31 dages faste havde ikke transformeret den overdøvende indre åndelige sult. Hun kunne se på Alvena, og på smeden, at de var i en form for fred med det som var. En hellig accept af omstændighederne. Det var, som havde der indfundet sig en ny puls. De bevægede sig med adstadighed, og havde en dyb tone af offervilje, som om nogen havde smidt fortiden på bålet.
Landet var douche. Efter tørken havde alt fået et sandblæst skær. Den blå kirke var som et fatamorgana af havet, set gennem en tyk grød af tåge, og selv kvindernes røde kinder synes belagt med et fint lag pudderfarvet film. Hun kunne godt se, at det ikke på nogen måde lagde en sorg over de tilbageblevne, så hun dog bort fra sig selv. Det var fortsat mere denne ydmyghed, der strålede ud fra dem. Overgivelsen. Hvornår var hun egentlig begyndt at tvivle? Hun følte sig som et barn, der sad og pillede fraværende ved sine fingre, mens en overmyndig talte ned til hende. Det var jo absurd. Hun havde selv valgt det. Hun havde erkendt konsekvenserne. Havde nydeligt opstillet det hele, som i et langvarigt, nærmest uendeligt, strategisk brikspil, og resultatet havde hun så stædigt forfulgt, ja eftertragtet var nok et bedre ordvalg.
Hvad er det der sker med de mennesker, der har nået deres mål? Måske kom de andres fred af, at de havde lært ikke at blive ved at være målsættere? Det var derfor de kunne leve deres liv i denne lille uanselige landsby, med en støvet kirke. Det var derfor hun selv, tidligere, da hun havde vundet friheden til ikke at gennemanalysere og vurdere alt hele tiden, smed sine våben. Var hun ved at samle dem op igen? Solen brød et øjeblik igennem på den velkendte disede måde. Hun skubbede fra med fødderne, så stolen lænede sig tilbage på de to bagerste ben, og ryggen landede plant med vægfacaden bag hende. Følelsen af hendes dinglende ben mindede hende et øjeblik om at være alt for lille til alting, men hun pressede kroppen fremad så vægten skiftede plads, og hun vendte tilbage til en mere vandret position, med fødderne i jorden. Hun rejste sig, rystede håret væk fra ansigtet, og kiggede ud over det flade land. Langt derude gik smeden og bøjede sig i støvet. Uden mål. Det lignede frihed.
Tags: uddrag
Jeg er nået til belærenhedserkendelsesfasen.
Det betyder, at nu hvor jeg har fået fred med hvor jeg er (deri ligger accepten af at alt er i forvandling konstant, dvs at ‘hvor jeg er’ både er et intet og et alt) så kan jeg meget lettere se nogen restmønstre.
Min ting er at finde rejsen interessant. Jeg ånder igennem ind og udfaser. Jeg har ikke brug for at stoppe op og puste ud. Jeg elsker at være på vej, og jeg anerkender, at det kød jeg bevæger mig med kun går mod opløsningen, ligesom jeg anerkender, at den bevidsthed, der efterhånden bliver mere og mere skærpet, mere og mere present, opleves som en konstant og evig vibration, en tone, der ikke på nogen måde er bundet til det vi kalder (et) liv.
Men resterne. Resterne er at erkende, at også jeg får ticks der lammer nervesystemet alt imens reflekskroppen hungrer efter at få ret. Vinde krige. Være dogmatisk, og belærende. Men det er virkelig kun rester. Jo oftere jeg ser dette, siger det højt, taler med andre derom, jo mere svinder det ind. Jo mindre bliver tendensen til at gå i kampposition.
Men jeg skriver stadig. Jeg deler fortsat. Det er bare ikke hver gang, at jeg bliver mødt med modstand, at det er fordi jeg har været dogmatisk, men lige så ofte den anden der er bange for dogmatismen. Hvor angst har jeg ikke selv været, i min totale unuancerede refleksion over kristendommens lære. Hvordan kan jeg på nogen måde forestille mig at blive mødt med åbenhed over for hvor jeg er, over for de ting jeg oplever som helbredende i mit liv, når jeg med denne bevidsthed ved hvor bange vi mennesker kan være? Hvor bange jeg selv kan, og især kunne, blive.
Det kræver virkelig samtale, og tillid, at komme bagom dogmerne. Det kræver i sandhed rummelighed, og ikke modstand. Selv hvor jeg kan argumentere for at andre synes dogmatiske må jeg slippe tanken om at skulle ind og bevissætte dette. Jeg ved at jeg ikke er dogmatisk. Den der oplever Anja som dogmatisk har ikke set hvem hun er. Det er altid meget svært at turde at se hvor komplekst mennesket er, for mennesket selv har det allerbedst med at skabe kasser så den dovne hjerne er fri for at tænke ud over rammen.
Mit højeste ønske for nuværende, er ikke guld og mere lods, men at jeg fortsat vil være i stand til at bevæge mig frit og kærligt uden for disse rum, denne kasse. At møde andre med en løftet pande, også dersom de finder mig dogmatisk. At jeg aldrig glemmer at jeg er i stand til at se hvor det menneske, der står over for mig, er, hvis jeg virkelig lytter med hjertet. At jeg dermed frastår fra at dømme den der selv leger dommer.
Tags: åndelighed, erkendelse, forvandling
De tårnhøje bøgetræer havde krøllet deres aller skønneste yndigheder ud så de lignede bittesmå pletter mod himlen.
