31 dages faste havde ikke transformeret den overdøvende indre åndelige sult. Hun kunne se på Alvena, og på smeden, at de var i en form for fred med det som var. En hellig accept af omstændighederne. Det var, som havde der indfundet sig en ny puls. De bevægede sig med adstadighed, og havde en dyb tone af offervilje, som om nogen havde smidt fortiden på bålet.

Landet var douche. Efter tørken havde alt fået et sandblæst skær. Den blå kirke var som et fatamorgana af havet, set gennem en tyk grød af tåge, og selv kvindernes røde kinder synes belagt med et fint lag pudderfarvet film. Hun kunne godt se, at det ikke på nogen måde lagde en sorg over de tilbageblevne, så hun dog bort fra sig selv. Det var fortsat mere denne ydmyghed, der strålede ud fra dem. Overgivelsen. Hvornår var hun egentlig begyndt at tvivle? Hun følte sig som et barn, der sad og pillede fraværende ved sine fingre, mens en overmyndig talte ned til hende. Det var jo absurd. Hun havde selv valgt det. Hun havde erkendt konsekvenserne. Havde nydeligt opstillet det hele, som i et langvarigt, nærmest uendeligt, strategisk brikspil, og resultatet havde hun så stædigt forfulgt, ja eftertragtet var nok et bedre ordvalg.

Hvad er det der sker med de mennesker, der har nået deres mål? Måske kom de andres fred af, at de havde lært ikke at blive ved at være målsættere? Det var derfor de kunne leve deres liv i denne lille uanselige landsby, med en støvet kirke. Det var derfor hun selv, tidligere, da hun havde vundet friheden til ikke at gennemanalysere og vurdere alt hele tiden, smed sine våben. Var hun ved at samle dem op igen? Solen brød et øjeblik igennem på den velkendte disede måde. Hun skubbede fra med fødderne, så stolen lænede sig tilbage på de to bagerste ben, og ryggen landede plant med vægfacaden bag hende. Følelsen af hendes dinglende ben mindede hende et øjeblik om at være alt for lille til alting, men hun pressede kroppen fremad så vægten skiftede plads, og hun vendte tilbage til en mere vandret position, med fødderne i jorden. Hun rejste sig, rystede håret væk fra ansigtet, og kiggede ud over det flade land. Langt derude gik smeden og bøjede sig i støvet. Uden mål. Det lignede frihed.

Det betyder, at nu hvor jeg har fået fred med hvor jeg er (deri ligger accepten af at alt er i forvandling konstant, dvs at ‘hvor jeg er’ både er et intet og et alt) så kan jeg meget lettere se nogen restmønstre.

Min ting er at finde rejsen interessant. Jeg ånder igennem ind og udfaser. Jeg har ikke brug for at stoppe op og puste ud. Jeg elsker at være på vej, og jeg anerkender, at det kød jeg bevæger mig med kun går mod opløsningen, ligesom jeg anerkender, at den bevidsthed, der efterhånden bliver mere og mere skærpet, mere og mere present, opleves som en konstant og evig vibration, en tone, der ikke på nogen måde er bundet til det vi kalder (et) liv.

Men resterne. Resterne er at erkende, at også jeg får ticks der lammer nervesystemet alt imens reflekskroppen hungrer efter at få ret. Vinde krige. Være dogmatisk, og belærende. Men det er virkelig kun rester. Jo oftere jeg ser dette, siger det højt, taler med andre derom, jo mere svinder det ind. Jo mindre bliver tendensen til at gå i kampposition.

Men jeg skriver stadig. Jeg deler fortsat. Det er bare ikke hver gang, at jeg bliver mødt med modstand, at det er fordi jeg har været dogmatisk, men lige så ofte den anden der er bange for dogmatismen. Hvor angst har jeg ikke selv været, i min totale unuancerede refleksion over kristendommens lære. Hvordan kan jeg på nogen måde forestille mig at blive mødt med åbenhed over for hvor jeg er, over for de ting jeg oplever som helbredende i mit liv, når jeg med denne bevidsthed ved hvor bange vi mennesker kan være? Hvor bange jeg selv kan, og især kunne, blive.

