmålthed og tavshed. Folk lod munden løbe og var ligeglade og uopmærksomme på træernes værdighed og pragt. De havde ikke noget forhold til dem og derfor højst sandsynligt ikke noget forhold til hinanden. Forholdet mellem dig og træerne var fuldstændigt og umiddelbart. I var venner og således var du venner med alle træer, buske og blomster på hele jorden. Du var ikke der for at ødelægge, og der var fred mellem dem og dig.
-Krishnamurti
Oversættelse og redigering: Rasmus Tinning
Say I Am You
september 28th, 2010Mennesket er ekstremt dygtigt til at adskille og opdele. Derfor opstår krige. Så snart vi fjerner bevidstheden fra at vi er en del af det samme liv/plan/mønster føler vi os adskilt (fra andre), og det gør os bange og usikre, og får os til at agere med frygt. Dømme andre. Lave historier om andre. Os og dem. Dig og mig.
Vi glemmer, at det vi ser i den anden afspejler skæret af vores eget lys. Hvis vi huskede dette kunne vi bevæge os med en dybere og mere kærlig tone.
Overgivelsen
maj 24th, 201031 dages faste havde ikke transformeret den overdøvende indre åndelige sult. Hun kunne se på Alvena, og på smeden, at de var i en form for fred med det som var. En hellig accept af omstændighederne. Det var, som havde der indfundet sig en ny puls. De bevægede sig med adstadighed, og havde en dyb tone af offervilje, som om nogen havde smidt fortiden på bålet.
Landet var douche. Efter tørken havde alt fået et sandblæst skær. Den blå kirke var som et fatamorgana af havet, set gennem en tyk grød af tåge, og selv kvindernes røde kinder synes belagt med et fint lag pudderfarvet film. Hun kunne godt se, at det ikke på nogen måde lagde en sorg over de tilbageblevne, så hun dog bort fra sig selv. Det var fortsat mere denne ydmyghed, der strålede ud fra dem. Overgivelsen. Hvornår var hun egentlig begyndt at tvivle? Hun følte sig som et barn, der sad og pillede fraværende ved sine fingre, mens en overmyndig talte ned til hende. Det var jo absurd. Hun havde selv valgt det. Hun havde erkendt konsekvenserne. Havde nydeligt opstillet det hele, som i et langvarigt, nærmest uendeligt, strategisk brikspil, og resultatet havde hun så stædigt forfulgt, ja eftertragtet var nok et bedre ordvalg.
Hvad er det der sker med de mennesker, der har nået deres mål? Måske kom de andres fred af, at de havde lært ikke at blive ved at være målsættere? Det var derfor de kunne leve deres liv i denne lille uanselige landsby, med en støvet kirke. Det var derfor hun selv, tidligere, da hun havde vundet friheden til ikke at gennemanalysere og vurdere alt hele tiden, smed sine våben. Var hun ved at samle dem op igen? Solen brød et øjeblik igennem på den velkendte disede måde. Hun skubbede fra med fødderne, så stolen lænede sig tilbage på de to bagerste ben, og ryggen landede plant med vægfacaden bag hende. Følelsen af hendes dinglende ben mindede hende et øjeblik om at være alt for lille til alting, men hun pressede kroppen fremad så vægten skiftede plads, og hun vendte tilbage til en mere vandret position, med fødderne i jorden. Hun rejste sig, rystede håret væk fra ansigtet, og kiggede ud over det flade land. Langt derude gik smeden og bøjede sig i støvet. Uden mål. Det lignede frihed.
Den oplyste der dømmer er bødlen selv. Sæt fri.
maj 1st, 2010Min ting er at finde rejsen interessant. Jeg ånder igennem ind og udfaser. Jeg har ikke brug for at stoppe op og puste ud. Jeg elsker at være på vej, og jeg anerkender, at det kød jeg bevæger mig med kun går mod opløsningen, ligesom jeg anerkender, at den bevidsthed, der efterhånden bliver mere og mere skærpet, mere og mere present, opleves som en konstant og evig vibration, en tone, der ikke på nogen måde er bundet til identifikation.
Men resterne. Resterne er at erkende, at også jeg får ticks der lammer nervesystemet alt imens reflekskroppen hungrer efter at få ret. Vinde krige. Være dogmatisk, og belærende. Men det er virkelig kun rester. Jo oftere jeg ser dette, siger det højt, taler med andre derom, jo mere svinder det ind. Jo mindre bliver tendensen til at gå i kampposition.
