litteratur

You are currently browsing the archive for the litteratur category.

Acceptér det virkelige liv

23. januar 2010 in flerdimensionalt, litteratur, årstiderne | 2 comments

For snart 2 år siden lånte jeg, efter anbefaling, Sarah Ban Breathnachs ‘Naturlig Overflod’ på biblioteket. Det er en vidunderlig bog til daglig eftertanke. Stærke ord til hver eneste dag i året. Ord der minder os om det nære i livet, og om alle de valg og muligheder der allerede er serveret for os.Vi skal ‘bare’ lære at plukke dem.

Bogen har hæftet et grønt bånd til at lægge mellem siderne, og det var intakt på det lånte eksemplar.
Båndet var lagt ind på den 23. januar. Det var som et tegn, som det altid er når vi finder et bogmærke i en bog der har været i hænderne på en anden. Jeg blev overvældet over ordene. Det var præcis denne kærlige sang til mit hjerte, som jeg i mit liv, og især i den svære periode jeg stod i dengang, havde brug for, og stadig har brug for. Det var som om nogen havde sat et mærke, således at jeg skulle modtage det.

Senere modtog jeg bogen i gave, og i dag er det anden gang at jeg i trit med vores kalenderår kan bladre om til 23. januar og modtage budskabet, som fortsat er så stærkt og inspirerende at det kan tage pusten fra mig. Jeg vælger i dag at citere hele teksten her:

23. Januar

Acceptér det virkelige liv

Alt, hvad vi virkelig accepterer i livet, undergår en forandring. – Katherine Mansfield

At acceptere og velsigne vor situation er et kraftfuldt forvandlingsredskab. Denne stærke kombination er ligefrem en åndelig eliksir, der kan udrette mirakler i vort liv. Hvad er accept? Accept er at overgive sig til det der er: vores situation, vores følelser, vores problemer, vores økonomi, vores arbejde, vores helbred, vores forhold til andre, når vore drømme bliver forsinkede. Før vi kan ændre noget som helst i livet, er vi nødt til at indse, at sådan er det meningen det skal være lige nu. For mig er accept blevet, hvad jeg vil kalde sjælens dybe suk. Det er de lukkede øjne i bøn, måske ligefrem de stille tårer. Det er ‘godt’ som i ‘Godt, du fører an, så følger jeg efter.’ Og det er ‘godt’ som i ‘Det skal altsammen gå godt’. Det hører simpelthen med til rejsen.
I årenes løb har jeg opdaget, at en stor del af min kamp for at være tilfreds, uanset hvordan den ydre situation måtte være, er sket, når jeg stædigt har strittet imod, hvad der rent faktisk skete i mit liv i øjeblikket. Men jeg har også lært, at når jeg overgiver mig til en bestemt situations virkelighed – når jeg holder op med at stritte imod, men accepterer – er der noget i min sjæl, der bliver blødere. Pludselig er jeg i stand til at lukke op for at modtage al den godhed og overflod, der er tilgængelig for mig, fordi accept medfører en utrolig lettelse og befrielse. Det er som om modstandens damp har fået lov til at slippe ud af livets trykkoger.
Hvad sker der, når vi accepterer vores situation? Ja, først slapper vi af. Dernæst ændrer vi vor vibration, vort energimønster og pulshastighed. Atter bliver vi i stand til at tappe Universets grænseløse positive energi. Accept kaster lys over virkeligheden, så vi bedre kan se det næste trin.
Uanset hvilke omstændigheder der gør sig gældende i dit liv lige nu, acceptér dem. Natalie Goldberg tror på, at ‘Vor opgave er at sige et helligt ja til vort livs realiteter, som de eksisterer.’ Se dig omkring, og mærk hvad der foregår. Dette er mit lille køkken med det snavsede gulv, så meget vejer jeg, dette er saldoen på min checkkonto, dette er min nuværende arbejdsplads. Dette er, hvad der virkelig sker i mit liv lige nu. Det er O.K. Det er det virkelige liv.
Giv slip på kampen i dag. Giv forandringens helbredende proces lov til at begynde.

