Derudover hænger
verden
aldrig sammen
og alligeveltilknyttet
milliarder af blikke
fordi vi i anfald afvidebegær
hele tiden forsætter
og altså tror
men alligevelaldrig rigtig ved
Nogen kalder det
[lokale] sandheder
fordi det er lettere
end at kende døden
og al den søderåddenhed
som følger med
livet
På indersiden af strømpen, mellem det glatte nylon og huden, løber endnu 38 års uforglemmeligheder. Bag ved afkastet ligger henkastet det frasorterede liv. De sorte kjoler bliver moderne igen, sagde hun, og slankede sig i skærsildens blanke stål. Udenfor viftede træerne sommeren af sig så det stod omkring dem.
The connoisseurs, however, regard the personal preparation of tea as a special pleasure. Without developing into a rigid system as in Japan, the preparation and drinking of tea is always a performance of loving pleasure, importance and distinction. In fact, the preparation is half the fun of the drinking, as cracking melon seeds between one’s teeth is half the pleasure of eating them.
Lin Yutang
The importance of living , p. 217
Mere Lin Yutang hér.
Smeden havde været på besøg i Nord. Det lyse folk havde tryllebundet ham med et magisk håndværk hvori ’solen dansede sin nattedans’. Hun synes stadig han havde en blussende glød i kinderne efter han vendte tilbage. Hun tillagde det for meget, men det var som om han brændte indeni. Var hun selv slukket? Hvad skulle de med sole der dansede om natten? Hvad var der nu galt med leret?
Sandet var Nederlandsk. Smeden sagde, at med dét kunne de udvinde det klareste glas, og at de kunne sælge det for de smukkeste skind, og få det bedste kød for det. Hun sagde at de havde nok, at de ikke behøvede mere. De kunne være tilfredse med det, som de i landsbyen udvandt. Hun skred ud til kornet, hun kunne ikke se hvor han ville hen. Hun gled ned i den guldfarvede hvede og lagde sig fladt på ryggen med armene ud til siden. Hendes egen udlængsel kom imellem dem, hun vidste det godt, men var for stolt til at indrømme det. Hun var jo den der havde roen og nærværet, og som fandt skønheden i det stille. At hun kunne blive overmandet af trangen til at flygte var slet ikke en forestilling han kunne mønstre.
Han ville blot dele den dansende nattesol. Hans glød, hans ild, var for hende. Hvorfor glemte hun det hele tiden?
Der går en sti gennem den grønne, skinnende mark, gennem en solbeskinnet skov og ud på den anden side. Der kommer næsten ingen i skoven, som er fuld af lys og skygger. Der er meget fredeligt her, stille og afsondret. Man ser egern, og af og til et rådyr, der vejrer sky og vagtsomt, før det farer af sted. Et egern overvåger dig fra en gren, og skælder dig ud.
Skoven har sommerens velduft og en lugt af våd jord. Der er vældige træer, som er gamle og mosbegroede. De byder dig velkommen og du føler deres varme velkomst. Hver gang du sidder her og kigger op gennem grenene og bladene på den vidunderlige blå himmel, venter denne fred og velkomst på dig. Engang gik du her sammen med andre, men da var der afmålthed og tavshed. Folk lod munden løbe og var ligeglade og uopmærksomme på træernes værdighed og pragt. De havde ikke noget forhold til dem og derfor højst sandsynligt ikke noget forhold til hinanden. Forholdet mellem dig og træerne var fuldstændigt og umiddelbart. I var venner og således var du venner med alle træer, buske og blomster på hele jorden. Du var ikke der for at ødelægge, og der var fred mellem dem og dig.
-Krishnamurti
Oversættelse og redigering: Rasmus Tinning
Til aften, da jeg gik og gjorde mit hjem forårsklar, smed ud og sorterede ophobede smårester, for åben altandør, i min nye plastiklignerlæder jakke, og mine elskede røjsere, så kom jeg til at tænke på når vi ankom til sommerhuset, og gik rundt med overtøjet på mens ilden i pejsen fik rigtig fat.
