På indersiden af strømpen, mellem det glatte nylon og huden, løber endnu 38 års uforglemmeligheder. Bag ved afkastet ligger henkastet det frasorterede liv. De sorte kjoler bliver moderne igen, sagde hun, og slankede sig i skærsildens blanke stål. Udenfor viftede træerne sommeren af sig så det stod omkring dem.
Kategoriarkiv: natur
Ven med alle træer, buske og blomster på hele jorden
Der går en sti gennem den grønne, skinnende mark, gennem en solbeskinnet skov og ud på den anden side. Der kommer næsten ingen i skoven, som er fuld af lys og skygger. Der er meget fredeligt her, stille og afsondret. Man ser egern, og af og til et rådyr, der vejrer sky og vagtsomt, før det farer af sted. Et egern overvåger dig fra en gren, og skælder dig ud.
Skoven har sommerens velduft og en lugt af våd jord. Der er vældige træer, som er gamle og mosbegroede. De byder dig velkommen og du føler deres varme velkomst. Hver gang du sidder her og kigger op gennem grenene og bladene på den vidunderlige blå himmel, venter denne fred og velkomst på dig. Engang gik du her sammen med andre, men da var der afmålthed og tavshed. Folk lod munden løbe og var ligeglade og uopmærksomme på træernes værdighed og pragt. De havde ikke noget forhold til dem og derfor højst sandsynligt ikke noget forhold til hinanden. Forholdet mellem dig og træerne var fuldstændigt og umiddelbart. I var venner og således var du venner med alle træer, buske og blomster på hele jorden. Du var ikke der for at ødelægge, og der var fred mellem dem og dig.
-Krishnamurti
Oversættelse og redigering: Rasmus Tinning
At holde kæft [og lytte indad]
I det universelle rum, naturen, findes allerlettest oplevelsen af sammenhæng, af enhed.
Det er ikke mig, lille mig, der kigger på en eng af krokus. Nej, jeg er simpelthen denne eng af krokus. Vi er forbundne. Det er ikke tænkt, det er som sådan slet ikke en oplevelse – vi ér, og er ikke, på én og samme tid.
Jeg har opdaget, at hverdagens rene meditation netop er at kunne dette totale slip af normativ idé om, at der er afstand imellem ‘os’ og verden. Os og den anden. Os og sommeren. Os og tanken. Som da Onkel Danny skrev at isbjergene talte til ham, og at isbjergene, de sagde: hold kæft!
Således tror jeg, at det er af stor vigtighed at holde kæft ind i mellem.
Tryllerier
En blå time i åndeløs stilhed. Alt strakte sig på tæerne i benovelse over dette skift, denne pludselige forvandling.Træer klædt i bladguld og irgrøn. En fuldstændig overdådig lysfest efter de seneste ugers gråtoneleg. Vi kan gå ind i aftenens mørke med fortryllelsen i brystet. Nu.
Sommersolhverv
Solen vender så jeg kalder dens navn
kom dans en sidste dans i min favn
Hej mormor
Jeg var stille som en mus. Normalt opdager de altid hvis der er et menneske, men denne her havde ikke registreret mig. Jeg stod nogen minutter og fulgte den rundt i træet efter saftige ildrøde bær. Skovskaden er en forholdsvis sjælden fugl i byen, men på Vester Kirkegård ser jeg den jævntligt. Det er dog første gang jeg oplever den så tæt på i så lang tid – og jeg har vandret derovre i 7 år nu.
Fuglen repræsenterer min mormor. Det er hende der kommer til mig når jeg ser skovskaden. Der er ikke nogen særlig forklaring, sådan er det bare.
I fredags ville hun være blevet 78 år gammel. Hun døde få dage efter hendes første oldebarn kom til verden. Det oldebarn er min søn.
Min taknemmelighed over at hun var i mit jordiske liv kan ikke udtrykkes på skrift. Nu lever hun videre inde i mig.
Update 2012: Skovskaden er i dag en velkendt fugl på Vestre Kirkegård, hvor man ikke kan undgå at støde ind i den, og ofte oplever man den i større flokke. Fortsat sky, men ikke som før i tiden.
Året ryster sit farveflor
Anemonerne springer ud. Træet i gården er fyldt med knopper. Mennesker bliver hængt og udstillet på tv. Isflager løsriver sig.
Godmorgen Frue
I går plukkede jeg blomster
i vores lillebitte have
4 morgenfruer
som en budbringergaveNu står de og nejer
i mormors gamle vase
på hendes gamle bord
men på en anden baseJeg tænker hint
og lever hist
vinteren kommer
ganske vistMen nu er det mildt
og jeg kan endnu plukke fruer
fra den våde muld
og lige ind i mine stuer
Det forjættede land
Der var Christiania.
Og solen.
Vi lagde ud i infoboden hvor Søn endelig fik en hættebluse – ikke den gængse med de 3 gule prikker, men en hvor der står ‘Human Rights’ på. Han ser stangdejlig ud i den. Et helt genialt valg fra hans side – samt bolcherne!
På Pladsen fandt vi Islændingen i sin bod. Det var rart. Som at være hjemme igen. Han har altid lagt rum til når mit lokum stod i flammer. Hvor ofte har jeg ikke siddet i hans smukke hus på Børneengen, og nydt duften af røgelse og brændeovn. Thore fik lov at vælge et Christiania-armbånd, og jeg fik en pakke røgelse. Jeg fik takket ham, fordi jeg aldrig rigtig synes jeg har fået gjort det før. Han er så sjældent hjemme når vi endelig kommer derud. Lever halvdelen af tiden i Ghana.
