Hen over byens buede himmelrutsjebane når synet af Citys støvturkise tårne mig. Bagved facaden bøjer jeg selv lidt af i en sky af den smuldrede dags brokker.
uden titel
Svar
Kategoriarkiv: ord
separation
På indersiden af strømpen, mellem det glatte nylon og huden, løber endnu 38 års uforglemmeligheder. Bag ved afkastet ligger henkastet det frasorterede liv. De sorte kjoler bliver moderne igen, sagde hun, og slankede sig i skærsildens blanke stål. Udenfor viftede træerne sommeren af sig så det stod omkring dem.
Som glas
Smeden havde været på besøg i Nord. Det lyse folk havde tryllebundet ham med et magisk håndværk hvori ’solen dansede sin nattedans’. Hun synes stadig han havde en blussende glød i kinderne efter han vendte tilbage. Hun tillagde det for meget, men det var som om han brændte indeni. Var hun selv slukket? Hvad skulle de med sole der dansede om natten? Hvad var der nu galt med leret?
Sandet var Nederlandsk. Smeden sagde, at med dét kunne de udvinde det klareste glas, og at de kunne sælge det for de smukkeste skind, og få det bedste kød for det. Hun sagde at de havde nok, at de ikke behøvede mere. De kunne være tilfredse med det, som de i landsbyen udvandt. Hun skred ud til kornet, hun kunne ikke se hvor han ville hen. Hun gled ned i den guldfarvede hvede og lagde sig fladt på ryggen med armene ud til siden. Hendes egen udlængsel kom imellem dem, hun vidste det godt, men var for stolt til at indrømme det. Hun var jo den der havde roen og nærværet, og som fandt skønheden i det stille. At hun kunne blive overmandet af trangen til at flygte var slet ikke en forestilling han kunne mønstre.
Han ville blot dele den dansende nattesol. Hans glød, hans ild, var for hende. Hvorfor glemte hun det hele tiden?
Overgivelsen
31 dages faste havde ikke transformeret den overdøvende indre åndelige sult. Hun kunne se på Alvena, og på smeden, at de var i en form for fred med det som var. En hellig accept af omstændighederne. Det var, som havde der indfundet sig en ny puls. De bevægede sig med adstadighed, og havde en dyb tone af offervilje, som om nogen havde smidt fortiden på bålet.
Landet var douche. Efter tørken havde alt fået et sandblæst skær. Den blå kirke var som et fatamorgana af havet, set gennem en tyk grød af tåge, og selv kvindernes røde kinder synes belagt med et fint lag pudderfarvet film. Hun kunne godt se, at det ikke på nogen måde lagde en sorg over de tilbageblevne, så hun dog bort fra sig selv. Det var fortsat mere denne ydmyghed, der strålede ud fra dem. Overgivelsen. Hvornår var hun egentlig begyndt at tvivle? Hun følte sig som et barn, der sad og pillede fraværende ved sine fingre, mens en overmyndig talte ned til hende. Det var jo absurd. Hun havde selv valgt det. Hun havde erkendt konsekvenserne. Havde nydeligt opstillet det hele, som i et langvarigt, nærmest uendeligt, strategisk brikspil, og resultatet havde hun så stædigt forfulgt, ja eftertragtet var nok et bedre ordvalg.
Hvad er det der sker med de mennesker, der har nået deres mål? Måske kom de andres fred af, at de havde lært ikke at blive ved at være målsættere? Det var derfor de kunne leve deres liv i denne lille uanselige landsby, med en støvet kirke. Det var derfor hun selv, tidligere, da hun havde vundet friheden til ikke at gennemanalysere og vurdere alt hele tiden, smed sine våben. Var hun ved at samle dem op igen? Solen brød et øjeblik igennem på den velkendte disede måde. Hun skubbede fra med fødderne, så stolen lænede sig tilbage på de to bagerste ben, og ryggen landede plant med vægfacaden bag hende. Følelsen af hendes dinglende ben mindede hende et øjeblik om at være alt for lille til alting, men hun pressede kroppen fremad så vægten skiftede plads, og hun vendte tilbage til en mere vandret position, med fødderne i jorden. Hun rejste sig, rystede håret væk fra ansigtet, og kiggede ud over det flade land. Langt derude gik smeden og bøjede sig i støvet. Uden mål. Det lignede frihed.
