Derudover hænger
verden
aldrig sammen
og alligeveltilknyttet
milliarder af blikke
fordi vi i anfald afvidebegær
hele tiden forsætter
og altså tror
men alligevelaldrig rigtig ved
Nogen kalder det
[lokale] sandheder
fordi det er lettere
end at kende døden
og al den søderåddenhed
som følger med
livet
De tårnhøje bøgetræer havde krøllet deres aller skønneste yndigheder ud så de lignede bittesmå pletter mod himlen.
En blå time i åndeløs stilhed. Alt strakte sig på tæerne i benovelse over dette skift, denne pludselige forvandling.Træer klædt i bladguld og irgrøn. En fuldstændig overdådig lysfest efter de seneste ugers gråtoneleg. Vi kan gå ind i aftenens mørke med fortryllelsen i brystet. Nu.
Også det dunkle skal gennemleves,
lige til vi genfødes i sprækken af lys.
Jeg har opfundet den dybe tallerken
du skal indgå i min analyse
så jeg kan bekræfte min teori
om min sandhed
så jeg ikke er alene
om at kende den
alene om at kende
migNår du har lagt dig i min tallerken
og jeg har spist dig helt op
så du er helt væk fra dig selv
men inde i mig
så vil du erindre
pludseligt
hvem du er:
digog du må løbe alt hvad remmer og tøjler kan holde.
Solen vender så jeg kalder dens navn
kom dans en sidste dans i min favn
Det er ikke så meget det vi tror der åbner os
som det at vi er parate til at blive lukket op.
Jeg indkredser
og dermed må jeg tage afstand
Intet er hvad du troede det var
og min eksistentialistiske krise er så bred
at jeg end ikke aner hvad mit rette navn er
Jeg er i egenskygge
den tunge våde flade er mere end blot den kontur
jeg var i går
mere end den ubetydelige tydelighed
jeg troede at eje
mere end nok
Nogen gange kan man være bange for at miste noget man alligevel aldrig får.
Anemonerne springer ud. Træet i gården er fyldt med knopper. Mennesker bliver hængt og udstillet på tv. Isflager løsriver sig.
I går plukkede jeg blomster
i vores lillebitte have
4 morgenfruer
som en budbringergaveNu står de og nejer
i mormors gamle vase
på hendes gamle bord
men på en anden baseJeg tænker hint
og lever hist
vinteren kommer
ganske vistMen nu er det mildt
og jeg kan endnu plukke fruer
fra den våde muld
og lige ind i mine stuer
Det er alt for tidligt
og det regner.
Jeg er ligesom mennesker med frontallapsskade; jeg har stadig bremseproblemer ind i mellem, men det går usandsynligt godt alt taget i betragtning.
Jeg kan ikke ånde morgendagens luft.
Jeg skriver at jeg er en skriver der skriver at jeg skriver.
Sådan er det.