bevidsthed

You are currently browsing articles tagged bevidsthed.

At burde

5. februar 2010 in eksistens, flerdimensionalt | 3 comments

Når jeg falder over den tåbelige tanke at burde er det blot fordi jeg i et kort øjeblik ikke kan finde ud af, at acceptere omstændigheder som kræver nærvær og stille indsigt. Tanken at burde er en lille tyv der kommer og stjæler dit nærvær, og lammer dig med dårlig samvittighed.

I stedet for at lade sig friste til at benytte at burde, som undskyldning for dit liv, kan du i stedet gøre det så godt du overhovedet kan, og når du har gjort dét, så kan du rejse dig og trække at burde ud i toilettet.

Luk øjnene. Træk vejret så du kan mærke at kroppen udvider sig, og cellerne danser.

Det er i de stille rum at du skaber energien til de sande handlinger.

Tags: ,

Vil vi virkelig freden?

14. august 2009 in flerdimensionalt | 9 comments

I mange år var jeg aktiv aktivist. Vejen fra barrikaden til den indre fred har været intens og lang. Det har været som at springe ud af skabet. Det som før var et meningsfuldt tætvævet tæppe i perfekt match hænger nu i laser.

Jeg tror ikke på at det har en effekt mere, denne modstand. Aldrig må den sammenlignes med ligegyldighed, den er et bevidst valg som i sin essens har forstået, at den der yder modstand på en sag er med til at fastholde at der overhovedet ER en sag. Kan vi spørge os selv HELT ærligt: vil vi egentlig af med denne sag, eller er der noget i os som i virkeligheden nærer sig ved at vi kæmper, bevæger os i modstand?

Jamen skal vi så ikke lave fredelige demonstrationer mere? Hvem skal gøre opmærksom på al den uretfærdighed der findes? Al systemets magt?

Ja jeg bliver nogen gange selv helt i tvivl. Jeg har nemlig næret mig ved at være i opposition. Det var bare mig, det dér, at være på pletten så jeg kunne dokumentere al falskheden.

Men pludselig opdagede jeg, pludselig blev jeg klar over, at alt dette ikke kun var en retfærdighedssans, dette var i sandhed også et behov for at føle at jeg gjorde noget rigtigt. At jeg var ‘nogen’. Det gav mig en følelse af ’mere’-hed at skabe en illusion om hvordan verden burde se ud.

Det var en stor bunke løgnagtige identiteter jeg der havde budt indenfor.

I forbindelse med hjemsendelsen af de Irakiske (udviste) asylansøgere her i august 2009 kunne jeg mærke at noget skete i mig. Der kom lynhurtigt nogen meget grove billeder frem – billeder som vi har set utallige gange før. En systemmagt som den bløde befolkning stiller sig op imod – og resultatet er klart. Der sker et overgreb. Ja, selvfølgelig gør der det. På en eller anden måde er det fuldstændig vanvittigt at forestille sig at sådan en situation ville ende fredeligt. Vi ved det sgu godt på forhånd. Nej, det kan godt være at det ikke er retfærdigt, men hvad er retfærdighed egentlig? Er retfærdighed ikke en forestilling? Er det ikke således, at det vi mener, som skal yde os retfærdighed, er en idé vi skaber således at det passer ind i den verden vi synes vi godt vil leve i? Jo. Vi synes ikke det er retfærdigt når vi mister nogen vi elsker. Vi synes ikke det er retfærdigt at vi ikke tildeles samme goder som vores fjender og selv dem vi elsker. Vi konkurrerer med en usynlighed, et fatamorgana, som kun findes i den del af os der er konstant utilfreds med det som er.

Der er ingen tvivl om at der dels er skabt en blasfemisk situation, dels er tale om en overskridelse af de menneskerettigheder som vi ønsker at leve ud fra. Billedet af en ordensmagt der trænger ind i en kirke for at anholde mennesker har oprørt mange, og billedet af afskeden mellem kvinder, børn og mænd er hjerteskærende. Men også den vold der kom ud gennem knippelslag og meget voldsomme verbale udtryk får os til at sige: sådan må det ikke være. Dette må ikke ske i vores land.

Men det ER virkeligt. Det vi skal forstå er, at den smerte vi mærker, når vi ser disse billeder, når vi ser adskillelse, død, tårne der styrter, døde børn og hjemløse der sparkes på, den vokser jo mere vi beskæftiger os med den. Jo oftere vi klikker ind på de værste nyheder, med de mest rå fotos, jo større liv får den. Jo oftere vi refererer til fortidens grufulde historie (herunder vores egen simple), jo mere får den lov at fylde. Selvfølgelig husker vi historien. Selvfølgelig skal ingen sige at den ikke har fundet sted, men den skal have lov at være det den var – i stedet for at få lov at være noget den ikke er, nemlig nu.

Så lad hver dag, når du åbner dine øjne, om det nu er gråt, og du skal tænde et lys, eller om solen vælter ind gennem dit åbne vindue, være en dag hvor du husker på at vælge rigtigt. Vælg at leve dine ønsker. Vælg om du vil kæmpe, eller om du vil freden. Hvis du vælger freden vil du opdage at den spreder sig som ringe i vandet, men du vil ikke opleve at der slet ikke er vold i verden. I den fysiske verden vil der altid være vold, men du kan lade være at gå ind i den. Med øvelse kan du rumme alt og derfor vælge sandt fokus.

Tags: , ,

Succes og egofølelser

23. juli 2009 in eksistens, flerdimensionalt | 2 comments

Jeg er et sted i min helbredelsesproces hvor jeg er begyndt at få succes i forhold til arbejdssituationer. Det er et utroligt og springende punkt af kvantekarakter.

Selvom jeg fortsat er i en undersøgelsesfase, så har jeg været i en konstellation som tidligere ville have drænet mig for al energi. På trods af udfordringen i situationen ville jeg ønske at jeg kunne have fortsat under samme tag, men noget har sit virke og jeg ved der er en mening med at jeg skal videre derfra.

Det der skete var, at jeg kunne gå ud over egofølelsen. Jeg kunne, i en situation der ellers ville være meget let at tage personlig, bevidstgøre over for mit egoistiske sind at der var en meget større sammenhæng i den udfordring jeg stod over for. I stedet for at skabe en forestilling, og tage offerrollen, indså jeg at følelsen i bund og grund var en forvirret form for energi. Det var ikke fordi der ikke var noget der fik følelsen til at opstå, altså at jeg skulle være særlig overfølsom eller at jeg havde gjort en oplevelse til noget den ikke var, nej, men jeg evnede at spørge min allerinderste kerne, min bevidsthed: hvad er dette? Hvad er dette i virkeligheden?

Og så opdagede jeg, igen, at det vi ønsker skal være, vil være.

Havde jeg valgt offerrollen ville det være virkeligheden. Min virkelighed. Den ville jeg kunne gå hånd i hånd med, en uudtømmelig kraft. Mange af os kender den så godt – den er let at få tilfredsstillet. Der er altid nogen der kan bruge at føle sig lidt over én. Simple mekanismer.

Men det var bare min dråbe. Kunne det på en eller anden måde være muligt at se nogen af de dråber der lå ved siden af mig? Virkelig se dem? Ikke vurdere, ikke analysere, ikke gøre noget til noget det ikke er, men simpelthen fuldstændig rent se dem?

Ja. Og jeg tror på at vi kan se hele havet rent. For det vi opdager, det jeg opdagede, var at tingene, helt ned på minimale dagligdagsplan, flyder sammen. Det lyder, at en sommerfugls basken med vingerne i Kina kan starte en orkan i Amerika, jamen sådan kunne jeg se, at den person der reagerede på mig, lige så meget reagerede på noget der var sket i den anden ende af hans liv, eller bare den anden ende af kontoret for den sags skyld.

På den måde kunne jeg pludselig meget lettere acceptere at jeg blev deltager i det der skete. Jeg forstod til fulde at der ikke blot er mange almene psykologiske mekanismer på en arbejdsplads, men også at jeg kan bruge min åndelige forståelse for en fælles bevidsthed til at navigere uden om det benspænd der tidligere har holdt mig fra succes. Det gjorde mig i stand til at undgå fx vrede, som uden tvivl ville have skabt endnu mere forvirring og fjernelse af virkelig virkelighed. Jeg kunne forstå den anden dråbe i havet.

Når vi bliver i stand til at forstå hinanden bliver vi samtidig i stand til at forstå os selv. Vi tilgiver. Vi undviger dramaet. Det giver en utrolig følelse af kærlighed når vi på denne måde lader være hvad som er. Når vi ikke hele tiden skal ud og larme for at få igen, eller for at plante skyld.

Alt som vi ønsker er allerede til stede.

Tags: ,

Identifikation vs Frihed

5. juni 2009 in eksistens, flerdimensionalt | 7 comments

I 2007 ramte jeg en mur. Den var smuk. Den var sat der for at jeg virkelig skulle kunne erkende af sammenstødet med den. Først gjorde det så ondt at jeg næsten ikke kunne komme over på den side, hvor jeg slap identifikationen med lidelsen, men så opdagede jeg at muren i virkeligheden var skabt af silkepapir, lag på lag på lag, og jeg gik i gang med at skrælle. Alverdens farver kom til syne. Det var som et kinesisk eventyr.

Erkendelsen sprang frem i takt med at jeg kom dybere og dybere ind i laget. Den mindede om dengang jeg sparkede alverdens grønne flasker og papkartoner over i et hjørne og sagde farvel, men den rummede en genkendelse som jeg ikke tidligere havde været i stand til at se. Det er meget logisk, derfor kom jo muren.

Erkendelsen var at der i al identifikation ligger en fare for at miste sin inderste kerne, muligheden for ren væren. Selv identifikationen med at være kommet ’over på den anden side’ kan forvirre os til at tro vi er noget vi ikke er.

Så snart vi identificerer os med en rolle fastlåser vi os selv. Så fryser vi et øjeblik og tror at dette er sandheden: jeg er klog, jeg er oplyst, jeg er alkoholiker, jeg er stakkels, jeg er syg, jeg er bedst.

Det betyder ikke at vi ikke skal kunne rumme alle disse roller vi som mennesker hele tiden flyder ind og ud af, men sagen er netop at indse at det ER flydende. At vi bevæger os, at intet er statisk.

Observationen af dette kalder nogen for væren i nuet, for bevidsthed, for Gud. At blive i stand til at registrere uden at identificere sig med, fastfryse, vores roller, sætter os fri og giver os fred.

Jeg har set hvad der skete når jeg fastfrøs mine roller. Det blev meget forvirrende at være med andre mennesker. Hvorfor gjorde det dét? Jo, når jeg synes at jeg var klog, så ville jeg at den anden skulle kunne se at jeg var klog. Ellers kunne jeg ikke genkende den jeg var i den anden. Jeg identificerede mig jo med at være klog, og det er derfor vi sagtens kan registrere vores roller, og sige ha, dér trådte jeg i karakter som dén eller dén, men når vi identificerer os med rollen bygger vi hele vores livsfundament på den (eller dem) og rokker nogen ved dette siger det sig selv at vi bliver stærkt angste.

Det vi mærker, når den anden ikke genkender det vi mener at være, er at der bliver sat spørgsmålstegn til hvem vi er. Det piller ved det fundament, som i bund og grund er en løgn, som vi har skabt for at kunne holde ud at være til. Det piller ved stoltheden og fremmaner dødsangsten fordi det er så essentielt for os, men det skaber også et skel, en dualitet, i forhold til ’den anden’:

Hvis jeg skal være den kloge fordrer det jo at den anden er lidt dummere, ikk! Og hvis jeg er den syge, så skal du være den raske (og stærke). Det er let at blive fanget i roller fordi de ofte kan være smigrende, men de er lige så usande som alle andre roller.

Nogen gange møder vi mennesker hvor rollerne umiddelbart matcher hinanden og vi lever side om side en stund, vi bekræfter hinanden i det vi er – og så, pludselig, opstår der noget som gør at vi slet ikke kan genkende ’den anden’ mere. Hvorfor nu det? Den ene, eller begge, har pludselig flyttet sig ud af sin rolle og der opstår forvirring. Det er det der blandt andet sker mellem børn og forældre – og her er det vigtigt at forstå, at når vi fastfryser vores egen rolle fastfryser vi også det menneske vi sidder over for. Ud over det gængse forældreopgør er der et utal af andre roller som vil være til stor glæde at blive opmærksom på, og gøre op med, gennem hele livet.

Det er umuligt for os at være inde i hovedet på andre, og dog hænger alt og alle uløseligt sammen. Vi er ikke adskilte fra ’den anden’. Alt hvad vi ser i ’den anden’ er en del af os selv – og det skaber stor fred at acceptere dette i stedet for at forsøge at skille os selv ad fra alt og andre. Det skaber fred at holde op med at identificere sig med roller – og i stedet acceptere at vi er en stor puls, ét liv der ånder. Ind, ud. At vi ER, mere end at vi er NOGET.

På den måde sætter vi ikke kun os selv, men også andre, fri.

Tags: , , , ,

Mønstre, misbrug og helbredelse

29. januar 2009 in baglæns historie, eksistens, stimulanser | 13 comments

Hvad betyder det at være misbruger? Er det dig selv der er kommet frem til at du har et forbrug der ikke længere er godt for dig? Er du nervøs eller angst for hvad der skal ske hvis ikke du fremtidigt lægger misbruget fra dig? Er der hele tiden noget inde bagved som ønsker, og ved, at du skal ud af det for at finde dig selv og roen i livet?

Alle mine morgener har været fyldt med anger, men pludselig havde jeg kræfter til at tage det skridt jeg inderst inde følte så nødvendigt. Jeg ville ud, hjem til mig selv. Jeg troede ikke det tog en uge, en måned, år… Jeg anede ikke hvad jeg gik ind til eller hvad der ville komme.

Men jeg holdt mig ædru. I to måneder gik jeg ædru uden støtte mens mit sind og tanker drev mig til vanvid; ville livet nogen sinde blive sjovt igen? Hvad skulle jeg sige når jeg skulle indgå i sociale sammenhænge? Var jeg nu en cola-drikker, eller var der andre veje?

Jeg klingede til mine smøger! Så var det da lidt sjovt!

Et par måneder inden at jeg erkendte at jeg måtte ud af alkoholen havde jeg mødt en kvinde. Hun havde været ædru et par år, og hendes historie havde sat spor i mig for mine tanker gik hele tiden til hende. Jeg ringede til hende. Hun kendte til et statsstøttet behandlingssted for afhængige. Hun etablerede kontakten og der startede min rejse. Behandlingen tog 6 uger, og mon ikke jeg troede at jeg var igennem det værste der. Det var jeg ikke, men bevidstheden udvider sig i små bidder, som vi mennesker nu kan rumme det, og det er godt for ellers ville vi kollapse før vi kom nogen vegne. Vi har tanker og overvejelser nok – hvis vi hele tiden vidste hvad som kom ville vi ikke turde træde ind i det. Først må vi acceptere dette; at vi lever et skridt ad gangen. Meget alkoholbehandling er baseret på at leve 24 timer af gangen. Jeg har hørt nogen fortælle at de var så fanget i trangen at de talte sekunderne. 24 sekunder af gangen. Counting, one, two, three…

Jeg havde mange tanker og uro. Jeg drømte ofte at jeg drak, og når jeg vågnede skammede jeg mig. Jeg blev ædru om vinteren, og som foråret kom gik mine tanker ofte til kølig og perlende hvidvin under skyggefyldte træer. Bare jeg spiste en chokolade med likør blev jeg fuld, så det holdt jeg hurtigt op med. I dag 4 år senere er jeg meget mindre fanget af tankerne om alkohol, men det betyder ikke at jeg nogen sinde kan få et godt forhold til det. Vender jeg mig mod et liv med alkohol vil jeg træde baglæns ind i den port som jeg tidligere måtte igennem for at opnå en større bevidsthed om hvem jeg er. At blive afhængig af noget, det være alkohol, sukker, narkotiske stoffer, sex eller magt, og derefter erkende at det fjerner en fra ens sande selv, og derefter arbejde sig ud af det, er en gave som måske ikke alle mennesker får lov at åbne – men den ligger i os alle og venter. Jeg er i dag dybt taknemmelig for hele rejsen.

Da jeg ikke var klar over hvor omfattende min proces var genoptog jeg mit studie ganske kort efter endt behandling, men jeg var tydeligvis både forvirret og angst for fremtiden, og langsomt fik jeg viklet mig godt og grundigt ind i et intellekt-misbrug der skulle vise sig at være selve kernen i min problematik – og som også til sidst gav mig nådesstødet. Dette kalder man for tørdrikkeri i AA – men man kan kalde det hvad man vil. Hovedsagen er at man kan se hvad der foregår – eller at man i det mindste bagefter er klar over hvad som hændte – så man kan gøre noget ved det. Mit sande arbejde, min sande forståelse for hvorfor jeg i så mange år havde bedøvet mig, gik faktisk først for alvor op for mig da jeg havde været ædru i 3 år, og røgfri i ét.

Jeg skal lære at turde at være i livet som den jeg er. Hver dag må jeg spørge mig selv: hvem er jeg? Jeg må reflektere og sætte spørgsmålstegn: vil jeg dette? Er mit fokus der hvor det føles sandt, eller er det der hvor jeg tror det skal være? Hvor jeg tror at andre synes det skal være?

Jeg har været bange. Det var som om at alle lag med et blev revet til side og jeg stod blottet mod hele universet. Det var som om at alt med ét pludselig stod mig klart – og at denne bevidsthed ikke var i balance med hvor min krop var. Det var døden jeg så, og jeg blev forfærdelig angst. Men det jeg ikke forstod var at jeg måtte dø, for det jeg troede jeg var, var slet ikke mig. Altså – der skulle forestå en forvandlingsproces og jeg følte bare at jeg ikke kunne klare mere. Jeg havde ladet mit liv æde mig: altid fingeren på pulsen, altid ansvarlig, altid den der rakte hånden op, tog posten, teten, råbte op…hvordan skulle jeg kunne holde op med at være alt dette? Alt dette genkendelige. Alt dette som andre så mig som. Alt det jeg identificerede mig med. Ét langt misbrug af overansvarlighed– og andre vidste præcis hvor de havde mig. Men jeg anede ikke hvor jeg var – og det forstod jeg efterhånden. Der var kun én løsning: fuldt stop og uendeligt langsomt fremad derfra.

Når vi misbruger er det et dække over hvem vi er. Ofte fordi vi ikke tør være dem vi er. Der kan være utallige årsager som kun vi selv kender. Men et er sikkert, det tager tid at slibe alle de lag af vi lagde mens vi forsøgte ikke at være os selv. Det handler ikke blot om at blive ædru, røgfri, afvænnet fra spil, narko etc. Det handler om at turde være tilstede. Ånde den sande luft. At kunne stoppe op, i stedet for at jagte lykken, og mærke at alt er ok. En dag opdagede jeg, at om jeg så skulle smide ALT ud, for jeg smed ud i over et halvt år, så var det ikke angstprovokerende for så længe jeg havde mit sande selv, så havde jeg alt jeg havde brug for. Det kan lyde absurd, for jeg har jo også et barn at forsørge, og en skabende kraft, men følelsen er oprigtig. Hvordan kan vi leve livet hvis vi ikke er i det?

Det måtte jeg spørge mig selv om. Det har taget lang tid. Jeg skriver denne note dagen inden jeg har været ædru i 4 år, og godt er år efter at jeg blev flået op med så stor voldsomhed at mit legeme sank sammen. En livsproces har kun én kerne, og der vil vi altid befinde os, men der er etaper og min seneste etape tog et år. Jeg har pevet og grædt og krummet mig sammen, og jeg har foldet mig ud og åbnet mine arme mod himlen. Jeg suger og lærer og forstår – og holder op med at forstå! Jeg er tilstede. Jeg træder ved siden af, jeg vågner op igen.

Helbredelse skal være langsommelig, kraftfuld og erkendende. Helbredelse er at se ind, virkelig at turde se hvem vi er, uden identifikation med ting og andre mennesker, men også at søge støtte hos mennesker hvor vi netop føler at vi kan være dem vi er – eller i hvert fald hvor vi fornemmer at den anden kan fremme den vi er. Jeg har indset, at det som kommer til os skal vi tage imod med kyshånd. Alt er åbninger, også situationer hvor vi er opdraget til at skamme os eller føle skyld. Også situationer som nogen betegner som umulige livsforhold. Lad aldrig nogen fortælle dig at du ikke har en chance. At du har færre muligheder fordi du har haft det liv du har. Lev heller ikke op til ideer om at du skal være noget særligt på grund af dette. Masser af mennesker kommer aldrig til erkendelsens punkt – hvad enten de har den ene eller anden opdragelse – men dem som formår at bruge deres vilkår, som porte til at træde nærmere sig selv, vil opleve en usædvanlig forandring. Husk blot at det ikke er vigtigt hvor usædvanlig den er – det vigtige er at du kommer hjem til dig selv igen.

Du vil indse at livet er i dig, og at det ikke er dig der er i livet. Du bliver hel, men det betyder ikke at du ikke fortsat møder udfordringer. Du ser dig selv, men det betyder ikke altid at andre kan se dig. Du bliver rystet over virkelighedens gru, men til gengæld genkender du dig selv igen og igen. Har du dig selv med kan du gå igennem alt – også døden. Og du behøver ikke mere at finde på metoder til at gemme dig. Du behøver ikke mere drukne dig for bagefter at leve i en verden af skam. Du behøver kun én ting – at stoppe op og spørge dig selv: hvem er jeg?

Du er skabt præcis som du skal være skabt. Så snart vi forsøger at gå imod dette vil vi blive mødt af mure igen og igen, men når vi falder ind i vores kerne vil vi opleve at modstand ikke er vejen frem. Så falder vi i hak med livet.

Tags: , , , , ,

Om at opdage sig selv og helbredelsen deri

25. oktober 2008 in eksistens | 12 comments

Diagnose eller egenforståelse

Samtidig med at jeg vinder mig selv opdager jeg, fordi det vundne jo kommer af at turde tabe, utrolige dybder i mit indre som tidligere ville have sat mig skakmat (og som jeg derfor aldrig, tidligere, kunne have erkendt). Men fordi jeg selv tog skridtet, selv tumlede ud af vejen, selv satte ord på og selv mærkede efter, så forstår jeg at helbredelsen for mig i sandhed ligger i at komme hjem, ind, til mig selv, og at andres vurderinger, diagnoser og analyser aldrig vil være fyldestgørende. Engang troede jeg dog at jeg fandt mig selv i den anden: at jeg ikke havde nok til en egentlig spejling men at hele billedet kom udefra. Det var den skade jeg fik med mig. Det er en million år siden, og de rester der hænger ved er et fint bevis på at jeg i dag i større grad er i stand til at balancere: at jeg nu ikke synes at det skal være enten helt ude på den ene eller den anden vippekant. At jeg ikke skal rydde alt af vejen, men heller ikke læne mig for langt tilbage. At jeg kan elske andre for deres hele væsen og ikke mere ønsker at gøre dem til enten engle eller dæmoner.

Det er et stort og vigtigt erkendelsesskridt, dette. For bevidstheden om ovenstående beviser at jeg er så langt i min egen helbredelse at jeg nu, når jeg mærker remmen af egen hud, på egen krop, kan finde ud af at stoppe op og se hvad det er jeg gør. Når jeg mærker snerten af det gamle mønster: når jeg begynder at lege med. Når jeg begynder at mærke, at det jeg gør kun er for at bekræfte mig selv i det jeg på forhånd ønsker at blive bekræftet i. Den snigende fornemmelse af angst og paranoia: den anden er ude efter mig, kan ikke lide mig, har en skjult dagsorden. I ubevidsthedens land, som jeg nu er blevet bevidst om, sker alt det her fordi jeg i bund og grund selv har haft skjulte dagsordener. Fordi jeg selv har været styret af de her mekanismer hvor jeg på forhånd har enten/eller-tanker om andre, og for at blive bekræftet i dem, så MÅTTE jeg få manipuleret den anden derhen hvor facit var mit.

Når jeg nærmer mig kanten af alt dette er jeg nu, i de fleste tilfælde, i stand til at lade være at støde ind i det. Det har en enorm indflydelse på mine relationer. Det betyder ikke at jeg skal, eller kan, gå ind i alle forhold, men det betyder at jeg lige så stille begynder at kunne forstå, og gå på kompromis med, andre uden at jeg hele tiden på forhånd har gættet mig til hvor de er. Uden et evigt behov for at klinge til egen dagsorden.

Men alt dette betyder også at jeg pludselig kan skille mig selv ud fra andre som stadig står i fælden. For det kan i sandhed være svært at være vidne til mennesker som er blevet såret og derfor ikke er i stand til at være sig selv. Mennesker vi måske elsker højt. Det betyder at jeg ikke længere bliver lige så usikker når et menneske tæt på forsøger at tviste og dreje og lokke mig med ind i deres univers af evigt drama. Det evige drama hvor den anden først snakker mig efter munden blot for, sekundet efter, at stikke en kniv i min ryg. Fælden hvor man til sidst ikke aner hvad der er op eller ned: om man egentlig er den man er. Jeg forstår nu hvad der sker.

Erkendelse og bevidsthed

Der er mange lag i en helbredelsesproces, og ovenstående er for mig ikke det første skridt – men det er et essentielt skridt fordi jeg med ét fik en bevidsthed omkring de fremskrevne mekanismer. Disse mekanismer ødelægger relationelle forhold og er derfor kilde til stor sorg hos alle parter. Jeg vil være beviset på at det er muligt at finde ind til bevidstheden herom, men jeg er også beviset på at processen er dyb, langvarig og med en stor grad af ubevidst handlen der kan strække sig over de første mange, mange år, og at der kan være mange andre lag der skal fjernes først. Det er to dage siden at jeg oplevede at se billedet i hele sit perspektiv. Før det var jeg ikke et ubevidst menneske, det ville være løgn at sige, men jeg var mere fokuseret på selve forstyrrelsen frem for bare at kunne tage den op i hånden og sige: nå det er dig, okay, så ved jeg det. Fint nok, du kan bo her, men jeg vil nok ikke invitere dig på besøg så ofte i fremtiden. Dette er lettere at leve op til når man har en præcis beskrivelse af det man ikke ønsker at invitere indenfor.

Det føles lidt som det erkendelsesskridt jeg tog da jeg holdt op med at drikke. Der er ingen tvivl om at de mekanismer jeg her omtaler blev forstærket af at jeg bedøvede mig selv dengang. Men om alkoholen som sådan skulle være årsag til disse mekanismer: nej. Alkoholen var en selvmedicinering så jeg ikke kunne mærke hvordan jeg havde det, men det gav mig ikke dette mønster. Det gjorde mig bare mere og mere ubevidst om det, og derfor hænger misbrug og ønsket om indre ro aldrig sammen. Det bedøver og forstærker på samme tid. Du kan ikke komme ind til dig selv hvis du er ubevidst. Ubevidsthed er menneskets allerstørste stopklods for følelsen af indre fred.

I virkeligheden kan vi ikke tale om at bevidsthed er noget vi skal tilegne os. Bevidsthed er der hele tiden, men vi mennesker har en bunke af mekanismer som fungerer som filter for at opleve den. Det er meget forskelligt hvor mange lag vi hver i sær skal igennem for at være i den rene bevidsthed. I psykologiens verden tales om forsvarsmekanismer – mekanismer som træder igennem fordi vi fx er angste, men også mekanismer som træder ind ved så voldsomme oplevelser at vores krop og sind, som er adskilt fra bevidstheden, ikke ville kunne tåle at være netop bevidst om at de er sket. Derfor oplever nogen mennesker et pludseligt bevidsthedsspring i en sen alder, hvor de måske på andre områder har fået bygget sig selv op, og derfor har et bedre fundament til at klare rejsen derind hvor alt står helt klart: hvor helbredelsen nødvendigvis må bygges på at vi tør se på dimensionerne af såret. Måske ikke hvorfor vi fik det, men i hvert fald i hvilken grad det hæmmer muligheden for at være nærværende i vores liv.

At dele og at helbrede

Selvom det ikke altid er afgørende at være bevidst om hvorfor vi har vores skader, så kan det alligevel være en gave at dele med andre der har stået i samme situation. Hvis vi passer på ikke at lade diskussionen om vores skader nu er biologiske, kulturelle, miljømæssige eller endog nationalt orienterede, fare så meget i os at vi helt mister fokus på helbredelsen i nuet, og hvis vi sørger for ikke at falde ned i vores egen lidelseshistorie hvor vi spiller hovedrollen som det stakkels offer, så kan oplevelsen af at andre har været igennem det samme være af endog stor betydning.

Nogen gange vil vi støde ind i andre som måske er et skridt videre, og vi vil se at det er muligt. Andre gange møder vi mennesker som er der hvor vi var for år tilbage, og her vil vi se at de (hvis de er parate) kan bruge vores erfaring til at træde videre, men også at vi ikke selv står stille (for når vi kan se noget der var må vi jo samtidig erkende at noget nyt er, nemlig det som er lige nu).

Det er ofte at vi har svært ved at se at vi flytter os. Det er en følelse der opstår fordi noget i os synes at vi skal blive helbredt med et fingerknips når nu vi har været så dygtige til at tage det første skridt. Men her er det vigtigt at forstå at helbredelse, vejen hjem til os selv, ikke beror på at have et mål for hvornår vi er helbredt, fiks og færdig, men at helbredelsen ligger i hele tiden at bevare adgangen til bevidstheden, således at vi lever vores liv i overensstemmelse med vores egen sandhed. Dét er helbredelse – hvorimod skadende oplevelser kan rumme det modsatte: situationer der tømmer os for muligheden for at se os selv som vi er.

Tags: ,

Ved (næsten) intet

15. august 2008 in eksistens | 9 comments

Jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre det eller hvad jeg egentlig skal gøre med det.

Det eneste jeg ved er at jeg skal det, og at jeg skal lægge det første frø. Nu.

Frit fald igen min ven.

Tags: , , ,

Status

21. juli 2008 in eksistens | 21 comments

Jeg er bevidst om at vi mennesker ofte fremhæver os selv via ting som vi godt ved andre synes om, mens vi sjældnere bevæger os omkring de mere tabubelagte områder som ensomhed, død, misbrug og tilstande hvor sindet ikke kan følge med samfundets krav om næsten konstant deltagelse. At fremskrive sådanne emner kræver noget af modtageren, og skiller en masse overfladisk fra, og jeg vil hellere skabe få intense kontakter, baseret på ægte interesse og genkendelse, end jeg vil overfladebehandlingen.

Noget i mig kan ikke lade være at formidle via ord og foto, og jeg er fortryllet over at tilbagemeldingerne på mine skriv i perioder har bragt mig meget stor glæde og indsigt, mening og genkendelse. Men som udgangspunkt har det ikke været andres reaktion på mine ordrejser der har fastholdt pennen.

Fordi jeg tror på at andre kan glæde sig over de bevidsthedsrejser jeg har taget, og skal tage, så deler jeg dem med jer her, og det er nok sjælen i hvorfor jeg skriver public. Det er af andres indsigt at jeg selv til tider bliver drevet til større bevidsthed, og derfor tror jeg på videregivelsen af indsigt, her via ord, som et middel til helbredelse.

Men ikke et statisk middel, og ikke for alle. Som tiden går vil vores fortidshistorie ikke mere være identificerbar med hvem vi fortæller vi er i dag; de roller vi spillede kan ikke mere indgå i vores livsdans. Når dette sker bliver vi nøgne helt ind til sjælen. Nogen kalder det en krise. Nogen kalder det sygdom. Men dette er kun sandt hvis vi rager i blinde – uden bevidsthed og krampagtigt fastholdende fortiden eller tanken om fremtiden – så er det øjeblikkets død og du kan aldrig være i stille indre ro.

Men med tilstedeværelsen af bevidstheden er der kun helbredelsen tilbage.

Efter 10 års identifikation med mit bohemeliv, på brød og især vin, hvor jeg fik skærpet min evne og interesse for især formidling og kommunikation via ord og billeder, og 5 års intens undersøgelse af formidling og forståelse af psyko og sociokulturelle indvirkninger på det udsatte og skæve samfund, så har jeg nu nået en station hvor jeg må stå af et øjeblik. Ikke at jeg ikke undervejs på min rejse har erkendt og handlet på områder der har været essentielle for mit videre liv, og ikke at jeg ikke har gået i dybden med ting som lå mit hjerte nært, men det har fået lov at repræsentere mig i en sådan grad at mit legeme og min sjæl begyndte at reagere på at jeg hele tiden lagde min energi forkert og ikke lyttede til mine behov.

Derfor står jeg nu overfor den proces det er at adskille min indre kilde fra dette kapløb om at præstere for at mærke mig selv. Det selv jeg mærker er ikke sammenligneligt med den indre følelse af at gøre det rette, og selvom det lyder nemt at gøre op med, så er det en rejse af ufattelig karakter og dimension. Og en vidunderlig rejse. En rejse jeg ikke ville være foruden. Jeg deler den med dig, og måske vækker den genklang, måske ikke. Du er fri.

Tags: , , ,

Den indre kilde

12. juli 2008 in eksistens | 15 comments

Vores egoer har travlt med at skabe situationer hvor vi kan få ret. Vi hænger måske en hel samfundsgruppe ud, eller identificerer os med et politisk standpunkt som bliver hele vores jeg. Blot at være (i nuet) er angstprovokerende. Vi er mange som har en stærk tendens til at udskrive, eller fremsige, verdens ulykker via fordummende handlinger fra fx politikere – eller blot idioten på den anden side af gaden. Jeg har gjort det meget, og jeg er nu bevidst om, at dette er mit egos behov for at bygge sig selv op og få ret i sin sag. Men når jeg, mit ego, har brug for at forsvare denne ret, når jeg kæmper for at det skal være sandheden, så dyrker jeg en modenergi og en kamp, og jeg kan mærke at jeg ikke mere tror på den kamp. Det betyder ikke at jeg ikke har mine holdninger, mine synspunkter, men jeg identificerer mig ikke med dem og har et udtalt lille behov for at hævde dem som en sandhed.

Eckhart Tolle (En ny jord) skriver om egoet at det elsker brok, bebrejdelser og at få ret. Her er et meget lille udpluk:

Ethvert ego forveksler meninger og synspunkter med kendsgerninger. Ydermere er det ude af stand til at se forskel på en begivenhed og sin egen reaktion på den pågældende begivenhed. Ethvert ego er mester i selektiv iagttagelse og forvrængede fortolkninger. Kun gennem bevidsthed – ikke gennem tænkning – kan du skelne mellem kendsgerninger og synspunkter. Kun gennem bevidsthed kan du se: Her er situationen, og her er den vrede, jeg føler vedrørende den, og derefter indse, at der findes andre måder at håndtere situationen på, andre måder at anskue og tackle den på. Kun gennem bevidsthed kan du se situationen eller personen som en helhed i stedet for at anlægge ét begrænset perspektiv.

Jeg mærker at mit dybeste inderste væsen er vækket af, og i, sin bevidsthed. Det jeg mærker er at det nu er tiden til at være uafhængig af disse meninger og synspunkter. Ikke således at jeg nu er meningsløs, dette er ikke pointen, men således at jeg blot kan være nærværende uden at have behov for at mit ego hele tiden skal klappes. Det er let nok at træde ind i en gruppe af meningsfæller hvor vi kan dyrke denne mening (dette gælder alle rum – også spirituelle rum!) og på den måde føle at vi har ‘ret’ og at de andre har uret. Nogen vil gå så langt at sige at det er livsbekræftende – men jeg oplever pludselig at det er utrolig drænende. Det er for let og det er ikke mindst stagnerende.

Jeg gider ikke være ‘den ædru alkoholiker’ eller ‘den enlige mor’ eller ‘den rødgrønne’ eller ‘den søde’ eller ‘den kloge’ etc. Det er alt sammen måder at observere mit væsen på, men det er langt fra sandheden om hvem jeg i virkeligheden er. Jeg har selv skabt nogen af disse historier, og søgt rum hvor andre kunne bestyrke dem – det er det vi mennesker gør mest – men jeg kan ikke identificere mig med de rum mere, og jeg ser at det er en prøvelse at slide dem af selvom det på en måde sker helt af sig selv i takt med at bevidstheden vokser.

Jeg løsriver mig. Det er…omvæltende, og jeg ved at jeg hægter meget og mange af. Det er helt naturligt og det må til. Min handling er dybt bevidst – ikke styret af tanker men af mit dybeste indre. Der er masser af argumenter for at blive i ens position, mens der er nul tanker omkring det faktum blot at være nærværende. Dette er min lære og jeg tager imod med åbent hjerte. Jeg har tænkt i 35 år og nu er jeg træt af det! Jeg tror ikke på det mere. Det kan lyde helt fjollet for nogen – jamen vil du ikke tænke dig om når du går over vejen, spørger du måske?. Men dette er ikke tænkning, dette er bevidsthed om, at hvis ikke jeg ser mig for så bliver jeg kørt over.

Tankerne er en masse der kører henover mit sande indre. De er der og vil altid være der, de er mit egos foder, men jeg vil ikke lade dem være mit sejl i vinden.

Derfor må jeg med min bevidsthed lade være at skabe rum som hele tiden skal bekræfte tankerne i at de er ‘rigtige’. Det er ikke nødvendigt, måske faktisk nærmere ødelæggende, for min indre væren at bruge energien på dette.

Derfor mærker jeg også en særlig energi omkring bloggen disse dage. En energi, som har at gøre med det faktum, at den fungerer som et spejl for mig selv – og at jeg i dette spejl pludselig ser min forvandling. Det jeg ikke helt kan mærke, endnu, er om jeg skal pudse spejlet og finde en ny plads eller ramme til det, eller om jeg simpelthen skal destruere det fordi jeg i virkeligheden ikke har behov for det lige nu. Det er kærligheden til at skrive som fastholder mig – men der må være noget mere i det. Dette at dele. Men er det også dette at vise frem? Er det egoets lille håb om at blive set og nikket anerkendende til? Jeg er ikke sikker. Jeg er ikke sikker på at egoet ville have valgt denne vej hvis jeg havde ladet mig styre af det.

Men i bevidsthedsprocessen har jeg et behov for at være i dialog med mit indre – og der er det et fremragende redskab at bruge mine egne skriv fordi jeg er styret af en indre ægthed. Selvterapi er et alt for fattigt ord. Måske ville det hele gå meget stærkere hvis jeg sad i en bjerghule med en guru – men jeg synes nu det går temmelig stærkt alligevel. Egoet halter rystet efter.

Og det er rystet. Det kan ikke bruge min indre bevidsthed om væren i nuet til noget – fordi væren i nuet fordrer at vi slipper kontrollen med hvem der har ret og hvis skyld det nu er at det ene eller andet sker. At være i nuet fratager egoet liv. Men det skaber også en befriende indre ro. En indre ro som jeg kan mærke er værd at gå efter. Nu er den her! Jeg har set den som et diffust billede og ønske for mit liv, men har aldrig fortstået af hvilken kilde den udspringer. Det ved jeg nu, og derfor lader jeg mit indre stille vand flyde i en lind strøm. Med tiden kan det blive en flod.

Tags: , , ,

Stenlommer

16. juni 2008 in eksistens, flerdimensionalt | 12 comments

Livet er sjovt på den finurlige måde disse dage. Min læren om at gå ind i tingene og se og registrere dem i det øjeblik de findes forstærkes, og det er et stort led i min helbredelsesproces.

Jeg registrerer at der i livet er en hel masse småsten som jeg kommer til at træde på, men spænder jeg i foden når jeg mærker dem, så gør det mere ondt. Formår jeg derimod at gøre foden blød og modtagelig skabes en naturlig lomme til at rumme stenen.

En af grundende til at jeg blev syg var at jeg ikke tidligere kunne dette. Samtidig var det til tider mig selv der ubevidst strøede disse småsten. Ikke forstået således at jeg taler om skyldspålæggelse, men mere som en erkendelse af at jeg nu er videre derfra, og at jeg ikke tidligere havde redskabet til at træde igennem – men mere hele tiden forsøgte at træde udenom.

At træde udenom bliver i sig selv kilden til sygdom i kroppen. Derfor ligger min helbredelse netop i selve sammenbruddet. Var jeg ikke gået i dørken kunne jeg aldrig nå denne fantastiske bevidsthedsproces som hiver mig op på et plan hvor jeg kan mærke kontakten med mig selv i en sådan grad at jeg bare ved at jeg aldrig kan gå tilbage. At det er slut med at se tilbage! Der er meget der må dø!

Jeg ved jeg ikke er alene om dette skridt!  Tak til Jeannette Mariae for at have delt i stor kærlighed om netop dette kernefelt i helbredelsesprocessen.

Tags: , ,

Cirkler

8. april 2008 in ord | 11 comments

Jeg indkredser

og dermed må jeg tage afstand

Tags: ,

Genlyd

13. oktober 2006 in eksistens | 4 comments

Respons. Svarer du mig når jeg taler til dig? Hører du mig, eller hører du dig selv?

Når verden lukker sig om et fikspunkt, så ligner alt kun én kerne. Dén kerne. Så bliver verden til symbolverden – som når man er gravid, og ser gravide overalt.

Nogen mennesker har jeg mistænkt for at have usynlige nervetråde helt over i mit eget skind. Sådan et menneske har jeg lige mødt.

Jeg kan stadig løbe med på andres totalitære og manipulative forhåndsindstilling af mit fulde selvbillede – dvs jeg kører med på de kasser de godt vil sætte mig i. Eller – jeg kører med på at blive pissegal over at det sker. Og det er dér jeg vil handle anderledes; det er dér jeg i overlegenhed bare vil betragte disse mennesker med en ømhed og forståelse for at de kun reagerer som de gør fordi de simpelthen endnu ikke har lært andet. Og jeg taler om en virkelig ømhed, en virkelig empati, samtidig med at jeg bare ryster deres forsøg, på at kategorisere mig, af mig med en ligegyldighed der himler.

Nogen gange kommer intet tilbage.
Nogen gange er der ikke genlyd…

Tags:

Der var engang…

29. september 2006 in baglæns historie, eksistens | 3 comments

…en (forholdsvis) ung kvinde. Hun var så lykkelig i sin indsigt, der fulgte med i det øjeblik hun forstod at hun var med barn. Meget af fortidens swingen sig i lysekroner, og dansen på borde, holdt hun øjeblikkeligt inde med – ja selv cigaretterne skar hun ned på. Kun en enkelt gang mens barnet var ganske spæd begik hun rovdrift på en flaske rødvin. Da var hendes søn blot omtrent 10 dage gammel, og hun havde netop mistet sin mormor. Efter begravelsen drak hun sig sønder og sammen i sin sorg – og barnet fik flaske i stedet for det tunge fyldte bryst.

Det var godt hun var lykkelig. For sit barn altså. Der var ikke rigtig andet at være lykkelig for. Verden stod stille udenfor.

Der gik hun rundt i halvandet år. Og synes hun klarede det rimeligt på trods af alt. Hun gik aldrig i byen, og oplevede derfor ikke rigtig de udsving hun tidligere udsatte sig selv for. Alle de broer hun altid brændte. Alle de mennesker hun kom i konflikt med. Og sig selv. Alt det der altid gik tabt.

Nu synes hun sådan set at det var rimeligt at hun fik sig et glas vin i ny og næ. Hun kom jo aldrig ud – og hun havde da lov at pleje sig selv lidt. Det faldt både hun selv og alle andre for. Hvem kunne benægte denne kvinde noget – hende som sad dér i al sin ynkelighed? På 5. sal med toilet på gangen – og en sørgende morfar lige nedenunder? Taknemmelig var hun over at have tag over hovedet – men alt duftede af mormor. Alt fortalte hende hele tiden at hun ikke var der mere.

Det var virkelig ok at hun drak sig noget vin! Og når hun slæbte alt vasketøjet, og baby, ned på Godthåbsvej på vaskeriet, så kunne hun bagefter, når barnet sov til middag, lige stille ham udenfor caféen ved vinduet. Så kunne hun sidde der og holde øje med ham mens hun drak sin stille kølige perlende hvidvin som hun jo trængte så ganske forfærdeligt til.

Men det var jo helt ok – det var jo hårdt at være hende…og hun levede på alle de ting hun ikke mere indlod sig på. Så så det hele ok ud. Altså – så så det ok ud at hun drak. Når hun nu ikke mere rendte rundt og var til fare for sig selv. For det var hun naturligvis ikke mere – det er tydeligt. Hun havde fuld kontrol.

Pludselig en dag, efter nogen år, så begyndte hun at blive dårlig. Nu begyndte hun også at komme i byen ind i mellem. Så drak hun som før i tiden – og ragede uklar med alt og alle. Og cyklede i beruselse. Men det skete dog så sjældent at det stadig lignede en fremgang fra tidligere tiders fadæser.

At hun drak alene, nu en hel del oftere end tidligere, var selvfølgelig stadig ok fordi hun jo var så ensom. Det kunne enhver da forstå.

Men hun blev altså dårlig nu. På sådan en angst-agtig måde. Ikke når hun var fuld, men næste dag. Så kunne hun slet ikke rejse sig op uden at være ved at besvime. Engang blev hun så bange at hun kravlede ud i køkkenet og hældte en liter mælk lige ned i halsen – dvs., halvdelen røg ved siden af. Så rejste hun sig og gik ud på badeværelset – og blev så bange for sit eget spejlbillede, fordi hun var så hvid at hun næsten ikke var der overhovedet, at hun resolut greb bruseren og lod det iskolde vand fosse ud over sig selv, den løbne mælk og sit tøj…sit hoved…

Da begyndte hun at fornemme at noget var galt. I sine branderter sad hun og kiggede på hope.dk og læste i deres debatforum. Hun begyndte at høre de stemmer, der tilhørte mennesker der tidligere havde ytret for hende at de var ædru alkoholikere. Dem hun havde grint af – dem hun havde sine standardsvar i ærmet til. Nu hang deres ord som modne blommer i hendes sind, og hun fornam hvordan de landede som tunge slag i mellemgulvet når de slap deres tilblivelsessted.

I et halvt år gennemgik hun forstadiget til sin erkendelsesproces. Den erkendelse der slog igennem på en styg og angstfuld vintermorgen, hvor alkoholen fra aftenen før nu havde besat hendes krop i en sådan grad at der ingen vej var tilbage. Hun stod på sin bund. Det var den 29 januar 2005.

Præcis i dag har hun været ædru i 20 måneder.

(29 sep. 2006)

Tags: , ,

Modpolaritetserkendelse

14. september 2006 in baglæns historie, eksistens | No comments

Tidligere troede jeg virkelig kun der var modpolerne – men nu fatter jeg at livet godt kan leves uden at stå helt ude for enden af vippen hele tiden.

Tags: ,

A mess

3. september 2006 in baglæns historie, eksistens | No comments

Hvad der gemte sig allerinderst? Ting og sager, siger jeg bare. Hvis nogen kunne have set det mess der foregik, så ville de have indlagt mig på stedet. Men nu er jeg så heldig at have en evne til at fremstå helt logisk og fattet i mine gerningsøjeblikke, så deeet…blev min redning?!?? Døm selv.

For mennesker der aldrig har følt sig i sine opvæksts mønstres vold vil slet ikke forstå hvad jeg prøver at udtrykke, men det er sandt; jeg var aldrig mig. Det er så stort at jeg nu oplever at kunne være mig, at jeg faktisk i dag tænkte, at det er nok at jeg får lov at vinde på dén konto. Jeg har opnået noget som jeg ikke selv fatter at jeg overhovedet kunne opnå. Det giver mig virkelig en mæthedsfølelse. Jeg er levende/skrive til kontor/mælken er sur – skrev Søren Ulrik Thomsen, sang Lars da han stadig hed Hug.

Fra nu af, mine damer og herrer, vil vi se hvor meget jeg i virkeligheden kan handle på alle mine flotte ord. For nu!, nu starter ræset igen, og lur mig om det ikke bliver en lille kamp at undertrykke den perfektionistiske autistiske stenbuk så hun fatter at lægge sin energi de korrekte steder; så hun forstår at vælge sine kampe med omhu.

Tags: , ,

Ikke i morgen

23. juli 2006 in eksistens | No comments

Jeg kan ikke ånde morgendagens luft.

Tags: ,

Skriver

10. juli 2006 in ord | 3 comments

Jeg skriver at jeg er en skriver der skriver at jeg skriver.
Sådan er det.

Tags: