Identifikation vs Frihed

5. juni 2009 in eksistens, flerdimensionalt | 10 comments

I 2007 ramte jeg en mur. Den var smuk. Den var sat der for at jeg virkelig skulle kunne erkende af sammenstødet med den. Først gjorde det så ondt at jeg næsten ikke kunne komme over på den side, hvor jeg slap identifikationen med lidelsen, men så opdagede jeg at muren i virkeligheden var skabt af silkepapir, lag på lag på lag, og jeg gik i gang med at skrælle. Alverdens farver kom til syne. Det var som et kinesisk eventyr.

Erkendelsen sprang frem i takt med at jeg kom dybere og dybere ind i laget. Den mindede om dengang jeg sparkede alverdens grønne flasker og papkartoner over i et hjørne og sagde farvel, men den rummede en genkendelse som jeg ikke tidligere havde været i stand til at se. Det er meget logisk, derfor kom jo muren.

Erkendelsen var at der i al identifikation ligger en fare for at miste sin inderste kerne, muligheden for ren væren. Selv identifikationen med at være kommet ’over på den anden side’ kan forvirre os til at tro vi er noget vi ikke er.

Så snart vi identificerer os med en rolle fastlåser vi os selv. Så fryser vi et øjeblik og tror at dette er sandheden: jeg er klog, jeg er oplyst, jeg er alkoholiker, jeg er stakkels, jeg er syg, jeg er bedst.

Det betyder ikke at vi ikke skal kunne rumme alle disse roller vi som mennesker hele tiden flyder ind og ud af, men sagen er netop at indse at det ER flydende. At vi bevæger os, at intet er statisk.

Observationen af dette kalder nogen for væren i nuet, for bevidsthed, for Gud. At blive i stand til at registrere uden at identificere sig med, fastfryse, vores roller, sætter os fri og giver os fred.

Jeg har set hvad der skete når jeg fastfrøs mine roller. Det blev meget forvirrende at være med andre mennesker. Hvorfor gjorde det dét? Jo, når jeg synes at jeg var klog, så ville jeg at den anden skulle kunne se at jeg var klog. Ellers kunne jeg ikke genkende den jeg var i den anden. Jeg identificerede mig jo med at være klog, og det er derfor vi sagtens kan registrere vores roller, og sige ha, dér trådte jeg i karakter som dén eller dén, men når vi identificerer os med rollen bygger vi hele vores livsfundament på den (eller dem) og rokker nogen ved dette siger det sig selv at vi bliver stærkt angste.

Det vi mærker, når den anden ikke genkender det vi mener at være, er at der bliver sat spørgsmålstegn til hvem vi er. Det piller ved det fundament, som i bund og grund er en løgn, som vi har skabt for at kunne holde ud at være til. Det piller ved stoltheden og fremmaner dødsangsten fordi det er så essentielt for os, men det skaber også et skel, en dualitet, i forhold til ’den anden’:

Hvis jeg skal være den kloge fordrer det jo at den anden er lidt dummere, ikk! Og hvis jeg er den syge, så skal du være den raske (og stærke). Det er let at blive fanget i roller fordi de ofte kan være smigrende, men de er lige så usande som alle andre roller.

Nogen gange møder vi mennesker hvor rollerne umiddelbart matcher hinanden og vi lever side om side en stund, vi bekræfter hinanden i det vi er – og så, pludselig, opstår der noget som gør at vi slet ikke kan genkende ’den anden’ mere. Hvorfor nu det? Den ene, eller begge, har pludselig flyttet sig ud af sin rolle og der opstår forvirring. Det er det der blandt andet sker mellem børn og forældre – og her er det vigtigt at forstå, at når vi fastfryser vores egen rolle fastfryser vi også det menneske vi sidder over for. Ud over det gængse forældreopgør er der et utal af andre roller som vil være til stor glæde at blive opmærksom på, og gøre op med, gennem hele livet.

Det er umuligt for os at være inde i hovedet på andre, og dog hænger alt og alle uløseligt sammen. Vi er ikke adskilte fra ’den anden’. Alt hvad vi ser i ’den anden’ er en del af os selv – og det skaber stor fred at acceptere dette i stedet for at forsøge at skille os selv ad fra alt og andre. Det skaber fred at holde op med at identificere sig med roller – og i stedet acceptere at vi er en stor puls, ét liv der ånder. Ind, ud. At vi ER, mere end at vi er NOGET.

På den måde sætter vi ikke kun os selv, men også andre, fri.

Tags: , , , ,

Nærværsforflytninger mod yderligere bevidsthed

5. maj 2009 in eksistens | No comments

Tyngden, følelsen af at være fanget i kroppen, har forladt mig. Tanken om at skulle præstere det ypperste er fløjet bort. Dramaet, den evindelige forestilling baseret på ubevidsthed, er som ved et trylleslag forsvundet op i en gasblå sky. Behovet for at vurdere, analysere, og dømme er skrumpet ind og erstattet med en fred som spreder sig så snart jeg tillader tingene at være det de er. Bliver jeg alligevel stillet over for problemstillinger der virker absurde, eller relationer der rummer for meget usikkerhed, så er jeg blevet i stand til at slippe, og til at se den lære der lå i nærværet med den anden.

Så mener jeg så at vi bare skal lade stå til? Er det dette jeg ønsker at videregive som grundsubstansen for at finde fred, helbredelse, væren i livet?

Der er mange situationer her i livet hvor vi skal reagere. Faktisk reagerer vi hele tiden, også når vi ikke reagerer, men spørgsmålet er hvordan.

Især omkring de relationelle møder er det interessant. Jeg har ført dagbog over situationer hvor jeg tidligere ville have brugt utrolige kræfter på at opbygge modstand, eller ligget vågen om natten for at tænke over hvad den anden mon mente eller tænkte, og hvorfor jeg selv sagde dette eller hint, hvor jeg nu oplever at kunne rumme det som er. Det kan være små situationer hvor jeg ikke har følt mig hørt eller hvor jeg har oplevet at andre behov ikke er blevet indfriet (mig mig) – hvor jeg har været fanget i et spil hvor relationen har været baseret på både frygt, og at ville have noget af den anden. Sådanne møder med andre kunne tidligere i mit liv udløse en utrolig vrede, som i bund og grund handlede om en enorm afmagt over at blive afvist (samtidig med at jeg jo selv var med til at udrulle dramaet om henholdsvis at tiltrække og skubbe væk). Jeg tror at jeg er halvvejs ude af det for jeg kan nu se det på afstand og erkende at jeg genkender det hos andre.

Et af de tegn som jeg ved er indikator for at der er sket en forflytning af min bevidsthed er at jeg ikke bruger kræfter på at ændre noget ved situationen. I det slip, hvor jeg accepterer den andens dagsorden, om jeg føler mig genspejlet eller ej, sker der en utrolig afspænding. Jeg er ikke interesseret i at få ret eller ændre ved det som er. Jeg reagerer med umiddelbar åbenhed, og kærlighed, mod den anden. Jeg har sågar oplevet at egoets vanvid, vreden og afmagten, sad tilbage og følte sig surmulende over at være blevet holdt nede. Hvilken vidunderlig oplevelse! En af gangene oplevede jeg at vreden kom ud på et andet tidspunkt, via en genfortælling af historien til en ven, men med bevidsthedens underliggende tæppe: jeg var godt klar over at mit brok, min vrede, kun tjente ét formål, nemlig at forherlige min egen position ved at få den anden til at fremstå som et fjols. Ofte er denne form for brok og vrede meget ubevidst hos mange. Det føles, på overfladen, dejligt at få luft på denne måde (fordi det er egoet metode til at hævde sig selv på), men som nogen ved peger en del af fingrene tilbage på os selv når vi peger på andre.