Det kræver virkelig samtale, og tillid, at komme bagom dogmerne. Det kræver i sandhed rummelighed, og ikke modstand. Selv hvor jeg kan argumentere for at andre synes dogmatiske må jeg slippe tanken om at skulle ind og bevissætte dette. Jeg ved at jeg ikke er dogmatisk. Den der oplever Anja som dogmatisk har ikke set hvem hun er. Det er altid meget svært at turde at se hvor komplekst mennesket er, for mennesket selv har det allerbedst med at skabe kasser så den dovne hjerne er fri for at tænke ud over rammen.

Mit højeste ønske for nuværende, er ikke guld og mere lods, men at jeg fortsat vil være i stand til at bevæge mig frit og kærligt uden for disse rum, denne kasse. At møde andre med en løftet pande, også dersom de finder mig dogmatisk. At jeg aldrig glemmer at jeg er i stand til at se hvor det menneske, der står over for mig, er, hvis jeg virkelig lytter med hjertet. At jeg dermed frastår fra at dømme den der selv leger dommer.

De tårnhøje bøgetræer havde krøllet deres aller skønneste yndigheder ud så de lignede bittesmå pletter mod himlen.

Til aften, da jeg gik og gjorde mit hjem forårsklar, smed ud og sorterede ophobede smårester, for åben altandør, i min nye plastiklignerlæder jakke, og mine elskede røjsere, så kom jeg til at tænke på når vi ankom til sommerhuset, og gik rundt med overtøjet på mens ilden i pejsen fik rigtig fat.

Befrielsen efter en god times køretur, hvor køresyge og træthed ikke så sjældent meldte sig, var udtalt. Mens der blev båret ind i huset gik jeg mine runder og sugede duftene til mig. Alt var altid som det plejede, og det var det allerbedste. Jeg var sådan et spinkelt og nervøst barn, med en kæmpestor bagage som jeg med stor ihærdighed, og med en utrolig perfektionisme, altid formåede at bære, men når jeg lagde min kuffert, eller taske,  fra mig inde i gæsteværelset, så lagde jeg også den mentale rygsæk. Dette var mit eneste, og mest vidunderlige, helle fra den dramatiske hverdag jeg ellers åndede igennem.

Det er ikke mig, lille mig, der kigger på en eng af krokus. Nej, jeg er simpelthen denne eng af krokus. Vi er forbundne. Det er ikke tænkt, det er som sådan slet ikke en oplevelse – vi ér, og er ikke, på én og samme tid.

Jeg har opdaget, at hverdagens rene meditation netop er at kunne dette totale slip af normativ idé om, at der er afstand imellem ‘os’ og verden. Os og den anden. Os og sommeren. Os og tanken. Som da Onkel Danny skrev at isbjergene talte til ham, og at isbjergene, de sagde: hold kæft!

Således tror jeg, at det er af stor vigtighed at holde kæft ind i mellem.

Sværere er det når vi bliver ramt følelsesmæssigt, i hjerteregionen. Sindet bliver udfordret. Vi bliver syge, eller opdager at vi har et barn der kræver ekstra omsorg. Det kan også være at vi bor dør om dør med et menneske som har set sig gal på os og dermed skaber uro i det rum der er vores allerhelligste i hverdagen, nemlig vores hjem. Alt sammen udfordringer hvor vi, som udgangspunkt, ikke blot kan læne os tilbage og acceptere.

I disse forhold, hvor vores hjerte bliver knuget, må vi handle så godt vi kan. Vi må gøre alt der står i vores magt. Først derefter kan vi lægge det over. Og her er en vigtig pointe. At lægge over (det vil sige, at når vi netop må erkende og acceptere, at nu er det ude af vore hænder) betyder ikke at vi får vores vilje. Som i: Nå, nu kan jeg ikke selv gøre mere for at nå mit mål, nu må Gud tage over og ordne det for mig.