Til aften, da jeg gik og gjorde mit hjem forårsklar, smed ud og sorterede ophobede smårester, for åben altandør, i min nye plastiklignerlæder jakke, og mine elskede røjsere, så kom jeg til at tænke på når vi ankom til sommerhuset, og gik rundt med overtøjet på mens ilden i pejsen fik rigtig fat.
Befrielsen efter en god times køretur, hvor køresyge og træthed ikke så sjældent meldte sig, var udtalt. Mens der blev båret ind i huset gik jeg mine runder og sugede duftene til mig. Alt var altid som det plejede, og det var det allerbedste. Jeg var sådan et spinkelt og nervøst barn, med en kæmpestor bagage som jeg med stor ihærdighed, og med en utrolig perfektionisme, altid formåede at bære, men når jeg lagde min kuffert, eller taske, fra mig inde i gæsteværelset, så lagde jeg også den mentale rygsæk. Dette var mit eneste, og mest vidunderlige, helle fra den dramatiske hverdag jeg ellers åndede igennem.
Tags: tilbageblik
I det universelle rum, naturen, findes allerlettest oplevelsen af sammenhæng, af enhed.
Det er ikke mig, lille mig, der kigger på en eng af krokus. Nej, jeg er simpelthen denne eng af krokus. Vi er forbundne. Det er ikke tænkt, det er som sådan slet ikke en oplevelse – vi ér, og er ikke, på én og samme tid.
Jeg har opdaget, at hverdagens rene meditation netop er at kunne dette totale slip af normativ idé om, at der er afstand imellem ‘os’ og verden. Os og den anden. Os og sommeren. Os og tanken. Som da Onkel Danny skrev at isbjergene talte til ham, og at isbjergene, de sagde: hold kæft!
Således tror jeg, at det er af stor vigtighed at holde kæft ind i mellem.
Tags: nærvær
Tidligere skrev jeg om, at vejen til ro i vore hverdag kan komme til os via accept af det som er. Dette er sandt. Langt hen ad vejen nytter det intet at bruge energi på at brokke os over hvor lang køen i Netto er, eller at vi er trætte af at mangle 20 kvadratmeter til et ekstra værelse. Vi kommer til at spinde vores hverdag ind i en grå tåge hvis vores fokus er på alle disse mangler, som meget ofte er materialistiske.
Sværere er det når vi bliver ramt følelsesmæssigt, i hjerteregionen. Sindet bliver udfordret. Vi bliver syge, eller opdager at vi har et barn der kræver ekstra omsorg. Det kan også være at vi bor dør om dør med et menneske som har set sig gal på os og dermed skaber uro i det rum der er vores allerhelligste i hverdagen, nemlig vores hjem. Alt sammen udfordringer hvor vi, som udgangspunkt, ikke blot kan læne os tilbage og acceptere.
I disse forhold, hvor vores hjerte bliver knuget, må vi handle så godt vi kan. Vi må gøre alt der står i vores magt. Først derefter kan vi lægge det over. Og her er en vigtig pointe. At lægge over (det vil sige, at når vi netop må erkende og acceptere, at nu er det ude af vore hænder) betyder ikke at vi får vores vilje. Som i: Nå, nu kan jeg ikke selv gøre mere for at nå mit mål, nu må Gud tage over og ordne det for mig.
Der er nemlig en stor sandsynlighed for, at det vi forestillede os at nå slet ikke er det sande mål. På trods af utallige klager flytter naboen ikke. På trods af utallige donationer kan barnet ikke blive helbredt. På trods af oceaner af ventetid kommer der ikke en større lejlighed. På trods af evig kærlighed mister vi mennesker som vi elsker!
Når jeg skriver det sande mål mener jeg ikke at noget er egentlig forudbestemt (det er faktisk ligegyldigt hvad det er), men at vi alt for ofte har en utopisk forestilling om hvordan vores liv skal se ud, og at vi kan forme det hele, ud fra vor tankekraft. Til tider må vi korrigere vores forventninger. Der er så mange forhold som jeg tror vi slet ikke skal ændre på, men der er også forhold hvor jeg ved, at dér måtte jeg træde markant ind i mit liv og skabe, eller nærmere forsøge at skabe, forvandling.
Jeg lover denne forvandling hvis du forsøger, men jeg lover ikke at du ikke kommer til at korrigere undervejs. Som altid er det ikke målet der er interessant.
Livet handler altså ikke om at bruge de fantastiske redskaber som vi er givet (naturen, bøger, musik, kropsbevidsthed, fortsæt selv) til at fjerne det som vi ikke ønsker at se på, eller blive udfordret af. Det handler ikke om bare at tænke positivt. Det er en alt for let betoning som jeg tror mange har fået galt i halsen. Det er ofte som om at ideologien om positiv tænkning bliver konsumeret og brugt til at dække over fx en frygtelig sorgfuld periode, en krisesituation. Dette er meget trist, for det fjerner os fra muligheden for at opleve at der i sandhed kan være noget positivt ved de kriser vi er givet. Det lukker for den store forvandling som ligger efter vi har handlet, og må acceptere situationen: Når jeg har gjort hvad jeg kunne, og må erkende at der ikke sker en ændring af omstændighederne på et fysisk plan, eller at ændringen er så langt fra hvad jeg forestillede mig, så er det tid for at finde en mening med hvorfor det er som det er, på et højere plan. Vi kan aldrig fjerne sorg og kriser fra vores liv. At tro dette vil skabe os en vej der vil være præget af konstant søgen efter noget bedre, uden for os selv. Vi vil lede som besatte, og imens sker et udtalt tab af nærvær, inden i os selv.