Tags: ,

Vejen hjem

13. marts 2009 in baglæns historie, eksistens | 7 comments

Hvis jeg ikke træder på stregerne er alt ok når jeg kommer hjem. Det er mit mantra. Jeg går på Havstensvej. Drejer ind over tanken. Jeg er lille og tynd og splejset. Når drengene hiver op i min nederdel har jeg shorts på indenunder fordi jeg garderer mig mod alt på forhånd. Senere skal det vise sig hvor stort et benspænd dét bliver.

Jeg går bagom, igennem Stenkrogen, hjem. Det er som om jeg kun er øjne og ører. Som om jeg er så uendeligt lille og alligevel alt for stor til at verden kan rumme mig. Jeg kan ikke forstå hvad jeg dog skal her når jeg alligevel ikke rigtig føler at jeg er til stede. Alt jeg griber bliver ligesom til vat, og jo tættere jeg kommer på Køgevej nr. 136, jo mindre føler jeg mig. Jeg er parat til at lave en omvendt fraktal – en total tilintetgørelse på et splitsekund.

Da jeg træder ind i opgangen holder jeg igen på døren så den ikke smækker. Jeg er helt stille og åndeløs. Lytter. Er det musik? Var der en der råbte deroppefra, noget der blev baldret mod væggen? Skreg hun? Jeg slipper ikke døren men lader den glide i mens jeg styrer den med hånden. Et nærmest ikke hørligt klik undslipper den til allersidst. Jeg går langsomt op. Musestille. Jeg er god til det. Lige inden jeg når 1. sal tager jeg en dyb indånding og lukker øjnene inden jeg tør se:

Vil den være smadret igen? Vil karmen stå flænset mod døren der ubehjælpeligt er skubbet på plads til nogen kommer og reparerer den? Vil der være blod på gulvet? Vil der ligge glas over det hele? Sidder hun med hovedtelefonerne på og drikker rødvin, eller sover de begge to derinde – som to krigere der har opgivet kampen, slikkende deres sår. Inden de starter forfra.

Jeg ved det ikke. Jeg ved det aldrig, og derfor må jeg træde på stregerne og passe godt på. Jeg må være meget forsigtig altid. Jeg må være stille og gemme mig, og jeg må holde lillesøster for ørerne og fortælle hende prinsessehistorier. Nogen gange kan jeg sidde hos min ven i opgangen ved siden af og drikke kakao i vindueskarmen, og skrive nummerplader ned. Eller jeg kan se landskamp hos veninden og bide neglene helt ned af dén årsag. Men i sidste ende skal jeg altid tilbage.

Tags: , ,

Mønstre, misbrug og helbredelse

29. januar 2009 in baglæns historie, eksistens, stimulanser | 11 comments

Hvad betyder det at være misbruger? Er det dig selv der er kommet frem til at du har et forbrug der ikke længere er godt for dig? Er du nervøs eller angst for hvad der skal ske hvis ikke du fremtidigt lægger misbruget fra dig? Er der hele tiden noget inde bagved som ønsker, og ved, at du skal ud af det for at finde dig selv og roen i livet?

Alle mine morgener har været fyldt med anger, men pludselig havde jeg kræfter til at tage det skridt jeg inderst inde følte så nødvendigt. Jeg ville ud, hjem til mig selv. Jeg troede ikke det tog en uge, en måned, år… Jeg anede ikke hvad jeg gik ind til eller hvad der ville komme.

Men jeg holdt mig ædru. I to måneder gik jeg ædru uden støtte mens mit sind og tanker drev mig til vanvid; ville livet nogen sinde blive sjovt igen? Hvad skulle jeg sige når jeg skulle indgå i sociale sammenhænge? Var jeg nu en cola-drikker, eller var der andre veje?

Jeg klingede til mine smøger! Så var det da lidt sjovt!

Et par måneder inden at jeg erkendte at jeg måtte ud af alkoholen havde jeg mødt en kvinde. Hun havde været ædru et par år, og hendes historie havde sat spor i mig for mine tanker gik hele tiden til hende. Jeg ringede til hende. Hun kendte til et statsstøttet behandlingssted for afhængige. Hun etablerede kontakten og der startede min rejse. Behandlingen tog 6 uger, og mon ikke jeg troede at jeg var igennem det værste der. Det var jeg ikke, men bevidstheden udvider sig i små bidder, som vi mennesker nu kan rumme det, og det er godt for ellers ville vi kollapse før vi kom nogen vegne. Vi har tanker og overvejelser nok – hvis vi hele tiden vidste hvad som kom ville vi ikke turde træde ind i det. Først må vi acceptere dette; at vi lever et skridt ad gangen. Meget alkoholbehandling er baseret på at leve 24 timer af gangen. Jeg har hørt nogen fortælle at de var så fanget i trangen at de talte sekunderne. 24 sekunder af gangen. Counting, one, two, three…

Jeg havde mange tanker og uro. Jeg drømte ofte at jeg drak, og når jeg vågnede skammede jeg mig. Jeg blev ædru om vinteren, og som foråret kom gik mine tanker ofte til kølig og perlende hvidvin under skyggefyldte træer. Bare jeg spiste en chokolade med likør blev jeg fuld, så det holdt jeg hurtigt op med. I dag 4 år senere er jeg meget mindre fanget af tankerne om alkohol, men det betyder ikke at jeg nogen sinde kan få et godt forhold til det. Vender jeg mig mod et liv med alkohol vil jeg træde baglæns ind i den port som jeg tidligere måtte igennem for at opnå en større bevidsthed om hvem jeg er. At blive afhængig af noget, det være alkohol, sukker, narkotiske stoffer, sex eller magt, og derefter erkende at det fjerner en fra ens sande selv, og derefter arbejde sig ud af det, er en gave som måske ikke alle mennesker får lov at åbne – men den ligger i os alle og venter. Jeg er i dag dybt taknemmelig for hele rejsen.

Da jeg ikke var klar over hvor omfattende min proces var genoptog jeg mit studie ganske kort efter endt behandling, men jeg var tydeligvis både forvirret og angst for fremtiden, og langsomt fik jeg viklet mig godt og grundigt ind i et intellekt-misbrug der skulle vise sig at være selve kernen i min problematik – og som også til sidst gav mig nådesstødet. Dette kalder man for tørdrikkeri i AA – men man kan kalde det hvad man vil. Hovedsagen er at man kan se hvad der foregår – eller at man i det mindste bagefter er klar over hvad som hændte – så man kan gøre noget ved det. Mit sande arbejde, min sande forståelse for hvorfor jeg i så mange år havde bedøvet mig, gik faktisk først for alvor op for mig da jeg havde været ædru i 3 år, og røgfri i ét.

Jeg skal lære at turde at være i livet som den jeg er. Hver dag må jeg spørge mig selv: hvem er jeg? Jeg må reflektere og sætte spørgsmålstegn: vil jeg dette? Er mit fokus der hvor det føles sandt, eller er det der hvor jeg tror det skal være? Hvor jeg tror at andre synes det skal være?

Jeg har været bange. Det var som om at alle lag med et blev revet til side og jeg stod blottet mod hele universet. Det var som om at alt med ét pludselig stod mig klart – og at denne bevidsthed ikke var i balance med hvor min krop var. Det var døden jeg så, og jeg blev forfærdelig angst. Men det jeg ikke forstod var at jeg måtte dø, for det jeg troede jeg var, var slet ikke mig. Altså – der skulle forestå en forvandlingsproces og jeg følte bare at jeg ikke kunne klare mere. Jeg havde ladet mit liv æde mig: altid fingeren på pulsen, altid ansvarlig, altid den der rakte hånden op, tog posten, teten, råbte op…hvordan skulle jeg kunne holde op med at være alt dette? Alt dette genkendelige. Alt dette som andre så mig som. Alt det jeg identificerede mig med. Ét langt misbrug af overansvarlighed– og andre vidste præcis hvor de havde mig. Men jeg anede ikke hvor jeg var – og det forstod jeg efterhånden. Der var kun én løsning: fuldt stop og uendeligt langsomt fremad derfra.

Når vi misbruger er det et dække over hvem vi er. Ofte fordi vi ikke tør være dem vi er. Der kan være utallige årsager som kun vi selv kender. Men et er sikkert, det tager tid at slibe alle de lag af vi lagde mens vi forsøgte ikke at være os selv. Det handler ikke blot om at blive ædru, røgfri, afvænnet fra spil, narko etc. Det handler om at turde være tilstede. Ånde den sande luft. At kunne stoppe op, i stedet for at jagte lykken, og mærke at alt er ok. En dag opdagede jeg, at om jeg så skulle smide ALT ud, for jeg smed ud i over et halvt år, så var det ikke angstprovokerende for så længe jeg havde mit sande selv, så havde jeg alt jeg havde brug for. Det kan lyde absurd, for jeg har jo også et barn at forsørge, og en skabende kraft, men følelsen er oprigtig. Hvordan kan vi leve livet hvis vi ikke er i det?

Det måtte jeg spørge mig selv om. Det har taget lang tid. Jeg skriver denne note dagen inden jeg har været ædru i 4 år, og godt er år efter at jeg blev flået op med så stor voldsomhed at mit legeme sank sammen. En livsproces har kun én kerne, og der vil vi altid befinde os, men der er etaper og min seneste etape tog et år. Jeg har pevet og grædt og krummet mig sammen, og jeg har foldet mig ud og åbnet mine arme mod himlen. Jeg suger og lærer og forstår – og holder op med at forstå! Jeg er tilstede. Jeg træder ved siden af, jeg vågner op igen.

Helbredelse skal være langsommelig, kraftfuld og erkendende. Helbredelse er at se ind, virkelig at turde se hvem vi er, uden identifikation med ting og andre mennesker, men også at søge støtte hos mennesker hvor vi netop føler at vi kan være dem vi er – eller i hvert fald hvor vi fornemmer at den anden kan fremme den vi er. Jeg har indset, at det som kommer til os skal vi tage imod med kyshånd. Alt er åbninger, også situationer hvor vi er opdraget til at skamme os eller føle skyld. Også situationer som nogen betegner som umulige livsforhold. Lad aldrig nogen fortælle dig at du ikke har en chance. At du har færre muligheder fordi du har haft det liv du har. Lev heller ikke op til ideer om at du skal være noget særligt på grund af dette. Masser af mennesker kommer aldrig til erkendelsens punkt – hvad enten de har den ene eller anden opdragelse – men dem som formår at bruge deres vilkår, som porte til at træde nærmere sig selv, vil opleve en usædvanlig forandring. Husk blot at det ikke er vigtigt hvor usædvanlig den er – det vigtige er at du kommer hjem til dig selv igen.

Du vil indse at livet er i dig, og at det ikke er dig der er i livet. Du bliver hel, men det betyder ikke at du ikke fortsat møder udfordringer. Du ser dig selv, men det betyder ikke altid at andre kan se dig. Du bliver rystet over virkelighedens gru, men til gengæld genkender du dig selv igen og igen. Har du dig selv med kan du gå igennem alt – også døden. Og du behøver ikke mere at finde på metoder til at gemme dig. Du behøver ikke mere drukne dig for bagefter at leve i en verden af skam. Du behøver kun én ting – at stoppe op og spørge dig selv: hvem er jeg?

Du er skabt præcis som du skal være skabt. Så snart vi forsøger at gå imod dette vil vi blive mødt af mure igen og igen, men når vi falder ind i vores kerne vil vi opleve at modstand ikke er vejen frem. Så falder vi i hak med livet.

Tags: , , , , ,

Autentiske liv

23. januar 2009 in Ikke kategoriseret | 6 comments

Jeg bevæger mig på Facebook. Det har været et interessant afsæt for mit snarlige skift fra en meget stille hverdag til et større fokus på den ydre virkelighed – for selvom Facebook ikke er et reelt møde med virkeligheden, så indeholder den meget af det larm som findes i det pulserende hverdagsliv, dog med den lille interessante mulighed der findes for at trykke på en knap hvor der står ’ignorér’: vi kan slette og udvælge vores relationer, og vi kan vælge det bedste billede fra fotomappen til at repræsentere os lige i dag. Vi kan logge ind og ud, og endda se ud som om vi er logget ud, men stadig være der. Det kan vi ikke i samme grad ude i virkeligheden, men vi kan lære, at det vi møder er der en mening med – men også at det i virkelighedens verden er ok at slette gammelt fokus, og at lade være at gå ind i alle de kontekster som vi bliver tilbudt hele tiden. At vi rent faktisk kan arbejde på at lukke ned. Dette er vigtig lære for mennesker der erfarer at de bliver fanget af kaos; af andres holdninger, synspunkter, følelser, tilstedeværelse – og fanget af vores eget egos larm; at ville have noget igen, at ville elskes, være den bedste, klogeste, hurtigste…

Vejen hjem til os selv, der hvor vi kan hvile i dem vi er, ikke dem vi tror vi skal være, er personlig og på forhånd uransagelig. Det er et slip, et frit fald, hvor vi tillader os at være frygtløse for det som skal komme. Hvor vi tror på, at så længe vi bevarer os selv, så kommer der det som skal komme. Så er det ren energi.

Til tider er det godt at skabe rum til at øve sig. Det er ikke altid at vi skal sætte os lige midt i al larmen, og gå i gang med arbejdet, selvom målet kan være at det er dér vi ønsker at ende med at kunne være. Vi kan blive så modige at vi tør tro på at vi selv er den helbredende kraft, og at vi derfor også selv vælger disse rum. Det kan være et terapeutisk rum. Et stille rum. Et meditativt rum. Et lydrum. Et rum i naturen. At bruge Facebook i en sådan sammenhæng kræver selvfølgelig bevidsthed, men det kan også være, eller blive til, et sådan rum.