Men jeg skriver stadig. Jeg deler fortsat. Det er bare ikke hver gang, at jeg bliver mødt med modstand, at det er fordi jeg har været dogmatisk, men lige så ofte den anden der er bange for dogmatismen. Hvor angst har jeg ikke selv været, i min totale unuancerede refleksion over kristendommens lære. Hvordan kan jeg på nogen måde forestille mig at blive mødt med åbenhed over for hvor jeg er, over for de ting jeg oplever som helbredende i mit liv, når jeg med denne bevidsthed ved hvor bange vi mennesker kan være? Hvor bange jeg selv kan, og især kunne, blive.
Det kræver virkelig samtale, og tillid, at komme bagom dogmerne. Det kræver i sandhed rummelighed, og ikke modstand. Selv hvor jeg kan argumentere for at andre synes dogmatiske må jeg slippe tanken om at skulle ind og bevissætte dette. Jeg ved at jeg ikke er dogmatisk. Den der oplever Anja som dogmatisk har ikke set hvem hun er. Det er altid meget svært at turde at se hvor komplekst mennesket er, for mennesket selv har det allerbedst med at skabe kasser så den dovne hjerne er fri for at tænke ud over rammen.
Mit højeste ønske for nuværende, er ikke guld og mere lods, men at jeg fortsat vil være i stand til at bevæge mig frit og kærligt uden for disse rum, denne kasse. At møde andre med en løftet pande, også dersom de finder mig dogmatisk. At jeg aldrig glemmer at jeg er i stand til at se hvor det menneske, der står over for mig, er, hvis jeg virkelig lytter med hjertet. At jeg dermed frastår fra at dømme den der selv leger dommer.
Hun så det ske I
april 30th, 2010De tårnhøje bøgetræer havde krøllet deres aller skønneste yndigheder ud så de lignede bittesmå pletter mod himlen.
Uddrag af opdrag
april 9th, 2010Til aften, da jeg gik og gjorde mit hjem forårsklar, smed ud og sorterede ophobede smårester, for åben altandør, i min nye plastiklignerlæder jakke, og mine elskede røjsere, så kom jeg til at tænke på når vi ankom til sommerhuset, og gik rundt med overtøjet på mens ilden i pejsen fik rigtig fat.
Befrielsen efter en god times køretur, hvor køresyge og træthed ikke så sjældent meldte sig, var udtalt. Mens der blev båret ind i huset gik jeg mine runder og sugede duftene til mig. Alt var altid som det plejede, og det var det allerbedste. Jeg var sådan et spinkelt og nervøst barn, med en kæmpestor bagage som jeg med stor ihærdighed, og med en utrolig perfektionisme, altid formåede at bære, men når jeg lagde min kuffert, eller taske, fra mig inde i gæsteværelset, så lagde jeg også den mentale rygsæk. Dette var mit eneste, og mest vidunderlige, helle fra den dramatiske hverdag jeg ellers åndede igennem.
At holde kæft [og lytte indad]
april 5th, 2010I det universelle rum, naturen, findes allerlettest oplevelsen af sammenhæng, af enhed.
Det er ikke mig, lille mig, der kigger på en eng af krokus. Nej, jeg er simpelthen denne eng af krokus. Vi er forbundne. Det er ikke tænkt, det er som sådan slet ikke en oplevelse – vi ér, og er ikke, på én og samme tid.
Jeg har opdaget, at hverdagens rene meditation netop er at kunne dette totale slip af normativ idé om, at der er afstand imellem ‘os’ og verden. Os og den anden. Os og sommeren. Os og tanken. Som da Onkel Danny skrev at isbjergene talte til ham, og at isbjergene, de sagde: hold kæft!
Således tror jeg, at det er af stor vigtighed at holde kæft ind i mellem.
Mere om accept
februar 13th, 2010Tidligere skrev jeg om, at vejen til ro i vore hverdag kan komme til os via accept af det som er. Dette er sandt. Langt hen ad vejen nytter det intet at bruge energi på at brokke os over hvor lang køen i Netto er, eller at vi er trætte af at mangle 20 kvadratmeter til et ekstra værelse. Vi kommer til at spinde vores hverdag ind i en grå tåge hvis vores fokus er på alle disse mangler, som meget ofte er materialistiske.
Sværere er det når vi bliver ramt følelsesmæssigt, i hjerteregionen. Sindet bliver udfordret. Vi bliver syge, eller opdager at vi har et barn der kræver ekstra omsorg. Det kan også være at vi bor dør om dør med et menneske som har set sig gal på os og dermed skaber uro i det rum der er vores allerhelligste i hverdagen, nemlig vores hjem. Alt sammen udfordringer hvor vi, som udgangspunkt, ikke blot kan læne os tilbage og acceptere.
I disse forhold, hvor vores hjerte bliver knuget, må vi handle så godt vi kan. Vi må gøre alt der står i vores magt. Først derefter kan vi lægge det over. Og her er en vigtig pointe. At lægge over (det vil sige, at når vi netop må erkende og acceptere, at nu er det ude af vore hænder) betyder ikke at vi får vores vilje. Som i: Nå, nu kan jeg ikke selv gøre mere for at nå mit mål, nu må Gud tage over og ordne det for mig.
Der er nemlig en stor sandsynlighed for, at det vi forestillede os at nå slet ikke er det sande mål. På trods af utallige klager flytter naboen ikke. På trods af utallige donationer kan barnet ikke blive helbredt. På trods af oceaner af ventetid kommer der ikke en større lejlighed. På trods af evig kærlighed mister vi mennesker som vi elsker!
Når jeg skriver det sande mål mener jeg ikke at noget er egentlig forudbestemt (det er faktisk ligegyldigt hvad det er), men at vi alt for ofte har en utopisk forestilling om hvordan vores liv skal se ud, og at vi kan forme det hele, ud fra vor tankekraft. Til tider må vi korrigere vores forventninger. Der er så mange forhold som jeg tror vi slet ikke skal ændre på, men der er også forhold hvor jeg ved, at dér måtte jeg træde markant ind i mit liv og skabe, eller nærmere forsøge at skabe, forvandling.
Jeg lover denne forvandling hvis du forsøger, men jeg lover ikke at du ikke kommer til at korrigere undervejs. Som altid er det ikke målet der er interessant.
Livet handler altså ikke om at bruge de fantastiske redskaber som vi er givet (naturen, bøger, musik, kropsbevidsthed, fortsæt selv) til at fjerne det som vi ikke ønsker at se på, eller blive udfordret af. Det handler ikke om bare at tænke positivt. Det er en alt for let betoning som jeg tror mange har fået galt i halsen. Det er ofte som om at ideologien om positiv tænkning bliver konsumeret og brugt til at dække over fx en frygtelig sorgfuld periode, en krisesituation. Dette er meget trist, for det fjerner os fra muligheden for at opleve at der i sandhed kan være noget positivt ved de kriser vi er givet. Det lukker for den store forvandling som ligger efter vi har handlet, og må acceptere situationen: Når jeg har gjort hvad jeg kunne, og må erkende at der ikke sker en ændring af omstændighederne på et fysisk plan, eller at ændringen er så langt fra hvad jeg forestillede mig, så er det tid for at finde en mening med hvorfor det er som det er, på et højere plan. Vi kan aldrig fjerne sorg og kriser fra vores liv. At tro dette vil skabe os en vej der vil være præget af konstant søgen efter noget bedre, uden for os selv. Vi vil lede som besatte, og imens sker et udtalt tab af nærvær, inden i os selv.
Vi skal altså bruge vores redskaber til at gå igennem det som vi møder. Til at se at sorgen som sådan ikke er ’negativ’. Smertefuld, i særdeleshed, ja, men en del af enhver fysisk eksistens’ liv. Dette skal vi ikke fjerne (det kan man ikke). Dette skal vi forstå, for så kan vi styrke vores redskaber. Så kan vi i sandhed bruge meditationen, indoptage ordene, nyde gåturen, elske barnet og finde fred med selv den lange kø i Netto.
Vi vil opleve at vore hjerter brister af en helt anden årsag end sorg, nemlig af kærlighed til det som er, og vi vil opleve at vi ikke længere halser af sted i en vanvittig søgen efter noget som ikke findes.
Tak.
At burde
februar 5th, 2010Når jeg falder over den tåbelige tanke at burde er det blot fordi jeg i et kort øjeblik ikke kan finde ud af, at acceptere omstændigheder som kræver nærvær og stille indsigt. Tanken at burde er en lille tyv der kommer og stjæler dit nærvær, og lammer dig med dårlig samvittighed.
I stedet for at lade sig friste til at benytte at burde, som undskyldning for dit liv, kan du i stedet gøre det så godt du overhovedet kan, og når du har gjort dét, så kan du rejse dig og trække at burde ud i toilettet.
Luk øjnene. Træk vejret så du kan mærke at kroppen udvider sig, og cellerne danser.
Det er i de stille rum at du skaber energien til de sande handlinger.
Acceptér det virkelige liv
januar 23rd, 2010For snart 2 år siden lånte jeg, efter anbefaling, Sarah Ban Breathnachs ‘Naturlig Overflod’ på biblioteket. Det er en vidunderlig bog til daglig eftertanke. Stærke ord til hver eneste dag i året. Ord der minder os om det nære i livet, og om alle de valg og muligheder der allerede er serveret for os.Vi skal ‘bare’ lære at plukke dem.
Bogen har hæftet et grønt bånd til at lægge mellem siderne, og det var intakt på det lånte eksemplar.
Båndet var lagt ind på den 23. januar. Det var som et tegn, som det altid er når vi finder et bogmærke i en bog der har været i hænderne på en anden. Jeg blev overvældet over ordene. Det var præcis denne kærlige sang til mit hjerte, som jeg i mit liv, og især i den svære periode jeg stod i dengang, havde brug for, og stadig har brug for. Det var som om nogen havde sat et mærke, således at jeg skulle modtage det.
Senere modtog jeg bogen i gave, og i dag er det anden gang at jeg i trit med vores kalenderår kan bladre om til 23. januar og modtage budskabet, som fortsat er så stærkt og inspirerende at det kan tage pusten fra mig. Jeg vælger i dag at citere hele teksten her:
23. Januar
Acceptér det virkelige liv
Alt, hvad vi virkelig accepterer i livet, undergår en forandring. – Katherine Mansfield
At acceptere og velsigne vor situation er et kraftfuldt forvandlingsredskab. Denne stærke kombination er ligefrem en åndelig eliksir, der kan udrette mirakler i vort liv. Hvad er accept? Accept er at overgive sig til det der er: vores situation, vores følelser, vores problemer, vores økonomi, vores arbejde, vores helbred, vores forhold til andre, når vore drømme bliver forsinkede. Før vi kan ændre noget som helst i livet, er vi nødt til at indse, at sådan er det meningen det skal være lige nu. For mig er accept blevet, hvad jeg vil kalde sjælens dybe suk. Det er de lukkede øjne i bøn, måske ligefrem de stille tårer. Det er ‘godt’ som i ‘Godt, du fører an, så følger jeg efter.’ Og det er ‘godt’ som i ‘Det skal altsammen gå godt’. Det hører simpelthen med til rejsen.
I årenes løb har jeg opdaget, at en stor del af min kamp for at være tilfreds, uanset hvordan den ydre situation måtte være, er sket, når jeg stædigt har strittet imod, hvad der rent faktisk skete i mit liv i øjeblikket. Men jeg har også lært, at når jeg overgiver mig til en bestemt situations virkelighed – når jeg holder op med at stritte imod, men accepterer – er der noget i min sjæl, der bliver blødere. Pludselig er jeg i stand til at lukke op for at modtage al den godhed og overflod, der er tilgængelig for mig, fordi accept medfører en utrolig lettelse og befrielse. Det er som om modstandens damp har fået lov til at slippe ud af livets trykkoger.
Hvad sker der, når vi accepterer vores situation? Ja, først slapper vi af. Dernæst ændrer vi vor vibration, vort energimønster og pulshastighed. Atter bliver vi i stand til at tappe Universets grænseløse positive energi. Accept kaster lys over virkeligheden, så vi bedre kan se det næste trin.
Uanset hvilke omstændigheder der gør sig gældende i dit liv lige nu, acceptér dem. Natalie Goldberg tror på, at ‘Vor opgave er at sige et helligt ja til vort livs realiteter, som de eksisterer.’ Se dig omkring, og mærk hvad der foregår. Dette er mit lille køkken med det snavsede gulv, så meget vejer jeg, dette er saldoen på min checkkonto, dette er min nuværende arbejdsplads. Dette er, hvad der virkelig sker i mit liv lige nu. Det er O.K. Det er det virkelige liv.
Giv slip på kampen i dag. Giv forandringens helbredende proces lov til at begynde.
Jeg er meget taknemmelig for, at jeg langsomt, men sikkert, har lært at leve efter denne lære. Det er ord vi skal være parate til at tage ind (så de ikke blot forbliver ord). Det er ord som virkelig kan forvandle os, hvis vi ønsker det, og møder dem på det rette tidspunkt. Det er helbredelse.
Helbredelse kræver vedligeholdelse, og i vores verden er det let at falde tilbage. Denne bog kan være et redskab til at fravige denne risiko. Jeg er så glad for at den er i mit hjem.
Med ønsket om en vidunderlig og skøn 23ende januar, præcis som den nu falder ud for netop dig:-)
Forvandlinger i aktion
januar 14th, 2010I dag har jeg en mærkedag. Jeg har ikke røget i 3 år, og jeg har modtaget et væld af kærlige hilsner på den interne Facebook som jeg er meget beæret over. Tak.
Til aften opdager jeg så, at dette er ikke den eneste tydelige forvandling som er påbegyndt på denne dag. I bogen Naturlig Overflod, som jeg gør et stort stykke arbejde for at fastholde som en daglig ingrediens i min hverdag, er det netop den 14. januar at forfatteren opildner til at gribe et konkret redskab; nemlig en daglig øvelse i taknemmelighed over det som er os givet. Hun anbefaler en smuk bog, med blanke sider, hvori du hver dag skal notere 5 ting eller begivenheder som du er taknemmelig for.
Jeg har ikke valgt bogen som redskab, men det talte ord. Jeg besluttede, for et år siden, at søn og jeg, ved aftentid og når der skulle siges godnat, skulle sige 5 gode ting fra dagen til hinanden. Det er en gave med et barn som tager imod på denne måde. Han har været et lille lys og hjulpet godt til når jeg måske havde lyst til at springe over. Det betyder at det er blevet en helt naturlig ting at gøre i vores hverdag, men ikke nok med det, det er blevet en fuldt ud integreret del af mit nye livsunivers at tænke taknemmeligheden ind i alt jeg rører ved, og møder på min vej.
Lad os, blot for i dag, minde os selv om hvor rigt vores liv er, og lad os transformere den rigdom til kærlighed så vi kan sende den ud til dem der har meget mindre, eller dem der pludselig er blevet frataget deres helt essentielle livsgrundlag.
Forvandling anno 2010
januar 7th, 2010Januar. Den måned hvor jeg virkelig formår at sætte handling bag mine ord. Ikke på grund af kulturel opvækst, selvom mange taler om nytårsforsæt i denne tid, men som udtryk for en basal og intuitiv fornemmelse for, at dette netop er måneden hvor vi både mærker døden og den kommende opståen. Vinteren, der i år er så vidunderlig fast og insisterende, og det kommende forår, som nok er i fremtiden, men som vi alligevel nu begynder at erindre. Lyset der langsomt tager til.
Det fordrer taknemmelighed, og stor ydmyghed. Ydmyghed for det som vi allerede har så rigeligt af, og taknemmelighed for samme, men også for muligheden, og troen på, forvandlingens kunst.
Så Januar er min forvandlingsmåned. Jeg blev født i Januar, og det giver selvfølgelig en særlig dybde. Her valgte jeg livet, ikke blot i den spæde start, men også via kraftfulde fravalg. Især inden for de sidste 5 år er dette meget tydeligt fordi jeg vinkede farvel til alkoholen, der i den grad kan slå os ihjel på alle planer, og til nikotinen der i sandhed konstant gav mig en mulighed for at dyrke fraværet og et kropsligt forfald. Jeg savner ikke dette jeg sagde farvel til. Hvordan kan vi savne noget som fratager os livet? Fratager os muligheden for at lære os selv i sandhed at kende? Så vi kan kende andre, som de i sandhed er.
I år fravælger jeg mit mangeårige tankespind omkring hvor jeg hører hjemme fagligt. Jeg har aldrig sagt at jeg fandt min hylde i den uddannelse jeg færdiggjorde for to år siden. Det var en rejse, en vigtig rejse, en erkendelsesrejse, en dannelsesrejse, en forståelsesrejse, men nok allermest en personlig rejse. Jeg skulle møde mig selv, hvor jeg var, og nu hvor jeg ikke er der mere giver det ikke mening at blive ved. Faktisk føles det som vold. Jeg har forsøgt nogen gange, og jeg blev mere og mere syg for hver gang. Jeg må nu ikke blot forstå, men også handle på, at jeg skal tilbage til det der giver mig glæde. Tilbage til den følelse jeg fik når jeg vandrede i skovene, som barn og ung, og det smukke åndelige rum jeg på denne måde kunne fremmane. Tilbage til æstetikken, tilbage til det nærende, det kærlige.
Ikke blot gik jeg fysisk i stykker, jeg gik også kreativt i stykker, ved at nøde mig selv til at indgå i handler der var som brænde på det bål jeg samtidig råbte op om, at jeg ville slukke. Tænk at vi mennesker kan være så modstridende, og så let kan komme til at snyde os selv til at tro hvad det vigtigste i livet er. Ofte gør vi det netop fordi vi ved hvor vi ikke skal hen, og så ser vi os en dag i spejlet og indser at vi alligevel kom til at opfylde dette uønske. Så har vi lært noget, og er vi bevidste nok til at forstå denne læring, så kan vi også bruge det til noget.
Det er det jeg har tænkt mig at gøre, og jeg tager afsæt i Januar 2010. Jeg glæder mig, også denne gang, til udfordringen.
