Til aften, da jeg gik og gjorde mit hjem forårsklar, smed ud og sorterede ophobede smårester, for åben altandør, i min nye plastiklignerlæder jakke, og mine elskede røjsere, så kom jeg til at tænke på når vi ankom til sommerhuset, og gik rundt med overtøjet på mens ilden i pejsen fik rigtig fat.
Befrielsen efter en god times køretur, hvor køresyge og træthed ikke så sjældent meldte sig, var udtalt. Mens der blev båret ind i huset gik jeg mine runder og sugede duftene til mig. Alt var altid som det plejede, og det var det allerbedste. Jeg var sådan et spinkelt og nervøst barn, med en kæmpestor bagage som jeg med stor ihærdighed, og med en utrolig perfektionisme, altid formåede at bære, men når jeg lagde min kuffert, eller taske, fra mig inde i gæsteværelset, så lagde jeg også den mentale rygsæk. Dette var mit eneste, og mest vidunderlige, helle fra den dramatiske hverdag jeg ellers åndede igennem.
You are currently browsing the archive for the baglæns historie category.
Tags: tilbageblik
Hvis jeg ikke træder på stregerne er alt ok når jeg kommer hjem. Det er mit mantra. Jeg går på Havstensvej. Drejer ind over tanken. Jeg er lille og tynd og splejset. Når drengene hiver op i min nederdel har jeg shorts på indenunder fordi jeg garderer mig mod alt på forhånd. Senere skal det vise sig hvor stort et benspænd dét bliver.
Jeg går bagom, igennem Stenkrogen, hjem. Det er som om jeg kun er øjne og ører. Som om jeg er så uendeligt lille og alligevel alt for stor til at verden kan rumme mig. Jeg kan ikke forstå hvad jeg dog skal her når jeg alligevel ikke rigtig føler at jeg er til stede. Alt jeg griber bliver ligesom til vat, og jo tættere jeg kommer på Køgevej nr. 136, jo mindre føler jeg mig. Jeg er parat til at lave en omvendt fraktal – en total tilintetgørelse på et splitsekund.
Da jeg træder ind i opgangen holder jeg igen på døren så den ikke smækker. Jeg er helt stille og åndeløs. Lytter. Er det musik? Var der en der råbte deroppefra, noget der blev baldret mod væggen? Skreg hun? Jeg slipper ikke døren men lader den glide i mens jeg styrer den med hånden. Et nærmest ikke hørligt klik undslipper den til allersidst. Jeg går langsomt op. Musestille. Jeg er god til det. Lige inden jeg når 1. sal tager jeg en dyb indånding og lukker øjnene inden jeg tør se:
Vil den være smadret igen? Vil karmen stå flænset mod døren der ubehjælpeligt er skubbet på plads til nogen kommer og reparerer den? Vil der være blod på gulvet? Vil der ligge glas over det hele? Sidder hun med hovedtelefonerne på og drikker rødvin, eller sover de begge to derinde – som to krigere der har opgivet kampen, slikkende deres sår. Inden de starter forfra.
Jeg ved det ikke. Jeg ved det aldrig, og derfor må jeg træde på stregerne og passe godt på. Jeg må være meget forsigtig altid. Jeg må være stille og gemme mig, og jeg må holde lillesøster for ørerne og fortælle hende prinsessehistorier. Nogen gange kan jeg sidde hos min ven i opgangen ved siden af og drikke kakao i vindueskarmen, og skrive nummerplader ned. Eller jeg kan se landskamp hos veninden og bide neglene helt ned af dén årsag. Men i sidste ende skal jeg altid tilbage.
Tags: angst, roskilde, tilbageblik
Hvad betyder det at være misbruger? Er det dig selv der er kommet frem til at du har et forbrug der ikke længere er godt for dig? Er du nervøs eller angst for hvad der skal ske hvis ikke du fremtidigt lægger misbruget fra dig? Er der hele tiden noget inde bagved som ønsker, og ved, at du skal ud af det for at finde dig selv og roen i livet?
Alle mine morgener har været fyldt med anger, men pludselig havde jeg kræfter til at tage det skridt jeg inderst inde følte så nødvendigt. Jeg ville ud, hjem til mig selv. Jeg troede ikke det tog en uge, en måned, år… Jeg anede ikke hvad jeg gik ind til eller hvad der ville komme.
Men jeg holdt mig ædru. I to måneder gik jeg ædru uden støtte mens mit sind og tanker drev mig til vanvid; ville livet nogen sinde blive sjovt igen? Hvad skulle jeg sige når jeg skulle indgå i sociale sammenhænge? Var jeg nu en cola-drikker, eller var der andre veje?
Jeg klingede til mine smøger! Så var det da lidt sjovt!
Et par måneder inden at jeg erkendte at jeg måtte ud af alkoholen havde jeg mødt en kvinde. Hun havde været ædru et par år, og hendes historie havde sat spor i mig for mine tanker gik hele tiden til hende. Jeg ringede til hende. Hun kendte til et statsstøttet behandlingssted for afhængige. Hun etablerede kontakten og der startede min rejse. Behandlingen tog 6 uger, og mon ikke jeg troede at jeg var igennem det værste der. Det var jeg ikke, men bevidstheden udvider sig i små bidder, som vi mennesker nu kan rumme det, og det er godt for ellers ville vi kollapse før vi kom nogen vegne. Vi har tanker og overvejelser nok – hvis vi hele tiden vidste hvad som kom ville vi ikke turde træde ind i det. Først må vi acceptere dette; at vi lever et skridt ad gangen. Meget alkoholbehandling er baseret på at leve 24 timer af gangen. Jeg har hørt nogen fortælle at de var så fanget i trangen at de talte sekunderne. 24 sekunder af gangen. Counting, one, two, three…
Jeg havde mange tanker og uro. Jeg drømte ofte at jeg drak, og når jeg vågnede skammede jeg mig. Jeg blev ædru om vinteren, og som foråret kom gik mine tanker ofte til kølig og perlende hvidvin under skyggefyldte træer. Bare jeg spiste en chokolade med likør blev jeg fuld, så det holdt jeg hurtigt op med. I dag 4 år senere er jeg meget mindre fanget af tankerne om alkohol, men det betyder ikke at jeg nogen sinde kan få et godt forhold til det. Vender jeg mig mod et liv med alkohol vil jeg træde baglæns ind i den port som jeg tidligere måtte igennem for at opnå en større bevidsthed om hvem jeg er. At blive afhængig af noget, det være alkohol, sukker, narkotiske stoffer, sex eller magt, og derefter erkende at det fjerner en fra ens sande selv, og derefter arbejde sig ud af det, er en gave som måske ikke alle mennesker får lov at åbne – men den ligger i os alle og venter. Jeg er i dag dybt taknemmelig for hele rejsen.