Befrielsen efter en god times køretur, hvor køresyge og træthed ikke så sjældent meldte sig, var udtalt. Mens der blev båret ind i huset gik jeg mine runder og sugede duftene til mig. Alt var altid som det plejede, og det var det allerbedste. Jeg var sådan et spinkelt og nervøst barn, med en kæmpestor bagage som jeg med stor ihærdighed, og med en utrolig perfektionisme, altid formåede at bære, men når jeg lagde min kuffert, eller taske, fra mig inde i gæsteværelset, så lagde jeg også den mentale rygsæk. Dette var mit eneste, og mest vidunderlige, helle fra den dramatiske hverdag jeg ellers åndede igennem.
Når jeg falder over den tåbelige tanke at burde er det blot fordi jeg i et kort øjeblik ikke kan finde ud af, at acceptere omstændigheder som kræver nærvær og stille indsigt. Tanken at burde er en lille tyv der kommer og stjæler dit nærvær, og lammer dig med dårlig samvittighed.
I stedet for at lade sig friste til at benytte at burde, som undskyldning for dit liv, kan du i stedet gøre det så godt du overhovedet kan, og når du har gjort dét, så kan du rejse dig og trække at burde ud i toilettet.
Luk øjnene. Træk vejret så du kan mærke at kroppen udvider sig, og cellerne danser.
Det er i de stille rum at du skaber energien til de sande handlinger.
Det var blevet vinter igen. Smeden arbejdede og børnene tog ved lære. Kirketårnet var for længst færdigt. Sommeren havde budt på uventede udfordringer der først lignede en dyb sorg, men som senere åbnede sig som havde lynet flækket selveste Bjerget. Ud væltede en overflod af erkendelser, og hun måtte knibe sig i armen for ikke at miste sig selv. Bagefter indtraf en ydmyg og stærk tyngde i kroppen som havde været længe ønsket.
Der var den sædvanlige forhøjede aktivitet som altid i denne måned hvor kødet skulle saltes, og skindene garves. Pislugten var ram, men fortsat det middel som Emil yndede at bruge til at lysne med. Hun havde byttet nogen af huerne fra oplandet med 3 bløde og langhårede fåreskind. De symboliserede at hun fortsat var fastboende, og at hun i hvert fald ikke var på vej videre lige nu. Hun vidste at det åbnede for tilliden mellem dem, men årene med ensomme vandringer havde formet en kvinde der var på vagt. Hun nærmede sig klyngen af små nøgne træer og favnede pludselig stammen foran hende: kæreste træ, giv mig styrke til at gro som du. Giv mig mod til at åbne mig op så livets vand kan strømme frit igennem mig. Giv mig visdommen til at forstå ikke at lade mig styre af angsten for tabet.
På vej tilbage mod hytten var forløsningen mærkbar. Fra smeden kom små syngende puf i et flow af rytme fra håndens arbejde. Hun gik hjem og bredte skindene ud.
Også det dunkle skal gennemleves,
lige til vi genfødes i sprækken af lys.
Jeg mærker indre by. Fra den underjordiske myretue ved Nørreport følger jeg trop med de andre fordi der ikke er andet at gøre. Det er også en øvelse; at gå i myregang uden at føle behov for at det skal gå hurtigere. Dropper man Købmagergade slipper man dog hurtigt for at skulle bruge alt for meget energi på at zigzagge mellem spøgelsesgængere og varebiler.
Nørregade er monstrøs. Det er vigtigt at huske at kigge op. Flader på flader læner sig mod himlen og hinanden. Douche. I dag skal jeg besøge en antikvarisk boghandler som har en særlig bog til mig jeg ingen andre steder kan finde. Bagefter gennem Pisserenden, de små gader som nogen også kalder Latinerkvarteret, hvor der som altid hersker en helt særlig stemning. Her findes de smukkeste menneskelige forvandlinger man kan tænke sig. Det kan være hardcore om natten, og om dagen hives stole frem på fortovet så de butiksdrivende kan modtage gæster, venner og ligesindede på fuldstændig tilbagelænet manér. Engang boede jeg herinde, midt i det hele. Midt i alle fristelserne.
Længere oppe venter Rådhuspladsen med 10eren der kan køre mig hjem igen. Ind med toget, tilbage med bussen. Og jeg når det på samme klip hvilket overrasker mig. Tid er virkelig en illusion!
