Hvis jeg ikke træder på stregerne er alt ok når jeg kommer hjem. Det er mit mantra. Jeg går på Havstensvej. Drejer ind over tanken. Jeg er lille og tynd og splejset. Når drengene hiver op i min nederdel har jeg shorts på indenunder fordi jeg garderer mig mod alt på forhånd. Senere skal det vise sig hvor stort et benspænd dét bliver.
Jeg går bagom, igennem Stenkrogen, hjem. Det er som om jeg kun er øjne og ører. Som om jeg er så uendeligt lille og alligevel alt for stor til at verden kan rumme mig. Jeg kan ikke forstå hvad jeg dog skal her når jeg alligevel ikke rigtig føler at jeg er til stede. Alt jeg griber bliver ligesom til vat, og jo tættere jeg kommer på Køgevej nr. 136, jo mindre føler jeg mig. Jeg er parat til at lave en omvendt fraktal – en total tilintetgørelse på et splitsekund.
Da jeg træder ind i opgangen holder jeg igen på døren så den ikke smækker. Jeg er helt stille og åndeløs. Lytter. Er det musik? Var der en der råbte deroppefra, noget der blev baldret mod væggen? Skreg hun? Jeg slipper ikke døren men lader den glide i mens jeg styrer den med hånden. Et nærmest ikke hørligt klik undslipper den til allersidst. Jeg går langsomt op. Musestille. Jeg er god til det. Lige inden jeg når 1. sal tager jeg en dyb indånding og lukker øjnene inden jeg tør se:
Vil den være smadret igen? Vil karmen stå flænset mod døren der ubehjælpeligt er skubbet på plads til nogen kommer og reparerer den? Vil der være blod på gulvet? Vil der ligge glas over det hele? Sidder hun med hovedtelefonerne på og drikker rødvin, eller sover de begge to derinde – som to krigere der har opgivet kampen, slikkende deres sår. Inden de starter forfra.
Jeg ved det ikke. Jeg ved det aldrig, og derfor må jeg træde på stregerne og passe godt på. Jeg må være meget forsigtig altid. Jeg må være stille og gemme mig, og jeg må holde lillesøster for ørerne og fortælle hende prinsessehistorier. Nogen gange kan jeg sidde hos min ven i opgangen ved siden af og drikke kakao i vindueskarmen, og skrive nummerplader ned. Eller jeg kan se landskamp hos veninden og bide neglene helt ned af dén årsag. Men i sidste ende skal jeg altid tilbage.
Jeg bli’r rørt af dine ord…
Smukt i den tristhed, som omkapsler det skete.
@Maria – tak, jeg føler virkelig også at tonen er helt rigtig. Det må bære eller briste. Det er meget spændende lige pludselig kun at smide brudstykker ud – og så ellers skrive i det skjulte. Det har jeg ikke gjort i mange år:-)
“Jeg gør det fordi jeg må trække det barn, som stadig er i mig, som gik dér, dengang, ind i hjertet.”
Wham! Utroligt, så meget man kan forstå med intellekten, uden at forstå en dyt alligevel. Der trisser stadigt et barn rundt, ude i kulden, godt gemt og glemt, fordi frygtet og – hm ja – foragtet, hér.
Kære Marian. Jeg tror at den allerstørste ting at gøre op med (især hvis dette har været vores stærkeste overlevelsesstrategi i livet) er intellektet.
Jeg fandt, at intelligens og bevidsthed INTET har med hinanden at gøre.
Da jeg opdagede det blev jeg så afslappet at jeg et øjeblik troede at nogen havde puttet noget i min te uden at jeg havde set det.