Hun så det ske I
De tårnhøje bøgetræer havde krøllet deres aller skønneste yndigheder ud så de lignede bittesmå pletter mod himlen.
Uddrag af opdrag
Til aften, da jeg gik og gjorde mit hjem forårsklar, smed ud og sorterede ophobede smårester, for åben altandør, i min nye plastiklignerlæder jakke, og mine elskede røjsere, så kom jeg til at tænke på når vi ankom til sommerhuset, og gik rundt med overtøjet på mens ilden i pejsen fik rigtig fat.
Befrielsen efter en god times køretur, hvor køresyge og træthed ikke så sjældent meldte sig, var udtalt. Mens der blev båret ind i huset gik jeg mine runder og sugede duftene til mig. Alt var altid som det plejede, og det var det allerbedste. Jeg var sådan et spinkelt og nervøst barn, med en kæmpestor bagage som jeg med stor ihærdighed, og med en utrolig perfektionisme, altid formåede at bære, men når jeg lagde min kuffert, eller taske, fra mig inde i gæsteværelset, så lagde jeg også den mentale rygsæk. Dette var mit eneste, og mest vidunderlige, helle fra den dramatiske hverdag jeg ellers åndede igennem.
Forløsningen
Det var blevet vinter igen. Smeden arbejdede og børnene tog ved lære. Kirketårnet var for længst færdigt. Sommeren havde budt på uventede udfordringer der først lignede en dyb sorg, men som senere åbnede sig som havde lynet flækket selveste Bjerget. Ud væltede en overflod af erkendelser, og hun måtte knibe sig i armen for ikke at miste sig selv. Bagefter indtraf en ydmyg og stærk tyngde i kroppen som havde været længe ønsket.
Der var den sædvanlige forhøjede aktivitet som altid i denne måned hvor kødet skulle saltes, og skindene garves. Pislugten var ram, men fortsat det middel som Emil yndede at bruge til at lysne med. Hun havde byttet nogen af huerne fra oplandet med 3 bløde og langhårede fåreskind. De symboliserede at hun fortsat var fastboende, og at hun i hvert fald ikke var på vej videre lige nu. Hun vidste at det åbnede for tilliden mellem dem, men årene med ensomme vandringer havde formet en kvinde der var på vagt. Hun nærmede sig klyngen af små nøgne træer og favnede pludselig stammen foran hende: kæreste træ, giv mig styrke til at gro som du. Giv mig mod til at åbne mig op så livets vand kan strømme frit igennem mig. Giv mig visdommen til at forstå ikke at lade mig styre af angsten for tabet.
På vej tilbage mod hytten var forløsningen mærkbar. Fra smeden kom små syngende puf i et flow af rytme fra håndens arbejde. Hun gik hjem og bredte skindene ud.
Tryllerier
En blå time i åndeløs stilhed. Alt strakte sig på tæerne i benovelse over dette skift, denne pludselige forvandling.Træer klædt i bladguld og irgrøn. En fuldstændig overdådig lysfest efter de seneste ugers gråtoneleg. Vi kan gå ind i aftenens mørke med fortryllelsen i brystet. Nu.
Sprækken
Også det dunkle skal gennemleves,
lige til vi genfødes i sprækken af lys.
Baby
Under middagen spurgte hun om nogen kunne huske noget fra den aften på altanen. Havde hun virkelig hængt udover, på flugt? Det stak i sidebenet efter den voldsomme middag som hun ikke havde kunne yde mådehold overfor, men kvinden overfor var levende, og ville godt fortælle. Det lød ikke pænt. Hun anede ikke om hun kunne, eller ville, benytte informationen der flød ind i hende, først gennem hjertet, til at bygge videre på sin historie med. Hvis hun gjorde ville det skabe modstand i det nye møde. Han ville nok nægte, det kunne have været en ubetydelighed set fra hans åsyn, han kunne have været fuld. Med tiden skulle det blive tydeligt, at det var omsonst at fastholde denne oplevelse af at være en baby, der stod mellem mor og far, mens de fuldførte det totale omsorgsvigt. I det hele taget tegnede der sig et billede af total fortabthed hos alle parter, også dem der umiddelbart var både forsvarsløse og ansvarsløse. På et eller andet tidspunkt bliver det tid til at holde op med at bære rundt på ynkeligheden, tid til at stikke det evindelige klynkeri op i røven.
Hun kiggede på de halvtomme tallerkner, og på det gode selskab. Fugtige øjne, småklemmen på sidemandens arm, og lænen sig mod hinanden i øjeblikkets fortrolighed, der selvfølgelig vil være bortblæst i morgen. Hun var observatøren, der nogen gange blev inviteret ind i samtalen, men som oftest også blev efterladt dinglende i luften. For intens, og dog forsøgte hun naivt gang på gang at mande sig op til ideen om at det havde ændret sig, at der var hul igennem, at nogen virkelig ville noget.
Til sidst måtte hun erkende, at det er ikke nok at ville. Der skal så uendeligt meget mere til, fx kærlighed. Nærvær er ikke en fidus eller tanke om at noget kunne blive frugtbart, men en forståelse af at det allerede er som det skal være. Det er ikke sjovt at komme i klemme med et menneske der egentlig helst vil have at du skal være på en anden måde. Så kan du mærke stærke ønsker og villighed når noget er meget tæt på det, som den anden ønsker af dig, men fejler du, træder du ved siden af, så er der ingen nåde. Og du skal selv gætte hvad der er hvad.
Det var med dén pludselige indsigt, at hun besluttede sig for at forlade selskabet, som hun faktisk alligevel ikke var inviteret til at deltage i. Med en venlig gestus løftede hun armen, åbnede hånden, og slap en stor og smuk sæbeboble fri. Illusionernes tid er ovre, baby.
Vejen hjem
Hvis jeg ikke træder på stregerne er alt ok når jeg kommer hjem. Det er mit mantra. Jeg går på Havstensvej. Drejer ind over tanken. Jeg er lille og tynd og splejset. Når drengene hiver op i min nederdel har jeg shorts på indenunder fordi jeg garderer mig mod alt på forhånd. Senere skal det vise sig hvor stort et benspænd dét bliver.
Jeg går bagom, igennem Stenkrogen, hjem. Det er som om jeg kun er øjne og ører. Som om jeg er så uendeligt lille og alligevel alt for stor til at verden kan rumme mig. Jeg kan ikke forstå hvad jeg dog skal her når jeg alligevel ikke rigtig føler at jeg er til stede. Alt jeg griber bliver ligesom til vat, og jo tættere jeg kommer på Køgevej nr. 136, jo mindre føler jeg mig. Jeg er parat til at lave en omvendt fraktal – en total tilintetgørelse på et splitsekund.
Da jeg træder ind i opgangen holder jeg igen på døren så den ikke smækker. Jeg er helt stille og åndeløs. Lytter. Er det musik? Var der en der råbte deroppefra, noget der blev baldret mod væggen? Skreg hun? Jeg slipper ikke døren men lader den glide i mens jeg styrer den med hånden. Et nærmest ikke hørligt klik undslipper den til allersidst. Jeg går langsomt op. Musestille. Jeg er god til det. Lige inden jeg når 1. sal tager jeg en dyb indånding og lukker øjnene inden jeg tør se:
Vil den være smadret igen? Vil karmen stå flænset mod døren der ubehjælpeligt er skubbet på plads til nogen kommer og reparerer den? Vil der være blod på gulvet? Vil der ligge glas over det hele? Sidder hun med hovedtelefonerne på og drikker rødvin, eller sover de begge to derinde – som to krigere der har opgivet kampen, slikkende deres sår. Inden de starter forfra.
Jeg ved det ikke. Jeg ved det aldrig, og derfor må jeg træde på stregerne og passe godt på. Jeg må være meget forsigtig altid. Jeg må være stille og gemme mig, og jeg må holde lillesøster for ørerne og fortælle hende prinsessehistorier. Nogen gange kan jeg sidde hos min ven i opgangen ved siden af og drikke kakao i vindueskarmen, og skrive nummerplader ned. Eller jeg kan se landskamp hos veninden og bide neglene helt ned af dén årsag. Men i sidste ende skal jeg altid tilbage.
Tidens død
Tulipanerne har strukket sig lange. Fra vasens kant flugter de i vidunderlige buer mod tastaturet. Som et bevis på livets forgængelighed vækker de mig hele tiden med deres larmende nærvær i min øjenkrog. At være, hvisker de. Jeg er ikke min fortid. Til helvede med at nogen synes at jeg er dygtig, eller at det er flot, at jeg kom hertil på trods. Ærlig talt, jeg er ikke den mælkebøtte du vil gøre mig til – og du har ikke bestilt den menu jeg serverer, men kan der være en chance for at vi selv har været deltagende i skabelsen af disse spejlinger?
Når bladene falder af, om lidt, og jeg nænsomt bukker stænglerne sammen så de kan være i skraldespanden, så forstår jeg at vi ikke er dem vi var, men at vi var dem vi er.
På en måde kan vi sige, at den kerne som vi finder, i nuet, ikke er mere eller mindre end det som altid vil være: vores allerinderste, dybeste, og mest vidunderlige lysende rum. Et rum der konstant udvider sig. Når jeg har bragt det ind fra erindringens hjørne, som jeg i årevis er blevet ved at vende tilbage til, og lader det folde sig ud, præcis som det er, så finder det sin hylde i rummet og jeg er befriet. Det er den smukkeste død; tidens død.
Genforening
Hun ankom søgende men slap med fred. Der er kun én virkelighed, og den er din, sagde han til hende. Når hun vandrede i skovene tænkte hun meget over det. På en måde slap dette lille undrende barn aldrig sit tag. Og derfor kunne hun i uendelige strømme blive ved at spørge sig selv om hvem hun egentlig var. Til den dag hvor hun kunne indse, at hun intet er, men blot er. Til den dag hvor hun ikke hele tiden skulle have noget fra den anden. Ikke som i ønsket om fravær, men som i forståelsen af at nærværet starter i sig selv.
Hun valgte en særlig spot hvor mosset var blødt og fyrretræerne en million år gamle. Deres bark var så ru at rillerne i dem var centimeter dybe. I dette landskab fødtes hendes sjæl oprindeligt. Det var i disse omgivelser at den dybe forståelse for nærvær i sin tid indtraf. Bevidstheden om hvordan vi i sandhed kan røre ved hinanden. Det var her hun lagde sig og hvor alt begyndte, og det er her hun må læne sig for at forstå at være i nuet; så bevidstheden om slutningen ikke fremmer fraværet.
Outro
Hun løfter ansigtet mod solen. Dagen er kommet hvor hun må tage afsked. Det må være en million år siden at hun fuld af angst red lige ind i kredsen af landboere, og det tog måneder før de kunne nærme sig hinanden. Nu kostede det blod at løsrive sig: tænk at mennesket kan forvandle sig så voldsomt, tænkte hun. Tænk at døden fordrer livet.
Det havde aldrig været hendes mening at hun skulle blive. Hun var på gennemrejse og brød sig ikke om flokke, men da smeden greb om grimen, og kiggede lige ind i hende, så vidste hun at det var tiden. Omsadling. Hun gik dirkete i våbenhuset og smed det hele. Alt. Hun knækkede nakken og lod blikket modtage: højt oppe under loftet stod der ‘hellig * hellig * hellig’. Jeg gider ikke slås mere, sagde hun til smeden der stod udenfor og ventede. Tiden er inde, jeg bliver.
De gik sammen tilbage mod kredsen. Hun måtte træde helt ind foran hver eneste for rigtig at mærke efter. Nu hvor hun var afvæbnet måtte hun erkende den udtalte balance denne nøgenhed medførte. Afstanden, som tidligere var som en ven, var på mirakuløs vis erstattet af et brændende nærvær. Det sved at indse, at når hun kiggede i den andens øjne var det hende selv hun så. Hun var som en skrøbelig pergamentrulle der langsomt blev udfoldet. Hvert eneste lille støvkorn der slap, hver eneste lille raspende lyd, var som blev huden i uendelig langsommelighed pillet af hende.
Det måtte til. Smeden vidste det før hun selv, hvilket i dag ikke overraskede hende, men undervejs havde det givet anledning til sær forvirring, og til tider også følelsen af bedrag. Som om den tyngde og ro der omgav ham var farlig – og var den ikke også det? Jo, den var farlig for den kvinde der kom, men helbredende for den kvinde der blev. Det er ikke let at se sit eget filter, sine egne våben, men når det sker er det den største åbenbaring, og den alt overskyggende mulighed for at gå med kærlighed, fred og nærvær.
De (be(d)[r])øvede
Det dér er ikke en historie, sagde hun, kom nu, fortæl nu en rigtig en. Du skal fortælle den så jeg kan kravle helt ind i den. Ligesom du gjorde, dengang da jeg overgav mig til det hele, og kunne flyde med og banke på døre midt om natten. Dengang alt blev situeret som tilfældigt, og vi derfor ikke behøvede at tage ansvar for noget. Kan du huske det? Husker du hvordan vi sad på Månen eller gik og hev foråret HELT ned i lungerne oppe på volden? De spidse støvler med spænderne, og uundvigelige mjav-øjne på alle køn. Højt hår og læderjakker med skarpe vendinger. Erindrer du hvilken vidunderlig bed[r]øvelse der lå i alt vi gjorde? Fordi vi bare gjorde det. Kastede os ind i biler, og kørte til Mindegade. Eller Kreutzberg. Det konstante sus af hele tiden at skulle noget andet. Hele tiden væk fra det (u)definerede. Vi indtog verden uden at ville den. Vi åd den, og kastede den op. Vrængede af den, mens vi pegede med vores sortlakerede negle på den. Sparkede den i røven med de sylespidse. Fuck dig verden, sagde vi, og anede slet ikke vores egen eksistens eller andel af noget som helst. Vi kyssede og ragede og troede vi elskede, men når alt var forbi startede vi bare forfra igen. På den måde kunne der gå mange år, og på den måde går der mange år for mange mennesker hele tiden.
Som stadig er
Da jeg trådte ud af bilen var der den her helt særlige duft af jord og vådt mos. Skrånende grantræer med nålene spredt omkring sig. Sitrende dråber på spindet mellem bjælkerne. Forskellen mellem det bløde, bløde dække og gårdspladsen med de flotte chaussésten lagt i perfekt mønster. De fede kæder fra tagskeden til at lede vandet. Om vinteren stive af is. Bunden af grunden med nøddehegnet. Blommetræet. Pæretræet. Det ihærdige forsøg på at få en nyttehave til at gro i den sandede jord. Den lille stentrappe ned i niveau til bambussen. Morgensolen på østterassen. Fuglelivet; skovskaden, rødhals og spætten når man sad helt stille. Støvbolde og trompetsvampe. Hulen, helt oppe under loftet, med stakkevis af Anders And og gamle ugeblade. Varmen i gulvet når man trådte ud på toilettet. Den særlige stemning ved at stå dér og høre nogen lige på den anden side, ude i køkkenet, gøre klar til den første samling om langbordet af moseeg. Morgenkys. Små florlette sartblå klokkeblomster i lokale lervaser. Kram. Den røde grensaks der ikke måtte blive væk. I dagligt brug. Det uforstyrrede hjørne af grunden med plads til en middagslur. Allerede dengang. Leen og det tunge lange græs. Skovmandshatten og dryppende svedperler grundet det hårde arbejde. Avisen der knitrer om kap med knuderne i pejsen. Rum til hver sit. Puslespil på kæmpe træplade. 500, Afrikas stjerne og Scrable. Halvdøren ved køkkenet med den øverste del åben ud mod evigheden, og helt ind i værkstedet overfor. Stjernegaffelnøgler, som en totalevolution fra baby til mastodont. En million skruer i tusindvis af småskuffer. Tvist og aftørringsklude. Afdrejede metalstykker i små spiraler. Olieduft og kolde citronvand i kældergraven. Trykluftpumpen der sætter i gang, og sukker ud. Tørresnoren under halvtaget. Og ved gæstehuset. Døde stuefluer der vågner til dåd når forårssolen banker ind gennem ruden. Dyner ude i drømmesenge. Og dyner inde ved pejsen. Hjemmebygget sneplov sat på hiace rydder plads og vej og samler bunker til skabelse af iglo og snemænd af dimensioner. Hed og tyk hyldebærsuppe med rester af kold risengrød. Flyverdragter. Knasende gang til postkassen og skraldespanden. Vejen væk. Forbi den totaløkologiske ubeboede nabogrund. Calbergs. Hjørnegrunden. Gården hvor jeg lavede mine første lerfigurer hos Martha. De nye med det hvide stakit: ranchen. Telefonboksen. Rodebutikken. Videre op skoven. Ellebo, der engang var kiosk. 1 km til stranden. Den lange bro over det sumpede opdæmmede. Rav i vandkanten. Sand hele vejen ud til alle revlerne. Og videre. Videre gennem siv og saltvand i håret. Sand på baller, og mellem tænder. Bagefter den sande sult. Efter frokost. Og efter mere liv. Da jeg trådte ud af kirken var der den helt særlige duft af farvel, og hele havet i øjnene.
Til minde om morfar.