Svinger ned mod Hovedbanen. Der er vrimmel, som altid. Stoffer udbydes og turister lander midt i det hele. Istedgade. Maria Kirkeplads er tom. Ved siden af læner det grå hegn sig som bevis på at naboerne fik nok af sprøjter i børnenes sandaler. Vi kan jo godt forstå det, men det er vigtigt at forståelsen når hele vejen rundt. Det er svært når vi lukker andre ude for at få det liv vi drømmer om! Mændenes Hjem med utrolig meget virak. Der er gået penge ind og alle er stivere end nystrøgede skjorter. Det er som en film i slowmotion at observere en narkoman. Nogen gange står de så foroverbøjet, i en anden verden, at de bare falder uden selv at opdage det mens det sker.
Senere Enghave Plads og Enghavevej. Ingenmandsland starter her, skulle der stå. Sydhavnen, hvor jeg lander, er stadig et, for mange, ukendt sted. Her er så meget af alt, at der ikke er en tone der står klart frem og vibrerer, og det er nok lige præcis dét som er så fantastisk ved at bo her.
Hvis I virkelig så verden i øjnene, som den er, og gav jer i kast med den, ville I finde den uendelig meget større end nogen filosofi, større end nogen bog i verden, større end nogen lære, større end nogen lærer…står der bag på min hjembragte bog.
Hvis jeg ikke træder på stregerne er alt ok når jeg kommer hjem. Det er mit mantra. Jeg går på Havstensvej. Drejer ind over tanken. Jeg er lille og tynd og splejset. Når drengene hiver op i min nederdel har jeg shorts på indenunder fordi jeg garderer mig mod alt på forhånd. Senere skal det vise sig hvor stort et benspænd dét bliver.
Jeg går bagom, igennem Stenkrogen, hjem. Det er som om jeg kun er øjne og ører. Som om jeg er så uendeligt lille og alligevel alt for stor til at verden kan rumme mig. Jeg kan ikke forstå hvad jeg dog skal her når jeg alligevel ikke rigtig føler at jeg er til stede. Alt jeg griber bliver ligesom til vat, og jo tættere jeg kommer på Køgevej nr. 136, jo mindre føler jeg mig. Jeg er parat til at lave en omvendt fraktal – en total tilintetgørelse på et splitsekund.
Da jeg træder ind i opgangen holder jeg igen på døren så den ikke smækker. Jeg er helt stille og åndeløs. Lytter. Er det musik? Var der en der råbte deroppefra, noget der blev baldret mod væggen? Skreg hun? Jeg slipper ikke døren men lader den glide i mens jeg styrer den med hånden. Et nærmest ikke hørligt klik undslipper den til allersidst. Jeg går langsomt op. Musestille. Jeg er god til det. Lige inden jeg når 1. sal tager jeg en dyb indånding og lukker øjnene inden jeg tør se:
Vil den være smadret igen? Vil karmen stå flænset mod døren der ubehjælpeligt er skubbet på plads til nogen kommer og reparerer den? Vil der være blod på gulvet? Vil der ligge glas over det hele? Sidder hun med hovedtelefonerne på og drikker rødvin, eller sover de begge to derinde – som to krigere der har opgivet kampen, slikkende deres sår. Inden de starter forfra.
Jeg ved det ikke. Jeg ved det aldrig, og derfor må jeg træde på stregerne og passe godt på. Jeg må være meget forsigtig altid. Jeg må være stille og gemme mig, og jeg må holde lillesøster for ørerne og fortælle hende prinsessehistorier. Nogen gange kan jeg sidde hos min ven i opgangen ved siden af og drikke kakao i vindueskarmen, og skrive nummerplader ned. Eller jeg kan se landskamp hos veninden og bide neglene helt ned af dén årsag. Men i sidste ende skal jeg altid tilbage.
Tulipanerne har strukket sig lange. Fra vasens kant flugter de i vidunderlige buer mod tastaturet. Som et bevis på livets forgængelighed vækker de mig hele tiden med deres larmende nærvær i min øjenkrog. At være, hvisker de. Jeg er ikke min fortid. Til helvede med at nogen synes at jeg er dygtig, eller at det er flot, at jeg kom hertil på trods. Ærlig talt, jeg er ikke den mælkebøtte du vil gøre mig til – og du har ikke bestilt den menu jeg serverer, men kan der være en chance for at vi selv har været deltagende i skabelsen af disse spejlinger?
Når bladene falder af, om lidt, og jeg nænsomt bukker stænglerne sammen så de kan være i skraldespanden, så forstår jeg at vi ikke er dem vi var, men at vi var dem vi er.
