En hjertelig tak for 2009

December måned får altid lov at være det tidspunkt hvor vi allerstærkest kan mærke forvandlingens kunst. Især i mit liv bliver det tydeligt fordi min søn har fødselsdag denne måned, og altid er det med til at få mig  til at mærke livsprocessen. Livet hvor vandet til tider står højt, og til andre tider har trukket sig så meget tilbage at essensen ligger sårbar og blottet. I dag, i aften, nytårsaften 2009, er det fuldmåne og i Danmark er vi beriget med en måne formørkelse. Vi vil hverken lade sole eller måner gå ned over vores liv, vi vil med beundring og ydmyghed følge med som livsarkæologer på Gudefærd.

I formiddag fik jeg en hilsen fra en kvinde som lige har mistet sin mand for få dage siden. Jeg vidste det ikke, og tænk at hun havde overskuddet til at skrive sin sorg til mig. Ønske mig godt nytår. Jeg kom til at tænke på den dag for 10 år siden, hvor jeg sad med mit spæde barn, og netop havde mistet min kære mormor. Livet er her lige nu, der er intet andet, og vi skal huske at elske det. Når vi mister dem vi elsker gør det ondt, og højtiderne bliver særligt svære fordi vi ofte deler dem med netop dem der står vores hjerte nært. Så føler vi os alene, og meget sårbare, og rejsen hjem til vores eget nærværende liv kan blive lang.

Ikke desto mindre er det rejsen værd. Når vi mister nogen vi elsker, eller vi mister dele af os selv fordi vi glemmer at være tro, eller måske endnu ikke har lært at være tro, så er det en port til nye erkendelser og opdagelser. Det er at gribe det som er med en sådan erkendelse at vi slipper alle forventninger til det som skal komme. Kun på den måde kan vi møde den Virkelige verden helt frisk og uden fordømmelse. Husk at dette gælder også de mennesker vi møder undervejs.

I 2009 mødte jeg megen kærlighed. Det var udfordringen. For at kunne modtage en kærlig tone måtte jeg kende mit eget klaver, jeg måtte være velstemt. Det var det jeg skulle lære i dette år der nu er gået: at afstemme og finde stemningen. Nye venskaber er dukket op, og gamle venskaber har fået nye toner. Slægtsbånd har vist sig at folde sig ud på kærligste vis, og relationer som næsten var opgivet fik en ny klang. Selv kærligheden i dens konkrete mandlige udformning nåede jeg at blive udfordret med. Alt jeg har mødt takker jeg for. Alle jeg har mødt sender jeg kærlige tanker til. Det er, om noget, en utrolig og fantastisk ydmyg fornemmelse der breder sig i mig når jeg ser, at åbner jeg selv op, så kommer det som jeg beder om. Så er min tro stærk og intakt. Så kan jeg det jeg vil. Så kan jeg være tro. Være kærlig. Være rummelig. Så kan jeg give det jeg  af hjertet ønsker at give, og modtage det som jeg ønsker at modtage. I 2010 skal jeg øve mig endnu mere på dette hjertearbejde, og jeg glæder mig inderligt – og jeg glæder mig til at dele det med jer, både i form af ord, og i form af mine visuelle kreativiteter, men ikke mindst som en lige streng af kærlig energi…

Vi er parate. Drengen og jeg har pyntet stuen op. Mormors dug er strøget. Der er sat midnatsblå lys og der er sendt kærlige tanker til dem som ikke er her mere, men som er med os i hjertet.

Må I alle komme smukt ind i det nye årti, må det bringe os alle fred.

Mange kærlige hilsner herfra.

Anja.

  1. Sifka’s avatar

    Glædeligt nytår til jer to:)

  2. tosommerfugle’s avatar

    Yes you can! :-)

    Godt nyt år, hvordan det så end måtte blive godt…

  3. Anja’s avatar

    Sifka, fra hjertet tak:-)

    Johnnie, fnis, du trykker på mit Obamometer;-)
    Også godt nytår, kære ven, til dig. Kram!

  4. Maria’s avatar

    Elsker dine smukke ord, Anja. Du har meget at være taknemmelig for. Det har vi alle. Lad os få klarheden til at se det.

  5. Anja’s avatar

    Maria, vi er allerede klarhed. Giv os visdom til at huske på dette <3
    Godt nytår kære:-)