Sindsro – til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, mod til at ændre dem jeg kan og visdom til at se forskellen.
Det handler om at være med det som er. Ikke at forcere, ikke at negligere, men at være bevægelig og tage imod.
Måske er der flere influenzaramte i år. Ok. Måske bliver jeg ramt. Ok. Måske dør min gamle nabo af den (eller hun dør af noget andet). Ok. Måske bliver jeg ikke 100 år. Ok. Måske er der kun lige nu. Ok. Måske er det nu allerede slut. Ok.
Måske ER jeg bare. Ok.
You are currently browsing articles tagged angst.
Tags: angst, helbredelse, sindsro
I 2007 ramte jeg en mur. Den var smuk. Den var sat der for at jeg virkelig skulle kunne erkende af sammenstødet med den. Først gjorde det så ondt at jeg næsten ikke kunne komme over på den side, hvor jeg slap identifikationen med lidelsen, men så opdagede jeg at muren i virkeligheden var skabt af silkepapir, lag på lag på lag, og jeg gik i gang med at skrælle. Alverdens farver kom til syne. Det var som et kinesisk eventyr.
Erkendelsen sprang frem i takt med at jeg kom dybere og dybere ind i laget. Den mindede om dengang jeg sparkede alverdens grønne flasker og papkartoner over i et hjørne og sagde farvel, men den rummede en genkendelse som jeg ikke tidligere havde været i stand til at se. Det er meget logisk, derfor kom jo muren.
Erkendelsen var at der i al identifikation ligger en fare for at miste sin inderste kerne, muligheden for ren væren. Selv identifikationen med at være kommet ’over på den anden side’ kan forvirre os til at tro vi er noget vi ikke er.
Så snart vi identificerer os med en rolle fastlåser vi os selv. Så fryser vi et øjeblik og tror at dette er sandheden: jeg er klog, jeg er oplyst, jeg er alkoholiker, jeg er stakkels, jeg er syg, jeg er bedst.
Det betyder ikke at vi ikke skal kunne rumme alle disse roller vi som mennesker hele tiden flyder ind og ud af, men sagen er netop at indse at det ER flydende. At vi bevæger os, at intet er statisk.
Observationen af dette kalder nogen for væren i nuet, for bevidsthed, for Gud. At blive i stand til at registrere uden at identificere sig med, fastfryse, vores roller, sætter os fri og giver os fred.
Jeg har set hvad der skete når jeg fastfrøs mine roller. Det blev meget forvirrende at være med andre mennesker. Hvorfor gjorde det dét? Jo, når jeg synes at jeg var klog, så ville jeg at den anden skulle kunne se at jeg var klog. Ellers kunne jeg ikke genkende den jeg var i den anden. Jeg identificerede mig jo med at være klog, og det er derfor vi sagtens kan registrere vores roller, og sige ha, dér trådte jeg i karakter som dén eller dén, men når vi identificerer os med rollen bygger vi hele vores livsfundament på den (eller dem) og rokker nogen ved dette siger det sig selv at vi bliver stærkt angste.
Det vi mærker, når den anden ikke genkender det vi mener at være, er at der bliver sat spørgsmålstegn til hvem vi er. Det piller ved det fundament, som i bund og grund er en løgn, som vi har skabt for at kunne holde ud at være til. Det piller ved stoltheden og fremmaner dødsangsten fordi det er så essentielt for os, men det skaber også et skel, en dualitet, i forhold til ’den anden’:
Hvis jeg skal være den kloge fordrer det jo at den anden er lidt dummere, ikk! Og hvis jeg er den syge, så skal du være den raske (og stærke). Det er let at blive fanget i roller fordi de ofte kan være smigrende, men de er lige så usande som alle andre roller.