Vi skal altså bruge vores redskaber til at gå igennem det som vi møder. Til at se at sorgen som sådan ikke er ’negativ’. Smertefuld, i særdeleshed, ja, men en del af enhver fysisk eksistens’ liv. Dette skal vi ikke fjerne (det kan man ikke). Dette skal vi forstå, for så kan vi styrke vores redskaber. Så kan vi i sandhed bruge meditationen, indoptage ordene, nyde gåturen, elske barnet og finde fred med selv den lange kø i Netto.
Vi vil opleve at vore hjerter brister af en helt anden årsag end sorg, nemlig af kærlighed til det som er, og vi vil opleve at vi ikke længere halser af sted i en vanvittig søgen efter noget som ikke findes.
Tak.
Tags: accept, erkendelse, tak
Når jeg falder over den tåbelige tanke at burde er det blot fordi jeg i et kort øjeblik ikke kan finde ud af, at acceptere omstændigheder som kræver nærvær og stille indsigt. Tanken at burde er en lille tyv der kommer og stjæler dit nærvær, og lammer dig med dårlig samvittighed.
I stedet for at lade sig friste til at benytte at burde, som undskyldning for dit liv, kan du i stedet gøre det så godt du overhovedet kan, og når du har gjort dét, så kan du rejse dig og trække at burde ud i toilettet.
Luk øjnene. Træk vejret så du kan mærke at kroppen udvider sig, og cellerne danser.
Det er i de stille rum at du skaber energien til de sande handlinger.
Tags: bevidsthed, nærvær
For snart 2 år siden lånte jeg, efter anbefaling, Sarah Ban Breathnachs ‘Naturlig Overflod’ på biblioteket. Det er en vidunderlig bog til daglig eftertanke. Stærke ord til hver eneste dag i året. Ord der minder os om det nære i livet, og om alle de valg og muligheder der allerede er serveret for os.Vi skal ‘bare’ lære at plukke dem.
Bogen har hæftet et grønt bånd til at lægge mellem siderne, og det var intakt på det lånte eksemplar.
Båndet var lagt ind på den 23. januar. Det var som et tegn, som det altid er når vi finder et bogmærke i en bog der har været i hænderne på en anden. Jeg blev overvældet over ordene. Det var præcis denne kærlige sang til mit hjerte, som jeg i mit liv, og især i den svære periode jeg stod i dengang, havde brug for, og stadig har brug for. Det var som om nogen havde sat et mærke, således at jeg skulle modtage det.
Senere modtog jeg bogen i gave, og i dag er det anden gang at jeg i trit med vores kalenderår kan bladre om til 23. januar og modtage budskabet, som fortsat er så stærkt og inspirerende at det kan tage pusten fra mig. Jeg vælger i dag at citere hele teksten her:
23. Januar
Acceptér det virkelige liv
Alt, hvad vi virkelig accepterer i livet, undergår en forandring. – Katherine Mansfield
At acceptere og velsigne vor situation er et kraftfuldt forvandlingsredskab. Denne stærke kombination er ligefrem en åndelig eliksir, der kan udrette mirakler i vort liv. Hvad er accept? Accept er at overgive sig til det der er: vores situation, vores følelser, vores problemer, vores økonomi, vores arbejde, vores helbred, vores forhold til andre, når vore drømme bliver forsinkede. Før vi kan ændre noget som helst i livet, er vi nødt til at indse, at sådan er det meningen det skal være lige nu. For mig er accept blevet, hvad jeg vil kalde sjælens dybe suk. Det er de lukkede øjne i bøn, måske ligefrem de stille tårer. Det er ‘godt’ som i ‘Godt, du fører an, så følger jeg efter.’ Og det er ‘godt’ som i ‘Det skal altsammen gå godt’. Det hører simpelthen med til rejsen.
I årenes løb har jeg opdaget, at en stor del af min kamp for at være tilfreds, uanset hvordan den ydre situation måtte være, er sket, når jeg stædigt har strittet imod, hvad der rent faktisk skete i mit liv i øjeblikket. Men jeg har også lært, at når jeg overgiver mig til en bestemt situations virkelighed – når jeg holder op med at stritte imod, men accepterer – er der noget i min sjæl, der bliver blødere. Pludselig er jeg i stand til at lukke op for at modtage al den godhed og overflod, der er tilgængelig for mig, fordi accept medfører en utrolig lettelse og befrielse. Det er som om modstandens damp har fået lov til at slippe ud af livets trykkoger.
Hvad sker der, når vi accepterer vores situation? Ja, først slapper vi af. Dernæst ændrer vi vor vibration, vort energimønster og pulshastighed. Atter bliver vi i stand til at tappe Universets grænseløse positive energi. Accept kaster lys over virkeligheden, så vi bedre kan se det næste trin.