Mit personlige arbejde har det sidste år bestået af at skære fra. Jeg har ikke altid fået skåret præcis til kanten, og måske røg der noget fra som jeg bagefter måtte revurdere og erkende som et tab, men alligevel acceptere som et led i processen der aldrig skal eller kan fremstå som en perfekt vej mod et perfekt mål. Men en læreproces. Langsomt måtte jeg starte, helt simpelt og materialistisk. Skabe og skuffer endevendes. Kælderrum ryddes. Og jeg måtte se på mine interesser, mine synspunkter og holdninger. Hvor lagde jeg min energi? Hvor åd det mig og hvor gav det igen? Hvor var det en identitetskasse, og hvor var jeg fri? I dag kan jeg ikke fortælle dig hvem jeg er for det er ikke vigtigt. Det der er vigtigt er at jeg er. Når jeg lægger et nyt foto på Facebook, så er det ikke mig mere. Så er det øjeblik hvor billedet blev taget allerede ovre. Jeg ved, at når jeg kigger på det foto, eller når jeg står og tager et selvportræt, så er dette mit kropsudtryk lige nu. Jeg kan styre mit udtryk, og jeg kan ønske, og forsøge at skabe, en vis udstråling, men jeg er bevidst om at det ikke som sådan repræsenterer mig til fulde. Og jeg er bevidst når der opstår et behov fra enten mig selv, eller andre, om at gøre mig til dette (selvskabte) billede.

Og her ligger øvelsen så. Øvelsen er at hvile så meget i den indre fred at vi i det virkelige møde ikke bliver set som et billede, men som et helt menneske. Hvis jeg hele tiden italesætter mig selv som værende kraftigt i opposition til dele af det politiske system, så vil dette blive mig. Jeg bliver selve modstanden, i stedet for at være et sammensat menneske. Eller hvis jeg konstant italesætter mig selv som værende fokuseret på min krop, fx at jeg hele tiden siger at jeg føler mig enormt gammel, eller at jeg ser meget yngre ud end jeg er, så lever jeg i dette billede, og jeg får fremstillet mig selv som værende utilfreds med min krop (og for den der læser lidt dybere også utilfreds med mit indre). Det er vigtigt at forstå den lethed hvormed vi kan sætte et mærkat på os selv, men at det kan tage et halvt liv at få det af igen. Jeg tror at jeg opdagede at jeg ikke kunne bevæge mig som menneske hvis jeg identificerede mig med fastlåste holdninger – jeg kunne ikke benytte mig at den gave det er at lære fra mine erfaringer hvis jeg blev ved at fokusere på disse fastlåste identiteter. De fleste af os ved godt at vi flytter os igennem livet. At vi netop som tiden går ændrer holdning til, og fokus på, vores liv – men for nogen vil det komme som en stor overraskelse hvor svært det kan være at følge dette af et rent hjerte. Vi skal selv tage skridtet, og det er svært, for andre kender os for det vi sender ud, men vi kan ikke lægge ansvaret hos dem. Vi må trække det ind i os selv og forblive tro mod det som føles sandt. Det betyder at vi kan opleve at måtte sige farvel til mennesker, som vi måske elsker, fordi det går op for os at vi ikke kan forandre os i konteksten med dem. Her skal vi huske at kærligheden går langt ud over det kødelige møde.

Tilbage til Facebook. Det har været et efterarbejde. Ikke et forsøg, men en proces som stadig er. Jeg måtte vare mig for ikke hele tiden at skulle identificere mig med at melde mig ind i alle mulige grupper, selvom jeg måske umiddelbart har et synspunkt der stemmer overens hermed. Jeg har måtte lære at skelne, at skære ind til benet. Men jeg har også indset at det ikke er farligt at deltage. Jeg skal ikke falde for en selvhøjtidelighed som betyder at jeg intet tør give af mig selv, eller at jeg (mit ego) nu har nået den højeste sandhed, og at den gælder alle andre, eller at det gør andre til uerkendte individer at vi ikke er samme sted. Læringen er at forstå at rumme kompleksiteten uden at den som sådan behøver at blive larmende ved konstant italesættelse af os selv. Inde i læringen af at forstå ,at vi svært finder os selv i hele tiden at italesætte os via holdninger og synspunkter, er også læringen i ikke at blive skræmt over når vi gør det. Faktisk er netop denne observation, denne skarpe bevidsthed, præcis det der skal til for at vi tør det frie fald; for at vi tør være det autentiske menneske vi er. Men det er også den bevidsthed der kan løfte os videre. Det er ikke nok blot at hvile på accepten af at ingen er perfekte – for det er ikke det perfekte vi skal tilstræbe. Det vi skal tilstræbe er at turde mærke os selv, men det er også, når vi kan dette, at åbne vejen for forandring. At bruge vores refleksion, vores erfaring, til at gå ind i os selv og starte dér. Accept er vigtig, men den skal ikke være en sovepude. Ikke en undskyldning. Så bliver vi netop lukkede encellede individer der fortravler os med kun at se på andres fejl – vi bliver klagende og tør ikke tage ansvar. Stiller nogen spørgsmål ved vores handlinger peger vi bare på naboen og siger at han er meget værre end os. Vi retfærdiggør os selv, men i stedet har vi muligheden for at lære at tage ansvar for vores egne følelser, handlinger – liv.

Det er ikke et anliggende for alle at gå til Facebook på denne måde, men det er interessant, og måske vigtigt, at skabe et perspektiv som går lidt tættere på brugen af et medie som kan være endog temmelig svært at begå sig i hvis man har tendens til at blive forført af virkelighedens inferno.

Tidens død

13. januar 2009 in baglæns historie, eksistens, ord | 8 comments

Tulipanerne har strukket sig lange. Fra vasens kant flugter de i vidunderlige buer mod tastaturet. Som et bevis på livets forgængelighed vækker de mig hele tiden med deres larmende nærvær i min øjenkrog. At være, hvisker de. Jeg er ikke min fortid. Til helvede med at nogen synes at jeg er dygtig, eller at det er flot, at jeg kom hertil på trods. Ærlig talt, jeg er ikke den mælkebøtte du vil gøre mig til – og du har ikke bestilt den menu jeg serverer, men kan der være en chance for at vi selv har været deltagende i skabelsen af disse spejlinger?

Når bladene falder af, om lidt, og jeg nænsomt bukker stænglerne sammen så de kan være i skraldespanden, så forstår jeg at vi ikke er dem vi var, men at vi var dem vi er.

På en måde kan vi sige, at den kerne som vi finder, i nuet, ikke er mere eller mindre end det som altid vil være: vores allerinderste, dybeste, og mest vidunderlige lysende rum. Et rum der konstant udvider sig. Når jeg har bragt det ind fra erindringens hjørne, som jeg i årevis er blevet ved at vende tilbage til, og lader det folde sig ud, præcis som det er, så finder det sin hylde i rummet og jeg er befriet. Det er den smukkeste død; tidens død.

Tags: , ,

Genforening

19. december 2008 in ord | 8 comments

Hun ankom søgende men slap med fred. Der er kun én virkelighed, og den er din, sagde han til hende. Når hun vandrede i skovene tænkte hun meget over det. På en måde slap dette lille undrende barn aldrig sit tag. Og derfor kunne hun i uendelige strømme blive ved at spørge sig selv om hvem hun egentlig var. Til den dag hvor hun kunne indse, at hun intet er, men blot er. Til den dag hvor hun ikke hele tiden skulle have noget fra den anden. Ikke som i ønsket om fravær, men som i forståelsen af at nærværet starter i sig selv.