Da jeg ikke var klar over hvor omfattende min proces var genoptog jeg mit studie ganske kort efter endt behandling, men jeg var tydeligvis både forvirret og angst for fremtiden, og langsomt fik jeg viklet mig godt og grundigt ind i et intellekt-misbrug der skulle vise sig at være selve kernen i min problematik – og som også til sidst gav mig nådesstødet. Dette kalder man for tørdrikkeri i AA – men man kan kalde det hvad man vil. Hovedsagen er at man kan se hvad der foregår – eller at man i det mindste bagefter er klar over hvad som hændte – så man kan gøre noget ved det. Mit sande arbejde, min sande forståelse for hvorfor jeg i så mange år havde bedøvet mig, gik faktisk først for alvor op for mig da jeg havde været ædru i 3 år, og røgfri i ét.
Jeg skal lære at turde at være i livet som den jeg er. Hver dag må jeg spørge mig selv: hvem er jeg? Jeg må reflektere og sætte spørgsmålstegn: vil jeg dette? Er mit fokus der hvor det føles sandt, eller er det der hvor jeg tror det skal være? Hvor jeg tror at andre synes det skal være?
Jeg har været bange. Det var som om at alle lag med et blev revet til side og jeg stod blottet mod hele universet. Det var som om at alt med ét pludselig stod mig klart – og at denne bevidsthed ikke var i balance med hvor min krop var. Det var døden jeg så, og jeg blev forfærdelig angst. Men det jeg ikke forstod var at jeg måtte dø, for det jeg troede jeg var, var slet ikke mig. Altså – der skulle forestå en forvandlingsproces og jeg følte bare at jeg ikke kunne klare mere. Jeg havde ladet mit liv æde mig: altid fingeren på pulsen, altid ansvarlig, altid den der rakte hånden op, tog posten, teten, råbte op…hvordan skulle jeg kunne holde op med at være alt dette? Alt dette genkendelige. Alt dette som andre så mig som. Alt det jeg identificerede mig med. Ét langt misbrug af overansvarlighed– og andre vidste præcis hvor de havde mig. Men jeg anede ikke hvor jeg var – og det forstod jeg efterhånden. Der var kun én løsning: fuldt stop og uendeligt langsomt fremad derfra.
Når vi misbruger er det et dække over hvem vi er. Ofte fordi vi ikke tør være dem vi er. Der kan være utallige årsager som kun vi selv kender. Men et er sikkert, det tager tid at slibe alle de lag af vi lagde mens vi forsøgte ikke at være os selv. Det handler ikke blot om at blive ædru, røgfri, afvænnet fra spil, narko etc. Det handler om at turde være tilstede. Ånde den sande luft. At kunne stoppe op, i stedet for at jagte lykken, og mærke at alt er ok. En dag opdagede jeg, at om jeg så skulle smide ALT ud, for jeg smed ud i over et halvt år, så var det ikke angstprovokerende for så længe jeg havde mit sande selv, så havde jeg alt jeg havde brug for. Det kan lyde absurd, for jeg har jo også et barn at forsørge, og en skabende kraft, men følelsen er oprigtig. Hvordan kan vi leve livet hvis vi ikke er i det?
Det måtte jeg spørge mig selv om. Det har taget lang tid. Jeg skriver denne note dagen inden jeg har været ædru i 4 år, og godt er år efter at jeg blev flået op med så stor voldsomhed at mit legeme sank sammen. En livsproces har kun én kerne, og der vil vi altid befinde os, men der er etaper og min seneste etape tog et år. Jeg har pevet og grædt og krummet mig sammen, og jeg har foldet mig ud og åbnet mine arme mod himlen. Jeg suger og lærer og forstår – og holder op med at forstå! Jeg er tilstede. Jeg træder ved siden af, jeg vågner op igen.
Helbredelse skal være langsommelig, kraftfuld og erkendende. Helbredelse er at se ind, virkelig at turde se hvem vi er, uden identifikation med ting og andre mennesker, men også at søge støtte hos mennesker hvor vi netop føler at vi kan være dem vi er – eller i hvert fald hvor vi fornemmer at den anden kan fremme den vi er. Jeg har indset, at det som kommer til os skal vi tage imod med kyshånd. Alt er åbninger, også situationer hvor vi er opdraget til at skamme os eller føle skyld. Også situationer som nogen betegner som umulige livsforhold. Lad aldrig nogen fortælle dig at du ikke har en chance. At du har færre muligheder fordi du har haft det liv du har. Lev heller ikke op til ideer om at du skal være noget særligt på grund af dette. Masser af mennesker kommer aldrig til erkendelsens punkt – hvad enten de har den ene eller anden opdragelse – men dem som formår at bruge deres vilkår, som porte til at træde nærmere sig selv, vil opleve en usædvanlig forandring. Husk blot at det ikke er vigtigt hvor usædvanlig den er – det vigtige er at du kommer hjem til dig selv igen.
Du vil indse at livet er i dig, og at det ikke er dig der er i livet. Du bliver hel, men det betyder ikke at du ikke fortsat møder udfordringer. Du ser dig selv, men det betyder ikke altid at andre kan se dig. Du bliver rystet over virkelighedens gru, men til gengæld genkender du dig selv igen og igen. Har du dig selv med kan du gå igennem alt – også døden. Og du behøver ikke mere at finde på metoder til at gemme dig. Du behøver ikke mere drukne dig for bagefter at leve i en verden af skam. Du behøver kun én ting – at stoppe op og spørge dig selv: hvem er jeg?
Du er skabt præcis som du skal være skabt. Så snart vi forsøger at gå imod dette vil vi blive mødt af mure igen og igen, men når vi falder ind i vores kerne vil vi opleve at modstand ikke er vejen frem. Så falder vi i hak med livet.
