digte

Med et mavepust blev jeg kastet ud i intetheden. Scenariet var vanvittigt: aflevér nøglen og gå din vej.

Så stod jeg der på den hårde trappe og kiggede til venstre, højre, venstre og håbede på ikke at blive tromlet ned af endnu et bagholdsangreb. Dem kom der selvfølgelig masser af i tiden fremover, men jeg fik en blid start hos de kære som venligt samlede resterne af mig op.

De bragte mig til Frederiksberg, og så boede jeg dér på sofaen, og min rotte boede i suppeterrinen. Selvom mormor havde en utrolig evne til ikke at være fordomsfuld over for noget eller nogen, så må det alligevel have krævet en smule mod fra hendes side med den rotte.

Hver morgen, i omtrent 3 måneder, kørte morfar mig til Valby station hvor jeg entrede toget til Roskilde for at bevise at jeg kunne fastholde min pligt til folkeskoleundervisningen. Jeg har nærmest ingen erindring om hvad jeg egentlig foretog mig derhenne i denne periode, men disse morgener hvor jeg blev kørt og sat af: den kærlighed, det overskud de havde, det glemmer jeg aldrig.

Året inden, i 1986, blev Høje Tåstrup station indviet. Jeg var på én gang draget og frastødt af dette postmodernistiske inferno der funklende blinkede ind til mig gennem regionaltogets gamle slidte og ridsede ruder: kom og mærk min kølige facade skreg den til mig. Kom og mærk døden, skreg Strunge der også dette år blev indviet – til netop døden.

Jeg begyndte at gøre holdt i denne metalby. Så gik jeg i City2 og sad i deres cafeteria med rødternet dug og røg cigaretter og skrev digte. Måske havde jeg også råd til at købe en sodavand, det husker jeg ikke. Bagefter skrev jeg digtene ind på morfars elektriske skrivemaskine hjemme i stuen hvor alt ellers var alt andet end metal. Jeg fik vist senere fingrene i en lille manuel skrivemaskine, i hvert fald har jeg maskinskrevne digte henover 87 og hele 88.

I tiden efter Frederiksberg, hvor jeg blev kastet rundt og ingen ville slippe mig, men alligevel havde de sluppet for længst, flygtede jeg til tider til dette golde ingenmandsland, og mine skriv bærer tydeligt præg af min hedengangne kærestes  introduktion til Søren Ulrik Thomsens digte.

Og det var fandme menneskelig eksklusion dengang. Det var skærende stål og total ensomhed, alene alene alene, mens verden gled forbi dig og du ikke anede om du ville deltage i den eller ej.

Betonklodserne vælter ind over dig
i et opstød af velvære
Neonlyset drives videre gennem dine øjne
sejlende

Cacaoens overflødige bundskrav
er den eneste synd af dine efterladenskaber

-oktober 1988

At læse 20 år baglæns giver mig en bizar fornemmelse både af navlestrengskapning og fuldstændig forbundethed med personen bag. Jeg kender hende godt, hun har sådan en lille lomme inden i mig hvor hun sidder og har det ok nu.