På en måde kan vi sige, at den kerne som vi finder, i nuet, ikke er mere eller mindre end det som altid vil være: vores allerinderste, dybeste, og mest vidunderlige lysende rum. Et rum der konstant udvider sig. Når jeg har bragt det ind fra erindringens hjørne, som jeg i årevis er blevet ved at vende tilbage til, og lader det folde sig ud, præcis som det er, så finder det sin hylde i rummet og jeg er befriet. Det er den smukkeste død; tidens død.
Hun løfter ansigtet mod solen. Dagen er kommet hvor hun må tage afsked. Det må være en million år siden at hun fuld af angst red lige ind i kredsen af landboere, og det tog måneder før de kunne nærme sig hinanden. Nu kostede det blod at løsrive sig: tænk at mennesket kan forvandle sig så voldsomt, tænkte hun. Tænk at døden fordrer livet.
Det havde aldrig været hendes mening at hun skulle blive. Hun var på gennemrejse og brød sig ikke om flokke, men da smeden greb om grimen, og kiggede lige ind i hende, så vidste hun at det var tiden. Omsadling. Hun gik dirkete i våbenhuset og smed det hele. Alt. Hun knækkede nakken og lod blikket modtage: højt oppe under loftet stod der ‘hellig * hellig * hellig’. Jeg gider ikke slås mere, sagde hun til smeden der stod udenfor og ventede. Tiden er inde, jeg bliver.
De gik sammen tilbage mod kredsen. Hun måtte træde helt ind foran hver eneste for rigtig at mærke efter. Nu hvor hun var afvæbnet måtte hun erkende den udtalte balance denne nøgenhed medførte. Afstanden, som tidligere var som en ven, var på mirakuløs vis erstattet af et brændende nærvær. Det sved at indse, at når hun kiggede i den andens øjne var det hende selv hun så. Hun var som en skrøbelig pergamentrulle der langsomt blev udfoldet. Hvert eneste lille støvkorn der slap, hver eneste lille raspende lyd, var som blev huden i uendelig langsommelighed pillet af hende.
Det måtte til. Smeden vidste det før hun selv, hvilket i dag ikke overraskede hende, men undervejs havde det givet anledning til sær forvirring, og til tider også følelsen af bedrag. Som om den tyngde og ro der omgav ham var farlig – og var den ikke også det? Jo, den var farlig for den kvinde der kom, men helbredende for den kvinde der blev. Det er ikke let at se sit eget filter, sine egne våben, men når det sker er det den største åbenbaring, og den alt overskyggende mulighed for at gå med kærlighed, fred og nærvær.
Det dér er ikke en historie, sagde hun, kom nu, fortæl nu en rigtig en. Du skal fortælle den så jeg kan kravle helt ind i den. Ligesom du gjorde, dengang da jeg overgav mig til det hele, og kunne flyde med og banke på døre midt om natten. Dengang alt blev situeret som tilfældigt, og vi derfor ikke behøvede at tage ansvar for noget. Kan du huske det? Husker du hvordan vi sad på Månen eller gik og hev foråret HELT ned i lungerne oppe på volden? De spidse støvler med spænderne, og uundvigelige mjav-øjne på alle køn. Højt hår og læderjakker med skarpe vendinger. Erindrer du hvilken vidunderlig bed[r]øvelse der lå i alt vi gjorde? Fordi vi bare gjorde det. Kastede os ind i biler, og kørte til Mindegade. Eller Kreutzberg. Det konstante sus af hele tiden at skulle noget andet. Hele tiden væk fra det (u)definerede. Vi indtog verden uden at ville den. Vi åd den, og kastede den op. Vrængede af den, mens vi pegede med vores sortlakerede negle på den. Sparkede den i røven med de sylespidse. Fuck dig verden, sagde vi, og anede slet ikke vores egen eksistens eller andel af noget som helst. Vi kyssede og ragede og troede vi elskede, men når alt var forbi startede vi bare forfra igen. På den måde kunne der gå mange år, og på den måde går der mange år for mange mennesker hele tiden.
Det drypper ned fra loftet med følelser. Det er millioner af år siden at vi lå her sidst, men vores kroppe kræver ingen tilpasning. Vi er det perfekte fit og jeg er helt blød. På en måde kan jeg næsten ikke rumme det fordi jeg ved hvad som venter: adskillelsen. Mit ego vil fastholde og eje og aldrig give slip. Din ryg kalder på mig. De flettede ben. Ét åndedrag. Kan vi ligge her for evigt, tilspørger jeg dig. Shhh. Jeg ved det godt. Det flyder over. Hele loftet er et hav. Jo mere vand, jo stærkere farvel. Jo mere krop, jo mere opløsning. Du må ikke gå fra mig. Siger du. Og du siger det igen. Bagefter skal jeg være forstående. Når du er gået og jeg ligger amputeret ude i havet. Midtvejs.
Kan man bare sådan vælge til og fra? Jeg gik ind i det med alt for mange forventninger. Jeg har det som om jeg er den eneste perle der ikke blev samlet op og genfæstnet efter at kæden i armbåndet bristede. Og I holdt bare kæft. Mon det var let : at fjerne et par lænker så fraværet blev helt u[be]tydeligt? Jeg mener: lettere end den udvidelse som min bombe nødvendigvis krævede. Jeg er gennemsyret af en latterlig afmagt som betyder at jeg er stivnet i mit forsøg på at trænge mig på. Halvt inde, halvt ude [helt halt].
Jeg har opfundet den dybe tallerken
du skal indgå i min analyse
så jeg kan bekræfte min teori
om min sandhed
så jeg ikke er alene
om at kende den
alene om at kende
migNår du har lagt dig i min tallerken
og jeg har spist dig helt op
så du er helt væk fra dig selv
men inde i mig
så vil du erindre
pludseligt
hvem du er:
digog du må løbe alt hvad remmer og tøjler kan holde.
Hun er 9 år. Sammenkrøbet, benene oppe under sig og armene rundt om, sidder hun i vindueskarmen. Blikket ligesom elastisk i sit lange søg efter den velkendte skikkelse der konstant udebliver. Det er mørkt nu. Det faldt på mens hun sad her. På den måde vænner øjnene sig langsomt til ændringerne i tonerne og rummets kontur. Hjemmet lukkes ude og bliver konkret usynligt, hvorved savnet erstattes af det stædige håb om en ændring nede ved indgangdørens gadebelysning. Hvad end som kommer, så kom, tænker hun. I tilbageblikket erindres aldrig afslutningerne. Kom hun hjem? Var han med? Blev hun igen vidne til skrigene, skårene og de efterfølgende små stænk af størknet blod? Den udtværede kylling op og ned af væggene? Faldet ude på trappen? Den indsparkede dør tre timer efter?
Undskyld, sagde hun mens hun nær kastede op i den nærmeste skraldespand. Du har vel ikke et lille rum hvor jeg bare kan sidde og være?
Et rum, spurgte hun? Det anede hun ikke hvad var. Et rum?
Ja – sådan et rum som i virkeligheden bare er fordi det kan indeholde noget.
Hun havde ingen ide om hvad kvinden talte om. Skal der være vinduer i? Toilet? Brevsprække?
Nej – altså det er ikke rummet som sådan, det er bare så jeg har noget at være i…har du det?
Nej, sagde hun stramt. Nej. Ingen rum. Ingen udsigt.
Heller ingen indsigt?
Da min mor døde gik en del af hendes bøger i min retning. Hun var et utroligt, uroligt, oplyst og meget bevidst væsen. Hendes kærlighed til naturen, til det udefinérbare og det æstetiske var slående når man mødte hende. Når hun slap flasken og bare var i sit liv, og accepterede at hun havde det bedst med bare at være (alene) kunne hendes utrolige kærlige og varme energi få frit løb.
Hun var medlem af flere bogklubber har jeg efterfølgende erfaret. Samlede i alle årene. Læste i alle årene. Var fra den lærde, progressive og søgende generation som jeg kender så vel – født i 1952. Måske var det også dette der var så svært håndterbart på sigt. Gjorde op med alt og alle uden måske at have nogen til at holde i hånden undervejs – og det er, alt andet lige (fx manden i bjerghulen) for de fleste nødvendigt at få lov at spejle sig, lære fra sig og blive lirket lidt ved. Jeg tror simpelthen ikke rigtig at hun oplevede at finde nogen der kunne leve helt op til det niveau hun var på. Samtidig var vejen meget lang mod at slippe misbruget – og først i tiden lige inden hun gav slip oplevede jeg en anden ro, en anden fred i hende. En ro som hendes kære nabo også havde bemærket.
