Hvor skrøbelige vi er…

Hvor vanvittige er I andre egentlig? Jeg mener, jeg føler mig ikke helt normal, og især føler jeg mig skrøbelig. Det er jeg glad for. Jeg er glad for at jeg bliver bevæget, og at jeg kan rumme det. Ikke at jeg i mit rum er frit svævende i balance – men jeg rummer det der kommer.
Har I andre altid kunne det? Jeg har ikke. Jeg er fortryllet. Jeg har pludselig rejst mig fra det klæge mudder der så heftigt greb mine ankler. Nu står jeg på bredden og ser ud over det frodige landskab. Her dufter af jord, af dyb mos fra underverdenen. Jeg kan gå op på bjerget, og jeg kan gå ned igen. Jeg kan lægge mig fladt ned med armene ud til siden, eller bestride min hvide smukke hest der vil lade mig flyve henover landskabet der bugter sig. Jeg kan drikke af vandet, og spise af kødet. Jeg kan.

Det handler om fokus. Tænkte på det igen da jeg gik med barnet over til fritteren tidlig morgen. Fokus på det gode. Det gode liv. Lykken. Det handler om at se. Dybt. Helt inderst inde er der ikke fokus på skyld og skam eller forventninger. Derinde er der intet – og alt. Det er flow. Det er præcis i sekundet hvor egernet står helt stille og kigger på mig at jeg mærker det. Når musikken flyder. Når kærligheden springer ud. Men også når bladene falder. Når jeg ryster af kulde, og af angst. At være i det.
At mærke hvor skrøbelige vi er. At mærke hvor stærke vi er.
Det er i sandhed at være. Det er at leve. Lige nu.