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg langsomt, men sikkert, har lært at leve efter denne lære. Det er ord vi skal være parate til at tage ind (så de ikke blot forbliver ord). Det er ord som virkelig kan forvandle os, hvis vi ønsker det, og møder dem på det rette tidspunkt. Det er helbredelse.

Helbredelse kræver vedligeholdelse, og i vores verden er det let at falde tilbage. Denne bog kan være et redskab til at fravige denne risiko. Jeg er så glad for at den er i mit hjem.

Med ønsket om en vidunderlig og skøn 23ende januar, præcis som den nu falder ud for netop dig:-)

At elske det som er

31. august 2009 in eksistens, home, litteratur | 4 comments

Jeg mærker indre by. Fra den underjordiske myretue ved Nørreport følger jeg trop med de andre fordi der ikke er andet at gøre. Det er også en øvelse; at gå i myregang uden at føle behov for at det skal gå hurtigere. Dropper man Købmagergade slipper man dog hurtigt for at skulle bruge alt for meget energi på at zigzagge mellem spøgelsesgængere og varebiler.

Nørregade er monstrøs. Det er vigtigt at huske at kigge op. Flader på flader læner sig mod himlen og hinanden. Douche. I dag skal jeg besøge en antikvarisk boghandler som har en særlig bog til mig jeg ingen andre steder kan finde. Bagefter gennem Pisserenden, de små gader som nogen også kalder Latinerkvarteret, hvor der som altid hersker en helt særlig stemning. Her findes de smukkeste menneskelige forvandlinger man kan tænke sig. Det kan være hardcore om natten, og om dagen hives stole frem på fortovet så de butiksdrivende kan modtage gæster, venner og ligesindede på fuldstændig tilbagelænet manér. Engang boede jeg herinde, midt i det hele. Midt i alle fristelserne.

Længere oppe venter Rådhuspladsen med 10eren der kan køre mig hjem igen. Ind med toget, tilbage med bussen. Og jeg når det på samme klip hvilket overrasker mig. Tid er virkelig en illusion!

Svinger ned mod Hovedbanen. Der er vrimmel, som altid. Stoffer udbydes og turister lander midt i det hele. Istedgade. Maria Kirkeplads er tom. Ved siden af læner det grå hegn sig som bevis på at naboerne fik nok af sprøjter i børnenes sandaler. Vi kan jo godt forstå det, men det er vigtigt at forståelsen når hele vejen rundt. Det er svært når vi lukker andre ude for at få det liv vi drømmer om! Mændenes Hjem med utrolig meget virak. Der er gået penge ind og alle er stivere end nystrøgede skjorter. Det er som en film i slowmotion at observere en narkoman. Nogen gange står de så foroverbøjet, i en anden verden, at de bare falder uden selv at opdage det mens det sker.

Senere Enghave Plads og Enghavevej. Ingenmandsland starter her, skulle der stå. Sydhavnen, hvor jeg lander, er stadig et, for mange, ukendt sted. Her er så meget af alt, at der ikke er en tone der står klart frem og vibrerer, og det er nok lige præcis dét som er så fantastisk ved at bo her.

Hvis I virkelig så verden i øjnene, som den er, og gav jer i kast med den, ville I finde den uendelig meget større end nogen filosofi, større end nogen bog i verden, større end nogen lære, større end nogen lærer…står der bag på min hjembragte bog, og jeg takker for denne erindring som jo er så sand.

Vi skal virkelig elske det som er.