Det kan synes meningsløst men var det ikke. Hun skulle have haft lov til at leve meget længere – ja gu skulle hun det kan jeg tage mig i at tænke. 49 år! Hvor mange af os er ikke meget tætte på den alder, eller har allerede passeret den! Men sådan er det ikke. Vi mennesker tror vi har patent på højere orden og kalder det navne som uretfærdighed og meningsløshed når vi ikke synes det går som vi ønsker.
Meningen var at hun skulle dø lige dér, ædru med hunden ved sin side og søndagspolitiken i hånden. jeg kan ikke forestille mig det anderledes, for det vidner om hvor hun var i livet. Derfor snød hun i den grad også alle nogen år tidligere.
En af de bøger hun efterlod til mig er Jordisk Lykke af Lin Yutang. Der er rigtig mange bøger som jeg endnu ikke har læst, og endnu flere i kælderen, og jeg anede ikke at denne skulle åbne sig for mig som den nu har gjort. Via et studie af te på nettet blev jeg ført til et nedfældet kapitel om venskab og te som en interesseret sjæl har lagt på nettet. Dette kapitel var netop taget fra Lin Yutangs Jordisk Lykke. Jeg har kigget på den titel mange gange, og den er en af dem jeg ikke har sat væk fordi den altid har talt til mig. Jeg greb den og siden har jeg læst små brudstykker i den.
Det er utroligt som denne bog taler til mig. Jeg er præcis hvor den er lige nu. Er det ikke vidunderligt som tingene åbner sig for os når vi er klar! Vi kan intet gøre for at nå dertil. Vi kan kun være nærværende nok til at modtage – det er alt det handler om.
I et af kapitlerne gennemgår Yutang sine tanker omkring hedenskab og kristendom. Han definerer ikke hedningens som værende ikke-troende. Han definerer det heller ikke som et egentligt opgør mod selve kristendommen men visse af de tidligere dogmer heri. Han skriver:
Alle kinesiske hedninger tror på Gud, og det udtryk, der hyppigst anvendes i den kinesiske litteratur som betegnelse for Gud, er chaowu, der betyder ‘tingenes (dvs.: verdens) skaber’. Der er blot den forskel, at den kinesiske hedning er ærlig nok til at forestille sig ‘verdens skaber’ som et ophøjet, af en mystisk glorie omstrålet, væsen, over for hvem han føler en slags ærefrygtfuld fromhed og ærbødighed. Og hvad der er endnu vigtigere: denne følelse er ham nok. Ligeså har han et åbent blik for universets skønhed, for det kunstneriske mesterskab, der præger hver lille enkelthed i Skaberens værk, for stjernernes mysterium, for himmelrummets vælde og for menneskesjælens værdighed. Men atter her gælder det: dette er ham nok. Han finder sig uden at kny i døden, som han uden at kny finder sig i smerte og lidelser; vægten af disse onder prøver han imod livets store gave, imod den friske brise, der stryger hen over det åbne land, og imod den klare måne oppe over bjerget – og han klager ikke. At bøje sig for himlens vilje er i hans øjne den ægte religiøse og ægte fromme livsopfattelse, som han betegner med udtrykket: ‘at leve i tao’. Hvis det er Skaberens vilje, at han skal dø, når han er halvfjerds – nuvel, så føjer han sig med glæde derefter. Han har også den tro, at ‘himlens vej altid går i rundkreds’, og at ingen her i verden ustandseligt lider uret. Og mere forlanger han ikke. – Lin Yutang
Der er helt sikkert passager som jeg vil definere som værende humoristiske i Jordisk Lykke – fx den fremskrevne forskel på mand og kvinde som findes undervejs. Det er mig muligt at se bort fra dette, ligesom jeg vil tro at Yutang selv efterfølgende flyttede sig i forhold til disse ‘holdninger’. Bogen er skrevet i 1934. Det slående er at den er spækket med læresætninger. Jeg er meget taknemmelig for at have den i mit hjem lige nu.
Vil du læse et uddrag af bogen? Jeg er i 2011 kommet i besiddelse af den engelske udgave, og du kan læse lidt om Tea & Friendship hér.