Hun valgte en særlig spot hvor mosset var blødt og fyrretræerne en million år gamle. Deres bark var så ru at rillerne i dem var centimeter dybe. I dette landskab fødtes hendes sjæl oprindeligt. Det var i disse omgivelser at den dybe forståelse for nærvær i sin tid indtraf. Bevidstheden om hvordan vi i sandhed kan røre ved hinanden. Det var her hun lagde sig og hvor alt begyndte, og det er her hun må læne sig for at forstå at være i nuet; så bevidstheden om slutningen ikke fremmer fraværet.

 

Tags: , , ,

Outro

25. november 2008 in eksistens, ord | 4 comments

Hun løfter ansigtet mod solen. Dagen er kommet hvor hun må tage afsked. Det må være en million år siden at hun fuld af angst red lige ind i kredsen af landboere, og det tog måneder før de kunne nærme sig hinanden. Nu kostede det blod at løsrive sig: tænk at mennesket kan forvandle sig så voldsomt, tænkte hun. Tænk at døden fordrer livet.

Det havde aldrig været hendes mening at hun skulle blive. Hun var på gennemrejse og brød sig ikke om flokke, men da smeden greb om grimen, og kiggede lige ind i hende, så vidste hun at det var tiden. Omsadling. Hun gik dirkete i våbenhuset og smed det hele. Alt. Hun knækkede nakken og lod blikket modtage: højt oppe under loftet stod der ‘hellig * hellig * hellig’. Jeg gider ikke slås mere, sagde hun til smeden der stod udenfor og ventede. Tiden er inde, jeg bliver.

De gik sammen tilbage mod kredsen. Hun måtte træde helt ind foran hver eneste for rigtig at mærke efter. Nu hvor hun var afvæbnet måtte hun erkende den udtalte balance denne nøgenhed medførte. Afstanden, som tidligere var som en ven, var på mirakuløs vis erstattet af et brændende nærvær. Det sved at indse, at når hun kiggede i den andens øjne var det hende selv hun så. Hun var som en skrøbelig pergamentrulle der langsomt blev udfoldet. Hvert eneste lille støvkorn der slap, hver eneste lille raspende lyd, var som blev huden i uendelig langsommelighed pillet af hende.

Det måtte til. Smeden vidste det før hun selv, hvilket i dag ikke overraskede hende, men undervejs havde det givet anledning til sær forvirring, og til tider også følelsen af bedrag. Som om den tyngde og ro der omgav ham var farlig – og var den ikke også det? Jo, den var farlig for den kvinde der kom, men helbredende for den kvinde der blev. Det er ikke let at se sit eget filter, sine egne våben, men når det sker er det den største åbenbaring, og den alt overskyggende mulighed for at gå med kærlighed, fred og nærvær.

Tags: , ,

De (be(d)[r])øvede

7. november 2008 in baglæns historie, eksistens, ord | 17 comments

Det dér er ikke en historie, sagde hun, kom nu, fortæl nu en rigtig en. Du skal fortælle den så jeg kan kravle helt ind i den. Ligesom du gjorde dengang da jeg overgav mig til det hele og kunne flyde med og banke på døre midt om natten. Dengang alt blev tituleret som tilfældigt og vi derfor ikke behøvede at tage ansvar for noget. Kan du huske det? Husker du hvordan vi sad på Månen eller gik og hev foråret HELT ned i lungerne oppe på volden? De spidse støvler med spænderne og uundvigelige mjav-øjne på alle køn. Højt hår og læderjakker med skarpe vendinger. Erindrer du hvilken vidunderlig bed[r]øvelse der lå i alt vi gjorde. Fordi vi bare gjorde det. Kastede os ind i biler og kørte til Mindegade. Til Berlin. Det konstante sus af hele tiden at skulle noget andet. Hele tiden væk fra det udefinerede. Vi indtog verden uden at ville den. Vi åd den og kastede den op. Vrængede af den mens vi pegede med vores sortlakerede negle på den. Sparkede den i røven med de sylespidse. Fuck dig verden, sagde vi og anede slet ikke vores egen eksistens eller andel af noget som helst. Vi kyssede og ragede og troede vi elskede, men når alt var forbi startede vi bare forfra igen. På den måde kunne der gå mange år, og på den måde går der mange år for mange mennesker hele tiden.

Tags:

Om at opdage sig selv og helbredelsen deri

25. oktober 2008 in eksistens | 12 comments

Diagnose eller egenforståelse

Samtidig med at jeg vinder mig selv opdager jeg, fordi det vundne jo kommer af at turde tabe, utrolige dybder i mit indre som tidligere ville have sat mig skakmat (og som jeg derfor aldrig, tidligere, kunne have erkendt). Men fordi jeg selv tog skridtet, selv tumlede ud af vejen, selv satte ord på og selv mærkede efter, så forstår jeg at helbredelsen for mig i sandhed ligger i at komme hjem, ind, til mig selv, og at andres vurderinger, diagnoser og analyser aldrig vil være fyldestgørende. Engang troede jeg dog at jeg fandt mig selv i den anden: at jeg ikke havde nok til en egentlig spejling men at hele billedet kom udefra. Det var den skade jeg fik med mig. Det er en million år siden, og de rester der hænger ved er et fint bevis på at jeg i dag i større grad er i stand til at balancere: at jeg nu ikke synes at det skal være enten helt ude på den ene eller den anden vippekant. At jeg ikke skal rydde alt af vejen, men heller ikke læne mig for langt tilbage. At jeg kan elske andre for deres hele væsen og ikke mere ønsker at gøre dem til enten engle eller dæmoner.

Det er et stort og vigtigt erkendelsesskridt, dette. For bevidstheden om ovenstående beviser at jeg er så langt i min egen helbredelse at jeg nu, når jeg mærker remmen af egen hud, på egen krop, kan finde ud af at stoppe op og se hvad det er jeg gør. Når jeg mærker snerten af det gamle mønster: når jeg begynder at lege med. Når jeg begynder at mærke, at det jeg gør kun er for at bekræfte mig selv i det jeg på forhånd ønsker at blive bekræftet i. Den snigende fornemmelse af angst og paranoia: den anden er ude efter mig, kan ikke lide mig, har en skjult dagsorden. I ubevidsthedens land, som jeg nu er blevet bevidst om, sker alt det her fordi jeg i bund og grund selv har haft skjulte dagsordener. Fordi jeg selv har været styret af de her mekanismer hvor jeg på forhånd har enten/eller-tanker om andre, og for at blive bekræftet i dem, så MÅTTE jeg få manipuleret den anden derhen hvor facit var mit.

Når jeg nærmer mig kanten af alt dette er jeg nu, i de fleste tilfælde, i stand til at lade være at støde ind i det. Det har en enorm indflydelse på mine relationer. Det betyder ikke at jeg skal, eller kan, gå ind i alle forhold, men det betyder at jeg lige så stille begynder at kunne forstå, og gå på kompromis med, andre uden at jeg hele tiden på forhånd har gættet mig til hvor de er. Uden et evigt behov for at klinge til egen dagsorden.

Men alt dette betyder også at jeg pludselig kan skille mig selv ud fra andre som stadig står i fælden. For det kan i sandhed være svært at være vidne til mennesker som er blevet såret og derfor ikke er i stand til at være sig selv. Mennesker vi måske elsker højt. Det betyder at jeg ikke længere bliver lige så usikker når et menneske tæt på forsøger at tviste og dreje og lokke mig med ind i deres univers af evigt drama. Det evige drama hvor den anden først snakker mig efter munden blot for, sekundet efter, at stikke en kniv i min ryg. Fælden hvor man til sidst ikke aner hvad der er op eller ned: om man egentlig er den man er. Jeg forstår nu hvad der sker.