Savn
Det drypper ned fra loftet med følelser. Det er millioner af år siden at vi lå her sidst, men vores kroppe kræver ingen tilpasning. Vi er det perfekte fit og jeg er helt blød. På en måde kan jeg næsten ikke rumme det fordi jeg ved hvad som venter: adskillelsen. Mit ego vil fastholde og eje og aldrig give slip. Din ryg kalder på mig. De flettede ben. Ét åndedrag. Kan vi ligge her for evigt, tilspørger jeg dig. Shhh. Jeg ved det godt. Det flyder over. Hele loftet er et hav. Jo mere vand, jo stærkere farvel. Jo mere krop, jo mere opløsning. Du må ikke gå fra mig. Siger du. Og du siger det igen. Bagefter skal jeg være forstående. Når du er gået og jeg ligger amputeret ude i havet. Midtvejs.
Sand
Har du tænkt over hvad der sker når du går og lyver for dig selv hele tiden? Når du forsøger at kaste dine lig hen over mig? Når du bliver lang i spyttet, trængt op mod muren, og ikke er i stand til at (re)agere med [sand] vrede. Fordi den i sidste ende jo kunne gå hen og give dig selv det røvspark du hele tiden, mellem linjerne, plæderer for at have behov for. Bevidst ubevidst: så allerhelvedes og fuldstændig klar over at det er dét som holder dig OPPE. På en nedeagtig måde. Bevidsthedsfaktoren i det giver en klang af selvklappende retorik. Et ufatteligt ekko breder sig som havde du kastet dig selv ud med en kampesten om benet. Taleboblen over hovedet på dig taler sit eget sprog: glob glob glob. Hallo, er der nogen.
GET OVER IT, skriger hun i et vanvidsøjeblik ,men erfarer hurtigt at hendes indre livredder ikke kan hamle op mod understrømmen. Og hvorfor skulle hun? Hun havde ikke på noget tidspunkt stået klar med badevinger og lilla strandmåtte. Hun havde fandme aldrig boret parasolstangen ned i det våde sand. Havde ikke væltet sig i hvedemelssandwich og tørkaffe. Havde aldrig nogensinde overhovedet forestillet sig at hun skulle det. Alligevel var hun nu bevi[d]st bevidst om at der i ham havde levet en hurtigvoksende tanke der i metrofart havde udviklet sig til en fuldfed baby. Den lå og vred sig på bredden ,fordi han ikke gjorde en fløjtende fis for at indse dens sande behov. Eller: det var måske snarere en måde at opleve, at noget af det han skabte blev samlet op og kysset på. Men det dér var ikke hendes barn. Det dér var ikke hendes tanke. Det dér var et overgreb. Hun følte sig fanget i en scene, en forestilling. Det tog lige en akt eller to før hun forstod at hendes rolle var at vende sig om og gå. Dette var ikke hendes play. Hun var ikke til salg lige meget hvor god historien så kunne tage sig ud.
Halvblods
Kan man bare sådan vælge til og fra? Jeg gik ind i det med alt for mange forventninger. Jeg har det som om jeg er den eneste perle der ikke blev samlet op og genfæstnet efter at kæden i armbåndet bristede. Og I holdt bare kæft. Mon det var let : at fjerne et par lænker så fraværet blev helt u[be]tydeligt? Jeg mener: lettere end den udvidelse som min bombe nødvendigvis krævede. Jeg er gennemsyret af en latterlig afmagt som betyder at jeg er stivnet i mit forsøg på at trænge mig på. Halvt inde, halvt ude [helt halt].
Uden titel
Vender ryggen til. Kan du mærke hvor det tykke blod flyder spørger jeg dig? Blod der har været uden for kroppen i lidt tid bliver næsten som klister. De maler med det på porten ind til Dyrehaven. Er det ikke smukt. Så skal man have stærke arme for at føre sin pensel. Lange seje stærke strøg når elementet er så drøjt. Mon det er blod fra dyrene i haven de bruger – totaløkologi – eller fra gamle svin. I kroppen er det ikke drøjt. I kroppen sprøjter blodet rundt. Ind og ud af alle sine forgreninger. Ligner nøgne træer. Vi er nøgne indeni som træer og nu er det efterår igen. Troede du at det kunne lade sig gøre uden alt det blod? I så fald træder jeg af. Jeg gider ikke lege hvis det skal være sådan. Jeg har tabt mit filter for længst og dine ord runger.