Kulturel genkendelse og tilgængelige fortællinger

Jeg orienterer mig i høj grad mod menneskers oplevelse af, ikke at føle sig kulturelt genkendt, herunder de ekskluderende effekter, der følger af kun at blive kaldet til normative og selvfølgelige diskurser – og atter herunder de ofte begrænsende fortællinger, der er til rådighed. Når man bliver kaldet til en diskurs er der tale om de mulige positioner, der nu er tilgængelige i den kultur, og det miljø, man befinder sig i. Men måske vokser man op i en familie, hvor det forventes, at man kører fars pizzaria videre og stifter familie, selvom det eneste, man ønsker, er at blive politimand. Eller man fødes ind i en kongefamilie, og ønsker sig indædt at blive sælfanger.

Der kan være mange grunde til, at man svarer på de selvfølgelige kald; ofte følger der privilegier med, og man undgår den svære ekskluderingseffekt. For nogle er det en bevidst handling, andre tænker måske slet ikke over det. Men man tænker over det, hvis man af grunde (der kan være mangfoldige), ikke lader sig kalde til den normative position, for så bliver det ofte en betydningsfuld handling at bryde med det velkendte. Fx kan det for misbrugeren, der har valgt at blive clean, være meget besværligt at fastholde sit ønske om en ny position, og fortælling om at være afholdende, hvis han vil praktisere sin nye livsstil i sit gamle miljø.

Så udover alt det, vi selv kan gøre for at italesætte og fastholde vores forandring, så har det fortsat en betydning, hvilken kultur vi færdes i: Hvordan andre møder og ser os; hvordan vi bliver positioneret, og hvilke fortællinger, der er tilgængelige.

Vi kan derfor ikke undgå at komme på mentalt arbejde, når vores valg i livet får vores omgivelser til at løfte øjenbryn; når andre synes, vi ‘ikke er os selv’, fordi vi har besluttet at ændre vores adfærd, vores værdier og vores indstilling til livet. Det kan være svært at fastholde den gode proces, og det kan være svært ikke at komme til at dømme dem, der dømmer én selv.

En del af løsningen er at øge bevidstheden om de kulturelle sammenhænge, betingelser og fortællinger, vi alle er en del af. Det vil sige at forstå både betydningen af egne handlinger, men også af andres. Dette vil flytte fokus fra oplevelsen af, at der er ‘noget galt’ – med en selv, eller andre – og åbner i stedet op for et mere nuanceret blik på, hvordan vi mennesker formes og bliver til.

Dén nuancering er den bredde, hvorpå vi bygger vores fremtidige fortælling om os selv. Det er den bredde, der gør, at vi ikke vakler når vi efter hårdt arbejde kan holde rejsegilde.