Så gik vi på rundtur – forbi Sunshine hvor vi købte os en muffin. Ned gennem gaden, over Månen, og hen til indkøberen hvor vi fik saft og smøger og rosiner. Og så pusterum ved legepladsen overfor. Thore i leg. Jeg med min flaske Gingerbrus hvor jeg faldt i snak med en fyr der også bare sad. Han snakkede om penge – alle de penge der kunne komme ud af staden. Alle de mennesker der står overfor at få eroderet deres liv.
Man må beherske sig for ikke at græde. Jeg kan ikke bære det, hvis ikke det får lov at bestå. Det er en sindsyg parodi – de statuerer eksempler for tiden. Jeg har det sådan, at kan de få dette fristed ned med nakken, så er vi alle prisgivet. Så er der ikke mere tilbage. Hvis de virkelig tør dét, så bliver der krig.
Jeg lever med lukkede øjne – jeg vil ikke tro på det.
Bagefter gik vi den lange tur ned gennem grisestigen, forbi hestene og ned på Børneengen til Børnehusets legeplads. Med udsigt til Islændingens smukke hus. Jeg elsker det hus. Det er indbegrebet af frihed for mig. Dér jeg kunne være. I fred fra den stormende verden udenfor. Nu kan ingen af dem være i fred mere… Under den overnaturlige skønhed som Christiania rummer, der ligger en fare. Vi kan alle mærke det. Og alle kommer for at se det for sidste gang – det ligger bare i luften; om lidt blir’ her stille….
Op ad volden. Det overdådige syn der møder én når man har mast sig op af den stejle skråning. Det lille skib, nogen har bygget som symbol på håbet, ligger midt i søen og lader sig tage af sin skæbne. Se mor, siger barnet, det har Christianiaflag på! Hvor det dog er stort, tænker han. Jeg kan fornemme at han pludselig forstår hvor stort området er herude. Selv heroppe på toppen er der lutter skæve boliger at øjne – også på den anden side af vandet. Hvis jeg kunne, så ville jeg fjerne det der store hus, siger han, og peger mod den rædselsfulde bygning i det fjerne som, i den retning, er det eneste bevis på at der er en verden udenfor denne vi nu er en del af. Han er lykkelig. Han føler og erkender friheden.
Ned ad skrænten igen – ned langs vandet og de fantastiske huse – dem der bliver jævnet med jorden med store ulækre bulldozere hvis beboerne ikke selv gør det. Det er svært at forstå så åbent det stadig er – dette med at der ingen grænser er. Træd ind, men træd varsomt. Åbne vinduer, åbne døre. Haver uden indhegning så man får lov at tænke selv – i stedet for pigtråd og hængelåse; du må godt gå ind – men vær ydmyg.
Op ad skrænten. Op på stien. Turen på volden nærmer sig sin afslutning – vi støder ind i Nemoland, og tager den brede trætrappe ned mod Gaden igen. Lader blikket glide ind i Grønlænderhuset hvor umiskendelig inuitmusik fylder rummet.
Fra Operaen flyder blues – jeg tilbyder Søn at komme op og lure – men han har øje for noget andet.
Runder Sunshine for mere kage. Et smut ned mod Grå Hal, men stormødet er forbi – og det er ok. Nogen spiller hackeysack, andre sidder bare og sidder. Hvor mange, af dem vi ser, bor egentlig herude? De fleste er på visit. Kommer måske hver dag. Lever her som jeg gjorde engang – bare uden reel adresse. Her er så grønt. Kan slet ikke mærke efteråret. Græsset er langt, tykt og frodigt – det er en anden tid. Det er en anden ånd!
Tilbage til Carl Madsens Plads igen – et sidste ‘hello’ og ‘take care’ og ‘please come to my house and look for me next time’ – og vi er på vej ud i det andet liv igen. En gøgler fanger os med sine farverige bolde som han med ynde jonglerer med – vi står bare og kigger. Vil ikke rigtig videre. Men så ankommer et par syrehoveder, og det er blevet nogle andres tur til at feste.
Fra Loppen flyder også blues – det er et passende lydtema til tyngden af følelserne lige nu. Søn begynder at lave gakkede dansebevægelser. Jeg tror godt jeg vil op og høre musik nu mor, siger han.
Men det er for sent. Vi gakker videre forbi. Lige til vi støder på den anden verden hvor vi pludselig må rette vores sanser mod at ‘se til højre, se til venstre…’ Det falder os svært, og vi snakker om forskellen. Vi snakker om, at livet udenfor godt kan være smukt, men at det bliver grimt hvis ikke man kan træde ind i dets sande skønhed ind i mellem.
Regn
Det er alt for tidligt
og det regner.
Bind dit bånd og snør din kjole
Mit indre landskabs lys sænker sig, og jeg må gå til ro. Ikke mere til hånde. Jeg vil sove med mindet om denne dag, hvor vi stod med det ene ben i sommeren, og det andet i efteråret.
Vær hilset storm, vær hilset du stride regn. Nu kommer du. Jeg har set dine spæde skridt, der fører mig lige ind i Fimbulvinteren. Snart
Godnat min lyseste nat og dag. Bind dit bånd og snør din kjole, så du holder på varmen til vi ses igen. Så skal jeg passe på ikke at længes så smerteligt at jeg helt mister min glød.
Byen
Vandret i stenbed i Botanisk Have med Lykken Søn. Indåndet den søde, tunge og fugtige luft i væksthusene. Sommerfugle og sugemaller. Bananpalmer. Orangetræer. Liv vi slet ikke kender til. Verdensfjerne dufte.
Og så ud i byen igen bagefter. Nørreport med sin pislugt. Stanken fra gadens køretøjer. Larm og flikr for øjnene.