blogging

You are currently browsing articles tagged blogging.

Awesome

i-think-you-are-an-awesome-girl-blog-award

Har fået en bloggingaward. Awesome girl, det er mig, men heldigvis er jeg ikke den eneste. Det er Capac der har været så venlig. Tak. Som nogen ved er disse bloggingpriser noget som løber rundt i blogland i ny og næ. Det er en måde at holde gang i mediet på.

Selvfølgelig er det også dejligt at nogen har tænkt på én som prisværdig, men mest er det altså en leg for egoet, hvilket jeg så bare hopper på. Med til denne leg hører at der skal formidles 10 punkter om…egoet. Velbekomme:

1. Jeg opdagede på et tidspunkt at mit liv ikke er en kamp. Meningen med livet er selve livet som det er. Det er accepten og måden at gå til det [livet] på, som jeg ønsker at formidle min version af.

 

2. Jeg er i konstant forvandling. Min gode ven Alex sagde engang: Anja, du holder aldrig op med at overaske mig. Nej, forhåbentlig ikke.

 

3. Meget af min forvandling foregår som et flow, hvorefter der følger en dyb bevidsthed, men jeg opdagede på et tidspunkt at det også virkede den modsatte vej, altså hvor jeg erkender og bliver bevidst om en handling, følelse eller tanke, og derefter arbejder på at forvandle den til enten opløsning eller til et andet perspektiv.

 

4. Jeg har prøvet at være syg af stress, og min stress er en del af den gamle kamp. Det pudsige er, at jeg først blev rask da jeg holdt op med at kæmpe. Alt kan blive til en kamp hvis det er dét vi ønsker. Jeg ønsker det virkelig ikke mere.

 

5. At blive syg åbner for nogen mennesker en enorm port til bevidsthed. Det gjorde det for mig.

 

6. Jeg har tidligere været enormt intellektuel, men har fundet ud af at jeg skal bruge min intelligens på en helt anden måde. Det var som at sige farvel til en elsket at smide denne del af mig ud, men det er det bedste og mest helbredende jeg har gjort for mig selv.

 

7. Jeg skelner mellem religiøsitet og spiritualitet. Jeg er den fordomsfrie. Min tro er at alt har sin helt særlige orden, i en overordnet orden, også det vi kigger med væmmelse på.

 

8. Jeg er mig og ønsker ikke at være en anden. Jeg elsker livet som det er. Jeg elsker at dele med mennesker hvor jeg kan mærke at vi deler en dybere kraft.

 

9. Jeg er i stand til at være stærkt nærværende med øjeblikket – og det kan nogen gange ligne fravær i øjnene på den der lader sit blik fokusere på overfladen.

 

10. Der er kun nuet. Dette er en helbredende erkendelse som jeg i dag er dybt taknemmelig for at have stiftet bekendtskab med.

Nu skal jeg dele min titel med andre, og det gør jeg med glæde. Jeg vælger to modtagere. Den ene er Bolette. Hun vækker en genklang i mig som er ubeskrivelig. Lige nu vandrer vi på vejen sammen, eller måske er det i udkanten af skoven, eller i lysningen. I hvert fald er det meget givende, så tak. Den anden er Fie. Fie er en kvinde som lige er blevet mor, og som har en ungdommelig sødme og lethed som jeg aldrig selv har oplevet, men jeg har oplevet Fie på den højskole vi gik på samtidig, og jeg husker en særlig form for kant som jeg tror jeg bedst ser udtrykt i hendes fotoreportager. På en måde er Fies liv slet ikke så anderledes end mit, eller dit, og det befriende er at hun egentlig heller ikke prøver at gøre det til noget det ikke er! Som hun skriver: ”…hvis du synes, det er uinteressant, er det bare ærgerligt.” Og det er der sikkert nogen der synes, ligesom der er nogen der synes at der er uinteressant hér. Fakta er at alle liv er smukke og vidunderlige, så lad dette først og fremmest være en hyldest til mangfoldigheden, og til erkendelsen af at vi kommer længst med at være dem vi er, så andre kan være dem de er.

Tags: ,

Metafor. Livet er kapitler. Som en forfatter i bevægelse vil de tidlige skriv hurtigt ligge og støve sig til i kælderen – for ‘der er jeg ikke mere’.

Når der er kapitler hvor ordene ikke huskes, hvor det hele er en tåge som noget der ligger liiige yderst på tungen men alligevel ikke helt kan bevidstgøres og fattes, så er det svært at afrunde dette kapitel. Og for at noget nyt kan åbenbares, så må noget andet nødvendigvis afsluttes.

Vi kender det fra vores oprydninger i skabe og kældre – men det kan virkelig blive meget konkret.

En del af den undersøgelse som TABUKA lavede for og med tidligere anbragte børn fortæller mange historier som er genkendelige.

For det første er det tilsyneladende stadig et kæmpe tabu at vokse op på institution eller i plejefamilie. Jeg møder næsten aldrig nogen som fortæller at de er opvokset sådan, men jeg ved vi er en del. Måske er det derfor at jeg aldrig har kunne finde nogen – og aldrig selv er blevet fundet af nogen – fra dengang. Til nu.

For det andet er det for mange således, at når du skal videre ud i det virkelige liv som17-18årig, så står du bare fuldstændig alene. Måske med lidt fotos fra nogen enkelte begivenheder – men sandsynligheden for at du mister dem over din kommende årrække er ret stor. Mange flytter, på flere planer, forvirrede rundt på må og få i mange år efter. Der står 137 kr på din børneopsparing mens andre knalder penge af på små andelslejligheder og rejser. Det nærmeste du har set er Bogø og Prag;-)

Jeg er fuldstændig afklaret med alt det her. Det har jeg været i mange år. Jeg føler ikke at jeg er et offer på grund af det – tværtigmod ser jeg det som den fineste gave jeg kunne få. Det har formet mig og har helt sikkert været med til at jeg kunne nå en meget høj form for bevidsthed i livet. Jeg ville ikke være foruden og jeg mener det helt rent.

Det var som det var, men havde jeg været pædagog i huset, så ville jeg være nødt til at foretage en gennemgribende og uforfalsket gennemgang af min faglighed for ikke at gentage i fremtiden. Det har været et tilbagevendende dilemma at være uddannet på området og samtidig selv være tidligere anbragt. På mange måder tror jeg at det er det som de unge har brug for, voksne der genkender – derfor også skabelsen af TABUKA – men det kan være svært fordi du kommer i klemme som fagperson da det ikke er så velset at tage de unges parti, og det er faktisk den magtkamp som jeg fornemmer kan opstå. En kamp som vil fjerne fokus og derfor ikke min kamp.

Tanken om at man ikke skal involvere sig så meget, for så bliver det ikke så hårdt for den unge senere, er så idiotisk at det er ufatteligt at den har kunne overleve i et pædagogisk miljø. En weekend med en primær pædagog, eller et ægte kram og en sand indsigt og åbenhed for den unges interesser, kan faktisk være det som får en betydning for følelsen af sammenhæng senere i livet. Det hele ligger ikke (kun) gemt i en kontinuerlig hverdag eller grænsesætninger. Hvis ikke man som teenager har oplevet en lille smule succes i forhold til oplevelsen af sammenhæng, mening, så kan det fandme blive svært senere hen at genkende den når den opstår.

Next.

Tags: , , ,