Uanset hvilke omstændigheder der gør sig gældende i dit liv lige nu, acceptér dem. Natalie Goldberg tror på, at ‘Vor opgave er at sige et helligt ja til vort livs realiteter, som de eksisterer.’ Se dig omkring, og mærk hvad der foregår. Dette er mit lille køkken med det snavsede gulv, så meget vejer jeg, dette er saldoen på min checkkonto, dette er min nuværende arbejdsplads. Dette er, hvad der virkelig sker i mit liv lige nu. Det er O.K. Det er det virkelige liv.
Giv slip på kampen i dag. Giv forandringens helbredende proces lov til at begynde.
Jeg er meget taknemmelig for, at jeg langsomt, men sikkert, har lært at leve efter denne lære. Det er ord vi skal være parate til at tage ind (så de ikke blot forbliver ord). Det er ord som virkelig kan forvandle os, hvis vi ønsker det, og møder dem på det rette tidspunkt. Det er helbredelse.
Helbredelse kræver vedligeholdelse, og i vores verden er det let at falde tilbage. Denne bog kan være et redskab til at fravige denne risiko. Jeg er så glad for at den er i mit hjem.
Med ønsket om en vidunderlig og skøn 23ende januar, præcis som den nu falder ud for netop dig:-)
I dag har jeg en mærkedag. Jeg har ikke røget i 3 år, og jeg har modtaget et væld af kærlige hilsner på den interne Facebook som jeg er meget beæret over. Tak.
Til aften opdager jeg så, at dette er ikke den eneste tydelige forvandling som er påbegyndt på denne dag. I bogen Naturlig Overflod, som jeg gør et stort stykke arbejde for at fastholde som en daglig ingrediens i min hverdag, er det netop den 14. januar at forfatteren opildner til at gribe et konkret redskab; nemlig en daglig øvelse i taknemmelighed over det som er os givet. Hun anbefaler en smuk bog, med blanke sider, hvori du hver dag skal notere 5 ting eller begivenheder som du er taknemmelig for.
Jeg har ikke valgt bogen som redskab, men det talte ord. Jeg besluttede, for et år siden, at søn og jeg, ved aftentid og når der skulle siges godnat, skulle sige 5 gode ting fra dagen til hinanden. Det er en gave med et barn som tager imod på denne måde. Han har været et lille lys og hjulpet godt til når jeg måske havde lyst til at springe over. Det betyder at det er blevet en helt naturlig ting at gøre i vores hverdag, men ikke nok med det, det er blevet en fuldt ud integreret del af mit nye livsunivers at tænke taknemmeligheden ind i alt jeg rører ved, og møder på min vej.
Lad os, blot for i dag, minde os selv om hvor rigt vores liv er, og lad os transformere den rigdom til kærlighed så vi kan sende den ud til dem der har meget mindre, eller dem der pludselig er blevet frataget deres helt essentielle livsgrundlag.
Tags: forvandling, røgfri, taknemmelighed
Januar. Den måned hvor jeg virkelig formår at sætte handling bag mine ord. Ikke på grund af kulturel opvækst, selvom mange taler om nytårsforsæt i denne tid, men som udtryk for en basal og intuitiv fornemmelse for, at dette netop er måneden hvor vi både mærker døden og den kommende opståen. Vinteren, der i år er så vidunderlig fast og insisterende, og det kommende forår, som nok er i fremtiden, men som vi alligevel nu begynder at erindre. Lyset der langsomt tager til.
Det fordrer taknemmelighed, og stor ydmyghed. Ydmyghed for det som vi allerede har så rigeligt af, og taknemmelighed for samme, men også for muligheden, og troen på, forvandlingens kunst.
Så Januar er min forvandlingsmåned. Jeg blev født i Januar, og det giver selvfølgelig en særlig dybde. Her valgte jeg livet, ikke blot i den spæde start, men også via kraftfulde fravalg. Især inden for de sidste 5 år er dette meget tydeligt fordi jeg vinkede farvel til alkoholen, der i den grad kan slå os ihjel på alle planer, og til nikotinen der i sandhed konstant gav mig en mulighed for at dyrke fraværet og et kropsligt forfald. Jeg savner ikke dette jeg sagde farvel til. Hvordan kan vi savne noget som fratager os livet? Fratager os muligheden for at lære os selv i sandhed at kende? Så vi kan kende andre, som de i sandhed er.
I år fravælger jeg mit mangeårige tankespind omkring hvor jeg hører hjemme fagligt. Jeg har aldrig sagt at jeg fandt min hylde i den uddannelse jeg færdiggjorde for to år siden. Det var en rejse, en vigtig rejse, en erkendelsesrejse, en dannelsesrejse, en forståelsesrejse, men nok allermest en personlig rejse. Jeg skulle møde mig selv, hvor jeg var, og nu hvor jeg ikke er der mere giver det ikke mening at blive ved. Faktisk føles det som vold. Jeg har forsøgt nogen gange, og jeg blev mere og mere syg for hver gang. Jeg må nu ikke blot forstå, men også handle på, at jeg skal tilbage til det der giver mig glæde. Tilbage til den følelse jeg fik når jeg vandrede i skovene, som barn og ung, og det smukke åndelige rum jeg på denne måde kunne fremmane. Tilbage til æstetikken, tilbage til det nærende, det kærlige.
Ikke blot gik jeg fysisk i stykker, jeg gik også kreativt i stykker, ved at nøde mig selv til at indgå i handler der var som brænde på det bål jeg samtidig råbte op om, at jeg ville slukke. Tænk at vi mennesker kan være så modstridende, og så let kan komme til at snyde os selv til at tro hvad det vigtigste i livet er. Ofte gør vi det netop fordi vi ved hvor vi ikke skal hen, og så ser vi os en dag i spejlet og indser at vi alligevel kom til at opfylde dette uønske. Så har vi lært noget, og er vi bevidste nok til at forstå denne læring, så kan vi også bruge det til noget.
Det er det jeg har tænkt mig at gøre, og jeg tager afsæt i Januar 2010. Jeg glæder mig, også denne gang, til udfordringen.
Tags: forvandling, taknemmelighed, ydmyghed
December måned får altid lov at være det tidspunkt hvor vi allerstærkest kan mærke forvandlingens kunst. Især i mit liv bliver det tydeligt fordi min søn har fødselsdag denne måned, og altid er det med til at få mig til at mærke livsprocessen. Livet hvor vandet til tider står højt, og til andre tider har trukket sig så meget tilbage at essensen ligger sårbar og blottet. I dag, i aften, nytårsaften 2009, er det fuldmåne og i Danmark er vi beriget med en måne formørkelse. Vi vil hverken lade sole eller måner gå ned over vores liv, vi vil med beundring og ydmyghed følge med som livsarkæologer på Gudefærd.
I formiddag fik jeg en hilsen fra en kvinde som lige har mistet sin mand for få dage siden. Jeg vidste det ikke, og tænk at hun havde overskuddet til at skrive sin sorg til mig. Ønske mig godt nytår. Jeg kom til at tænke på den dag for 10 år siden, hvor jeg sad med mit spæde barn, og netop havde mistet min kære mormor. Livet er her lige nu, der er intet andet, og vi skal huske at elske det. Når vi mister dem vi elsker gør det ondt, og højtiderne bliver særligt svære fordi vi ofte deler dem med netop dem der står vores hjerte nært. Så føler vi os alene, og meget sårbare, og rejsen hjem til vores eget nærværende liv kan blive lang.
Ikke desto mindre er det rejsen værd. Når vi mister nogen vi elsker, eller vi mister dele af os selv fordi vi glemmer at være tro, eller måske endnu ikke har lært at være tro, så er det en port til nye erkendelser og opdagelser. Det er at gribe det som er med en sådan erkendelse at vi slipper alle forventninger til det som skal komme. Kun på den måde kan vi møde den Virkelige verden helt frisk og uden fordømmelse. Husk at dette gælder også de mennesker vi møder undervejs.
I 2009 mødte jeg megen kærlighed. Det var udfordringen. For at kunne modtage en kærlig tone måtte jeg kende mit eget klaver, jeg måtte være velstemt. Det var det jeg skulle lære i dette år der nu er gået: at afstemme og finde stemningen. Nye venskaber er dukket op, og gamle venskaber har fået nye toner. Slægtsbånd har vist sig at folde sig ud på kærligste vis, og relationer som næsten var opgivet fik en ny klang. Selv kærligheden i dens konkrete mandlige udformning nåede jeg at blive udfordret med. Alt jeg har mødt takker jeg for. Alle jeg har mødt sender jeg kærlige tanker til. Det er, om noget, en utrolig og fantastisk ydmyg fornemmelse der breder sig i mig når jeg ser, at åbner jeg selv op, så kommer det som jeg beder om. Så er min tro stærk og intakt. Så kan jeg det jeg vil. Så kan jeg være tro. Være kærlig. Være rummelig. Så kan jeg give det jeg af hjertet ønsker at give, og modtage det som jeg ønsker at modtage. I 2010 skal jeg øve mig endnu mere på dette hjertearbejde, og jeg glæder mig inderligt – og jeg glæder mig til at dele det med jer, både i form af ord, og i form af mine visuelle kreativiteter, men ikke mindst som en lige streng af kærlig energi…
Vi er parate. Drengen og jeg har pyntet stuen op. Mormors dug er strøget. Der er sat midnatsblå lys og der er sendt kærlige tanker til dem som ikke er her mere, men som er med os i hjertet.
Må I alle komme smukt ind i det nye årti, må det bringe os alle fred.
Mange kærlige hilsner herfra.
Anja.
Det var blevet vinter igen. Smeden arbejdede og børnene tog ved lære. Kirketårnet var for længst færdigt. Sommeren havde budt på uventede udfordringer der først lignede en dyb sorg, men som senere åbnede sig som havde lynet flækket selveste Bjerget. Ud væltede en overflod af erkendelser, og hun måtte knibe sig i armen for ikke at miste sig selv. Bagefter indtraf en ydmyg og stærk tyngde i kroppen som havde været længe ønsket.
Der var den sædvanlige forhøjede aktivitet som altid i denne måned hvor kødet skulle saltes, og skindene garves. Pislugten var ram, men fortsat det middel som Emil yndede at bruge til at lysne med. Hun havde byttet nogen af huerne fra oplandet med 3 bløde og langhårede fåreskind. De symboliserede at hun fortsat var fastboende, og at hun i hvert fald ikke var på vej videre lige nu. Hun vidste at det åbnede for tilliden mellem dem, men årene med ensomme vandringer havde formet en kvinde der var på vagt. Hun nærmede sig klyngen af små nøgne træer og favnede pludselig stammen foran hende: kæreste træ, giv mig styrke til at gro som du. Giv mig mod til at åbne mig op så livets vand kan strømme frit igennem mig. Giv mig visdommen til at forstå ikke at lade mig styre af angsten for tabet.
På vej tilbage mod hytten var forløsningen mærkbar. Fra smeden kom små syngende puf i et flow af rytme fra håndens arbejde. Hun gik hjem og bredte skindene ud.
Tags: erkendelse, kortprosa, vinter
En blå time i åndeløs stilhed. Alt strakte sig på tæerne i benovelse over dette skift, denne pludselige forvandling.Træer klædt i bladguld og irgrøn. En fuldstændig overdådig lysfest efter de seneste ugers gråtoneleg. Vi kan gå ind i aftenens mørke med fortryllelsen i brystet…nu.
Sindsro – til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, mod til at ændre dem jeg kan og visdom til at se forskellen.
Det handler om at være med det som er. Ikke at forcere, ikke at negligere, men at være bevægelig og tage imod.
Måske er der flere influenzaramte i år. Ok. Måske bliver jeg ramt. Ok. Måske dør min gamle nabo af den (eller hun dør af noget andet). Ok. Måske bliver jeg ikke 100 år. Ok. Måske er der kun lige nu. Ok. Måske er det nu allerede slut. Ok.
Måske ER jeg bare. Ok.
Tags: angst, helbredelse, sindsro
Også det dunkle skal gennemleves, lige til vi genfødes i sprækken af lys.
Tags: nærvær
Under middagen spurgte hun om nogen kunne huske noget fra den aften på altanen. Havde hun virkelig hængt udover, på flugt? Det stak i sidebenet efter den voldsomme middag som hun ikke havde kunne yde mådehold overfor, men kvinden overfor var levende, og ville godt fortælle. Det lød ikke pænt. Hun anede ikke om hun kunne, eller ville, benytte informationen der flød ind i hende, først gennem hjertet, til at bygge videre på sin historie med. Hvis hun gjorde ville det skabe modstand i det nye møde. Han ville nok nægte, det kunne have været en ubetydelighed set fra hans åsyn, han kunne have været fuld. Med tiden skulle det blive tydeligt, at det var omsonst at fastholde denne oplevelse af at være en baby, der stod mellem mor og far, mens de fuldførte det totale omsorgsvigt. I det hele taget tegnede der sig et billede af total fortabthed hos alle parter, også dem der umiddelbart var både forsvarsløse og ansvarsløse. På et eller andet tidspunkt bliver det tid til at holde op med at bære rundt på ynkeligheden, tid til at stikke det evindelige klynkeri op i røven.
Hun kiggede på de halvtomme tallerkner, og på det gode selskab. Fugtige øjne, småklemmen på sidemandens arm, og lænen sig mod hinanden i øjeblikkets fortrolighed, der selvfølgelig vil være bortblæst i morgen. Hun var observatøren, der nogen gange blev inviteret ind i samtalen, men som oftest også blev efterladt dinglende i luften. For intens, og dog forsøgte hun naivt gang på gang at mande sig op til ideen om at det havde ændret sig, at der var hul igennem, at nogen virkelig ville noget.
Til sidst måtte hun erkende, at det er ikke nok at ville. Der skal så uendeligt meget mere til, fx kærlighed. Nærvær er ikke en fidus eller tanke om at noget kunne blive frugtbart, men en forståelse af at det allerede er som det skal være. Det er ikke sjovt at komme i klemme med et menneske der egentlig helst vil have at du skal være på en anden måde. Så kan du mærke stærke ønsker og villighed når noget er meget tæt på det, som den anden ønsker af dig, men fejler du, træder du ved siden af, så er der ingen nåde. Og du skal selv gætte hvad der er hvad.
Det var med dén pludselige indsigt, at hun besluttede sig for at forlade selskabet, som hun faktisk alligevel ikke var inviteret til at deltage i. Med en venlig gestus løftede hun armen, åbnede hånden, og slap en stor og smuk sæbeboble fri. Illusionernes tid er ovre baby.
Tags: erkendelse, kortprosa
Har fået en bloggingaward. Awesome girl, det er mig, men heldigvis er jeg ikke den eneste. Det er Capac der har været så venlig. Tak. Som nogen ved er disse bloggingpriser noget som løber rundt i blogland i ny og næ. Det er en måde at holde gang i mediet på.
Selvfølgelig er det også dejligt at nogen har tænkt på én som prisværdig, men mest er det altså en leg for egoet, hvilket jeg så bare hopper på. Med til denne leg hører at der skal formidles 10 punkter om…egoet. Velbekomme:
1. Jeg opdagede på et tidspunkt at mit liv ikke er en kamp. Meningen med livet er selve livet som det er. Det er accepten og måden at gå til det [livet] på, som jeg ønsker at formidle min version af.
2. Jeg er i konstant forvandling. Min gode ven Alex sagde engang: Anja, du holder aldrig op med at overaske mig. Nej, forhåbentlig ikke.
3. Meget af min forvandling foregår som et flow, hvorefter der følger en dyb bevidsthed, men jeg opdagede på et tidspunkt at det også virkede den modsatte vej, altså hvor jeg erkender og bliver bevidst om en handling, følelse eller tanke, og derefter arbejder på at forvandle den til enten opløsning eller til et andet perspektiv.
4. Jeg har prøvet at være syg af stress, og min stress er en del af den gamle kamp. Det pudsige er, at jeg først blev rask da jeg holdt op med at kæmpe. Alt kan blive til en kamp hvis det er dét vi ønsker. Jeg ønsker det virkelig ikke mere.
