uden titel

Hen over byens buede himmelrutsjebane når synet af Citys støvturkise tårne mig. Bagved facaden bøjer jeg selv lidt af i en sky af den smuldrede dags brokker.

 

 

 

 

uden titel

Derudover hænger

verden
aldrig sammen
og alligevel

tilknyttet
milliarder af blikke
fordi vi i anfald af

videbegær
hele tiden forsætter
og altså tror
men alligevel

aldrig rigtig ved
Nogen kalder det
[lokale] sandheder
fordi det er lettere
end at kende døden
og al den søde

råddenhed
som følger med
livet

Far nu vel, du gæve verdensfarer

Min indtræden i denne blogverden var i sin tid funderet på min personlige rejse gennem livets glæder og besværligheder, men med tiden, og især med Facebooks fødsel, blev min opretholdelse af jævnlige fortællinger herinde i stedet til nogle sporadiske udklip. Det er muligt at der skal ske noget radikalt på sigt, men lige nu skal der gøres plads til en sidste hilsen til et stort menneske.

Bjarne Lund-Jensen, Danmarks mest berejste mand, er draget af sted på sin sidste færd. Jeg har fulgt Bjarne i en årrække via de fotos og rejsefortællinger, som han lagde ud til os alle på nettet, og jeg har gang på gang konstateret, at Bjarne havde et udtalt talent for en særlig ydmyg form for dokumentation. I kan selv kigge med her.

Jeg var så heldig at blive Bjarnes ven på Facebook. Her postede han små hilsner og statusopdateringer fra alle mulige og umulige steder i verden. Pludselig sad Bjarne i den gyldne trekant med en opiumsdrink, eller som i november sidste år hvor han således proklamerede: Regner med at tilbringe juleaften i Vestsahara. Læs her hvorfor det blev sådan planlagt. Jeg kan afsløre at det har noget at gøre med Bjarnes instruktion af et stykke for Nedergadeteatret i Odense, som i øvrigt har forestående præmiere.

Og sådan kom der jævnligt stort nyt fra Bjarne, men det var hele tiden med det her ydmyge islæt. Jeg tror at den ydmyghed var Bjarnes adgangskort til at kunne komme så tæt på, som han kom. Tæt på alverdens mennesker i den virkelige verden, men sørme også i den virtuelle. Jeg tror også at Bjarne var verdensmester i at komme ind i lande, som ellers var som forseglede for andre. Og så rejste han hovedsagligt alene. Jeg tror ikke det kunne være anderledes når han ville have det ud af det, som han ønskede sig. Du kan læse om Bjarnes egne tanker omkring denne måde at rejse på lige her.

I december skrev Bjarne i en statusopdatering, at han hadede uhæmmet mobiltelefoni, men det var ikke fordi kan hadede teknikken som sådan, selvom installation af ny router/modem var noget frustrerende for ham, og således også genstand for hans seneste blog-indlæg. Bjarne ønskede at dele sine oplevelser med os. Han ville godt ud til os med det, som han oplevede, ligesom han også havde noget der skulle ud på scenen når han var hjemme i Danmark.

Men Bjarne var altså på facebook, dét fungerede, og jeg kan nu se, at det også betød en let måde samtidig at holde kontakt til familien og de allernærmeste – og alle os andre heldige – når han lige var på netcafé eller ved det trådløse net i lufthavnen eller på hotellet.

Jeg er i skrivende stund meget taknemmelig for dette, fordi det med stor sandsynlighed betyder at Bjarne ikke blev ensom i sin sidste stund. Vi studsede over Bjarnes (sidste) statusopdatering om at være mere bims end vanligt, og vi blev nok også noget nervøse, selvom vi selvfølgelig forsøgte at slå det hen. Der kom mange gode forslag til hvorfor Bjarne følte sig svimmel og synsforstyrret, men så skrev han, at det vist var på tide at gå i seng.

Og så blev der så stille. Og vi synes at det var LIDT for stille.