Der er nemlig en stor sandsynlighed for, at det vi forestillede os at nå slet ikke er det sande mål. På trods af utallige klager flytter naboen ikke. På trods af utallige donationer kan barnet ikke blive helbredt. På trods af oceaner af ventetid kommer der ikke en større lejlighed. På trods af evig kærlighed mister vi mennesker som vi elsker!

Når jeg skriver det sande mål mener jeg ikke at noget er egentlig forudbestemt (det er faktisk ligegyldigt hvad det er), men at vi alt for ofte har en utopisk forestilling om hvordan vores liv skal se ud, og at vi kan forme det hele, ud fra vor tankekraft. Til tider må vi korrigere vores forventninger. Der er så mange forhold som jeg tror vi slet ikke skal ændre på, men der er også forhold hvor jeg ved, at dér måtte jeg træde markant ind i mit liv og skabe, eller nærmere forsøge at skabe, forvandling.

Jeg lover denne forvandling hvis du forsøger, men jeg lover ikke at du ikke kommer til at korrigere undervejs. Som altid er det ikke målet der er interessant.

Livet handler altså ikke om at bruge de fantastiske redskaber som vi er givet (naturen, bøger, musik, kropsbevidsthed, fortsæt selv) til at fjerne det som vi ikke ønsker at se på, eller blive udfordret af. Det handler ikke om bare at tænke positivt. Det er en alt for let betoning som jeg tror mange har fået galt i halsen. Det er ofte som om at ideologien om positiv tænkning bliver konsumeret og brugt til at dække over fx en frygtelig sorgfuld periode, en krisesituation. Dette er meget trist, for det fjerner os fra muligheden for at opleve at der i sandhed kan være noget positivt ved de kriser vi er givet. Det lukker for den store forvandling som ligger efter vi har handlet, og må acceptere situationen: Når jeg har gjort hvad jeg kunne, og må erkende at der ikke sker en ændring af omstændighederne på et fysisk plan, eller at ændringen er så langt fra hvad jeg forestillede mig, så er det tid for at finde en mening med hvorfor det er som det er, på et højere plan. Vi kan aldrig fjerne sorg og kriser fra vores liv. At tro dette vil skabe os en vej der vil være præget af konstant søgen efter noget bedre, uden for os selv. Vi vil lede som besatte, og imens sker et udtalt tab af nærvær, inden i os selv.

Vi skal altså bruge vores redskaber til at gå igennem det som vi møder. Til at se at sorgen som sådan ikke er ’negativ’. Smertefuld, i særdeleshed, ja, men en del af enhver fysisk eksistens’ liv. Dette skal vi ikke fjerne (det kan man ikke). Dette skal vi forstå, for så kan vi styrke vores redskaber. Så kan vi i sandhed bruge meditationen, indoptage ordene, nyde gåturen, elske barnet og  finde fred med selv den lange kø i Netto.

Vi vil opleve at vore hjerter brister af en helt anden årsag end sorg, nemlig af kærlighed til det som er, og vi vil opleve at vi ikke længere halser af sted i en vanvittig søgen efter noget som ikke findes.

Tak.

I stedet for at lade sig friste til at benytte at burde, som undskyldning for dit liv, kan du i stedet gøre det så godt du overhovedet kan, og når du har gjort dét, så kan du rejse dig og trække at burde ud i toilettet.

Luk øjnene. Træk vejret så du kan mærke at kroppen udvider sig, og cellerne danser.

Det er i de stille rum at du skaber energien til de sande handlinger.

Bogen har hæftet et grønt bånd til at lægge mellem siderne, og det var intakt på det lånte eksemplar.
Båndet var lagt ind på den 23. januar. Det var som et tegn, som det altid er når vi finder et bogmærke i en bog der har været i hænderne på en anden. Jeg blev overvældet over ordene. Det var præcis denne kærlige sang til mit hjerte, som jeg i mit liv, og især i den svære periode jeg stod i dengang, havde brug for, og stadig har brug for. Det var som om nogen havde sat et mærke, således at jeg skulle modtage det.

Senere modtog jeg bogen i gave, og i dag er det anden gang at jeg i trit med vores kalenderår kan bladre om til 23. januar og modtage budskabet, som fortsat er så stærkt og inspirerende at det kan tage pusten fra mig. Jeg vælger i dag at citere hele teksten her:

23. Januar

Acceptér det virkelige liv

Alt, hvad vi virkelig accepterer i livet, undergår en forandring. – Katherine Mansfield

At acceptere og velsigne vor situation er et kraftfuldt forvandlingsredskab. Denne stærke kombination er ligefrem en åndelig eliksir, der kan udrette mirakler i vort liv. Hvad er accept? Accept er at overgive sig til det der er: vores situation, vores følelser, vores problemer, vores økonomi, vores arbejde, vores helbred, vores forhold til andre, når vore drømme bliver forsinkede. Før vi kan ændre noget som helst i livet, er vi nødt til at indse, at sådan er det meningen det skal være lige nu. For mig er accept blevet, hvad jeg vil kalde sjælens dybe suk. Det er de lukkede øjne i bøn, måske ligefrem de stille tårer. Det er ‘godt’ som i ‘Godt, du fører an, så følger jeg efter.’ Og det er ‘godt’ som i ‘Det skal altsammen gå godt’. Det hører simpelthen med til rejsen.
I årenes løb har jeg opdaget, at en stor del af min kamp for at være tilfreds, uanset hvordan den ydre situation måtte være, er sket, når jeg stædigt har strittet imod, hvad der rent faktisk skete i mit liv i øjeblikket. Men jeg har også lært, at når jeg overgiver mig til en bestemt situations virkelighed – når jeg holder op med at stritte imod, men accepterer – er der noget i min sjæl, der bliver blødere. Pludselig er jeg i stand til at lukke op for at modtage al den godhed og overflod, der er tilgængelig for mig, fordi accept medfører en utrolig lettelse og befrielse. Det er som om modstandens damp har fået lov til at slippe ud af livets trykkoger.
Hvad sker der, når vi accepterer vores situation? Ja, først slapper vi af. Dernæst ændrer vi vor vibration, vort energimønster og pulshastighed. Atter bliver vi i stand til at tappe Universets grænseløse positive energi. Accept kaster lys over virkeligheden, så vi bedre kan se det næste trin.
Uanset hvilke omstændigheder der gør sig gældende i dit liv lige nu, acceptér dem. Natalie Goldberg tror på, at ‘Vor opgave er at sige et helligt ja til vort livs realiteter, som de eksisterer.’ Se dig omkring, og mærk hvad der foregår. Dette er mit lille køkken med det snavsede gulv, så meget vejer jeg, dette er saldoen på min checkkonto, dette er min nuværende arbejdsplads. Dette er, hvad der virkelig sker i mit liv lige nu. Det er O.K. Det er det virkelige liv.
Giv slip på kampen i dag. Giv forandringens helbredende proces lov til at begynde.

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg langsomt, men sikkert, har lært at leve efter denne lære. Det er ord vi skal være parate til at tage ind (så de ikke blot forbliver ord). Det er ord som virkelig kan forvandle os, hvis vi ønsker det, og møder dem på det rette tidspunkt. Det er helbredelse.

Helbredelse kræver vedligeholdelse, og i vores verden er det let at falde tilbage. Denne bog kan være et redskab til at fravige denne risiko. Jeg er så glad for at den er i mit hjem.

Med ønsket om en vidunderlig og skøn 23ende januar, præcis som den nu falder ud for netop dig:-)

Til aften opdager jeg så, at dette er ikke den eneste tydelige forvandling som er påbegyndt på denne dag. I bogen Naturlig Overflod, som jeg gør et stort stykke arbejde for at fastholde som en daglig ingrediens i min hverdag, er det netop den 14. januar at forfatteren opildner til at gribe et konkret redskab; nemlig en daglig øvelse i taknemmelighed over det som er os givet. Hun anbefaler en smuk bog, med blanke sider, hvori du hver dag skal notere 5 ting eller begivenheder som du er taknemmelig for.

