Overgivelsen

31 dages faste havde ikke transformeret den overdøvende indre åndelige sult. Hun kunne se på Alvena, og på smeden, at de var i en form for fred med det som var. En hellig accept af omstændighederne. Det var, som havde der indfundet sig en ny puls. De bevægede sig med adstadighed, og havde en dyb tone af offervilje, som om nogen havde smidt fortiden på bålet.

Landet var douche. Efter tørken havde alt fået et sandblæst skær. Den blå kirke var som et fatamorgana af havet, set gennem en tyk grød af tåge, og selv kvindernes røde kinder synes belagt med et fint lag pudderfarvet film. Hun kunne godt se, at det ikke på nogen måde lagde en sorg over de tilbageblevne, så hun dog bort fra sig selv. Det var fortsat mere denne ydmyghed, der strålede ud fra dem. Overgivelsen. Hvornår var hun egentlig begyndt at tvivle? Hun følte sig som et barn, der sad og pillede fraværende ved sine fingre, mens en overmyndig talte ned til hende. Det var jo absurd. Hun havde selv valgt det. Hun havde erkendt konsekvenserne. Havde nydeligt opstillet det hele, som i et langvarigt, nærmest uendeligt, strategisk brikspil, og resultatet havde hun så stædigt forfulgt, ja eftertragtet var nok et bedre ordvalg.

Hvad er det der sker med de mennesker, der har nået deres mål? Måske kom de andres fred af, at de havde lært ikke at blive ved at være målsættere? Det var derfor de kunne leve deres liv i denne lille uanselige landsby, med en støvet kirke. Det var derfor hun selv, tidligere, da hun havde vundet friheden til ikke at gennemanalysere og vurdere alt hele tiden, smed sine våben. Var hun ved at samle dem op igen? Solen brød et øjeblik igennem på den velkendte disede måde. Hun skubbede fra med fødderne, så stolen lænede sig tilbage på de to bagerste ben, og ryggen landede plant med vægfacaden bag hende. Følelsen af hendes dinglende ben mindede hende et øjeblik om at være alt for lille til alting, men hun pressede kroppen fremad så vægten skiftede plads, og hun vendte tilbage til en mere vandret position, med fødderne i jorden. Hun rejste sig, rystede håret væk fra ansigtet, og kiggede ud over det flade land. Langt derude gik smeden og bøjede sig i støvet. Uden mål. Det lignede frihed.