Bjarne blev holdt i hånden lige til det sidste, og alle os andre har han grebet om hjertet. For evigt.

Far nu vel, du smukke verdensfarer, og tak, Bjarne, for de spor du satte. Du satte dem i hele verden. Så heldig er jorden. Elsket, æret og altid husket vil du være.

Vi ses.

Allerkærligst, Anja

separation

På indersiden af strømpen, mellem det glatte nylon og huden, løber endnu 38 års uforglemmeligheder. Bag ved afkastet ligger henkastet det frasorterede liv. De sorte kjoler bliver moderne igen, sagde hun, og slankede sig i skærsildens blanke stål. Udenfor viftede træerne sommeren af sig så det stod omkring dem.

 

Tea & friendship

The connoisseurs, however, regard the personal preparation of tea as a special pleasure. Without developing into a rigid system as in Japan, the preparation and drinking of tea is always a performance of loving pleasure, importance and distinction. In fact, the preparation is half the fun of the drinking, as cracking melon seeds between one’s teeth is half the pleasure of eating them.

Lin Yutang
The importance of living , p. 217

 

Mere Lin Yutang hér.

Som glas

Smeden havde været på besøg i Nord. Det lyse folk havde tryllebundet ham med et magisk håndværk hvori ’solen dansede sin nattedans’. Hun synes stadig han havde en blussende glød i kinderne efter han vendte tilbage.  Hun tillagde det for meget, men det var som om han brændte indeni. Var hun selv slukket? Hvad skulle de med sole der dansede om natten? Hvad var der nu galt med leret?

Sandet var Nederlandsk. Smeden sagde, at med dét kunne de udvinde det klareste glas, og at de kunne sælge det for de smukkeste skind, og få det bedste kød for det. Hun sagde at de havde nok, at de ikke behøvede mere. De kunne være tilfredse med det, som de i landsbyen udvandt. Hun skred ud til kornet, hun kunne ikke se hvor han ville hen. Hun gled ned i den guldfarvede hvede og lagde sig fladt på ryggen med armene ud til siden. Hendes egen udlængsel kom imellem dem, hun vidste det godt, men var for stolt til at indrømme det. Hun var jo den der havde roen og nærværet, og som fandt skønheden i det stille. At hun kunne blive overmandet af trangen til at flygte var slet ikke en forestilling han kunne mønstre.

Han ville blot dele den dansende nattesol. Hans glød, hans ild, var for hende. Hvorfor glemte hun det hele tiden?

Ven med alle træer, buske og blomster på hele jorden

Der går en sti gennem den grønne, skinnende mark, gennem en solbeskinnet skov og ud på den anden side. Der kommer næsten ingen i skoven, som er fuld af lys og skygger. Der er meget fredeligt her, stille og afsondret. Man ser egern, og af og til et rådyr, der vejrer sky og vagtsomt, før det farer af sted. Et egern overvåger dig fra en gren, og skælder dig ud.

Skoven har sommerens velduft og en lugt af våd jord. Der er vældige træer, som er gamle og mosbegroede. De byder dig velkommen og du føler deres varme velkomst. Hver gang du sidder her og kigger op gennem grenene og bladene på den vidunderlige blå himmel, venter denne fred og velkomst på dig. Engang gik du her sammen med andre, men da var der afmålthed og tavshed. Folk lod munden løbe og var ligeglade og uopmærksomme på træernes værdighed og pragt. De havde ikke noget forhold til dem og derfor højst sandsynligt ikke noget forhold til hinanden. Forholdet mellem dig og træerne var fuldstændigt og umiddelbart. I var venner og således var du venner med alle træer, buske og blomster på hele jorden. Du var ikke der for at ødelægge, og der var fred mellem dem og dig.

-Krishnamurti

Oversættelse og redigering: Rasmus Tinning

Overgivelsen

31 dages faste havde ikke transformeret den overdøvende indre åndelige sult. Hun kunne se på Alvena, og på smeden, at de var i en form for fred med det som var. En hellig accept af omstændighederne. Det var, som havde der indfundet sig en ny puls. De bevægede sig med adstadighed, og havde en dyb tone af offervilje, som om nogen havde smidt fortiden på bålet.

Landet var douche. Efter tørken havde alt fået et sandblæst skær. Den blå kirke var som et fatamorgana af havet, set gennem en tyk grød af tåge, og selv kvindernes røde kinder synes belagt med et fint lag pudderfarvet film. Hun kunne godt se, at det ikke på nogen måde lagde en sorg over de tilbageblevne, så hun dog bort fra sig selv. Det var fortsat mere denne ydmyghed, der strålede ud fra dem. Overgivelsen. Hvornår var hun egentlig begyndt at tvivle? Hun følte sig som et barn, der sad og pillede fraværende ved sine fingre, mens en overmyndig talte ned til hende. Det var jo absurd. Hun havde selv valgt det. Hun havde erkendt konsekvenserne. Havde nydeligt opstillet det hele, som i et langvarigt, nærmest uendeligt, strategisk brikspil, og resultatet havde hun så stædigt forfulgt, ja eftertragtet var nok et bedre ordvalg.

Hvad er det der sker med de mennesker, der har nået deres mål? Måske kom de andres fred af, at de havde lært ikke at blive ved at være målsættere? Det var derfor de kunne leve deres liv i denne lille uanselige landsby, med en støvet kirke. Det var derfor hun selv, tidligere, da hun havde vundet friheden til ikke at gennemanalysere og vurdere alt hele tiden, smed sine våben. Var hun ved at samle dem op igen? Solen brød et øjeblik igennem på den velkendte disede måde. Hun skubbede fra med fødderne, så stolen lænede sig tilbage på de to bagerste ben, og ryggen landede plant med vægfacaden bag hende. Følelsen af hendes dinglende ben mindede hende et øjeblik om at være alt for lille til alting, men hun pressede kroppen fremad så vægten skiftede plads, og hun vendte tilbage til en mere vandret position, med fødderne i jorden. Hun rejste sig, rystede håret væk fra ansigtet, og kiggede ud over det flade land. Langt derude gik smeden og bøjede sig i støvet. Uden mål. Det lignede frihed.

Uddrag af opdrag

Til aften, da jeg gik og gjorde mit hjem forårsklar, smed ud og sorterede ophobede smårester, for åben altandør, i min nye plastiklignerlæder jakke, og mine elskede røjsere, så kom jeg til at tænke på når vi ankom til sommerhuset, og gik rundt med overtøjet på mens ilden i pejsen fik rigtig fat.

Befrielsen efter en god times køretur, hvor køresyge og træthed ikke så sjældent meldte sig, var udtalt. Mens der blev båret ind i huset gik jeg mine runder og sugede duftene til mig. Alt var altid som det plejede, og det var det allerbedste. Jeg var sådan et spinkelt og nervøst barn, med en kæmpestor bagage som jeg med stor ihærdighed, og med en utrolig perfektionisme, altid formåede at bære, men når jeg lagde min kuffert, eller taske,  fra mig inde i gæsteværelset, så lagde jeg også den mentale rygsæk. Dette var mit eneste, og mest vidunderlige, helle fra den dramatiske hverdag jeg ellers åndede igennem.

At holde kæft [og lytte indad]

I det universelle rum, naturen, findes allerlettest oplevelsen af sammenhæng, af enhed.

Det er ikke mig, lille mig, der kigger på en eng af krokus. Nej, jeg er simpelthen denne eng af krokus. Vi er forbundne. Det er ikke tænkt, det er som sådan slet ikke en oplevelse – vi ér, og er ikke, på én og samme tid.

Jeg har opdaget, at hverdagens rene meditation netop er at kunne dette totale slip af normativ idé om, at der er afstand imellem ‘os’ og verden. Os og den anden. Os og sommeren. Os og tanken. Som da Onkel Danny skrev at isbjergene talte til ham, og at isbjergene, de sagde: hold kæft!

Således tror jeg, at det er af stor vigtighed at holde kæft ind i mellem.

At burde

Når jeg falder over den tåbelige tanke at burde er det blot fordi jeg i et kort øjeblik ikke kan finde ud af, at acceptere omstændigheder som kræver nærvær og stille indsigt. Tanken at burde er en lille tyv der kommer og stjæler dit nærvær, og lammer dig med dårlig samvittighed.

I stedet for at lade sig friste til at benytte at burde, som undskyldning for dit liv, kan du i stedet gøre det så godt du overhovedet kan, og når du har gjort dét, så kan du rejse dig og trække at burde ud i toilettet.

Luk øjnene. Træk vejret så du kan mærke at kroppen udvider sig, og cellerne danser.

Det er i de stille rum at du skaber energien til de sande handlinger.

Forløsningen

Det var blevet vinter igen. Smeden arbejdede og børnene tog ved lære. Kirketårnet var for længst færdigt. Sommeren havde budt på uventede udfordringer der først lignede en dyb sorg, men som senere åbnede sig som havde lynet flækket selveste Bjerget. Ud væltede en overflod af erkendelser, og hun måtte knibe sig i armen for ikke at miste sig selv. Bagefter indtraf en ydmyg og stærk tyngde i kroppen som havde været længe ønsket.

Der var den sædvanlige forhøjede aktivitet som altid i denne måned hvor kødet skulle saltes, og skindene garves. Pislugten var ram, men fortsat det middel som Emil yndede at bruge til at lysne med. Hun havde byttet nogen af huerne fra oplandet med 3 bløde og langhårede fåreskind. De symboliserede at hun fortsat var fastboende, og at hun i hvert fald ikke var på vej videre lige nu. Hun vidste at det åbnede for tilliden mellem dem, men årene med ensomme vandringer havde formet en kvinde der var på vagt. Hun nærmede sig klyngen af små nøgne træer og favnede pludselig stammen foran hende: kæreste træ, giv mig styrke til at gro som du. Giv mig mod til at åbne mig op så livets vand kan strømme frit igennem mig. Giv mig visdommen til at forstå ikke at lade mig styre af angsten for tabet.

På vej tilbage mod hytten var forløsningen mærkbar. Fra smeden kom små syngende puf i et flow af rytme fra håndens arbejde. Hun gik hjem og bredte skindene ud.

 

 

Tryllerier

En blå time i åndeløs stilhed. Alt strakte sig på tæerne i benovelse over dette skift, denne pludselige forvandling.Træer klædt i bladguld og irgrøn. En fuldstændig overdådig lysfest efter de seneste ugers gråtoneleg. Vi kan gå ind i aftenens mørke med fortryllelsen i brystet. Nu.

Baby

Under middagen spurgte hun om nogen kunne huske noget fra den aften på altanen. Havde hun virkelig hængt udover, på flugt? Det stak i sidebenet efter den voldsomme middag som hun ikke havde kunne yde mådehold overfor, men kvinden overfor var levende, og ville godt fortælle. Det lød ikke pænt. Hun anede ikke om hun kunne, eller ville, benytte informationen der flød ind i hende, først gennem hjertet, til at bygge videre på sin historie med. Hvis hun gjorde ville det skabe modstand i det nye møde. Han ville nok nægte, det kunne have været en ubetydelighed set fra hans åsyn, han kunne have været fuld. Med tiden skulle det blive tydeligt, at det var omsonst at fastholde denne oplevelse af at være en baby, der stod mellem mor og far, mens de fuldførte det totale omsorgsvigt. I det hele taget tegnede der sig et billede af total fortabthed hos alle parter, også dem der umiddelbart var både forsvarsløse og ansvarsløse. På et eller andet tidspunkt bliver det tid til at holde op med at bære rundt på ynkeligheden, tid til at stikke det evindelige klynkeri op i røven.