Jeg har ikke valgt bogen som redskab, men det talte ord. Jeg besluttede, for et år siden, at søn og jeg, ved aftentid og når der skulle siges godnat, skulle sige 5 gode ting fra dagen til hinanden. Det er en gave med et barn som tager imod på denne måde. Han har været et lille lys og hjulpet godt til når jeg måske havde lyst til at springe over. Det betyder at det er blevet en helt naturlig ting at gøre i vores hverdag, men ikke nok med det, det er blevet en fuldt ud integreret del af mit nye livsunivers at tænke taknemmeligheden ind i alt jeg rører ved, og møder på min vej.

Lad os, blot for i dag, minde os selv om hvor rigt vores liv er, og lad os transformere den rigdom til kærlighed så vi kan sende den ud til dem der har meget mindre, eller dem der pludselig er blevet frataget deres helt essentielle livsgrundlag.

Januar. Den måned hvor jeg virkelig formår at sætte handling bag mine ord. Ikke på grund af kulturel opvækst, selvom mange taler om nytårsforsæt i denne tid, men som udtryk for en basal og intuitiv fornemmelse for, at dette netop er måneden hvor vi både mærker døden og den kommende opståen. Vinteren, der i år er så vidunderlig fast og insisterende, og det kommende forår, som nok er i fremtiden, men som vi alligevel nu begynder at erindre. Lyset der langsomt tager til.

Det fordrer taknemmelighed, og stor ydmyghed. Ydmyghed for det som vi allerede har så rigeligt af, og taknemmelighed for samme, men også for muligheden, og troen på, forvandlingens kunst.

Så Januar er min forvandlingsmåned. Jeg blev født i Januar, og det giver selvfølgelig en særlig dybde. Her valgte jeg livet, ikke blot i den spæde start, men også via kraftfulde fravalg. Især inden for de sidste 5 år er dette meget tydeligt fordi jeg vinkede farvel til alkoholen, der i den grad kan slå os ihjel på alle planer, og til nikotinen der i sandhed konstant gav mig en mulighed for at dyrke fraværet og et kropsligt forfald. Jeg savner ikke dette jeg sagde farvel til. Hvordan kan vi savne noget som fratager os livet? Fratager os muligheden for at lære os selv i sandhed at kende? Så vi kan kende andre, som de i sandhed er.

I år fravælger jeg mit mangeårige tankespind omkring hvor jeg hører hjemme fagligt. Jeg har aldrig sagt at jeg fandt min hylde i den uddannelse jeg færdiggjorde for to år siden. Det var en rejse, en vigtig rejse, en erkendelsesrejse, en dannelsesrejse, en forståelsesrejse, men nok allermest en personlig rejse. Jeg skulle møde mig selv, hvor jeg var, og nu hvor jeg ikke er der mere giver det ikke mening at blive ved. Faktisk føles det som vold. Jeg har forsøgt nogen gange, og jeg blev mere og mere syg for hver gang. Jeg må nu ikke blot forstå, men også handle på, at jeg skal tilbage til det der giver mig glæde. Tilbage til den følelse jeg fik når jeg vandrede i skovene, som barn og ung, og det smukke åndelige rum jeg på denne måde kunne fremmane. Tilbage til æstetikken, tilbage til det nærende, det kærlige.

Ikke blot gik jeg fysisk i stykker, jeg gik også kreativt i stykker, ved at nøde mig selv til at indgå i handler der var som brænde på det bål jeg samtidig råbte op om, at jeg ville slukke. Tænk at vi mennesker kan være så modstridende, og så let kan komme til at snyde os selv til at tro hvad det vigtigste i livet er. Ofte gør vi det netop fordi vi ved hvor vi ikke skal hen, og så ser vi os en dag i spejlet og indser at vi alligevel kom til at opfylde dette uønske. Så har vi lært noget, og er vi bevidste nok til at forstå denne læring, så kan vi også bruge det til noget.

Det er det jeg har tænkt mig at gøre, og jeg tager afsæt i Januar 2010. Jeg glæder mig, også denne gang, til udfordringen.