Nogen gange møder vi mennesker hvor rollerne umiddelbart matcher hinanden og vi lever side om side en stund, vi bekræfter hinanden i det vi er – og så, pludselig, opstår der noget som gør at vi slet ikke kan genkende ’den anden’ mere. Hvorfor nu det? Den ene, eller begge, har pludselig flyttet sig ud af sin rolle og der opstår forvirring. Det er det der blandt andet sker mellem børn og forældre – og her er det vigtigt at forstå, at når vi fastfryser vores egen rolle fastfryser vi også det menneske vi sidder over for. Ud over det gængse forældreopgør er der et utal af andre roller som vil være til stor glæde at blive opmærksom på, og gøre op med, gennem hele livet.
Det er umuligt for os at være inde i hovedet på andre, og dog hænger alt og alle uløseligt sammen. Vi er ikke adskilte fra ’den anden’. Alt hvad vi ser i ’den anden’ er en del af os selv – og det skaber stor fred at acceptere dette i stedet for at forsøge at skille os selv ad fra alt og andre. Det skaber fred at holde op med at identificere sig med roller – og i stedet acceptere at vi er en stor puls, ét liv der ånder. Ind, ud. At vi ER, mere end at vi er NOGET.
På den måde sætter vi ikke kun os selv, men også andre, fri.
Tags: angst, bevidsthed, døden, identification, nuet
Hvis jeg ikke træder på stregerne er alt ok når jeg kommer hjem. Det er mit mantra. Jeg går på Havstensvej. Drejer ind over tanken. Jeg er lille og tynd og splejset. Når drengene hiver op i min nederdel har jeg shorts på indenunder fordi jeg garderer mig mod alt på forhånd. Senere skal det vise sig hvor stort et benspænd dét bliver.
Jeg går bagom, igennem Stenkrogen, hjem. Det er som om jeg kun er øjne og ører. Som om jeg er så uendeligt lille og alligevel alt for stor til at verden kan rumme mig. Jeg kan ikke forstå hvad jeg dog skal her når jeg alligevel ikke rigtig føler at jeg er til stede. Alt jeg griber bliver ligesom til vat, og jo tættere jeg kommer på Køgevej nr. 136, jo mindre føler jeg mig. Jeg er parat til at lave en omvendt fraktal – en total tilintetgørelse på et splitsekund.
Da jeg træder ind i opgangen holder jeg igen på døren så den ikke smækker. Jeg er helt stille og åndeløs. Lytter. Er det musik? Var der en der råbte deroppefra, noget der blev baldret mod væggen? Skreg hun? Jeg slipper ikke døren men lader den glide i mens jeg styrer den med hånden. Et nærmest ikke hørligt klik undslipper den til allersidst. Jeg går langsomt op. Musestille. Jeg er god til det. Lige inden jeg når 1. sal tager jeg en dyb indånding og lukker øjnene inden jeg tør se:
Vil den være smadret igen? Vil karmen stå flænset mod døren der ubehjælpeligt er skubbet på plads til nogen kommer og reparerer den? Vil der være blod på gulvet? Vil der ligge glas over det hele? Sidder hun med hovedtelefonerne på og drikker rødvin, eller sover de begge to derinde – som to krigere der har opgivet kampen, slikkende deres sår. Inden de starter forfra.
Jeg ved det ikke. Jeg ved det aldrig, og derfor må jeg træde på stregerne og passe godt på. Jeg må være meget forsigtig altid. Jeg må være stille og gemme mig, og jeg må holde lillesøster for ørerne og fortælle hende prinsessehistorier. Nogen gange kan jeg sidde hos min ven i opgangen ved siden af og drikke kakao i vindueskarmen, og skrive nummerplader ned. Eller jeg kan se landskamp hos veninden og bide neglene helt ned af dén årsag. Men i sidste ende skal jeg altid tilbage.
Tags: angst, roskilde, tilbageblik
Voldsom nat med chokfølelse i kroppen. Nogen i huset kom meget sent hjem og væggene førte deres råb og ballade ind til mig. Jeg indså at mine gamle skader – vold, ballade, blod og skrig og rædsel – i disse dage er lige under huden, helt tæt på hjertet, trods en dyb accept og mange års bearbejdning. Jeg vågnede med sådan en dyb sitren at jeg ikke, med mine dybe åndedrag, kunne falde til ro igen. Selv bittesmå lyde og dufte i natten blev som kæmpestore udrykningsfartøjer henover, ind igennem, min sjæl og legeme.
Stod op og lavede kamille/lavendel te, tog to valerina nat og to Iprener. Efter 1½ times tid kom der ro på kroppen og jeg faldt i søvn – helt til vi vågnede med solen halvni. Taknemmelighed over at det ikke var tidligere.
Er nu supersart indeni og alt skal foregå meget langsomt.
Har været ude et smut efter pakke på posthuset. En hjertepakke. Tak JM.
Savn er ofte en følelse vi får når vi ikke kan finde os selv. Savn er som et barn indeni os som vi skal tage os af, men som vi er nogen der forsømmer. Grunden til hvorfor vi forsømmer kan antage mange størrelser, og det er ikke altid for det gode at bruge al energien på dette arbejde.
I stedet kan vi befri os fra følelsen af savn ved at lære at lytte til det indre barn lige nu – hvor vi i stedet ofte bedøver det med mad, alkohol, nye sko eller andet jordisk gods. Omsorg kan være god massage – men kan også sagtens komme rent fra os selv. At stoppe op når øjet fanger noget smukt eller spøjst – en kat inde i hækken eller de hvide blade fra træet der hvirvles rundt og rundt i det lune forårs tiltagende vind. Når vi tillader os at tage disse gaver til os, som vi ofte møder i stunder som ikke er søgte, så giver vi omsorg og kærlighed til os selv – til vores indre barn. Eller – til det barn i os der engang krævede men ikke fik.
Vi kan ikke længere belave os på at få noget tilbage som vi ikke fik. Vi kan ikke forvente at nogen kommer og gør noget om. I stedet kan vi tage det vi har og udvikle det til det vi har brug for.
Men det allervigtigste benspænd at forstå er troen på at det modsatte af savn er et liv uden forhindringer. For sådan er det ikke. Men man kan gå igennem sine forhindringer helt rent. Uden savn. For savner vi andet end det vi får, så lever vi ikke i accept af hvad er lige nu. Og lever vi ikke lige nu, så lever vi i morgen, eller i går, eller i håbet, eller endnu værre; i tvivlen.
Og mens jeg skriver ovenstående ved jeg, at jeg kan kun fremskrive det fordi jeg nu selv forstår det. Tak.
Tags: angst, forvandling, helbredelse, stress
Dengang jeg holdt op med at drikke ryddede jeg en del op i skabe og skuffer, men jeg har nu også tidligere yndet at gøre det dér; gennemgå alt hvad der var i gemmerne. Ofte endte jeg dog med et glas rødvin mens jeg bedrøvet læste gamle tekster eller mindedes oldtudsenordiske tegninger som jeg havde kreeret på en pibe tjald eller andet indadudvendighedsgørende.
Men nu er jeg, rent ud sagt, og I må virkelig undskylde mig hvis det sviner, ved at kaste op over al det sortsyn! Jeg kan ikke holde ud at se tilbage mere. Jeg bliver ikke mere fortryllet eller stolt eller chokeret over det der ligger fra fortiden. Jeg bliver ked og det gider jeg ikke!
Jeg bliver ked af det fordi jeg ser mig selv og hvor fortabt og uerkendende jeg var. Fordi jeg ser den langvarige kamp jeg var i.
Jeg har det kun sådan nu fordi jeg er kommet over på (d)en anden side. Der er jeg landet – ikke fordi jeg er holdt op med at ryge, eller fordi jeg er holdt op med at drikke, eller fordi jeg er holdt op med at æde sukker – men nok fordi jeg er blevet bevidst. Fordi jeg har erkendt og bevidsthedsgjort mit liv for mig selv, og fordi jeg er begyndt at handle på det. (Og jeg havde aldrig nået dertil hvis ikke jeg var holdt op med at drikke).
At jeg er gået voldsomt ned med stress giver mig ikke følelsen af tilbageskridt. Og heller ikke følelsen af ikke at kunne handle. For selvom det er meget vigtigt med ro og ansvarsfralæggelse når man er syg af stress, så betyder det ikke at man bare læner sig tilbage. Jeg vil godt se fremad. Jeg vil handle på den her sygdom så den ikke skal forfølge mig. Jeg føler at jeg har så meget at give, så meget jeg er god til, og jeg vil gøre meget for at finde min niche.
Jeg vil arbejde med min stress og min angst så den ikke bliver styrende for min fremtid.
Og det er dét som gør forskellen. Jeg handler. Jeg lytter. Jeg stopper op. Jeg arbejder med det.
Og det er hårdt arbejde! Jeg skal ligesom fjerne alt unødvendigt for at kunne se vejen. Jeg har måtte sige nej til en hel del sager for at sætte fokus på det basale, og selvom jeg ikke mere bliver så voldsomt ramt at angst som tidligere, så er der dage hvor jeg må aflyse sager fordi jeg ved at det giver tilbage med en forhammer.
At kunne mærke dette på forhånd er netop en del af arbejdet. Mange kan sådan noget pr automatik – de er født med det. Kan mærke kroppen. Kender den. Men jeg har overskredet mine egne grænser (læs siden om medafhængighed) i så mange år at jeg må starte (for)fra scratch.
Og det leder mig til det som jeg lagde ud med i denne post, nemlig det fysiske arbejde; oprydningen og rengøringen.
Det skal til, for jeg kan ikke gå og støde ind i fortiden nu hvor jeg har lært at indse mit behov for at se fremad – og behovet for at blive endnu bedre til at mærke efter ligenuogher.
Jeg kan ikke holde ud at åbne skabet, og så er det fyldt til randen med alt muligt som jeg ikke lige kan skille mig af med, enten fordi det har tilhørt et menneske jeg elsker, eller fordi jeg simpelthen har skubbet tingene foran mig. Så i dag har jeg smidt en hel reol og en hel kommode ud. Og det var ikke sådan nogen pap-nogen fra Ikea – nix! Det var gedigne gamle sager – og de vejede et halvt ton. Men jeg har slæbt dem hen over gulvet og ned af trapperne selv. Jeg har ladet dem gliiide ned af trapperne, for bære dem kunne jeg ikke. Nu står de nede i mellemgangen, og så må der komme en løsning i morgen. Måske gårdmanden vil hjælpe. Men ud af mit slot kom de – og barnet har fået de dejligste omgivelser. Det var hans tur. Meget. Og alt derinde er rent og ryddet op. Der er rokeret rundt og alt i skabene er sorteret og ordnet.
♥
Jeg har nu, på meget kort tid, været igennem alt. Alle skabe, skuffer og sager til opbevaring har jeg et totalt indre overblik over. Jeg kan se tøjet på sine bøjler for mit indre blik. Sagerne på toilettet som har fået nyt bo. Thores nye åbne værelse som han selv blev kisteglad for da han kom hjem i dag. Værktøjet og redskaberne og nørdtingene arrangeret i gennemsigtige kasser under sengen (af nødvendighed). Skabet i entreen som virker rummeligt trods alt vintertøjet. Og stuen, som i lang tid nu, bare er indbydende og funktionel. Og altanen hvor nye lækre udelys venter på lune aftener.
Jeg mangler kun køkkenet heroppe – og jeg glæder mig til det. Når jeg er færdig med det, så gælder det kælderrummene. Jeg er færdig inden marts er forbi.
Det giver fred og ro og overskuelighed at få det gjort. Og denne gang kommer jeg helt igennem. Der er ingen overspring. Jeg har en helt tydelig guide i maven som jeg kan navigere efter – for selvfølgelig vil der være sager tilbage i kælderen, og det må der også godt være, men det vil være de gode ting. Ting der giver følelsen af sammenhæng. Sager der har gode minder.
Skråt op med tidligere tiders elskværdige støvede blåmalede guitarer og mannequindukker og skøjter der aldrig blev brugt. Skråt op med sager der ligner noget jeg engang får brug for. De har ligget der i 6 år nu – hvornår er ‘engang’ egentlig? Skråt op med kasser med gamle papirer. Skråt op med Mors gamle papirer fra realen og hf og den sociale højskole. Skråt op med de 500 kg. sække med gamle sko og gammelt tøj. Skråt op med den der rutchebane til den seng vi ikke har som den passer til. Skråt op med den gamle jernkuffert som var fed engang.
Jeg smider lortet ud med koldt blod! Dø ting, dø! Lev liv, lev!
Læs også: Farvel Abe, om at smide sin første bamse ud, og Smid det ud med koldt blod II (keep it simple)
Tags: angst, døden, helbredelse, oprydning, ro, stress, ædruelighed
I dag tjekkede jeg ind på tv2-nyhederne. Jeg synes at jeg også må følge med der hvor jeg ved at der er nogen der kun følger med.
Jeg ser en overskrift der hedder:
“Symptomer efter hashmisbrug“.
Det fanger mig selvfølgelig. Jeg klikker og erfarer for første gang at der tilsyneladende findes en brevkasse på tv2’s hjemmeside.
Her er en ung fyr på 23 der har stoppet det han selv betegner som et hashmisbrug, fra den ene dag til den anden, fordi han oplevede et angstanfald. Da han ikke har fået det behandlet bliver det ved med jævne mellemrum her 1½ år efter.
Jeg nikker genkendende med fra den anden side af skærmen; han har samme symptomer som jeg og mange andre har. Han nævner selv at det kan være panikangst. Han har ret. Og han har været turen igennem på hospitalet med hjertekardiogram og scanninger etc. Han er fin over hele linjen. Altså ingen fysiologisk årsag. Så spørger han om det måske kan være hashen der har udløst hans angstanfald, og hvad han kan gøre ved det for “på den anden side er det en høj pris at betale, hvis jeg skal leve med angst (eller hvad det nu måtte være) nogle gange flere gange om måneden.”
Og så kommer svaret, fra Henrik Rindom, som siger at den unge mand kan være stolt af sig selv og at han kan stole helt på lægerenes vurdering af at han ikke fejler noget fysiologisk (hvilket jeg nok vil vurdere som meget i overensstemmelse med virkeligheden).
Men så siger han at han skal tage på den psykiatriske skadestue, eller få en henvisning til en psykiater, og at han – og det er det jeg simpelthen ikke forstår – ikke ved hvorfor den unge mand har de symptomer han har:
“At du så ind imellem kan få nogle mærklige symptomer om hjertet, har jeg ikke noget godt svar på.”
Dét hænger ikke sammen at være overlæge og psykiater og så sige sådan noget. Nu er det klart at jeg ved lidt om angst fordi jeg har læst helt utroligt meget om emnet den sidste 1½ måned, men at en overlæge ikke kender til, eller ikke informerer om, de fysiologiske symptomer ved et panikanfald forstår jeg ikke.
Det er en mekanisme der går i gang – og så kan det i øvrigt være helt udefinérbart hvad der starter det. Det er netop det der adskiller flugtfølelsen i angsten fra flugtfølelsen i den logiske situation hvor vi bliver bange (fx ulykker). Hele kroppen indstiller sig på flugt – dvs man producerer nogen stoffer som gør at man kan udrette vilde mirakler (deraf fx historier om kvinder der har gjort det umulige fordi deres små børn var i fare).
Man trækker også vejret anderledes (hyperventilering, overfladisk vejrtrækning) – og jeg tror dette har relation til den følelse der opstår af smerter i brystet (nu er det jo ikke mig der er læge) – nogen føler de er ved at blive kvalt, og dette har også en relation til dette.
Dog betyder det ikke at man er ved at dø – men det er det man tror. Og det er derfor angsten bider sig selv i halen; man tænker at nu får jeg et hjerteanfald, og så dør jeg. Det er jo klart at både psyke og krop flipper ud når man tror man skal dø! Men det skal man ikke, og det man skal lære er at lade hjernen forstå hvad der sker – herunder at man altså ikke skal dø, men at det man oplever er helt normale tegn på et angstanfald (som man kan blive helbredt for). På den måde kan bevidstheden tale krop og psyke ned inden det løber af sted med en. Dermed siger jeg ikke at man kan skabe denne bevidsthed i et svar i en brevkasse, men man kan skabe kimen til den. Problemet med psykiatrien er jo nok at den nogen gange glemmer, at det er menneskets egen definition og bevidsthed vi skal arbejde med hvis der skal opnås motivation og resultater.
At en overlæge (og psykiater) ikke er klar over hvilken beroligende effekt det har når man forstår hvad det er der sker i kroppen, det går simpelthen over min forstand!
Der udover synes jeg at det er malplaceret at ytre, at han er helt sikker på at angsten er udledt af hashmisbruget når han ikke har spurgt ind til om der har været andre større begivenheder i den unge mands liv!
Mit råd til den unge mand ville være at finde støtte i nogen af de selvhjælpsgrupper der findes for tidligere misbrugere – fordi det er vigtigt at vedligeholde sin afholdenhed (og det ønsker han).
Mht angsten ville jeg allerførst råde ham til at gå til lægen med henblik på en mulig henvisning til psykolog. Men, og det afhænger jo af mandens livsstil og miljø, job etc, det kunne også være fornuftigt med fx en behandling der er mere konkret knyttet til angst og fobier.
Jeg ville råde den unge mand til selv at læse om angst på fx internettet. Angstforeningen er et godt udgangspunkt, og der kan man også ringe anonymt.
Det handler utroligt meget om at kunne mærke efter selv inden man fx siger ja til medicin (som stikkes ud til højre og venstre, men som for nogen i en periode kan være en hjælp – men ikke for alle!!). Ikke alle psykiatere er tilhængere at medicin, men det er velkendt at de er mere orienterede mod at benytte dette end fx psykologerne der ofte arbejder mere kognitivt.
Men det er jo heller ikke blot nok at have hovedet med – mange anbefaler netop meditation og massage som et led i behandling af angst (blandt andet).
Jeg er stadig i erkendelsesfasen og læser meget om stress og angst.
Det hjælper – jeg er god til at skille tingene ad, og til at mærke (utroligt nok) hvad der virker på mig. Men for at vide hvad der virker, så skal jeg også igennem en masse der først lyder fornuftigt, men som i sidste ende alligevel opleves som nonsens. Det er alt fra den videnskabelige lægeverden til de mere alternative metoder jeg går i dybden med.
Stressen er jeg relativt klar på – jeg har været syg af det i årevis.
Angsten er på en måde en bonusreaktion som jeg har set skyggen af tidligere, men ikke så invaliderende som nu (har jeg mon drukket det væk tidligere?).
Det er lige meget hvor god en terapeut kan være – hvis ikke vi har fælles sprog. Der er idioter alle steder – behandlere som endnu ikke har smidt deres ego og som dybest set kun yder omsorg for egen vinding skyld (der må godt profileres, men i balance). Det kan være svært at finde vej – nemt at blive vildledt når man er syg.
Jeg oplever at det er vigtigt for mig at stille krav til min omverden. At kunne sige til og fra – at bede om hjælp, eller at få sagt farvel til noget eller nogen der i bund og grund føles forkert.
Hvis ikke jeg gør det bliver jeg selvudslettende. Ingen skal være selvudslettende. Jeg har det selv bedst med at føle respekt for de mennesker jeg har omkring mig – men de skal også have respekt for mig.
Jeg er blevet bedre til at stoppe op og skære tingene fra – men fordi der stadig har været noget intenst modstand ved jeg at der er masser af læring foran mig.
At blive så syg som jeg blev denne gang betyder at det ikke er godt nok endnu. Men det er helt sikkert også en indikation for at noget er på vej. Det er jo sket for at få mig til at åbne øjnene. Jeg synes ikke det er sjovt. Men foranlediges alligevel til at sige tak – det kunne være meget værre! Jeg er jo allerede holdt op med at drikke. Holdt op med at ryge. Og det med succes og uden savn. At jeg har taget disse syvmileskridt – valgt dem for at nærme mig et mere værdigt liv – er kimen til at kunne fastholde erkendelsen og den kommende helbredelse der må være for livet.
Lægen siger alle mine tal er fine og at jeg har et hjerte-karsystem som en japaner (kolestorol på 3,5). Det hjalp meget at blive tjekket. Det har fjernet en del af angsten som nogen gange er voldsomt sygdomspræget (dødsangst). Det er på sigt selvfølgelig ikke en løsning at få taget blodprøver hele tiden – men som jeg kan læse mig til er det bedre at få det tjekket – dels fordi der kan være vitamin eller mineral mangel – men også fordi angsten er så sammensat. Den er meget ‘i hovedet’. Lige inden den rammer mig, tænker jeg: “For fanden – nu kommer det. Hjælp. Jeg falder om. Jeg dør. Og så lige midt på gaden (eller hvor jeg nu er).
Nu ved jeg hvad angsten gør – og især at den ikke kan slå mig ihjel. Jeg er så fit som jeg kan blive uden fitness. Da angst ofte opleves som en konstant indre sitren og tyngde i arm(ene), og som et jerngreb om brystkassen, tænker mange (også jeg) at det er et hjerteanfald. Men nu ved jeg at der er minimal risiko for dette. Og jeg ved at det er typiske tegn på angst. Mit hoved skal altså lære (meget hurtigt) at overbevise sig selv om at der sker det modsatte af det som det tror der sker.
Jeg bliver dog stadig grebet – men nu begynder jeg at kunne se sammenhængen mellem stressen og angsten. Så snart jeg tænker på noget jeg skal tage ansvar for (fx de forestående eksamener, eller arbejdet som bestyrelsesformand) så kommer angstsymptomerne. Mere tydelige end tidligere – men det er det jeg oplevede i min sidste praktik.
Det der gør mig ked af det er, at jeg må indse at jeg ikke kommer til at kunne indgå i en arbejdsmæssig sammenhæng det første lange stykke tid. Jeg kan mærke, og læse mig til via andres historier, at jeg ikke er på det stadie hvor jeg stoppede i tide. Men der hvor jeg skal samles op og hvor jeg ikke kan mere. Jeg bliver nødt til at søge om økonomisk hjælp således at vi kan klare os mens jeg kommer ovenpå igen.
Målet er ro, terapi og egenstøtte. Der er så meget der skal bygges op.
Små skridt. Bittesmå. Jeg er en kiks der er blevet kørt over og overkørte kiks har ikke så mange kræfter til at trille så hurtigt.
Er på:
Hyperikum 900 mg (taget i 2½ uge- muligvis begyndende effekt if.m. pms/pmdd)
Fiskeolie Omega N3 3000 mg
Multivitaminogmineral 2 stk
B-vitaminer - 15 mg B6, 15 mg B2, 15 B1, 30 mg calciumpantothenat, 60 mg nicotinamid (gange 3 pr. dag over periode på 2 mdr.)
Gingko 62,5 mg
Jern ca. 40 mg.
2½ liter grøn the pr. dag
Yoga
Meditation
Tags: angst, helbredelse, stress
Jeg skrev jeg ikke havde tid til at besvime.
Det havde jeg heller ikke, men jeg gjorde det alligevel.
For to uger siden lagde jeg mig i en 7/11-butik (af alle). De havde hverken stol eller bænk eller noget, så jeg lagde mig på gulvet. Intet dramatisk. Kunne bare ikke stå op mere. Kort tid efter lå jeg i en ambulance.
Frederiksberg skadestue. Jeg var den mindst akutte (sagde de) og derfor tog jeg hjem da jeg havde ventet på en læge i 5 timer.
Hjemme er bedst, men jeg indrømmer at der har været sekvenser hvor jeg var lige ved at tage en taxa til nærmeste psykiatriske skadestue. Aldrig har jeg dog været så tæt på at miste fornuften.
Jeg er nedlagt af stress – men det værste er at der fulgte en meget stor sæk angst med. Man kan læse mere om det hvis man googler det. Der anslåes at være 350.000 danskere der lider at angst – en invaliderende sygdom når den er i udbrud – men det er nok som med alkoholisme; der er flere end vi regner med. Hver anden jeg taler med har enten selv oplevet den farlige stress (den der virkelig lammer) eller angsten. Det er en grim kombi, men jeg er glad for at jeg ikke er depressiv samtidig.
Dem der har prøvet det ved at det kræver en periode hvor man skruer HELT ned (man behøver ikke gøre det, for kroppen har jo sagt fra – hver gang man tænker mere end en ½ time frem bliver man mentalt slagtet) – og et efterarbejde der involverer krop og sjæl.
Det har været svært at være så lammet når jeg samtidig vidste at jeg måtte arbejde mig ud af det. Der har været dage hvor jeg ikke kunne gå ud af døren. Det har jeg godt nok kun prøvet i forbindelse med virusser og tømmermænd tidligere. Men angsten har altid været latent.
Et voldsomt eksamenspres oveni Thores meget langvarige sygdom udløste situationen. Men i bund og grund er dette ‘blot’ en del af det arbejde jeg har været i gang med de seneste år. Det er en advarsel, og den skal tages alvorligt. Jeg har altid haft svært ved at lytte til min krop, men Guderne ved hvor meget bedre jeg er blevet. Trods momenter hvor jeg ikke kan være til stede for tankemylder, så føler jeg mig fuldstændig sane.
Små skridt. Man må kravle før man kan gå. Sådan er det. Og man kan ikke skræmme, skamme eller vifte det væk.
Jeg har dog valgt at tage naturmedicin – hyperikum. Det gives mod tristhed men i større doser (end der herhjemme må foreskrives at man må tage) bruges det i fx Tyskland mod reelle depressioner. Mit håb er at det, som sin kemiske fætter lykkepillen, også hjælper mod den værste angst. Jeg har det fint med det da jeg samtidig er i gang med det ‘rigtige’ arbejde.
Meditation, yoga og let aftengymnastik er blevet en del af mit program. Det er helt i det små – men det store er at jeg formår at fastholde det. Og ser du en stille sjæl på en bænk med en kiks og en flaske vand, så kan det godt være mig. Kroppen vil fodres nærmest hver time – det er et sundt tegn at jeg mærker det og eftergiver dens krav.
Efter jul følger både massage og psykoterapi (kan man ikke kalde det noget andet?).
På sigt? Tjah. Jeg holder nok ikke til at være pædagog på blå stue – men det har jeg hele tiden vidst. Men jeg kan stadig kun tænke meget kortsigtet. Jeg havde besluttet mig for nogen få fag på HF inden der er semesterstart på DPU og RUC til september. Men nu ved jeg ikke – og det er status. Jeg ved intet, og det er faktisk helt rart ikke at skulle planlægge hele tiden.
En dag af gangen – det er ægte ligenuogher. Jeg indser at jeg når det hele alligevel, og det jeg ikke når er ikke vigtigt.
Afleverer to problemstillinger i morgen (jeg sagde bare til mig selv, at enten fik jeg dem lavet, eller også var der jo en sygeeksamen). Ud af dem to synopsis med efterfølgende eksamen i starten af januar. Heldigvis sniger der sig lige en psykolog ind nogen dage inden.
Derefter dimission 25 januar. Så er det slut.
Rigtig glædelig jul derude – her vil være lidt stille fremover tror jeg…
Seneste kommentarer