Det var satans, tænkte hun. Hele verden kom løbende mod hende bare fordi hun havde åbnet en lillebitte dør på klem. Nu stod hun med skørterne oppe om nakken i det sindssyge sus, som dette forspil efterlod hende med. Hun havde bedt om et rum, og nu fik hun et rum. På sædvanlig vis forventede hun at tylskørtet ville klaske sammen om benene på hende. Ligesom voldsomt regnvejr kan binde bukser til lår og skridt på en måde, så man bliver i tvivl om de overhovedet er til at få af. Men efterklangen lod sig i stedet tømme ud i intetheden. Gevandterne flagrede endnu om kroppen, som tanker kan flagre når de ikke bindes.  NU, tænkte hun, og hoppede lige ud i det. NU, sagde intetheden, og hoppede med.