Hellige dage

21. august 2009 in eksistens, flerdimensionalt, litteratur | 9 comments

Der er et ordsprog som siger nogenlunde sådan:

“Før oplysthed: hugge brænde og hente vand. Efter oplysthed: hugge brænde og hente vand.“

Det er let at begynde at fantasere om at oplysthed skal lede os til et punkt hvor vi ikke længere møder smerten. Hvor vi bliver små Buddhaer der kan sidde og modtage kærlighed og lotusblomster. Men så er vi ikke blevet oplyst. Så har vi fundet os en drøm at elske. Som begær. Som afhængighed. Afhængigheden af medicin, alternative behandlere, alkohol eller sex. Af andre. Forkrøblede som vi kan være i vores ubevidsthed kommer vi til at leve gennem andres liv. Og der KAN være helbredelse i at se andres forvandling – men det fordrer at vi selv er modige nok til forvandlingen på egen daglige basis. Ikke som en torsdagsorgasme når vi har hentet det nye Alt for Damerne. Alle disse drømme om hvordan det KUNNE være. Glem det! Skab det som skal være NU. Stop op og mærk efter. Hvad er det vigtigste lige nu? Der er så meget vi vil, ikke. Vi vil så gerne udrette noget så der kan stå et flot eftermægle.

Men glemmer vi at leve på daglig basis, glemmer vi vores lære når vi står i køen i Netto, eller mens vi venter på bussen, og det er snestorm, og vi har absolut glemt det rette fodtøj, så er vi endnu ikke modnet til at gå ind i det som er. Så er vi fortsat dér hvor vi lever i fremtiden, eller fortiden, eller hvor vi begynder at fordømme: hvis JEG var bestyrer af denne butik ville jeg sørge for ordentlige forhold!, eller, nej hvor jeg glæder mig til det ikke mere er vinter, eller, det er også fordi jeg blev ringet op midt mens jeg var på vej ud at jeg ikke fik de rigtige støvler på.

Men du vil altid have præcis de støvler på som du har. Er det ikke befriende at huske på! Du er der hvor du er. Men selvfølgelig! Det kan være farligt at tage ansvaret for sit eget liv – for så bliver vi nødt til at erkende at vi ikke er perfekte. Hvis vi nu i stedet sagde: Næste gang nogen ringer om morgenen, og det ikke er en akut situation, så vil jeg bede dem ringe tilbage senere for ellers ved jeg at jeg bliver forvirret og måske glemmer de ting jeg skal have med mig. Således tager vi ikke blot ansvar, men vi lærer også om os selv. Vi begynder at kunne se tingene som de er. Vi forstår, at hver eneste relation vi er i har en mening. På den måde indser vi at alt hænger sammen – og således må vi også erkende, at fordømmer vi den anden, så fordømmer vi også os selv.

I hver lille del af vores daglige liv har vi muligheden for at leve oplyst, altså at turde se hvad som er og tage ansvaret for det. Vi kan godt kalde det en hellig tilstand, for det vi i sandhed skal forstå er, at hellighed ikke er på den anden side, men i alt hvad vi rører ved.

Citatet (“Før oplysthed: hugge brænde og hente vand. Efter oplysthed: hugge brænde og hente vand.”) er fra bogen Hvad er ego?, samtaler om sindets natur, af Bo Heimann. En fin bog som stiller spørgsmål til både sognepræsten, lamaen, psykoanalytikeren, den spirituelle lærer etc.

Tanken

19. august 2009 in flerdimensionalt, litteratur | No comments

“Hvorfor er tanken blevet så vigtig i alles tilstedeværelse – tanken som er idéer, reaktionen på sammenhobede erindringer i hjernecellerne? Måske har mange af Dem ikke spurgt således før, og hvis De har spurgt har De måske sagt: ”Den er temmelig betydningsløs – det som betyder noget er følelsen.” Men jeg kan ikke se hvordan De vil adskille de to. Hvis tanken ikke gør følelsen varig, dør følelsen meget hurtigt. Altså hvorfor har tanken i vores daglige liv, i vores tyngende, kedsommelige, bange tilværelse, antaget en så overdreven betydning? Spørg Dem selv som jeg spørger mig selv – hvorfor er man en slave af tanken – den snu, kløgtige tanke som kan organisere, som kan sætte ting i gang, som har opfundet så meget, avlet så mange krige, skabt så megen frygt, så megen ængstelse, som bestandig opbygger billeder og jager sin egen hale – tanken som har haft glæde af gårsdagens nydelse og givet denne nydelse varighed i det nuværende og også i fremtiden – tanken som altid er aktiv, som altid snakker, bevæger sig, konstruerer, trækker fra og lægger til, antager?