5. At blive syg åbner for nogen mennesker en enorm port til bevidsthed. Det gjorde det for mig.
6. Jeg har tidligere været enormt intellektuel, men har fundet ud af at jeg skal bruge min intelligens på en helt anden måde. Det var som at sige farvel til en elsket at smide denne del af mig ud, men det er det bedste og mest helbredende jeg har gjort for mig selv.
7. Jeg skelner mellem religiøsitet og spiritualitet. Jeg er den fordomsfrie. Min tro er at alt har sin helt særlige orden, i en overordnet orden, også det vi kigger med væmmelse på.
8. Jeg er mig og ønsker ikke at være en anden. Jeg elsker livet som det er. Jeg elsker at dele med mennesker hvor jeg kan mærke at vi deler en dybere kraft.
9. Jeg er i stand til at være stærkt nærværende med øjeblikket – og det kan nogen gange ligne fravær i øjnene på den der lader sit blik fokusere på overfladen.
10. Der er kun nuet. Dette er en helbredende erkendelse som jeg i dag er dybt taknemmelig for at have stiftet bekendtskab med.
Nu skal jeg dele min titel med andre, og det gør jeg med glæde. Jeg vælger to modtagere. Den ene er Bolette. Hun vækker en genklang i mig som er ubeskrivelig. Lige nu vandrer vi på vejen sammen, eller måske er det i udkanten af skoven, eller i lysningen. I hvert fald er det meget givende, så tak. Den anden er Fie. Fie er en kvinde som lige er blevet mor, og som har en ungdommelig sødme og lethed som jeg aldrig selv har oplevet, men jeg har oplevet Fie på den højskole vi gik på samtidig, og jeg husker en særlig form for kant som jeg tror jeg bedst ser udtrykt i hendes fotoreportager. På en måde er Fies liv slet ikke så anderledes end mit, eller dit, og det befriende er at hun egentlig heller ikke prøver at gøre det til noget det ikke er! Som hun skriver: ”…hvis du synes, det er uinteressant, er det bare ærgerligt.” Og det er der sikkert nogen der synes, ligesom der er nogen der synes at der er uinteressant hér. Fakta er at alle liv er smukke og vidunderlige, så lad dette først og fremmest være en hyldest til mangfoldigheden, og til erkendelsen af at vi kommer længst med at være dem vi er, så andre kan være dem de er.
Jeg mærker indre by. Fra den underjordiske myretue ved Nørreport følger jeg trop med de andre fordi der ikke er andet at gøre. Det er også en øvelse; at gå i myregang uden at føle behov for at det skal gå hurtigere. Dropper man Købmagergade slipper man dog hurtigt for at skulle bruge alt for meget energi på at zigzagge mellem spøgelsesgængere og varebiler.
Nørregade er monstrøs. Det er vigtigt at huske at kigge op. Flader på flader læner sig mod himlen og hinanden. Douche. I dag skal jeg besøge en antikvarisk boghandler som har en særlig bog til mig jeg ingen andre steder kan finde. Bagefter gennem Pisserenden, de små gader som nogen også kalder Latinerkvarteret, hvor der som altid hersker en helt særlig stemning. Her findes de smukkeste menneskelige forvandlinger man kan tænke sig. Det kan være hardcore om natten, og om dagen hives stole frem på fortovet så de butiksdrivende kan modtage gæster, venner og ligesindede på fuldstændig tilbagelænet manér. Engang boede jeg herinde, midt i det hele. Midt i alle fristelserne.
Længere oppe venter Rådhuspladsen med 10eren der kan køre mig hjem igen. Ind med toget, tilbage med bussen. Og jeg når det på samme klip hvilket overrasker mig. Tid er virkelig en illusion!
Svinger ned mod Hovedbanen. Der er vrimmel, som altid. Stoffer udbydes og turister lander midt i det hele. Istedgade. Maria Kirkeplads er tom. Ved siden af læner det grå hegn sig som bevis på at naboerne fik nok af sprøjter i børnenes sandaler. Vi kan jo godt forstå det, men det er vigtigt at forståelsen når hele vejen rundt. Det er svært når vi lukker andre ude for at få det liv vi drømmer om! Mændenes Hjem med utrolig meget virak. Der er gået penge ind og alle er stivere end nystrøgede skjorter. Det er som en film i slowmotion at observere en narkoman. Nogen gange står de så foroverbøjet, i en anden verden, at de bare falder uden selv at opdage det mens det sker.
Senere Enghave Plads og Enghavevej. Ingenmandsland starter her, skulle der stå. Sydhavnen, hvor jeg lander, er stadig et, for mange, ukendt sted. Her er så meget af alt, at der ikke er en tone der står klart frem og vibrerer, og det er nok lige præcis dét som er så fantastisk ved at bo her.
Hvis I virkelig så verden i øjnene, som den er, og gav jer i kast med den, ville I finde den uendelig meget større end nogen filosofi, større end nogen bog i verden, større end nogen lære, større end nogen lærer…står der bag på min hjembragte bog, og jeg takker for denne erindring som jo er så sand.
Vi skal virkelig elske det som er.
Der er et ordsprog som siger nogenlunde sådan:
“Før oplysthed: hugge brænde og hente vand. Efter oplysthed: hugge brænde og hente vand.“
Det er let at begynde at fantasere om at oplysthed skal lede os til et punkt hvor vi ikke længere møder smerten. Hvor vi bliver små Buddhaer der kan sidde og modtage kærlighed og lotusblomster. Men så er vi ikke blevet oplyst. Så har vi fundet os en drøm at elske. Som begær. Som afhængighed. Afhængigheden af medicin, alternative behandlere, alkohol eller sex. Af andre. Forkrøblede som vi kan være i vores ubevidsthed kommer vi til at leve gennem andres liv. Og der KAN være helbredelse i at se andres forvandling – men det fordrer at vi selv er modige nok til forvandlingen på egen daglige basis. Ikke som en torsdagsorgasme når vi har hentet det nye Alt for Damerne. Alle disse drømme om hvordan det KUNNE være. Glem det! Skab det som skal være NU. Stop op og mærk efter. Hvad er det vigtigste lige nu? Der er så meget vi vil, ikke. Vi vil så gerne udrette noget så der kan stå et flot eftermægle.
Men glemmer vi at leve på daglig basis, glemmer vi vores lære når vi står i køen i Netto, eller mens vi venter på bussen, og det er snestorm, og vi har absolut glemt det rette fodtøj, så er vi endnu ikke modnet til at gå ind i det som er. Så er vi fortsat dér hvor vi lever i fremtiden, eller fortiden, eller hvor vi begynder at fordømme: hvis JEG var bestyrer af denne butik ville jeg sørge for ordentlige forhold!, eller, nej hvor jeg glæder mig til det ikke mere er vinter, eller, det er også fordi jeg blev ringet op midt mens jeg var på vej ud at jeg ikke fik de rigtige støvler på.
Men du vil altid have præcis de støvler på som du har. Er det ikke befriende at huske på! Du er der hvor du er. Men selvfølgelig! Det kan være farligt at tage ansvaret for sit eget liv – for så bliver vi nødt til at erkende at vi ikke er perfekte. Hvis vi nu i stedet sagde: Næste gang nogen ringer om morgenen, og det ikke er en akut situation, så vil jeg bede dem ringe tilbage senere for ellers ved jeg at jeg bliver forvirret og måske glemmer de ting jeg skal have med mig. Således tager vi ikke blot ansvar, men vi lærer også om os selv. Vi begynder at kunne se tingene som de er. Vi forstår, at hver eneste relation vi er i har en mening. På den måde indser vi at alt hænger sammen – og således må vi også erkende, at fordømmer vi den anden, så fordømmer vi også os selv.
I hver lille del af vores daglige liv har vi muligheden for at leve oplyst, altså at turde se hvad som er og tage ansvaret for det. Vi kan godt kalde det en hellig tilstand, for det vi i sandhed skal forstå er, at hellighed ikke er på den anden side, men i alt hvad vi rører ved.
Citatet (“Før oplysthed: hugge brænde og hente vand. Efter oplysthed: hugge brænde og hente vand.”) er fra bogen Hvad er ego?, samtaler om sindets natur, af Bo Heimann. En fin bog som stiller spørgsmål til både sognepræsten, lamaen, psykoanalytikeren, den spirituelle lærer etc.
“Hvorfor er tanken blevet så vigtig i alles tilstedeværelse – tanken som er idéer, reaktionen på sammenhobede erindringer i hjernecellerne? Måske har mange af Dem ikke spurgt således før, og hvis De har spurgt har De måske sagt: ”Den er temmelig betydningsløs – det som betyder noget er følelsen.” Men jeg kan ikke se hvordan De vil adskille de to. Hvis tanken ikke gør følelsen varig, dør følelsen meget hurtigt. Altså hvorfor har tanken i vores daglige liv, i vores tyngende, kedsommelige, bange tilværelse, antaget en så overdreven betydning? Spørg Dem selv som jeg spørger mig selv – hvorfor er man en slave af tanken – den snu, kløgtige tanke som kan organisere, som kan sætte ting i gang, som har opfundet så meget, avlet så mange krige, skabt så megen frygt, så megen ængstelse, som bestandig opbygger billeder og jager sin egen hale – tanken som har haft glæde af gårsdagens nydelse og givet denne nydelse varighed i det nuværende og også i fremtiden – tanken som altid er aktiv, som altid snakker, bevæger sig, konstruerer, trækker fra og lægger til, antager?
Idéer er blevet langt vigtigere for os end handling – idéer der så kløgtigt udtrykkes i bøger af de intellektuelle indenfor ethvert område. Jo mere snedige og subtile disse idéer er, desto mere tilbeder vi dem og de bøger som indeholder dem. Vi er disse bøger, vi er disse idéer, i den grad er vi begrænsede af dem. Evig og altid diskuterer vi idéer og idealer, og på dialektisk vis fremsætter vi vore meninger. Enhver religion har sine dogmer, sin formel, sit eget stillads for at kunne nå op til guderne, og når vi efterforsker tankens begyndelse, tvivler vi på betydningen af hele dette bygværk af idéer. Vi har adskilt idéerne fra handlingen, thi idéerne hører bestandig fortiden til og handlingen er altid nu – det vil sige, livet er altid dette nu. Vi er bange for at leve og derfor er fortiden, i form af idéer, blevet så vigtig for os.“
J. Krishnamurti 1969 [Freedom from the known]
Seneste kommentarer