Tags: bevidsthed, døden, forvandling, fred, helbredelse, ædruelighed
Tulipanerne har strukket sig lange. Fra vasens kant flugter de i vidunderlige buer mod tastaturet. Som et bevis på livets forgængelighed vækker de mig hele tiden med deres larmende nærvær i min øjenkrog. At være, hvisker de. Jeg er ikke min fortid. Til helvede med at nogen synes at jeg er dygtig, eller at det er flot, at jeg kom hertil på trods. Ærlig talt, jeg er ikke den mælkebøtte du vil gøre mig til – og du har ikke bestilt den menu jeg serverer, men kan der være en chance for at vi selv har været deltagende i skabelsen af disse spejlinger?
Når bladene falder af, om lidt, og jeg nænsomt bukker stænglerne sammen så de kan være i skraldespanden, så forstår jeg at vi ikke er dem vi var, men at vi var dem vi er.
På en måde kan vi sige, at den kerne som vi finder, i nuet, ikke er mere eller mindre end det som altid vil være: vores allerinderste, dybeste, og mest vidunderlige lysende rum. Et rum der konstant udvider sig. Når jeg har bragt det ind fra erindringens hjørne, som jeg i årevis er blevet ved at vende tilbage til, og lader det folde sig ud, præcis som det er, så finder det sin hylde i rummet og jeg er befriet. Det er den smukkeste død; tidens død.
Tags: døden, erkendelse, kortprosa
Det dér er ikke en historie, sagde hun, kom nu, fortæl nu en rigtig en. Du skal fortælle den så jeg kan kravle helt ind i den. Ligesom du gjorde dengang da jeg overgav mig til det hele og kunne flyde med og banke på døre midt om natten. Dengang alt blev tituleret som tilfældigt og vi derfor ikke behøvede at tage ansvar for noget. Kan du huske det? Husker du hvordan vi sad på Månen eller gik og hev foråret HELT ned i lungerne oppe på volden? De spidse støvler med spænderne og uundvigelige mjav-øjne på alle køn. Højt hår og læderjakker med skarpe vendinger. Erindrer du hvilken vidunderlig bed[r]øvelse der lå i alt vi gjorde. Fordi vi bare gjorde det. Kastede os ind i biler og kørte til Mindegade. Til Berlin. Det konstante sus af hele tiden at skulle noget andet. Hele tiden væk fra det udefinerede. Vi indtog verden uden at ville den. Vi åd den og kastede den op. Vrængede af den mens vi pegede med vores sortlakerede negle på den. Sparkede den i røven med de sylespidse. Fuck dig verden, sagde vi og anede slet ikke vores egen eksistens eller andel af noget som helst. Vi kyssede og ragede og troede vi elskede, men når alt var forbi startede vi bare forfra igen. På den måde kunne der gå mange år, og på den måde går der mange år for mange mennesker hele tiden.
Tags: kortprosa
Med et mavepust blev jeg kastet ud i intetheden. Scenariet var vanvittigt: aflevér nøglen og gå din vej.
Så stod jeg der på den hårde trappe og kiggede til venstre, højre, venstre og håbede på ikke at blive tromlet ned af endnu et bagholdsangreb. Dem kom der selvfølgelig masser af i tiden fremover, men jeg fik en blid start hos de kære som venligt samlede resterne af mig op.
De bragte mig til Frederiksberg, og så boede jeg dér på sofaen, og min rotte boede i suppeterrinen. Selvom mormor havde en utrolig evne til ikke at være fordomsfuld over for noget eller nogen, så må det alligevel have krævet en smule mod fra hendes side med den rotte.
Hver morgen, i omtrent 3 måneder, kørte morfar mig til Valby station hvor jeg entrede toget til Roskilde for at bevise at jeg kunne fastholde min pligt til folkeskoleundervisningen. Jeg har nærmest ingen erindring om hvad jeg egentlig foretog mig derhenne i denne periode, men disse morgener hvor jeg blev kørt og sat af: den kærlighed, det overskud de havde, det glemmer jeg aldrig.
Året inden, i 1986, blev Høje Tåstrup station indviet. Jeg var på én gang draget og frastødt af dette postmodernistiske inferno der funklende blinkede ind til mig gennem regionaltogets gamle slidte og ridsede ruder: kom og mærk min kølige facade skreg den til mig. Kom og mærk døden, skreg Strunge der også dette år blev indviet – til netop døden.
Jeg begyndte at gøre holdt i denne metalby. Så gik jeg i City2 og sad i deres cafeteria med rødternet dug og røg cigaretter og skrev digte. Måske havde jeg også råd til at købe en sodavand, det husker jeg ikke. Bagefter skrev jeg digtene ind på morfars elektriske skrivemaskine hjemme i stuen hvor alt ellers var alt andet end metal. Jeg fik vist senere fingrene i en lille manuel skrivemaskine, i hvert fald har jeg maskinskrevne digte henover 87 og hele 88.
I tiden efter Frederiksberg, hvor jeg blev kastet rundt og ingen ville slippe mig, men alligevel havde de sluppet for længst, flygtede jeg til tider til dette golde ingenmandsland, og mine skriv bærer tydeligt præg af min hedengangne kærestes introduktion til Søren Ulrik Thomsens digte.
Og det var fandme menneskelig eksklusion dengang. Det var skærende stål og total ensomhed, alene alene alene, mens verden gled forbi dig og du ikke anede om du ville deltage i den eller ej.
Betonklodserne vælter ind over dig
i et opstød af velvære
Neonlyset drives videre gennem dine øjne
sejlendeCacaoens overflødige bundskrav
er den eneste synd af dine efterladenskaber
-oktober 1988
At læse 20 år baglæns giver mig en bizar fornemmelse både af navlestrengskapning og fuldstændig forbundethed med personen bag. Jeg kender hende godt, hun har sådan en lille lomme inden i mig hvor hun sidder og har det ok nu.
Jeg kan huske da jeg gik på daghøjskole nede på Havnegade, og Poul Borum boede lige inde ved siden af. Det kan ikke være lang tid inden hans død. Jeg ved ikke om han lod døren stå på klem med vilje eller om det bare har været tilfældigheder, men jeg husker små glimt derindefra og det emmede af liv.Og jeg husker når jeg stødte ind i Dan Turèll på Vesterbro, og må glædes over at jeg nåede at se ham live, altså live optrædende, for han var bare så lonely når han gik dér med hatten. Han døde på morfars fødselsdag og jeg drak mig fra sans og samling. Han var min helt og jeg åndede, som så mange, igennem hans forfatterskab. Og Søren Ulrik Thomsen da jeg blev inviteret med på en eller anden højskole til et foredrag. City Slang til hudløshed og kærlighed – væk væk. Og Pernille Tønnesen der lærte fra sig på Borups og synes jeg var skarp. I lige måde og tak. Og Vagn Remme, det unge friske skud der forelskede sig i fortidens veninde, og som signerede Øresundsvej til mig med ønsket om håb og glæde fremover – og en mand! Tak vi afventer stadig toget. Og F.P.Jac der pludselig sad i lokalbanen på vej til vores sommerdestination og så både meget rolig og meget ædru ud.
Genfødt gennem det dybe hav samler disse erindringer sig nu som én enkel vidunderlig bølge som jeg kan ride på hele vejen hjem igen. Tak.
Tags: helbredelse, kortprosa
Metafor. Livet er kapitler. Som en forfatter i bevægelse vil de tidlige skriv hurtigt ligge og støve sig til i kælderen – for ‘der er jeg ikke mere’.
Når der er kapitler hvor ordene ikke huskes, hvor det hele er en tåge som noget der ligger liiige yderst på tungen men alligevel ikke helt kan bevidstgøres og fattes, så er det svært at afrunde dette kapitel. Og for at noget nyt kan åbenbares, så må noget andet nødvendigvis afsluttes.
Vi kender det fra vores oprydninger i skabe og kældre – men det kan virkelig blive meget konkret.
En del af den undersøgelse som TABUKA lavede for og med tidligere anbragte børn fortæller mange historier som er genkendelige.
For det første er det tilsyneladende stadig et kæmpe tabu at vokse op på institution eller i plejefamilie. Jeg møder næsten aldrig nogen som fortæller at de er opvokset sådan, men jeg ved vi er en del. Måske er det derfor at jeg aldrig har kunne finde nogen – og aldrig selv er blevet fundet af nogen – fra dengang. Til nu.
For det andet er det for mange således, at når du skal videre ud i det virkelige liv som17-18årig, så står du bare fuldstændig alene. Måske med lidt fotos fra nogen enkelte begivenheder – men sandsynligheden for at du mister dem over din kommende årrække er ret stor. Mange flytter, på flere planer, forvirrede rundt på må og få i mange år efter. Der står 137 kr på din børneopsparing mens andre knalder penge af på små andelslejligheder og rejser. Det nærmeste du har set er Bogø og Prag;-)
Jeg er fuldstændig afklaret med alt det her. Det har jeg været i mange år. Jeg føler ikke at jeg er et offer på grund af det – tværtigmod ser jeg det som den fineste gave jeg kunne få. Det har formet mig og har helt sikkert været med til at jeg kunne nå en meget høj form for bevidsthed i livet. Jeg ville ikke være foruden og jeg mener det helt rent.
Det var som det var, men havde jeg været pædagog i huset, så ville jeg være nødt til at foretage en gennemgribende og uforfalsket gennemgang af min faglighed for ikke at gentage i fremtiden. Det har været et tilbagevendende dilemma at være uddannet på området og samtidig selv være tidligere anbragt. På mange måder tror jeg at det er det som de unge har brug for, voksne der genkender – derfor også skabelsen af TABUKA – men det kan være svært fordi du kommer i klemme som fagperson da det ikke er så velset at tage de unges parti, og det er faktisk den magtkamp som jeg fornemmer kan opstå. En kamp som vil fjerne fokus og derfor ikke min kamp.
Tanken om at man ikke skal involvere sig så meget, for så bliver det ikke så hårdt for den unge senere, er så idiotisk at det er ufatteligt at den har kunne overleve i et pædagogisk miljø. En weekend med en primær pædagog, eller et ægte kram og en sand indsigt og åbenhed for den unges interesser, kan faktisk være det som får en betydning for følelsen af sammenhæng senere i livet. Det hele ligger ikke (kun) gemt i en kontinuerlig hverdag eller grænsesætninger. Hvis ikke man som teenager har oplevet en lille smule succes i forhold til oplevelsen af sammenhæng, mening, så kan det fandme blive svært senere hen at genkende den når den opstår.
Next.
Tags: blogging, helbredelse, tilbageblik, ungdomspension
Vi har tændt lys. Som jeg kan se det er vi de eneste i området – jeg mindes Mariendalsvej hvor mormor altid satte lys. Hun kunne fortælle historier om faldskærme der faldt ned, i Jylland, og hvordan de brugte stoffet til fx konfirmationskjoler. Min mormor var et af de fineste mennesker jeg nogen sinde har mødt i mit liv.
Tags: 4.maj
Voldsom nat med chokfølelse i kroppen. Nogen i huset kom meget sent hjem og væggene førte deres råb og ballade ind til mig. Jeg indså at mine gamle skader – vold, ballade, blod og skrig og rædsel – i disse dage er lige under huden, helt tæt på hjertet, trods en dyb accept og mange års bearbejdning. Jeg vågnede med sådan en dyb sitren at jeg ikke, med mine dybe åndedrag, kunne falde til ro igen. Selv bittesmå lyde og dufte i natten blev som kæmpestore udrykningsfartøjer henover, ind igennem, min sjæl og legeme.
Stod op og lavede kamille/lavendel te, tog to valerina nat og to Iprener. Efter 1½ times tid kom der ro på kroppen og jeg faldt i søvn – helt til vi vågnede med solen halvni. Taknemmelighed over at det ikke var tidligere.
Er nu supersart indeni og alt skal foregå meget langsomt.
Har været ude et smut efter pakke på posthuset. En hjertepakke. Tak JM.
Han er tre gange større end mig. Hans fingre er hele tiden oppe i mit hår og alt for tæt på mit ansigt. Jeg kan mærke hans ånde der får det til at vende sig i mig. En skarp lugt blandet med en kraftig tobaksrøg – hvor gammel er du så lille skat? 10 år, siger jeg så højt jeg kan med min spinkle stemme, imens mine øjne flakker efter min mor der sidder et eller andet sted i lokalet med ryggen til. Jeg er bange for ham.