Erkendelse og bevidsthed

Der er mange lag i en helbredelsesproces, og ovenstående er for mig ikke det første skridt – men det er et essentielt skridt fordi jeg med ét fik en bevidsthed omkring de fremskrevne mekanismer. Disse mekanismer ødelægger relationelle forhold og er derfor kilde til stor sorg hos alle parter. Jeg vil være beviset på at det er muligt at finde ind til bevidstheden herom, men jeg er også beviset på at processen er dyb, langvarig og med en stor grad af ubevidst handlen der kan strække sig over de første mange, mange år, og at der kan være mange andre lag der skal fjernes først. Det er to dage siden at jeg oplevede at se billedet i hele sit perspektiv. Før det var jeg ikke et ubevidst menneske, det ville være løgn at sige, men jeg var mere fokuseret på selve forstyrrelsen frem for bare at kunne tage den op i hånden og sige: nå det er dig, okay, så ved jeg det. Fint nok, du kan bo her, men jeg vil nok ikke invitere dig på besøg så ofte i fremtiden. Dette er lettere at leve op til når man har en præcis beskrivelse af det man ikke ønsker at invitere indenfor.

Det føles lidt som det erkendelsesskridt jeg tog da jeg holdt op med at drikke. Der er ingen tvivl om at de mekanismer jeg her omtaler blev forstærket af at jeg bedøvede mig selv dengang. Men om alkoholen som sådan skulle være årsag til disse mekanismer: nej. Alkoholen var en selvmedicinering så jeg ikke kunne mærke hvordan jeg havde det, men det gav mig ikke dette mønster. Det gjorde mig bare mere og mere ubevidst om det, og derfor hænger misbrug og ønsket om indre ro aldrig sammen. Det bedøver og forstærker på samme tid. Du kan ikke komme ind til dig selv hvis du er ubevidst. Ubevidsthed er menneskets allerstørste stopklods for følelsen af indre fred.

I virkeligheden kan vi ikke tale om at bevidsthed er noget vi skal tilegne os. Bevidsthed er der hele tiden, men vi mennesker har en bunke af mekanismer som fungerer som filter for at opleve den. Det er meget forskelligt hvor mange lag vi hver i sær skal igennem for at være i den rene bevidsthed. I psykologiens verden tales om forsvarsmekanismer – mekanismer som træder igennem fordi vi fx er angste, men også mekanismer som træder ind ved så voldsomme oplevelser at vores krop og sind, som er adskilt fra bevidstheden, ikke ville kunne tåle at være netop bevidst om at de er sket. Derfor oplever nogen mennesker et pludseligt bevidsthedsspring i en sen alder, hvor de måske på andre områder har fået bygget sig selv op, og derfor har et bedre fundament til at klare rejsen derind hvor alt står helt klart: hvor helbredelsen nødvendigvis må bygges på at vi tør se på dimensionerne af såret. Måske ikke hvorfor vi fik det, men i hvert fald i hvilken grad det hæmmer muligheden for at være nærværende i vores liv.

At dele og at helbrede

Selvom det ikke altid er afgørende at være bevidst om hvorfor vi har vores skader, så kan det alligevel være en gave at dele med andre der har stået i samme situation. Hvis vi passer på ikke at lade diskussionen om vores skader nu er biologiske, kulturelle, miljømæssige eller endog nationalt orienterede, fare så meget i os at vi helt mister fokus på helbredelsen i nuet, og hvis vi sørger for ikke at falde ned i vores egen lidelseshistorie hvor vi spiller hovedrollen som det stakkels offer, så kan oplevelsen af at andre har været igennem det samme være af endog stor betydning.

Nogen gange vil vi støde ind i andre som måske er et skridt videre, og vi vil se at det er muligt. Andre gange møder vi mennesker som er der hvor vi var for år tilbage, og her vil vi se at de (hvis de er parate) kan bruge vores erfaring til at træde videre, men også at vi ikke selv står stille (for når vi kan se noget der var må vi jo samtidig erkende at noget nyt er, nemlig det som er lige nu).

Det er ofte at vi har svært ved at se at vi flytter os. Det er en følelse der opstår fordi noget i os synes at vi skal blive helbredt med et fingerknips når nu vi har været så dygtige til at tage det første skridt. Men her er det vigtigt at forstå at helbredelse, vejen hjem til os selv, ikke beror på at have et mål for hvornår vi er helbredt, fiks og færdig, men at helbredelsen ligger i hele tiden at bevare adgangen til bevidstheden, således at vi lever vores liv i overensstemmelse med vores egen sandhed. Dét er helbredelse – hvorimod skadende oplevelser kan rumme det modsatte: situationer der tømmer os for muligheden for at se os selv som vi er.

Tags: ,

Som stadig er

21. oktober 2008 in ord | 11 comments

Da jeg trådte ud af bilen var der den her helt særlige duft af jord og vådt mos. Skrånende grantræer med nålene spredt omkring sig. Sitrende dråber på spindet mellem bjælkerne. Forskellen mellem det bløde, bløde dække og gårdspladsen med de flotte chaussésten lagt i perfekt mønster. De fede kæder fra tagskeden til at lede vandet. Om vinteren stive af is. Bunden af grunden med nøddehegnet. Blommetræet. Pæretræet. Det ihærdige forsøg på at få en nyttehave til at gro i den sandede jord. Den lille stentrappe ned i niveau til bambussen. Morgensolen på østterassen. Fuglelivet; skovskaden, rødhals og spætten når man sad helt stille. Støvbolde og trompetsvampe. Hulen, helt oppe under loftet, med stakkevis af Anders And og gamle ugeblade. Varmen i gulvet når man trådte ud på toilettet. Den særlige stemning ved at stå dér og høre nogen lige på den anden side, ude i køkkenet, gøre klar til den første samling om langbordet af moseeg. Morgenkys. Små florlette sartblå klokkeblomster i lokale lervaser. Kram. Den røde grensaks der ikke måtte blive væk. I dagligt brug. Det uforstyrrede hjørne af grunden med plads til en middagslur. Allerede dengang. Leen og det tunge lange græs. Skovmandshatten og dryppende svedperler grundet det hårde arbejde. Avisen der knitrer om kap med knuderne i pejsen. Rum til hver sit. Puslespil på kæmpe træplade. 500, Afrikas stjerne og Scrable. Halvdøren ved køkkenet med den øverste del åben ud mod evigheden og helt ind i værkstedet overfor. Stjernegaffelnøgler som en totalevolution fra baby til mastodont. En million skruer i tusindvis af småskuffer. Tvist og aftørringsklude. Afdrejede metalstykker i små spiraler. Olieduft og kolde citronvand i kældergraven. Trykluftpumpen der sætter i gang og sukker ud. Tørresnoren under halvtaget. Og ved gæstehuset. Døde stuefluer der vågner til dåd når forårssolen banker ind gennem ruden. Dyner ude i drømmesenge. Og dyner inde ved pejsen. Hjemmebygget sneplov sat på hiace rydder plads og vej og samler bunker til skabelse af iglo og snemænd af dimensioner. Hed og tyk hyldebærsuppe med rester af kold risengrød. Flyverdragter. Knasende gang til postkassen og skraldespanden. Vejen væk. Forbi den totaløkologiske ubeboede nabogrund. Calbergs. Hjørnegrunden. Gården hvor jeg lavede mine første lerfigurer hos Martha. De nye med det hvide stakit: ranchen. Telefonboksen. Rodebutikken. Videre op skoven. Ellebo der engang var kiosk. 1 km til stranden. Den lange bro over det sumpede opdæmmede. Rav i vandkanten. Sand hele vejen ud til alle revlerne. Og videre. Videre gennem siv og saltvand i håret. Sand på baller og mellem tænder. Bagefter den sande sult. Efter frokost. Og efter mere liv.