Idéer er blevet langt vigtigere for os end handling – idéer der så kløgtigt udtrykkes i bøger af de intellektuelle indenfor ethvert område. Jo mere snedige og subtile disse idéer er, desto mere tilbeder vi dem og de bøger som indeholder dem. Vi er disse bøger, vi er disse idéer, i den grad er vi begrænsede af dem. Evig og altid diskuterer vi idéer og idealer, og på dialektisk vis fremsætter vi vore meninger. Enhver religion har sine dogmer, sin formel, sit eget stillads for at kunne nå op til guderne, og når vi efterforsker tankens begyndelse, tvivler vi på betydningen af hele dette bygværk af idéer. Vi har adskilt idéerne fra handlingen, thi idéerne hører bestandig fortiden til og handlingen er altid nu – det vil sige, livet er altid dette nu. Vi er bange for at leve og derfor er fortiden, i form af idéer, blevet så vigtig for os.“

J. Krishnamurti 1969 [Freedom from the known]

Lin Yutang og hedningen

7. august 2008 in eksistens, flerdimensionalt, litteratur | 6 comments

Da min mor døde gik en del af hendes bøger i min retning. Hun var et utroligt, uroligt, oplyst og meget bevidst væsen. Hendes kærlighed til naturen, til det udefinérbare og det æstetiske var slående når man mødte hende. Når hun slap flasken og bare var i sit liv, og accepterede at hun havde det bedst med bare at være (alene) kunne hendes utrolige kærlige og varme energi få frit løb.

Hun var medlem af flere bogklubber har jeg efterfølgende erfaret. Samlede i alle årene. Læste i alle årene. Var fra den lærde, progressive og søgende generation som jeg kender så vel – født i 1952. Måske var det også dette der var så svært håndterbart på sigt. Gjorde op med alt og alle uden måske at have nogen til at holde i hånden undervejs – og det er, alt andet lige (fx manden i bjerghulen) for de fleste nødvendigt at få lov at spejle sig, lære fra sig og blive lirket lidt ved. Jeg tror simpelthen ikke rigtig at hun oplevede at finde nogen der kunne leve helt op til det niveau hun var på. Samtidig var vejen meget lang mod at slippe misbruget – og først i tiden lige inden hun gav slip oplevede jeg en anden ro, en anden fred i hende. En ro som hendes kære nabo også havde bemærket.

Det kan synes meningsløst men var det ikke. Hun skulle have haft lov til at leve meget længere – ja gu skulle hun det kan jeg tage mig i at tænke. 49 år! Hvor mange af os er ikke meget tætte på den alder, eller har allerede passeret den! Men sådan er det ikke. Vi mennesker tror vi har patent på højere orden og kalder det navne som uretfærdighed og meningsløshed når vi ikke synes det går som vi ønsker.

Meningen var at hun skulle dø lige dér, ædru med hunden ved sin side og søndagspolitiken i hånden. jeg kan ikke forestille mig det anderledes, for det vidner om hvor hun var i livet. Derfor snød hun i den grad også alle nogen år tidligere.

En af de bøger hun efterlod til mig er Jordisk Lykke af Lin Yutang. Der er rigtig mange bøger som jeg endnu ikke har læst, og endnu flere i kælderen, og jeg anede ikke at denne skulle åbne sig for mig som den nu har gjort. Via et studie af te på nettet blev jeg ført til et nedfældet kapitel om venskab og te som en interesseret sjæl har lagt på nettet. Dette kapitel var netop taget fra Lin Yutangs Jordisk Lykke. Jeg har kigget på den titel mange gange, og den er en af dem jeg ikke har sat væk fordi den altid har talt til mig. Jeg greb den og siden har jeg læst små brudstykker i den.