Den lille bodega, Hos Dorthe, i Roskilde er ligesom alle andre bodegaer; det er 1983 og væggene driver af nikotin. Det hele er sovset ind i en gullig farve; møbler, lamper, ja selv menneskene. Og jeg er overladt til mig selv. Nogen gange er min søster med. Hun er 8 år yngre. Kan vel næppe have den store erindring. På et tidspunkt leger vi ude i sådan en lille baggård. Ikke noget græs, bare asfalt. Jeg kører med hende i klapvognen. Vi er helt alene. Pludselig vælter hun forover og falder ud og slår hovedet.
Først som voksen indser jeg at jeg ikke kan tage æren for situationen. Sjovt som jeg altid fik dårlig samvittighed over det som de voksne skulle stå til ansvar for. Det var de ord de sagde. Det var den benægtelse hele tiden; årh Johannes, jaja, han er en gammel knag, men han er god nok – han gav dig jo også til en pose slik ikke. Som om det overhovedet fjernede den lammende angst for personen og hans tydelige utilregnelighed. Fulde mennesker manipulerer med deres omgivelser, og børn er lette ofre. Så kan fulderikken narre sig selv til at tro at han er verdens bedste fætter fordi han har ofret en skilling på et lyshåret barn hvis mor han egentlig bare vil i bukserne på.
Adr for fanden. Selv da jeg som voksen drak kunne jeg blive helt lammet hvis fulde folk overskred mine grænser og begyndte at manipulere. Nu er jeg blevet bedre til ikke at lade mig dreje rundt med, og de skal ikke rage mit barn i håret! Og hvis de gør sidder jeg ikke med ryggen til men rejser mig som dragen Katla! Så skal de få ånde!
I dag kan man på dr1 nyheder læse at børn faktisk frygter fulde folk mere end de frygter (tanken om) krig og andre grusomheder. Og det forstår jeg godt, for fulde folk er meget intimiderende, og hvis der samtidig er fravær af omsorgspersoner kan det sætte spor langt ud i fremtiden!
Husk det!!
Der kom så mange kommentarer til mit tidligere skriv om at smide gammelt gods ud, så nu vil jeg skrive lidt mere om hvordan jeg oplever at jeg fik, og får, hul på bylden – og hvilke mekanismer der, måske, ligger bag dette at leve (med) sine følelser inde i materielle ting.
Min erfaring er at det er et mangeårigt arbejde at nå til en fornemmelse af at eje det der er nødvendigt at eje. Små skridt. Da jeg begyndte (sådan for alvor) for 3 år siden, så synes jeg virkelig at jeg smed meget ud og jeg havde det helt pragtfuldt bagefter. I dag har jeg smidt 100 gange så meget ud. Jeg tror det er en proces som man skal være parat til, men man skal også prøve at overskride sine grænser en lille smule så man får hul.
Et eksempel: Jeg rydder op i køkkenet og støder på utallige smådimser som har været min mors. Fx en nøddeknækker som er ret speciel og som minder meget om hende. Men den var ikke særlig funktionel – bare mest…speciel. Og jeg tror den kunne blive ret flot hvis jeg pudsede den op med noget cromcremenoget, men nu har den ligget i skabet i en pose i mange år. Nogen gange er jeg stødt på den og så har jeg stået og kigget lidt på den og så lagt den i en ny pose i et andet hjørne i et andet skab.
Så er det jeg tænker at min mor nok har fået den af et menneske som betød noget helt særligt for hende, og at hun derfor selv beholdt den til det sidste. Men jeg ved ikke hvem det er. Selvom den minder mig om hende så er det stadig hendes følelser i tingen som jeg bevarer – og det får mig til at tænke på hvor længe dét så skal gå i arv! Skal Thore så engang stå med den nøddeknækker og det dilemma også? Gu skal han ej. Havde den fundet sin plads, og kom den frem i lyset hver jul når vi skulle knække nødder, så var det en anden snak, men det gør den ikke.
Jeg beholder ting fordi de har betydet noget for nogen en gang – men hvis det ikke er ting der kan blive integreret i mit liv (som fx mormors dejfad som jeg er så lykkelig for) hvorfor fanden skal de så være i mit liv?? Hvad skal jeg bruge det til at jeg går og holder på noget som ikke følelsesmæssigt er blevet mit?
Fordi jeg også altid har været klunser (leve genbrugsguld), så har jeg, ud over det arvede gods, også samlet virkelig mange (gode) ting. Noget er blevet direkte integreret og har fået et godt liv her. Og så er det jo fremragende! Hold kæft hvor smider folk meget ud som virker – og som er meget mere lækkert end det man kan købe fra nyt.
Men der er også en masse hvor jeg har tænkt; wow, det her kan man bruge hvis man nu skal ditten, og det her hvis man nu skal datten. Dét har jeg gjort meget. Og pludselig har jeg 3 fukssvanse, 7 hammere, 2 vaterpas (af de lange), 2 70′er sodavandsmaskiner (desværre – den ene ér givet væk), 3 sofaborde, 5 saftevandskander, 4 kommoder, en million drikkeglas etc etc.
Og når man nu lissom ikke har banket den der genbrugsbiks op endnu. Og heller ikke lige har overskud til at tage på loppemarked – ja så bliver det altså ret vildt til sidst.
Og det er blevet sådan et narrativ for mig, en del af min identitet, som er blevet tykkere og tykkere. Jeg har altid været hende der lever med virkelig mange ting. Men også hende som er helt vild god til at gøre de vildeste kup – og som er helt utrolig fantastisk til at indrette og rokere rundt når der kommer nyt gods ind i hjemmet. Og det er jo altid lækkert med lidt opmærksomhed – men der er sekvenser jeg må omskrive i det kapitel hvis jeg skal blive bedre til at mærke mig selv og den virkelige verden.
Jeg har det virkelig sådan at jeg slet ikke kan holde ud at have alt det dér liggende – den der fornemmelse af at jeg bygger mit liv op omkring ting som jeg måske for brug for i morgen. Det er langt fra tanken om at leve ligenuogher. Det planter mine følelser hvor de slet ikke skal gro, og jeg ved at jeg kan komme endnu dybere.
