Gaven

Livet er en gave. Måske kan vi tilegne os denne forståelse ved at blive bevidste om den måde vi virker i livet på. Ved at se og mærke indad.

Men for os mennesker kan det nogen gange være meget lettere, tror vi, at synke ned i hvordan vi har det i stedet for med hvilke redskaber vi kan tage hvordan vi har det. Dermed ikke sagt, at vi skal fornægte vores livsvilkår, men i en proces, hvor vi vil hjem til os selv, er det ikke kun accepten af vores situation der fører os videre. Accepten er et delelement som skal til. Det er det første skridt. Vi kan også kalde det erkendelse.

Når vi har erkendt vores situation kan vi enten synke ned i ynkelighed og skam over den, eller vi kan holde op med at fortælle vores lidelseshistorie. Når vi holder op med at fortælle vores lidelseshistorie holder vi samtidig op med at se os selv som ofre for det som livet har budt os. Det er her vi har muligheden for at indse at vi rummer alt, og at vi har muligheden for at vælge hvor vi vil lægge vores fokus.

Det er indlysende, at det kødelige stof vi er gjort af til tider giver os begrænsninger, og derfor kan vi heller ikke underkende de skader og sår vi får i løbet af livet, men det er vigtigt at vi ikke skaber os en tanke om at det er en konstant tilstand. Alt er forgængeligt, alt går over. Både de lykkelige stunder og de svære.

Det er vigtigt at vi tror på at vi kan komme ud over følelsen af tab, sygdom, angst, og alle de andre stopklodser som vi møder på vores vej i livet, og at helbredelsen kommer indefra.

Det betyder ikke at vi ikke skal bede om hjælp. Ofte vil vi netop i erkendelsen indse, at vi må række hånden ud mod et andet menneske. Måske har vi brug for en konkret behandling, måske har vi brug for at dele med andre. Så længe vi blot bevarer, og udvikler, vores bevidsthed om at det ikke er den anden der har svaret, så er det nu oftest netop i andre at vi oplever vores egne klokker ringe:

Vi bliver vækket. Pludselig en dag læser vi noget, eller vi hører et andet menneske fortælle om sin proces, og så føler vi at det kunne være vores eget liv. Men vi undrer os over hvordan den anden er nået så langt. Vi oplever, at her er der noget hvor vi må lytte godt efter.

Denne følelse kan godt overskygges af vores forsvarsmekanismer. I stedet vil vi måske opleve følelsen som modstand: vi bliver misundelige, får lyst til at undvige, eller bliver mærkbart benægtende, og gør ekstra meget ud af at italesætte at vi slet ikke har det sådan som den anden fx har det. Alligevel bliver vi ved at vende tilbage. Bliver ved at støde ind i andre som vækker disse følelser og mekanismer i os. Hvad er det der ligger længere nedenunder? Hvad ligger i laget under vores modstand?

Hvis vi er i stand til at se på hvordan vi selv går ind i relationen til andre mennesker, i stand til hele tiden at undersøge hvad det er vi selv byder ind med, og på hvilken måde, så vil vi langsomt opleve at vi bliver bedre og bedre til at holde fokus på det essentielle i vores liv. Vi kan sagtens kigge på andre, og vi kan blive inspireret, men lad os ikke falde i fælden hvor vi bruger al vores energi på at vurdere og dømme andres handlinger. Dette er en metode til ikke at se på sig selv, og den giver ikke fred. Den skaber krig og pålægger skyld.

Det gik op for mig, at skulle jeg kunne ændre noget, så måtte jeg ændre det hos mig selv. Det var spildt energi at skabe referencer til fortiden da de udelukkende fungerede som undskyldninger for hvorfor jeg ikke magtede at tage ansvaret for det som var.  Det var et vigtigt skridt at erkende.  Jeg opdagede at jeg havde mange lag der skulle nedbrydes. Da jeg stod helt skrællet tilbage kunne jeg nærmest ikke genkende mig selv, men det var blot fordi de mange lag havde overtaget det billede jeg identificerede mig med. I bund og grund trådte den sande følelse frem i stedet. En følelse der med ord bedst kan beskrives som at træde tilbage i den essens det uspolerede barn tør rumme: en udtalt sårbarhed som man med ét forstår er den allerstørste styrke, fordi den er modtagelig og åben.

Min lærermester har været alle de smukke mennesker jeg har mødt på min vej. Alle sammenstød. Al smerte og al kærlighed. Al ånd.

Og alt dette, som det har skabt i mig, har foldet sig ud via min hånd og videre ud på papiret i det vi kalder sproget. I ordene. I rytmen.

Jeg vil dele det med dig som tak for alt det der i alle tider er blevet delt. Fordi det heler, og fordi denne helende egenskab ikke kun går én vej, men alle.

Måske er du modtager og dertil ønsker jeg dig velkommen. Velkommen, og tillykke, med hele dit liv. Hvis du er parat kan du slippe lige nu og springe ud i det.

Lykke på rejsen.