Da jeg trådte ud af kirken var der den helt særlige duft af farvel og saltvand i øjnene.

Tags: ,

Savn

12. oktober 2008 in eksistens, ord | 8 comments

Det drypper ned fra loftet med følelser. Det er millioner af år siden at vi lå her sidst, men vores kroppe kræver ingen tilpasning. Vi er det perfekte fit og jeg er helt blød. På en måde kan jeg næsten ikke rumme det fordi jeg ved hvad som venter: adskillelsen. Mit ego vil fastholde og eje og aldrig give slip. Din ryg kalder på mig. De flettede ben. Ét åndedrag. Kan vi ligge her for evigt, tilspørger jeg dig. Shhh. Jeg ved det godt. Det flyder over. Hele loftet er et hav. Jo mere vand jo stærkere farvel. Jo mere krop jo mere opløsning. Du må ikke gå fra mig. Siger du. Og du siger det igen. Bagefter skal jeg være forstående. Når du er gået og jeg ligger amputeret ude i havet. Midtvejs.

Tags: , ,

Sand

1. oktober 2008 in ord | 5 comments

Har du tænkt over hvad der sker når du går og lyver for dig selv hele tiden? Når du forsøger at kaste dine lig hen over mig? Når du bliver lang i spyttet, trængt op mod muren, og ikke er i stand til at (re)agere med [sand] vrede. Fordi den i sidste ende jo kunne gå hen og give dig selv det røvspark du hele tiden, mellem linjerne, plæderer for at have behov for. Bevidst ubevidst: så allerhelvedes og fuldstændig klar over at det er dét som holder dig OPPE. På en nedeagtig måde. Bevidsthedsfaktoren i det giver en klang af selvklappende retorik. Et ufatteligt ekko breder sig som havde du kastet dig selv ud med en kampesten om benet. Taleboblen over hovedet på dig taler sit eget sprog: glob glob glob. Hallo, er der nogen.

GET OVER IT, skriger hun i et vanvidsøjeblik men erfarer hurtigt at hendes indre livredder ikke kan hamle op mod understrømmen. Og hvorfor skulle hun? Hun havde ikke på noget tidspunkt stået klar med badevinger og lilla strandmåtte. Hun havde fandme aldrig boret parasolstangen ned i det våde sand. Havde ikke væltet sig i hvedemelssandwich og tørkaffe. Havde aldrig nogensinde overhovedet forestillet sig at hun skulle det. Alligevel var hun nu bevi[d]st bevidst om at der i ham havde levet en hurtigvoksende tanke der i metrofart havde udviklet sig til en fuldfed baby. Den lå og vred sig på bredden fordi han ikke gjorde en fløjtende fis for at indse dens sande behov. Eller: det var måske snarere en måde at opleve, at noget af det han skabte blev samlet op og kysset på. Men det dér var ikke hendes barn. Det dér var ikke hendes tanke. Det dér var et overgreb. Hun følte sig fanget i en scene, en forestilling. Det tog lige en akt eller to før hun forstod at hendes rolle var at vende sig om og gå. Dette var ikke hendes play. Hun var ikke til salg lige meget hvor god historien så kunne tage sig ud.

Tags:

Halvblods

24. september 2008 in eksistens, ord | 4 comments

Kan man bare sådan vælge til og fra? Jeg gik ind i det med alt for mange forventninger. Jeg har det som om jeg er den eneste perle der ikke blev samlet op og genfæstnet efter at kæden i armbåndet bristede. Og I holdt bare kæft. Mon det var let : at fjerne et par lænker så fraværet blev helt u[be]tydeligt? Jeg mener: lettere end den udvidelse som min bombe nødvendigvis krævede. Jeg er gennemsyret af en latterlig afmagt som betyder at jeg er stivnet i mit forsøg på at trænge mig på. Halvt inde, halvt ude [helt halt].

Tags:

Uden titel

22. september 2008 in ord | 4 comments

Vender ryggen til. Kan du mærke hvor det tykke blod flyder spørger jeg dig? Blod der har været uden for kroppen i lidt tid bliver næsten som klister. De maler med det på porten ind til Dyrehaven. Er det ikke smukt. Så skal man have stærke arme for at føre sin pensel. Lange seje stærke strøg når elementet er så drøjt. Mon det er blod fra dyrene i haven de bruger – totaløkologi – eller fra gamle svin. I kroppen er det ikke drøjt. I kroppen sprøjter blodet rundt. Ind og ud af alle sine forgreninger. Ligner nøgne træer. Vi er nøgne indeni som træer og nu er det efterår igen. Troede du at det kunne lade sig gøre uden alt det blod? I så fald træder jeg af. Jeg gider ikke lege hvis det skal være sådan. Jeg har tabt mit filter for længst og dine ord runger.

Tags:

Du må virkelig gå nu

10. september 2008 in ord | 6 comments

Du har jo altid skåret igennem mig som en kniv, sagde hun. Jeg tror aldrig det vil ændre sig.

Hvorfor, spurgte han, du ved ikke hvor ondt det gør på mig! Nej, men til gengæld ved jeg hvor ondt det gør på mig, og jeg orker det ikke mere. Han trak sig væk fra hende så han sad mere skråt, med benene stukket til venstre. Hans blik sank ned over mellemrummet mellem gaden og gården på den anden side. En rolator kom kørende med en kvinde hængende ind over sig. Ved telefonboksen drev 3 unger, og i vinduet overfor sad den forpinte bag det røgfarvede gardin og spejdede efter ambulancen. Det var tredie gang, denne sommer, at de kom og hentede hendes mand. Første gang troede han egentlig ikke at de nogen sinde skulle se noget aktivitet derovre fra mere. Det var nok cancer, det er så uforudsigeligt med den sygdom: den ene dag ser folk ud som om de er kommet sig, den næste får man et telefonopkald.

Det irriterede hende at han trak sig væk på denne måde. Faktisk var det præcis det hun mente med at hans fravær var så larmende. Det gav hende sådan en følelse af at være mindre værd end ham, og hun indså at det aldrig ville blive mere end en magtkamp. Det havde været lettere med lidt kompromiser – men det ville kræve intensiv terapi, og han var i sit livs stormvejr hvor han endnu ikke havde kapituleret og indset at alle kvinder på hans vej ikke var hans mor. Måske en dag.