Tags: helbredelse, klunseri, oprydning
Jeg ringede i går og fik bekræftet hvad jeg allerede havde regnet ud – men jeg fik også historien om hvordan hun døde, og, ikke mindst, hvor hun er lagt i jorden.
Det er jeg dybt taknemmelig for. Nu kan jeg sige farvel. På en dag hvor solen skinner. Ikke i gråvejr.
Hun døde af en hjerneblødning. Samme historie som med min mor – bortset fra at denne kvinde ikke havde nogen umiddelbare livsstilssygdomme. Det har provokeret mig lidt siden – jeg får faktisk lidt dødsangst af det. Jeg kan ikke lide det der med at det kan slå ned uden at man ved det er på vej – og uden at ens pårørende er forvarslet.
Det er noget andet med mennesker der lever deres liv så vi godt ved der er en risiko. Eller når kroppen af naturlig vej ældes, men det der KAPOW ud af det blå når man er et menneske i udvikling der passer på sig selv. Der er ingen forsikring og det ved jeg selvfølgelig godt.
Det kan ske for os alle, men det gibber alligevel når det kommer så tæt på.
Tags: døden
Jeg har til aften fået en lammende nyhed. Jeg troede at et bankafslag var dagens lavpunkt, men det har ingen sammenligning.
For godt tre år siden, hvor jeg besluttede mig for at gøre op med det liv jeg levede, tog jeg kontakt til et helt unikt og fantastisk menneske. Jeg vidste ikke hun var fantastisk på forhånd, men jeg valgte at gå direkte til kernen, og kontaktede den pædagogiske konsulent i vores område. Det gjorde jeg for at få støtte til mit barn samtidig med min egen proces.
Denne person blev ikke blot mit barns advokat i enhver henseende. Hun blev også min.Hun var noget helt særligt, også for andre familier, men vi havde et særligt bånd. Hun mindede mig om min mormor. Meget. Og hun tog også rollen. Hun havde overskud til det samtidig med at hun passede på sig selv. Det har jeg lært meget af.
Udover det arbejde der skulle gøres hvor hun rådede min søns institution i en bedre tilgang til ham, så vejledte hun også mig. Vi har haft meget lange og nære mailudvekslinger. Vores roller var som sagt helt klare – hun var den vise, og jeg var lærlingen. Men hun skubbede mig. Hun var ydmyg og elskværdig. Selv i den seneste mailudveksling vi havde fik hun lige smidt nogen ord og begreber som jeg kunne tage med mig, både personligt og fagligt.
Hun bad om at læse mit bachelorprojekt. Og hun kaldte mig mange gange ‘min pige’ i telefonen når vi talte sammen. Hun var ikke en person der bare sagde sådan. Det vidste jeg godt.
—-
Jeg kunne ikke forstå hvorfor hun ikke vendte tilbage med et svar på min seneste mail og fremsendelse af BA-projektet. Jeg skrev igen, for hun svigtede aldrig, og jeg tænkte at der var gået noget galt med min afsendelse. Jeg vidste at hun ville have ’svarer’ på mailen, eller at hun ville have fortalt mig at hun skulle på ferie hvis det var tilfældet.
Så vejrede jeg det. Jeg tænkte det. Dér, lige over jul, hvor jeg ikke hørte fra hende; jeg tænkte: måske er hun død. Måske er hun blevet kørt ned. Hun lignede ikke et menneske med livsstilssygdomme…jeg havde aldrig overvejet at hun var en der ville forsvinde lige rundt om hjørnet. Men dér tænkte jeg det.
Og til aften fik jeg det bekræftet. Da jeg nævnte for veninden at jeg ikke kunne forstå at jeg ikke havde hørt fra hende, så sagde hun ‘jamen det er da ikke den konsulent der er død, er det?
Æd lige den råt! Så bliver man helt lam. I tanke. I sjæl. I krop.
Veninden kender ikke navnet på den døde konsulent, men jeg er ikke i tvivl. Selvfølgelig er det hende. Jeg vidste det jo allerede da jeg ikke fik svar. Og måske er det derfor jeg ikke spurgte til hende da jeg for kort tid siden var i kontakt med Matthæusgades børn og unge -afdeling.
Det er lige nu ubærligt. Jeg har ikke haft mulighed for at sige farvel. I morgen bliver jeg nødt til at gøre de nødvendige opkald så jeg kan få det bekræftet, og så ellers håbe at en venlig sjæl forstår mit behov for at sige farvel. Jeg håber så inderligt at nogen vil fortælle mig hvor hun ligger…for nu fik jeg ikke givet hende de blomster som jeg vidste hun skulle have når jeg følte at jeg var kommet dertil hvor jeg skulle slippe hende selv.
Og nu slap hun mig i stedet. Det er helt forkert er det! Jeg er træt af at mine ‘mødre’ dør!
Men jeg ved også at denne kvinde efterlader sig en dyb sorg mange steder. Hun var af sådan en karat at jeg ved at hun har rørt ved alle i hendes nærvær.
Var det ikke for hende havde jeg ikke haft en frænde i det regi der slår så mange ihjel. Så var jeg blevet dømt i stedet for at blive respekteret.
Det er umuligt rigtigt at forklare hvilken rolle hun har spillet i mit liv… men heldigvis fik jeg sagt det til hende op til flere gange. Og jeg glæder mig over at jeg er et menneske der tør sætte ord på. Det havde virkelig været endnu mere ubærligt hvis jeg aldrig havde fået fortalt hende hvor fantastisk hun var…
Hende vil jeg aldrig glemme.
Flyv frit I.M.J.
Vi ses.
Tags: døden
Da jeg stod på Nørreport og ventede på toget hjem, så kiggede jeg op og så direkte ind i et lille sort og rundt klistermærke som sad på uret over mig. Der stod:
Shooting
Star
I går var det 5 år siden mor døde. Vi spillede Shooting Star til bisættelsen.
Det regnede helt afsindigt husker jeg.
Der var Christiania.
Og solen.
Vi lagde ud i infoboden hvor Søn endelig fik en hættebluse – ikke den gængse med de 3 gule prikker, men en hvor der står ‘Human Rights’ på. Han ser stangdejlig ud i den. Et helt genialt valg fra hans side – samt bolcherne!
På Pladsen fandt vi Islændingen i sin bod. Det var rart. Som at være hjemme igen. Han har altid lagt rum til når mit lokum bragte. Hvor ofte har jeg ikke siddet i hans smukke hus på Børneengen, og nydt duften af røgelse og brændeovn! Thore fik lov at vælge et Christiania-armbånd, og jeg fik en pakke røgelse. Jeg fik takket ham, fordi jeg aldrig rigtig synes jeg har fået gjort det før. Han er så sjældent hjemme når vi endelig kommer derud. Lever halvdelen af tiden i Ghana.
Så gik vi på rundtur – forbi Sunshine hvor vi købte os en muffin. Ned gennem gaden, over Månen, og hen til indkøberen hvor vi fik saft og smøger og rosiner. Og så pusterum ved legepladsen overfor. Thore i leg. Jeg med min flaske Gingerbrus hvor jeg faldt i snak med en fyr der også bare sad. Han snakkede om penge – alle de penge der kunne komme ud af staden. Alle de mennesker der står overfor at få eroderet deres liv.
Man må beherske sig for ikke at græde. Jeg kan ikke bære det, hvis ikke det får lov at bestå. Det er en sindsyg parodi – de statuerer eksempler for tiden. Jeg har det sådan, at kan de få dette fristed ned med nakken, så er vi alle prisgivet. Så er der ikke mere tilbage. Hvis de virkelig tør dét, så bliver der krig.
Jeg lever med lukkede øjne – jeg vil ikke tro på det.
Bagefter gik vi den lange tur ned gennem grisestigen, forbi hestene og ned på Børneengen til Børnehusets legeplads. Med udsigt til Islændingens smukke hus. Jeg elsker det hus. Det er indbegrebet af frihed for mig. Dér jeg kunne være. I fred fra den stormende verden udenfor. Nu kan ingen af dem være i fred mere… Under den overnaturlige skønhed som Christiania rummer, der ligger en fare. Vi kan alle mærke det. Og alle kommer for at se det for sidste gang – det ligger bare i luften; om lidt blir’ her stille….
Op ad volden. Det overdådige syn der møder én når man har mast sig op af den stejle skråning. Det lille skib, nogen har bygget som symbol på håbet, ligger midt i søen og lader sig tage af sin skæbne. Se mor, siger barnet, det har Christianiaflag på! Hvor det dog er stort, tænker han. Jeg kan fornemme at han pludselig forstår hvor stort området er herude. Selv heroppe på toppen er der lutter skæve boliger at øjne – også på den anden side af vandet. Hvis jeg kunne, så ville jeg fjerne det der store hus, siger han, og peger mod den rædselsfulde bygning i det fjerne som, i den retning, er det eneste bevis på at der er en verden udenfor denne vi nu er en del af. Han er lykkelig. Han føler og erkender friheden.
Ned ad skrænten igen – ned langs vandet og de fantastiske huse – dem der bliver jævnet med jorden med store ulækre bulldozere hvis beboerne ikke selv gør det. Det er svært at forstå så åbent det stadig er – dette med at der ingen grænser er. Træd ind, men træd varsomt. Åbne vinduer, åbne døre. Haver uden indhegning så man får lov at tænke selv – i stedet for pigtråd og hængelåse; du må godt gå ind – men vær ydmyg.
Op ad skrænten. Op på stien. Turen på volden nærmer sig sin afslutning – vi støder ind i Nemoland, og tager den brede trætrappe ned mod Gaden igen. Lader blikket glide ind i Grønlænderhuset hvor umiskendelig inuitmusik fylder rummet.
Fra Operaen flyder blues – jeg tilbyder Søn at komme op og lure – men han har øje for noget andet.
Runder Sunshine for mere kage. Et smut ned mod Grå Hal, men stormødet er forbi – og det er ok. Nogen spiller hackeysack, andre sidder bare og sidder. Hvor mange, af dem vi ser, bor egentlig herude? De fleste er på visit. Kommer måske hver dag. Lever her som jeg gjorde engang – bare uden reel adresse. Her er så grønt. Kan slet ikke mærke efteråret. Græsset er langt, tykt og frodigt – det er en anden tid. Det er en anden ånd!
Tilbage til Carl Madsens Plads igen – et sidste ‘hello’ og ‘take care’ og ‘please come to my house and look for me next time’ – og vi er på vej ud i det andet liv igen. En gøgler fanger os med sine farverige bolde som han med ynde jonglerer med – vi står bare og kigger. Vil ikke rigtig videre. Men så ankommer et par syrehoveder, og det er blevet nogen andres tur til at feste.
Fra Loppen flyder også blues – det er et passende lydtema til tyngden af følelserne lige nu. Søn begynder at lave gakkede dansebevægelser. Jeg tror godt jeg vil op og høre musik nu mor, siger han.
Men det er for sent. Vi gakker videre forbi. Lige til vi støder på den anden verden hvor vi pludselig må rette vores sanser mod at ’se til højre, se til venstre…’ Det falder os svært, og vi snakker om forskellen. Vi snakker om, at livet udenfor godt kan være smukt, men at det bliver grimt hvis ikke man kan træde ind i dets sande skønhed ind i mellem.
Tags: christiania, frirum
…en (forholdsvis) ung kvinde. Hun var så lykkelig i sin indsigt, der fulgte med i det øjeblik hun forstod at hun var med barn. Meget af fortidens swingen sig i lysekroner, og dansen på borde, holdt hun øjeblikkeligt inde med – ja selv cigaretterne skar hun ned på. Kun en enkelt gang mens barnet var ganske spæd begik hun rovdrift på en flaske rødvin. Da var hendes søn blot omtrent 10 dage gammel, og hun havde netop mistet sin mormor. Efter begravelsen drak hun sig sønder og sammen i sin sorg – og barnet fik flaske i stedet for det tunge fyldte bryst.
Det var godt hun var lykkelig. For sit barn altså. Der var ikke rigtig andet at være lykkelig for. Verden stod stille udenfor.
Der gik hun rundt i halvandet år. Og synes hun klarede det rimeligt på trods af alt. Hun gik aldrig i byen, og oplevede derfor ikke rigtig de udsving hun tidligere udsatte sig selv for. Alle de broer hun altid brændte. Alle de mennesker hun kom i konflikt med. Og sig selv. Alt det der altid gik tabt.
Nu synes hun sådan set at det var rimeligt at hun fik sig et glas vin i ny og næ. Hun kom jo aldrig ud – og hun havde da lov at pleje sig selv lidt. Det faldt både hun selv og alle andre for. Hvem kunne benægte denne kvinde noget – hende som sad dér i al sin ynkelighed? På 5. sal med toilet på gangen – og en sørgende morfar lige nedenunder? Taknemmelig var hun over at have tag over hovedet – men alt duftede af mormor. Alt fortalte hende hele tiden at hun ikke var der mere.
Det var virkelig ok at hun drak sig noget vin! Og når hun slæbte alt vasketøjet, og baby, ned på Godthåbsvej på vaskeriet, så kunne hun bagefter, når barnet sov til middag, lige stille ham udenfor caféen ved vinduet. Så kunne hun sidde der og holde øje med ham mens hun drak sin stille kølige perlende hvidvin som hun jo trængte så ganske forfærdeligt til.
Men det var jo helt ok – det var jo hårdt at være hende…og hun levede på alle de ting hun ikke mere indlod sig på. Så så det hele ok ud. Altså – så så det ok ud at hun drak. Når hun nu ikke mere rendte rundt og var til fare for sig selv. For det var hun naturligvis ikke mere – det er tydeligt. Hun havde fuld kontrol.
Pludselig en dag, efter nogen år, så begyndte hun at blive dårlig. Nu begyndte hun også at komme i byen ind i mellem. Så drak hun som før i tiden – og ragede uklar med alt og alle. Og cyklede i beruselse. Men det skete dog så sjældent at det stadig lignede en fremgang fra tidligere tiders fadæser.
At hun drak alene, nu en hel del oftere end tidligere, var selvfølgelig stadig ok fordi hun jo var så ensom. Det kunne enhver da forstå.
Men hun blev altså dårlig nu. På sådan en angst-agtig måde. Ikke når hun var fuld, men næste dag. Så kunne hun slet ikke rejse sig op uden at være ved at besvime. Engang blev hun så bange at hun kravlede ud i køkkenet og hældte en liter mælk lige ned i halsen – dvs., halvdelen røg ved siden af. Så rejste hun sig og gik ud på badeværelset – og blev så bange for sit eget spejlbillede, fordi hun var så hvid at hun næsten ikke var der overhovedet, at hun resolut greb bruseren og lod det iskolde vand fosse ud over sig selv, den løbne mælk og sit tøj…sit hoved…
Da begyndte hun at fornemme at noget var galt. I sine branderter sad hun og kiggede på hope.dk og læste i deres debatforum. Hun begyndte at høre de stemmer, der tilhørte mennesker der tidligere havde ytret for hende at de var ædru alkoholikere. Dem hun havde grint af – dem hun havde sine standardsvar i ærmet til. Nu hang deres ord som modne blommer i hendes sind, og hun fornam hvordan de landede som tunge slag i mellemgulvet når de slap deres tilblivelsessted.
I et halvt år gennemgik hun forstadiget til sin erkendelsesproces. Den erkendelse der slog igennem på en styg og angstfuld vintermorgen, hvor alkoholen fra aftenen før nu havde besat hendes krop i en sådan grad at der ingen vej var tilbage. Hun stod på sin bund. Det var den 29 januar 2005.
Præcis i dag har hun været ædru i 20 måneder.
(29 sep. 2006)
Tags: bevidsthed, erkendelse, ædruelighed
Tidligere troede jeg virkelig kun der var modpolerne – men nu fatter jeg at livet godt kan leves uden at stå helt ude for enden af vippen hele tiden.
Tags: bevidsthed, erkendelse
Hvad der gemte sig allerinderst? Ting og sager, siger jeg bare. Hvis nogen kunne have set det mess der foregik, så ville de have indlagt mig på stedet. Men nu er jeg så heldig at have en evne til at fremstå helt logisk og fattet i mine gerningsøjeblikke, så deeet…blev min redning?!?? Døm selv.
For mennesker der aldrig har følt sig i sine opvæksts mønstres vold vil slet ikke forstå hvad jeg prøver at udtrykke, men det er sandt; jeg var aldrig mig. Det er så stort at jeg nu oplever at kunne være mig, at jeg faktisk i dag tænkte, at det er nok at jeg får lov at vinde på dén konto. Jeg har opnået noget som jeg ikke selv fatter at jeg overhovedet kunne opnå. Det giver mig virkelig en mæthedsfølelse. Jeg er levende/skrive til kontor/mælken er sur – skrev Søren Ulrik Thomsen, sang Lars da han stadig hed Hug.
Fra nu af, mine damer og herrer, vil vi se hvor meget jeg i virkeligheden kan handle på alle mine flotte ord. For nu!, nu starter ræset igen, og lur mig om det ikke bliver en lille kamp at undertrykke den perfektionistiske autistiske stenbuk så hun fatter at lægge sin energi de korrekte steder; så hun forstår at vælge sine kampe med omhu.
Tags: bevidsthed, forvandling, ædruelighed
Lyngen er lilla. Lyngen var tør. Jeg stak mig på de stubbede strå på den grund jeg har betrådt med mine barnefødder så mange gange at jeg kender hver en sti, hver en hule, hvert et godt klatretræ. Jeg véd hvor gyvelbusken står og smælder med sine bælge i den ustandselige middagssol. Jeg kender Lyngen.
Jeg vil at Lykkens Søn også skal kende Lyngen. Jeg vil at han skal huske sin oldefar. At han skal få øje på de 5 millioner skruetrækkere i værkstedet – og buen med pilen som jeg fik til at skære igennem den vind jeg gispende slugte når jeg ramte plet midt i grantræets ru og barkede stamme.
Jeg vil at han skal løbe, løbe med vinden på stranden. At han skal se det rene rene vand der breder sig så langt øjet rækker udover den smukke sejrøbugt. At han skal mærke de fine riller i sandet, og bukke sig efter de hvideste skaller.
Seneste kommentarer