Hun kiggede på de halvtomme tallerkner, og på det gode selskab. Fugtige øjne, småklemmen på sidemandens arm, og lænen sig mod hinanden i øjeblikkets fortrolighed, der selvfølgelig vil være bortblæst i morgen. Hun var observatøren, der nogen gange blev inviteret ind i samtalen, men som oftest også blev efterladt dinglende i luften. For intens, og dog forsøgte hun naivt gang på gang at mande sig op til ideen om at det havde ændret sig, at der var hul igennem, at nogen virkelig ville noget.

Til sidst måtte hun erkende, at det er ikke nok at ville. Der skal så uendeligt meget mere til, fx kærlighed. Nærvær er ikke en fidus eller tanke om at noget kunne blive frugtbart, men en forståelse af at det allerede er som det skal være. Det er ikke sjovt at komme i klemme med et menneske der egentlig helst vil have at du skal være på en anden måde. Så kan du mærke stærke ønsker og villighed når noget er meget tæt på det, som den anden ønsker af dig, men fejler du, træder du ved siden af, så er der ingen nåde. Og du skal selv gætte hvad der er hvad.

Det var med dén pludselige indsigt, at hun besluttede sig for at forlade selskabet, som hun faktisk alligevel ikke var inviteret til at deltage i. Med en venlig gestus løftede hun armen, åbnede hånden, og slap en stor og smuk sæbeboble fri. Illusionernes tid er ovre, baby.

At elske det som er

Jeg mærker indre by. Fra den underjordiske myretue ved Nørreport følger jeg trop med de andre fordi der ikke er andet at gøre. Det er også en øvelse; at gå i myregang uden at føle behov for at det skal gå hurtigere. Dropper man Købmagergade slipper man dog hurtigt for at skulle bruge alt for meget energi på at zigzagge mellem spøgelsesgængere og varebiler.

Nørregade er monstrøs. Det er vigtigt at huske at kigge op. Flader på flader læner sig mod himlen og hinanden. Douche. I dag skal jeg besøge en antikvarisk boghandler som har en særlig bog til mig jeg ingen andre steder kan finde. Bagefter gennem Pisserenden, de små gader som nogen også kalder Latinerkvarteret, hvor der som altid hersker en helt særlig stemning. Her findes de smukkeste menneskelige forvandlinger man kan tænke sig. Det kan være hardcore om natten, og om dagen hives stole frem på fortovet så de butiksdrivende kan modtage gæster, venner og ligesindede på fuldstændig tilbagelænet manér. Engang boede jeg herinde, midt i det hele. Midt i alle fristelserne.

Længere oppe venter Rådhuspladsen med 10eren der kan køre mig hjem igen. Ind med toget, tilbage med bussen. Og jeg når det på samme klip hvilket overrasker mig. Tid er virkelig en illusion!

Svinger ned mod Hovedbanen. Der er vrimmel, som altid. Stoffer udbydes og turister lander midt i det hele. Istedgade. Maria Kirkeplads er tom. Ved siden af læner det grå hegn sig som bevis på at naboerne fik nok af sprøjter i børnenes sandaler. Vi kan jo godt forstå det, men det er vigtigt at forståelsen når hele vejen rundt. Det er svært når vi lukker andre ude for at få det liv vi drømmer om! Mændenes Hjem med utrolig meget virak. Der er gået penge ind og alle er stivere end nystrøgede skjorter. Det er som en film i slowmotion at observere en narkoman. Nogen gange står de så foroverbøjet, i en anden verden, at de bare falder uden selv at opdage det mens det sker.

Senere Enghave Plads og Enghavevej. Ingenmandsland starter her, skulle der stå. Sydhavnen, hvor jeg lander, er stadig et, for mange, ukendt sted. Her er så meget af alt, at der ikke er en tone der står klart frem og vibrerer, og det er nok lige præcis dét som er så fantastisk ved at bo her.

