At elske det som er

Jeg mærker indre by. Fra den underjordiske myretue ved Nørreport følger jeg trop med de andre fordi der ikke er andet at gøre. Det er også en øvelse; at gå i myregang uden at føle behov for at det skal gå hurtigere. Dropper man Købmagergade slipper man dog hurtigt for at skulle bruge alt for meget energi på at zigzagge mellem spøgelsesgængere og varebiler.

Nørregade er monstrøs. Det er vigtigt at huske at kigge op. Flader på flader læner sig mod himlen og hinanden. Douche. I dag skal jeg besøge en antikvarisk boghandler som har en særlig bog til mig jeg ingen andre steder kan finde. Bagefter gennem Pisserenden, de små gader som nogen også kalder Latinerkvarteret, hvor der som altid hersker en helt særlig stemning. Her findes de smukkeste menneskelige forvandlinger man kan tænke sig. Det kan være hardcore om natten, og om dagen hives stole frem på fortovet så de butiksdrivende kan modtage gæster, venner og ligesindede på fuldstændig tilbagelænet manér. Engang boede jeg herinde, midt i det hele. Midt i alle fristelserne.

Længere oppe venter Rådhuspladsen med 10eren der kan køre mig hjem igen. Ind med toget, tilbage med bussen. Og jeg når det på samme klip hvilket overrasker mig. Tid er virkelig en illusion!

Svinger ned mod Hovedbanen. Der er vrimmel, som altid. Stoffer udbydes og turister lander midt i det hele. Istedgade. Maria Kirkeplads er tom. Ved siden af læner det grå hegn sig som bevis på at naboerne fik nok af sprøjter i børnenes sandaler. Vi kan jo godt forstå det, men det er vigtigt at forståelsen når hele vejen rundt. Det er svært når vi lukker andre ude for at få det liv vi drømmer om! Mændenes Hjem med utrolig meget virak. Der er gået penge ind og alle er stivere end nystrøgede skjorter. Det er som en film i slowmotion at observere en narkoman. Nogen gange står de så foroverbøjet, i en anden verden, at de bare falder uden selv at opdage det mens det sker.

Senere Enghave Plads og Enghavevej. Ingenmandsland starter her, skulle der stå. Sydhavnen, hvor jeg lander, er stadig et, for mange, ukendt sted. Her er så meget af alt, at der ikke er en tone der står klart frem og vibrerer, og det er nok lige præcis dét som er så fantastisk ved at bo her.

Hvis I virkelig så verden i øjnene, som den er, og gav jer i kast med den, ville I finde den uendelig meget større end nogen filosofi, større end nogen bog i verden, større end nogen lære, større end nogen lærer…står der bag på min hjembragte bog.

Det forjættede land

Der var Christiania.

Og solen.

Vi lagde ud i infoboden hvor Søn endelig fik en hættebluse – ikke den gængse med de 3 gule prikker, men en hvor der står ‘Human Rights’ på. Han ser stangdejlig ud i den. Et helt genialt valg fra hans side – samt bolcherne!

På Pladsen fandt vi Islændingen i sin bod. Det var rart. Som at være hjemme igen. Han har altid lagt rum til når mit lokum stod i flammer. Hvor ofte har jeg ikke siddet i hans smukke hus på Børneengen, og nydt duften af røgelse og brændeovn. Thore fik lov at vælge et Christiania-armbånd, og jeg fik en pakke røgelse. Jeg fik takket ham, fordi jeg aldrig rigtig synes jeg har fået gjort det før. Han er så sjældent hjemme når vi endelig kommer derud. Lever halvdelen af tiden i Ghana.

Så gik vi på rundtur – forbi Sunshine hvor vi købte os en muffin. Ned gennem gaden, over Månen, og hen til indkøberen hvor vi fik saft og smøger og rosiner. Og så pusterum ved legepladsen overfor. Thore i leg. Jeg med min flaske Gingerbrus hvor jeg faldt i snak med en fyr der også bare sad. Han snakkede om penge – alle de penge der kunne komme ud af staden. Alle de mennesker der står overfor at få eroderet deres liv.

Man må beherske sig for ikke at græde. Jeg kan ikke bære det, hvis ikke det får lov at bestå. Det er en sindsyg parodi – de statuerer eksempler for tiden. Jeg har det sådan, at kan de få dette fristed ned med nakken, så er vi alle prisgivet. Så er der ikke mere tilbage. Hvis de virkelig tør dét, så bliver der krig.

Jeg lever med lukkede øjne – jeg vil ikke tro på det.

Bagefter gik vi den lange tur ned gennem grisestigen, forbi hestene og ned på Børneengen til Børnehusets legeplads. Med udsigt til Islændingens smukke hus. Jeg elsker det hus. Det er indbegrebet af frihed for mig. Dér jeg kunne være. I fred fra den stormende verden udenfor. Nu kan ingen af dem være i fred mere… Under den overnaturlige skønhed som Christiania rummer, der ligger en fare. Vi kan alle mærke det. Og alle kommer for at se det for sidste gang – det ligger bare i luften; om lidt blir’ her stille….

Op ad volden. Det overdådige syn der møder én når man har mast sig op af den stejle skråning. Det lille skib, nogen har bygget som symbol på håbet, ligger midt i søen og lader sig tage af sin skæbne. Se mor, siger barnet, det har Christianiaflag på! Hvor det dog er stort, tænker han. Jeg kan fornemme at han pludselig forstår hvor stort området er herude. Selv heroppe på toppen er der lutter skæve boliger at øjne – også på den anden side af vandet. Hvis jeg kunne, så ville jeg fjerne det der store hus, siger han, og peger mod den rædselsfulde bygning i det fjerne som, i den retning, er det eneste bevis på at der er en verden udenfor denne vi nu er en del af. Han er lykkelig. Han føler og erkender friheden.

Ned ad skrænten igen – ned langs vandet og de fantastiske huse – dem der bliver jævnet med jorden med store ulækre bulldozere hvis beboerne ikke selv gør det. Det er svært at forstå så åbent det stadig er – dette med at der ingen grænser er. Træd ind, men træd varsomt. Åbne vinduer, åbne døre. Haver uden indhegning så man får lov at tænke selv – i stedet for pigtråd og hængelåse; du må godt gå ind – men vær ydmyg.

Op ad skrænten. Op på stien. Turen på volden nærmer sig sin afslutning – vi støder ind i Nemoland, og tager den brede trætrappe ned mod Gaden igen. Lader blikket glide ind i Grønlænderhuset hvor umiskendelig inuitmusik fylder rummet.
Fra Operaen flyder blues – jeg tilbyder Søn at komme op og lure – men han har øje for noget andet.

Runder Sunshine for mere kage. Et smut ned mod Grå Hal, men stormødet er forbi – og det er ok. Nogen spiller hackeysack, andre sidder bare og sidder. Hvor mange, af dem vi ser, bor egentlig herude? De fleste er på visit. Kommer måske hver dag. Lever her som jeg gjorde engang – bare uden reel adresse. Her er så grønt. Kan slet ikke mærke efteråret. Græsset er langt, tykt og frodigt – det er en anden tid. Det er en anden ånd!

Tilbage til Carl Madsens Plads igen – et sidste ‘hello’ og ‘take care’ og ‘please come to my house and look for me next time’ – og vi er på vej ud i det andet liv igen. En gøgler fanger os med sine farverige bolde som han med ynde jonglerer med – vi står bare og kigger. Vil ikke rigtig videre. Men så ankommer et par syrehoveder, og det er blevet nogle andres tur til at feste.

Fra Loppen flyder også blues – det er et passende lydtema til tyngden af følelserne lige nu. Søn begynder at lave gakkede dansebevægelser. Jeg tror godt jeg vil op og høre musik nu mor, siger han.

Men det er for sent. Vi gakker videre forbi. Lige til vi støder på den anden verden hvor vi pludselig må rette vores sanser mod at ‘se til højre, se til venstre…’ Det falder os svært, og vi snakker om forskellen. Vi snakker om, at livet udenfor godt kan være smukt, men at det bliver grimt hvis ikke man kan træde ind i dets sande skønhed ind i mellem.

Byen

Vandret i stenbed i Botanisk Have med Lykken Søn. Indåndet den søde, tunge og fugtige luft i væksthusene. Sommerfugle og sugemaller. Bananpalmer. Orangetræer. Liv vi slet ikke kender til. Verdensfjerne dufte.

Og så ud i byen igen bagefter. Nørreport med sin pislugt. Stanken fra gadens køretøjer. Larm og flikr for øjnene.