Han så godt hendes panderynker inden de blev udtalte. Han vidste godt hvad hun tænkte, og han mærkede den lille hårde knude i maven som han kendte alt for godt. Han fik lyst til bare at gå uden at sige noget. Gå, lukke døren, og aldrig vende sig om. Han hadede hende for at give ham den følelse af at være et svin der ikke forstod at deltage i de spil hun spillede. Han mærkede hvordan hendes iver efter at fastholde ham trak ham længere og længere ned i et bundløst søle. Til halsen. Mærkede hvordan alle hans drømme blev kværnet og flænset, som en ulykke alle stopper op for at glo på. Han begyndte at tænke på den anden han lå hos for en uge siden. Mon hun vidste det? Han ligesom mærkede kødet. Og stødet.

Jeg ved det godt. Hun gloede på ham med øjne næsten uden pupiller. Jeg er for helvede ikke idiot vel! Han skubbede stolen tilbage så den ramte planten, og han vidste bare hvordan dét kunne være hendes dråbe. Hvor mange gange havde han ikke hørt den stemme: det er et levende væsen, giiider du ikke godt lade være at gå ind i den for fanden. Han kunne se hende tage tilløb.

Jeg må gå nu, sagde han: jeg må virkelig gå nu, og så gik han.

Tags:

Mellem Valby og Roskilde

8. september 2008 in baglæns historie, eksistens, ord | 12 comments

Med et mavepust blev jeg kastet ud i intetheden. Scenariet var vanvittigt: aflevér nøglen og gå din vej.

Så stod jeg der på den hårde trappe og kiggede til venstre, højre, venstre og håbede på ikke at blive tromlet ned af endnu et bagholdsangreb. Dem kom der selvfølgelig masser af i tiden fremover, men jeg fik en blid start hos de kære som venligt samlede resterne af mig op.

De bragte mig til Frederiksberg, og så boede jeg dér på sofaen, og min rotte boede i suppeterrinen. Selvom mormor havde en utrolig evne til ikke at være fordomsfuld over for noget eller nogen, så må det alligevel have krævet en smule mod fra hendes side med den rotte.

Hver morgen, i omtrent 3 måneder, kørte morfar mig til Valby station hvor jeg entrede toget til Roskilde for at bevise at jeg kunne fastholde min pligt til folkeskoleundervisningen. Jeg har nærmest ingen erindring om hvad jeg egentlig foretog mig derhenne i denne periode, men disse morgener hvor jeg blev kørt og sat af: den kærlighed, det overskud de havde, det glemmer jeg aldrig.

Året inden, i 1986, blev Høje Tåstrup station indviet. Jeg var på én gang draget og frastødt af dette postmodernistiske inferno der funklende blinkede ind til mig gennem regionaltogets gamle slidte og ridsede ruder: kom og mærk min kølige facade skreg den til mig. Kom og mærk døden, skreg Strunge der også dette år blev indviet – til netop døden.

Jeg begyndte at gøre holdt i denne metalby. Så gik jeg i City2 og sad i deres cafeteria med rødternet dug og røg cigaretter og skrev digte. Måske havde jeg også råd til at købe en sodavand, det husker jeg ikke. Bagefter skrev jeg digtene ind på morfars elektriske skrivemaskine hjemme i stuen hvor alt ellers var alt andet end metal. Jeg fik vist senere fingrene i en lille manuel skrivemaskine, i hvert fald har jeg maskinskrevne digte henover 87 og hele 88.

I tiden efter Frederiksberg, hvor jeg blev kastet rundt og ingen ville slippe mig, men alligevel havde de sluppet for længst, flygtede jeg til tider til dette golde ingenmandsland, og mine skriv bærer tydeligt præg af min hedengangne kærestes  introduktion til Søren Ulrik Thomsens digte.

Og det var fandme menneskelig eksklusion dengang. Det var skærende stål og total ensomhed, alene alene alene, mens verden gled forbi dig og du ikke anede om du ville deltage i den eller ej.

Betonklodserne vælter ind over dig
i et opstød af velvære
Neonlyset drives videre gennem dine øjne
sejlende

Cacaoens overflødige bundskrav
er den eneste synd af dine efterladenskaber

-oktober 1988

At læse 20 år baglæns giver mig en bizar fornemmelse både af navlestrengskapning og fuldstændig forbundethed med personen bag. Jeg kender hende godt, hun har sådan en lille lomme inden i mig hvor hun sidder og har det ok nu.

Tags: , ,

Ud af kroppen (flugten fra den anden)

1. september 2008 in eksistens, ord | 9 comments

Jeg har opfundet den dybe tallerken
du skal indgå i min analyse
så jeg kan bekræfte min teori
om min sandhed
så jeg ikke er alene
om at kende den
alene om at kende
mig

Når du har lagt dig i min tallerken
og jeg har spist dig helt op
så du er helt væk fra dig selv
men inde i mig
så vil du erindre
pludseligt
hvem du er:
dig

og du må løbe alt hvad remmer og tøjler kan holde

Tags: ,

Hullerne

28. august 2008 in eksistens, ord | 22 comments

Hun er 9 år. Sammenkrøbet, benene oppe under sig og armene rundt om, sidder hun i vindueskarmen. Blikket ligesom elastisk i sit lange søg efter den velkendte skikkelse der konstant udebliver. Det er mørkt nu. Det faldt på mens hun sad her. På den måde vænner øjnene sig langsomt til ændringerne i tonerne og rummets kontur. Hjemmet lukkes ude og bliver konkret usynligt, hvorved savnet erstattes af det stædige håb om en ændring nede ved indgangdørens gadebelysning. Hvad end som kommer så kom, tænker hun.

I tilbageblikket erindres aldrig afslutningerne. Kom hun hjem? Var han med? Blev hun igen vidne til skrigene, skårene og de efterfølgende små stænk af størknet blod? Den udtværede kylling op og ned af væggene? Faldet ude på trappen? Den indsparkede dør tre timer efter?

Det er ikke børnenes arv at vente på deres voksne.

Tags:

Vejen hjem

24. august 2008 in baglæns historie, ord | 15 comments

Jeg kan huske da jeg gik på daghøjskole nede på Havnegade, og Poul Borum boede lige inde ved siden af. Det kan ikke være lang tid inden hans død. Jeg ved ikke om han lod døren stå på klem med vilje eller om det bare har været tilfældigheder, men jeg husker små glimt derindefra og det emmede af liv.Og jeg husker når jeg stødte ind i Dan Turèll på Vesterbro, og må glædes over at jeg nåede at se ham live, altså live optrædende, for han var bare så lonely når han gik dér med hatten. Han døde på morfars fødselsdag og jeg drak mig fra sans og samling. Han var min helt og jeg åndede, som så mange, igennem hans forfatterskab. Og Søren Ulrik Thomsen da jeg blev inviteret med på en eller anden højskole til et foredrag. City Slang til hudløshed og kærlighed – væk væk. Og Pernille Tønnesen der lærte fra sig på Borups og synes jeg var skarp. I lige måde og tak. Og Vagn Remme, det unge friske skud der forelskede sig i fortidens veninde, og som signerede Øresundsvej til mig med ønsket om håb og glæde fremover – og en mand! Tak vi afventer stadig toget. Og F.P.Jac der pludselig sad i lokalbanen på vej til vores sommerdestination og så både meget rolig og meget ædru ud.

Genfødt gennem det dybe hav samler disse erindringer sig nu som én enkel vidunderlig bølge som jeg kan ride på hele vejen hjem igen. Tak.

Tags: ,

« Older entries