Har du tænkt over hvad der sker når du går og lyver for dig selv hele tiden? Når du forsøger at kaste dine lig hen over mig? Når du bliver lang i spyttet, trængt op mod muren, og ikke er i stand til at (re)agere med [sand] vrede. Fordi den i sidste ende jo kunne gå hen og give dig selv det røvspark du hele tiden, mellem linjerne, plæderer for at have behov for. Bevidst ubevidst: så allerhelvedes og fuldstændig klar over at det er dét som holder dig OPPE. På en nedeagtig måde. Bevidsthedsfaktoren i det giver en klang af selvklappende retorik. Et ufatteligt ekko breder sig som havde du kastet dig selv ud med en kampesten om benet. Taleboblen over hovedet på dig taler sit eget sprog: glob glob glob. Hallo, er der nogen.
GET OVER IT, skriger hun i et vanvidsøjeblik ,men erfarer hurtigt at hendes indre livredder ikke kan hamle op mod understrømmen. Og hvorfor skulle hun? Hun havde ikke på noget tidspunkt stået klar med badevinger og lilla strandmåtte. Hun havde fandme aldrig boret parasolstangen ned i det våde sand. Havde ikke væltet sig i hvedemelssandwich og tørkaffe. Havde aldrig nogensinde overhovedet forestillet sig at hun skulle det. Alligevel var hun nu bevi[d]st bevidst om at der i ham havde levet en hurtigvoksende tanke der i metrofart havde udviklet sig til en fuldfed baby. Den lå og vred sig på bredden ,fordi han ikke gjorde en fløjtende fis for at indse dens sande behov. Eller: det var måske snarere en måde at opleve, at noget af det han skabte blev samlet op og kysset på. Men det dér var ikke hendes barn. Det dér var ikke hendes tanke. Det dér var et overgreb. Hun følte sig fanget i en scene, en forestilling. Det tog lige en akt eller to før hun forstod at hendes rolle var at vende sig om og gå. Dette var ikke hendes play. Hun var ikke til salg lige meget hvor god historien så kunne tage sig ud.
5 tanker om "Sand"
Først og fremmest stående applaus for følgende sætning(er)
“så allerhelvedes og fuldstændig klar over at det er dét som holder dig OPPE. På en nedeagtig måde.”
No more comments needed on that.
Dernsæt: Elsker- som i holder af, beundrer og rammes- af det metalag u lægger ind i mange af dine tekster. Den selviscenesættelse, som du konkretiserer og peger på og peger ad.
Barnet i sandet – rekvisit. Se den. Tal om den. Beskriv den. Brug den
Kvinden med harme – akkumulerende rolle. Rollen der skal udspille sig selv, så han – den egentlige rollespiler – bliver bevidst om sin rolle. Eller manglen på rolle. Ikke mindst opmærksom på manglen på med- og modspillere.
Manden – staklen der er hovedrolleindehaver, men end ikke ved, at han deltager i et spil. Hans eget spil. Som han ikke kan undslippe, fordi han ikke ved af det.
Det er altså drønfedt. Syns´ jeg. Lissom`.
Knus
Tak Louise. Der kan godt hældes mere på barnet fremtidigt. Jeg er nok lidt for god til ikke at komme ud over mine korte tekster – men lidt fremskridt har jeg da gjort med denne. Næsten som to sammenlagte kortprosastykker.
Rollefordeling og definition tror jeg meget skabes ud fra hvor læseren selv er – som et abstrakt maleri. Da jeg skrev teksten synes jeg nærmest min personlige oplevelse trådte for stærkt igennem, men da jeg så genlæste den efter nogen dage kunne jeg se hvor åben den var (er).
Jeg føler mig lidt heldig at du sådan har taget dig tid til at gå ind i den. Smukt, og tak igen:-)
Drønfedt, som Louise/Silhuet siger. Også en voldsom mavepuster (igen) af genkendelse. Så den er meget åben, ja. Teksten. Universel, næsten. Hvis man kan sige det sådan.
Herlig strandscene. En lang historie skrevet i koncentrerede ord, og den er netop (også) et alment billede. Den minder mig om filmen Frame of Mind (The Movie Hero), som jeg så engang. En ganske fjollet romantisk Hollywood komedie – og lidt mere.
En mand lever i den tankeverden at hans liv er en film hvor han selv er både forfatter, instruktør og spiller hovedrollen. Han gør meget for at det skal være en spændende og dramatisk film, en succes hos publikum. Caster mennesker i sin omverden til roller i filmen, i sit liv. Bliver sendt til psykolog. Hun får tildelt rollen som hans drømmepige, også selv om hun protesterer ihærdigt. Af terapeutiske grunde går hun lidt ind i legen….. Efter de obligate forviklinger er slutningen ganske forudsigelig. Den fuldfede baby trivedes sundt.
Filmen parkerede sympatien hos den tankeskabte historie der blev filmens virkelighed. En god og sød historie; hun mestrede til sidst sin rolle. Og en “advarsel” mod at tro at virkeligheden skabes i ens dagdrømme, tror jeg. Imod at tolke hvad som helst der sker ud fra hvordan det kan bruges til at udvikle ens egen film hen mod en Happy End.
@Marian: jeg er glad for at den er åben. Og universel, jamen så siger jeg tak (igen)
@tosommerfugle: bingo bongo for det er præcis sådan det er. Og jeg har jo sagt det før (med andre ord): jeg er ikke nogens drøm/gå for helvede selv
Jvf.:
Under broen
Tingene er nærmest udtalt uudtalt
jeg nærmer mig stadiet
hvor kun det ekstreme virker
Jeg kaster op
når verden ikke VIL
som mit selvforhadte ego VIL
og min selvspændthed bliver alletiders
allesteders
allemænds
impuls og sutteklud
Jeg er ikke nogens bro eller krykke eller drøm
Gå for helvede selv
Først og fremmest stående applaus for følgende sætning(er)
“så allerhelvedes og fuldstændig klar over at det er dét som holder dig OPPE. På en nedeagtig måde.”
No more comments needed on that.
Dernsæt: Elsker- som i holder af, beundrer og rammes- af det metalag u lægger ind i mange af dine tekster. Den selviscenesættelse, som du konkretiserer og peger på og peger ad.
Barnet i sandet – rekvisit. Se den. Tal om den. Beskriv den. Brug den
Kvinden med harme – akkumulerende rolle. Rollen der skal udspille sig selv, så han – den egentlige rollespiler – bliver bevidst om sin rolle. Eller manglen på rolle. Ikke mindst opmærksom på manglen på med- og modspillere.
Manden – staklen der er hovedrolleindehaver, men end ikke ved, at han deltager i et spil. Hans eget spil. Som han ikke kan undslippe, fordi han ikke ved af det.
Det er altså drønfedt. Syns´ jeg. Lissom`.
Knus
Tak Louise. Der kan godt hældes mere på barnet fremtidigt. Jeg er nok lidt for god til ikke at komme ud over mine korte tekster – men lidt fremskridt har jeg da gjort med denne. Næsten som to sammenlagte kortprosastykker.
Rollefordeling og definition tror jeg meget skabes ud fra hvor læseren selv er – som et abstrakt maleri. Da jeg skrev teksten synes jeg nærmest min personlige oplevelse trådte for stærkt igennem, men da jeg så genlæste den efter nogen dage kunne jeg se hvor åben den var (er).
Jeg føler mig lidt heldig at du sådan har taget dig tid til at gå ind i den. Smukt, og tak igen:-)
Drønfedt, som Louise/Silhuet siger. Også en voldsom mavepuster (igen) af genkendelse. Så den er meget åben, ja. Teksten. Universel, næsten. Hvis man kan sige det sådan.
Herlig strandscene. En lang historie skrevet i koncentrerede ord, og den er netop (også) et alment billede. Den minder mig om filmen Frame of Mind (The Movie Hero), som jeg så engang. En ganske fjollet romantisk Hollywood komedie – og lidt mere.
En mand lever i den tankeverden at hans liv er en film hvor han selv er både forfatter, instruktør og spiller hovedrollen. Han gør meget for at det skal være en spændende og dramatisk film, en succes hos publikum. Caster mennesker i sin omverden til roller i filmen, i sit liv. Bliver sendt til psykolog. Hun får tildelt rollen som hans drømmepige, også selv om hun protesterer ihærdigt. Af terapeutiske grunde går hun lidt ind i legen….. Efter de obligate forviklinger er slutningen ganske forudsigelig. Den fuldfede baby trivedes sundt.
Filmen parkerede sympatien hos den tankeskabte historie der blev filmens virkelighed. En god og sød historie; hun mestrede til sidst sin rolle. Og en “advarsel” mod at tro at virkeligheden skabes i ens dagdrømme, tror jeg. Imod at tolke hvad som helst der sker ud fra hvordan det kan bruges til at udvikle ens egen film hen mod en Happy End.
@Marian: jeg er glad for at den er åben. Og universel, jamen så siger jeg tak (igen)
@tosommerfugle: bingo bongo for det er præcis sådan det er. Og jeg har jo sagt det før (med andre ord): jeg er ikke nogens drøm/gå for helvede selv
Jvf.:
Under broen
Tingene er nærmest udtalt uudtalt
jeg nærmer mig stadiet
hvor kun det ekstreme virker
Jeg kaster op
når verden ikke VIL
som mit selvforhadte ego VIL
og min selvspændthed bliver alletiders
allesteders
allemænds
impuls og sutteklud
Jeg er ikke nogens bro eller krykke eller drøm
Gå for helvede selv