Kulturel genkendelse

Jeg orienterer mig i høj grad mod menneskers oplevelse af, ikke at føle sig kulturelt genkendt, herunder de ekskluderende effekter, der følger af kun at blive kaldet til normative og selvfølgelige diskurser. Når man bliver kaldet til en diskurs er der tale om de mulige positioner, der nu er tilgængelige i den kultur, og det miljø, man befinder sig i. Men måske vokser man op i en familie, hvor det forventes, at man kører fars pizzaria videre og stifter familie, selvom det eneste, man ønsker er, at blive politimand – eller man fødes ind i en kongefamilie og ønsker sig indædt at være sælfanger.

Der kan være mange grunde til, at man svarer på de selvfølgelige kald; ofte følger der privilegier med, og man undgår den svære ekskluderingseffekt. For nogle er det en bevidst handling, andre tænker måske slet ikke over det. Men man tænker over det, hvis man af grunde (der kan være mangfoldige), ikke lader sig kalde til den normative position, for så bliver det ofte en betydningsfuld handling at bryde med det velkendte. Fx kan det for misbrugeren, der har valgt at blive clean, være meget besværligt at fastholde sin identitet som afholdende, hvis han vil praktisere sin nye livsstil i sit gamle miljø.

Så udover alt det, vi selv kan gøre for at skabe og fastholde forandring i vores liv, så har det fortsat en betydning, hvilken kultur vi færdes i: Hvordan andre møder og ser os; hvordan vi bliver positioneret.

En del af løsningen er at øge bevidstheden om de processer, vi indgår i. Det vil sige at forstå både betydningen af egne handlinger, men også af andres. Dette vil flytte fokus fra oplevelsen af, at der er ‘noget galt’ – med en selv, eller de andre – og åbner i stedet op for et mere nuanceret blik på situationen.

Og jo mere nuanceret vores forståelse bliver, jo mere nuancerede og holdbare bliver de alternative muligheder og løsninger, som vi leder efter.