Hvis I virkelig så verden i øjnene, som den er, og gav jer i kast med den, ville I finde den uendelig meget større end nogen filosofi, større end nogen bog i verden, større end nogen lære, større end nogen lærer…står der bag på min hjembragte bog.

Vejen hjem

Hvis jeg ikke træder på stregerne er alt ok når jeg kommer hjem. Det er mit mantra. Jeg går på Havstensvej. Drejer ind over tanken. Jeg er lille og tynd og splejset. Når drengene hiver op i min nederdel har jeg shorts på indenunder fordi jeg garderer mig mod alt på forhånd. Senere skal det vise sig hvor stort et benspænd dét bliver.

Jeg går bagom, igennem Stenkrogen, hjem. Det er som om jeg kun er øjne og ører. Som om jeg er så uendeligt lille og alligevel alt for stor til at verden kan rumme mig. Jeg kan ikke forstå hvad jeg dog skal her når jeg alligevel ikke rigtig føler at jeg er til stede. Alt jeg griber bliver ligesom til vat, og jo tættere jeg kommer på Køgevej nr. 136, jo mindre føler jeg mig. Jeg er parat til at lave en omvendt fraktal – en total tilintetgørelse på et splitsekund.

Da jeg træder ind i opgangen holder jeg igen på døren så den ikke smækker. Jeg er helt stille og åndeløs. Lytter. Er det musik? Var der en der råbte deroppefra, noget der blev baldret mod væggen? Skreg hun? Jeg slipper ikke døren men lader den glide i mens jeg styrer den med hånden. Et nærmest ikke hørligt klik undslipper den til allersidst. Jeg går langsomt op. Musestille. Jeg er god til det. Lige inden jeg når 1. sal tager jeg en dyb indånding og lukker øjnene inden jeg tør se:

Vil den være smadret igen? Vil karmen stå flænset mod døren der ubehjælpeligt er skubbet på plads til nogen kommer og reparerer den? Vil der være blod på gulvet? Vil der ligge glas over det hele? Sidder hun med hovedtelefonerne på og drikker rødvin, eller sover de begge to derinde – som to krigere der har opgivet kampen, slikkende deres sår. Inden de starter forfra.

Jeg ved det ikke. Jeg ved det aldrig, og derfor må jeg træde på stregerne og passe godt på. Jeg må være meget forsigtig altid. Jeg må være stille og gemme mig, og jeg må holde lillesøster for ørerne og fortælle hende prinsessehistorier. Nogen gange kan jeg sidde hos min ven i opgangen ved siden af og drikke kakao i vindueskarmen, og skrive nummerplader ned. Eller jeg kan se landskamp hos veninden og bide neglene helt ned af dén årsag. Men i sidste ende skal jeg altid tilbage.

Tidens død

Tulipanerne har strukket sig lange. Fra vasens kant flugter de i vidunderlige buer mod tastaturet. Som et bevis på livets forgængelighed vækker de mig hele tiden med deres larmende nærvær i min øjenkrog. At være, hvisker de. Jeg er ikke min fortid. Til helvede med at nogen synes at jeg er dygtig, eller at det er flot, at jeg kom hertil på trods. Ærlig talt, jeg er ikke den mælkebøtte du vil gøre mig til – og du har ikke bestilt den menu jeg serverer, men kan der være en chance for at vi selv har været deltagende i skabelsen af disse spejlinger?

Når bladene falder af, om lidt, og jeg nænsomt bukker stænglerne sammen så de kan være i skraldespanden, så forstår jeg at vi ikke er dem vi var, men at vi var dem vi er.

På en måde kan vi sige, at den kerne som vi finder, i nuet, ikke er mere eller mindre end det som altid vil være: vores allerinderste, dybeste, og mest vidunderlige lysende rum. Et rum der konstant udvider sig. Når jeg har bragt det ind fra erindringens hjørne, som jeg i årevis er blevet ved at vende tilbage til, og lader det folde sig ud, præcis som det er, så finder det sin hylde i rummet og jeg er befriet. Det er den smukkeste død; tidens død.