relationer

Jeg bevæger mig på Facebook. Det har været et interessant afsæt for mit snarlige skift fra en meget stille hverdag til et større fokus på den ydre virkelighed – for selvom Facebook ikke er et reelt møde med virkeligheden, så indeholder den meget af det larm som findes i det pulserende hverdagsliv, dog med den lille interessante mulighed der findes for at trykke på en knap hvor der står ’ignorér’: vi kan slette og udvælge vores relationer, og vi kan vælge det bedste billede fra fotomappen til at repræsentere os lige i dag. Vi kan logge ind og ud, og endda se ud som om vi er logget ud, men stadig være der. Det kan vi ikke i samme grad ude i virkeligheden, men vi kan lære, at det vi møder er der en mening med – men også at det i virkelighedens verden er ok at slette gammelt fokus, og at lade være at gå ind i alle de kontekster som vi bliver tilbudt hele tiden. At vi rent faktisk kan arbejde på at lukke ned. Dette er vigtig lære for mennesker der erfarer at de bliver fanget af kaos; af andres holdninger, synspunkter, følelser, tilstedeværelse – og fanget af vores eget egos larm; at ville have noget igen, at ville elskes, være den bedste, klogeste, hurtigste…

Vejen hjem til os selv, der hvor vi kan hvile i dem vi er, ikke dem vi tror vi skal være, er personlig og på forhånd uransagelig. Det er et slip, et frit fald, hvor vi tillader os at være frygtløse for det som skal komme. Hvor vi tror på, at så længe vi bevarer os selv, så kommer der det som skal komme. Så er det ren energi.

Til tider er det godt at skabe rum til at øve sig. Det er ikke altid at vi skal sætte os lige midt i al larmen, og gå i gang med arbejdet, selvom målet kan være at det er dér vi ønsker at ende med at kunne være. Vi kan blive så modige at vi tør tro på at vi selv er den helbredende kraft, og at vi derfor også selv vælger disse rum. Det kan være et terapeutisk rum. Et stille rum. Et meditativt rum. Et lydrum. Et rum i naturen. At bruge Facebook i en sådan sammenhæng kræver selvfølgelig bevidsthed, men det kan også være, eller blive til, et sådan rum.

Mit personlige arbejde har det sidste år bestået af at skære fra. Jeg har ikke altid fået skåret præcis til kanten, og måske røg der noget fra som jeg bagefter måtte revurdere og erkende som et tab, men alligevel acceptere som et led i processen der aldrig skal eller kan fremstå som en perfekt vej mod et perfekt mål. Men en læreproces. Langsomt måtte jeg starte, helt simpelt og materialistisk. Skabe og skuffer endevendes. Kælderrum ryddes. Og jeg måtte se på mine interesser, mine synspunkter og holdninger. Hvor lagde jeg min energi? Hvor åd det mig og hvor gav det igen? Hvor var det en identitetskasse, og hvor var jeg fri? I dag kan jeg ikke fortælle dig hvem jeg er for det er ikke vigtigt. Det der er vigtigt er at jeg er. Når jeg lægger et nyt foto på Facebook, så er det ikke mig mere. Så er det øjeblik hvor billedet blev taget allerede ovre. Jeg ved, at når jeg kigger på det foto, eller når jeg står og tager et selvportræt, så er dette mit kropsudtryk lige nu. Jeg kan styre mit udtryk, og jeg kan ønske, og forsøge at skabe, en vis udstråling, men jeg er bevidst om at det ikke som sådan repræsenterer mig til fulde. Og jeg er bevidst når der opstår et behov fra enten mig selv, eller andre, om at gøre mig til dette (selvskabte) billede.

Og her ligger øvelsen så. Øvelsen er at hvile så meget i den indre fred at vi i det virkelige møde ikke bliver set som et billede, men som et helt menneske. Hvis jeg hele tiden italesætter mig selv som værende kraftigt i opposition til dele af det politiske system, så vil dette blive mig. Jeg bliver selve modstanden, i stedet for at være et sammensat menneske. Eller hvis jeg konstant italesætter mig selv som værende fokuseret på min krop, fx at jeg hele tiden siger at jeg føler mig enormt gammel, eller at jeg ser meget yngre ud end jeg er, så lever jeg i dette billede, og jeg får fremstillet mig selv som værende utilfreds med min krop (og for den der læser lidt dybere også utilfreds med mit indre). Det er vigtigt at forstå den lethed hvormed vi kan sætte et mærkat på os selv, men at det kan tage et halvt liv at få det af igen. Jeg tror at jeg opdagede at jeg ikke kunne bevæge mig som menneske hvis jeg identificerede mig med fastlåste holdninger – jeg kunne ikke benytte mig at den gave det er at lære fra mine erfaringer hvis jeg blev ved at fokusere på disse fastlåste identiteter. De fleste af os ved godt at vi flytter os igennem livet. At vi netop som tiden går ændrer holdning til, og fokus på, vores liv – men for nogen vil det komme som en stor overraskelse hvor svært det kan være at følge dette af et rent hjerte. Vi skal selv tage skridtet, og det er svært, for andre kender os for det vi sender ud, men vi kan ikke lægge ansvaret hos dem. Vi må trække det ind i os selv og forblive tro mod det som føles sandt. Det betyder at vi kan opleve at måtte sige farvel til mennesker, som vi måske elsker, fordi det går op for os at vi ikke kan forandre os i konteksten med dem. Her skal vi huske at kærligheden går langt ud over det kødelige møde.

Tilbage til Facebook. Det har været et efterarbejde. Ikke et forsøg, men en proces som stadig er. Jeg måtte vare mig for ikke hele tiden at skulle identificere mig med at melde mig ind i alle mulige grupper, selvom jeg måske umiddelbart har et synspunkt der stemmer overens hermed. Jeg har måtte lære at skelne, at skære ind til benet. Men jeg har også indset at det ikke er farligt at deltage. Jeg skal ikke falde for en selvhøjtidelighed som betyder at jeg intet tør give af mig selv, eller at jeg (mit ego) nu har nået den højeste sandhed, og at den gælder alle andre, eller at det gør andre til uerkendte individer at vi ikke er samme sted. Læringen er at forstå at rumme kompleksiteten uden at den som sådan behøver at blive larmende ved konstant italesættelse af os selv. Inde i læringen af at forstå ,at vi svært finder os selv i hele tiden at italesætte os via holdninger og synspunkter, er også læringen i ikke at blive skræmt over når vi gør det. Faktisk er netop denne observation, denne skarpe bevidsthed, præcis det der skal til for at vi tør det frie fald; for at vi tør være det autentiske menneske vi er. Men det er også den bevidsthed der kan løfte os videre. Det er ikke nok blot at hvile på accepten af at ingen er perfekte – for det er ikke det perfekte vi skal tilstræbe. Det vi skal tilstræbe er at turde mærke os selv, men det er også, når vi kan dette, at åbne vejen for forandring. At bruge vores refleksion, vores erfaring, til at gå ind i os selv og starte dér. Accept er vigtig, men den skal ikke være en sovepude. Ikke en undskyldning. Så bliver vi netop lukkede encellede individer der fortravler os med kun at se på andres fejl – vi bliver klagende og tør ikke tage ansvar. Stiller nogen spørgsmål ved vores handlinger peger vi bare på naboen og siger at han er meget værre end os. Vi retfærdiggør os selv, men i stedet har vi muligheden for at lære at tage ansvar for vores egne følelser, handlinger – liv.

Det er ikke et anliggende for alle at gå til Facebook på denne måde, men det er interessant, og måske vigtigt, at skabe et perspektiv som går lidt tættere på brugen af et medie som kan være endog temmelig svært at begå sig i hvis man har tendens til at blive forført af virkelighedens inferno.