Den oplyste der dømmer er bødlen selv. Sæt fri.

Jeg er nået til belærenhedserkendelsesfasen.

Det betyder, at nu hvor jeg har fået fred med hvor jeg er (deri ligger accepten af at alt er i forvandling konstant, dvs at ‘hvor jeg er’ både er et intet og et alt) så kan jeg meget lettere se nogen restmønstre.

Min ting er at finde rejsen interessant. Jeg ånder igennem ind og udfaser. Jeg har ikke brug for at stoppe op og puste ud. Jeg elsker at være på vej, og jeg anerkender, at det kød jeg bevæger mig med kun går mod opløsningen, ligesom jeg anerkender, at den bevidsthed, der efterhånden bliver mere og mere skærpet, mere og mere present, opleves som en konstant og evig vibration, en tone, der ikke på nogen måde er bundet til det vi kalder (et) liv.

Men resterne. Resterne er at erkende, at også jeg får ticks der lammer nervesystemet alt imens reflekskroppen hungrer efter at få ret. Vinde krige. Være dogmatisk, og belærende. Men det er virkelig kun rester. Jo oftere jeg ser dette, siger det højt, taler med andre derom, jo mere svinder det ind. Jo mindre bliver tendensen til at gå i kampposition.

Men jeg skriver stadig. Jeg deler fortsat. Det er bare ikke hver gang, at jeg bliver mødt med modstand, at det er fordi jeg har været dogmatisk, men lige så ofte den anden der er bange for dogmatismen. Hvor angst har jeg ikke selv været, i min totale unuancerede refleksion over kristendommens lære. Hvordan kan jeg på nogen måde forestille mig at blive mødt med åbenhed over for hvor jeg er, over for de ting jeg oplever som helbredende i mit liv, når jeg med denne bevidsthed ved hvor bange vi mennesker kan være? Hvor bange jeg selv kan, og især kunne, blive.

Det kræver virkelig samtale, og tillid, at komme bagom dogmerne. Det kræver i sandhed rummelighed, og ikke modstand. Selv hvor jeg kan argumentere for at andre synes dogmatiske må jeg slippe tanken om at skulle ind og bevissætte dette. Jeg ved at jeg ikke er dogmatisk. Den der oplever Anja som dogmatisk har ikke set hvem hun er. Det er altid meget svært at turde at se hvor komplekst mennesket er, for mennesket selv har det allerbedst med at skabe kasser så den dovne hjerne er fri for at tænke ud over rammen.

Mit højeste ønske for nuværende, er ikke guld og mere lods, men at jeg fortsat vil være i stand til at bevæge mig frit og kærligt uden for disse rum, denne kasse. At møde andre med en løftet pande, også dersom de finder mig dogmatisk. At jeg aldrig glemmer at jeg er i stand til at se hvor det menneske, der står over for mig, er, hvis jeg virkelig lytter med hjertet. At jeg dermed frastår fra at dømme den der selv leger dommer.