Det er utroligt som denne bog taler til mig. Jeg er præcis hvor den er lige nu. Er det ikke vidunderligt som tingene åbner sig for os når vi er klar! Vi kan intet gøre for at nå dertil. Vi kan kun være nærværende nok til at modtage – det er alt det handler om.

I et af kapitlerne gennemgår Yutang sine tanker omkring hedenskab og kristendom. Han definerer ikke hedningens som værende ikke-troende. Han definerer det heller ikke som et egentligt opgør mod selve kristendommen men visse af de tidligere dogmer heri. Han skriver:

Alle kinesiske hedninger tror på Gud, og det udtryk, der hyppigst anvendes i den kinesiske litteratur som betegnelse for Gud, er chaowu, der betyder ‘tingenes (dvs.: verdens) skaber’. Der er blot den forskel, at den kinesiske hedning er ærlig nok til at forestille sig ‘verdens skaber’ som et ophøjet, af en mystisk glorie omstrålet, væsen, over for hvem han føler en slags ærefrygtfuld fromhed og ærbødighed. Og hvad der er endnu vigtigere: denne følelse er ham nok. Ligeså har han et åbent blik for universets skønhed, for det kunstneriske mesterskab, der præger hver lille enkelthed i Skaberens værk, for stjernernes mysterium, for himmelrummets vælde og for menneskesjælens værdighed. Men atter her gælder det: dette er ham nok. Han finder sig uden at kny i døden, som han uden at kny finder sig i smerte og lidelser; vægten af disse onder prøver han imod livets store gave, imod den friske brise, der stryger hen over det åbne land, og imod den klare måne oppe over bjerget – og han klager ikke. At bøje sig for himlens vilje er i hans øjne den ægte religiøse og ægte fromme livsopfattelse, som han betegner med udtrykket: ‘at leve i tao’. Hvis det er Skaberens vilje, at han skal dø, når han er halvfjerds – nuvel, så føjer han sig med glæde derefter. Han har også den tro, at ‘himlens vej altid går i rundkreds’, og at ingen her i verden ustandseligt lider uret. Og mere forlanger han ikke. – Lin Yutang

Der er helt sikkert passager som jeg vil definere som værende humoristiske i Jordisk Lykke – fx den fremskrevne forskel på mand og kvinde som findes undervejs. Det er mig muligt at se bort fra dette, ligesom jeg vil tro at Yutang selv efterfølgende flyttede sig i forhold til disse ‘holdninger’. Bogen er skrevet i 1934. Det slående er at den er spækket med læresætninger. Jeg er meget taknemmelig for at have den i mit hjem lige nu.

Tags: , , , ,

Søvnløs i Sydhavnen

3. maj 2008 in baglæns historie, eksistens, litteratur | 17 comments

Voldsom nat med chokfølelse i kroppen. Nogen i huset kom meget sent hjem og væggene førte deres råb og ballade ind til mig. Jeg indså at mine gamle skader – vold, ballade, blod og skrig og rædsel – i disse dage er lige under huden, helt tæt på hjertet, trods en dyb accept og mange års bearbejdning. Jeg vågnede med sådan en dyb sitren at jeg ikke, med mine dybe åndedrag, kunne falde til ro igen. Selv bittesmå lyde og dufte i natten blev som kæmpestore udrykningsfartøjer henover, ind igennem, min sjæl og legeme.

Stod op og lavede kamille/lavendel te, tog to valerina nat og to Iprener. Efter 1½ times tid kom der ro på kroppen og jeg faldt i søvn – helt til vi vågnede med solen halvni. Taknemmelighed over at det ikke var tidligere.

Er nu supersart indeni og alt skal foregå meget langsomt.

Har været ude et smut efter pakke på posthuset. En hjertepakke. Tak JM.

Tags: , , , , ,

Flow

22. januar 2007 in litteratur | 8 comments

Når jeg skriver bedst, så tænker jeg ikke over hvad jeg skriver. Så er jeg hvad jeg skriver!

Tags: