erkendelse

You are currently browsing articles tagged erkendelse.

Jeg er nået til belærenhedserkendelsesfasen.

Det betyder, at nu hvor jeg har fået fred med hvor jeg er (deri ligger accepten af at alt er i forvandling konstant, dvs at ‘hvor jeg er’ både er et intet og et alt) så kan jeg meget lettere se nogen restmønstre.

Min ting er at finde rejsen interessant. Jeg ånder igennem ind og udfaser. Jeg har ikke brug for at stoppe op og puste ud. Jeg elsker at være på vej, og jeg anerkender, at det kød jeg bevæger mig med kun går mod opløsningen, ligesom jeg anerkender, at den bevidsthed, der efterhånden bliver mere og mere skærpet, mere og mere present, opleves som en konstant og evig vibration, en tone, der ikke på nogen måde er bundet til det vi kalder (et) liv.

Men resterne. Resterne er at erkende, at også jeg får ticks der lammer nervesystemet alt imens reflekskroppen hungrer efter at få ret. Vinde krige. Være dogmatisk, og belærende. Men det er virkelig kun rester. Jo oftere jeg ser dette, siger det højt, taler med andre derom, jo mere svinder det ind. Jo mindre bliver tendensen til at gå i kampposition.

Men jeg skriver stadig. Jeg deler fortsat. Det er bare ikke hver gang, at jeg bliver mødt med modstand, at det er fordi jeg har været dogmatisk, men lige så ofte den anden der er bange for dogmatismen. Hvor angst har jeg ikke selv været, i min totale unuancerede refleksion over kristendommens lære. Hvordan kan jeg på nogen måde forestille mig at blive mødt med åbenhed over for hvor jeg er, over for de ting jeg oplever som helbredende i mit liv, når jeg med denne bevidsthed ved hvor bange vi mennesker kan være? Hvor bange jeg selv kan, og især kunne, blive.

Det kræver virkelig samtale, og tillid, at komme bagom dogmerne. Det kræver i sandhed rummelighed, og ikke modstand. Selv hvor jeg kan argumentere for at andre synes dogmatiske må jeg slippe tanken om at skulle ind og bevissætte dette. Jeg ved at jeg ikke er dogmatisk. Den der oplever Anja som dogmatisk har ikke set hvem hun er. Det er altid meget svært at turde at se hvor komplekst mennesket er, for mennesket selv har det allerbedst med at skabe kasser så den dovne hjerne er fri for at tænke ud over rammen.

Mit højeste ønske for nuværende, er ikke guld og mere lods, men at jeg fortsat vil være i stand til at bevæge mig frit og kærligt uden for disse rum, denne kasse. At møde andre med en løftet pande, også dersom de finder mig dogmatisk. At jeg aldrig glemmer at jeg er i stand til at se hvor det menneske, der står over for mig, er, hvis jeg virkelig lytter med hjertet. At jeg dermed frastår fra at dømme den der selv leger dommer.

Tags: , ,

Tidligere skrev jeg om, at vejen til ro i vore hverdag kan komme til os via accept af det som er. Dette er sandt. Langt hen ad vejen nytter det intet at bruge energi på at brokke os over hvor lang køen i Netto er, eller at vi er trætte af at mangle 20 kvadratmeter til et ekstra værelse. Vi kommer til at spinde vores hverdag ind i en grå tåge hvis vores fokus er på alle disse mangler, som meget ofte er materialistiske.

Sværere er det når vi bliver ramt følelsesmæssigt, i hjerteregionen. Sindet bliver udfordret. Vi bliver syge, eller opdager at vi har et barn der kræver ekstra omsorg. Det kan også være at vi bor dør om dør med et menneske som har set sig gal på os og dermed skaber uro i det rum der er vores allerhelligste i hverdagen, nemlig vores hjem. Alt sammen udfordringer hvor vi, som udgangspunkt, ikke blot kan læne os tilbage og acceptere.

I disse forhold, hvor vores hjerte bliver knuget, må vi handle så godt vi kan. Vi må gøre alt der står i vores magt. Først derefter kan vi lægge det over. Og her er en vigtig pointe. At lægge over (det vil sige, at når vi netop må erkende og acceptere, at nu er det ude af vore hænder) betyder ikke at vi får vores vilje. Som i: Nå, nu kan jeg ikke selv gøre mere for at nå mit mål, nu må Gud tage over og ordne det for mig.

Der er nemlig en stor sandsynlighed for, at det vi forestillede os at nå slet ikke er det sande mål. På trods af utallige klager flytter naboen ikke. På trods af utallige donationer kan barnet ikke blive helbredt. På trods af oceaner af ventetid kommer der ikke en større lejlighed. På trods af evig kærlighed mister vi mennesker som vi elsker!

Når jeg skriver det sande mål mener jeg ikke at noget er egentlig forudbestemt (det er faktisk ligegyldigt hvad det er), men at vi alt for ofte har en utopisk forestilling om hvordan vores liv skal se ud, og at vi kan forme det hele, ud fra vor tankekraft. Til tider vi korrigere vores forventninger. Der er så mange forhold som jeg tror vi slet ikke skal ændre på, men der er også forhold hvor jeg ved, at dér måtte jeg træde markant ind i mit liv og skabe, eller nærmere forsøge at skabe, forvandling.

Jeg lover denne forvandling hvis du forsøger, men jeg lover ikke at du ikke kommer til at korrigere undervejs. Som altid er det ikke målet der er interessant.

Livet handler altså ikke om at bruge de fantastiske redskaber som vi er givet (naturen, bøger, musik, kropsbevidsthed, fortsæt selv) til at fjerne det som vi ikke ønsker at se på, eller blive udfordret af. Det handler ikke om bare at tænke positivt. Det er en alt for let betoning som jeg tror mange har fået galt i halsen. Det er ofte som om at ideologien om positiv tænkning bliver konsumeret og brugt til at dække over fx en frygtelig sorgfuld periode, en krisesituation. Dette er meget trist, for det fjerner os fra muligheden for at opleve at der i sandhed kan være noget positivt ved de kriser vi er givet. Det lukker for den store forvandling som ligger efter vi har handlet, og må acceptere situationen: Når jeg har gjort hvad jeg kunne, og må erkende at der ikke sker en ændring af omstændighederne på et fysisk plan, eller at ændringen er så langt fra hvad jeg forestillede mig, så er det tid for at finde en mening med hvorfor det er som det er, på et højere plan. Vi kan aldrig fjerne sorg og kriser fra vores liv. At tro dette vil skabe os en vej der vil være præget af konstant søgen efter noget bedre, uden for os selv. Vi vil lede som besatte, og imens sker et udtalt tab af nærvær, inden i os selv.

Vi skal altså bruge vores redskaber til at gå igennem det som vi møder. Til at se at sorgen som sådan ikke er ’negativ’. Smertefuld, i særdeleshed, ja, men en del af enhver fysisk eksistens’ liv. Dette skal vi ikke fjerne (det kan man ikke). Dette skal vi forstå, for så kan vi styrke vores redskaber. Så kan vi i sandhed bruge meditationen, indoptage ordene, nyde gåturen, elske barnet og  finde fred med selv den lange kø i Netto.

Vi vil opleve at vore hjerter brister af en helt anden årsag end sorg, nemlig af kærlighed til det som er, og vi vil opleve at vi ikke længere halser af sted i en vanvittig søgen efter noget som ikke findes.

Tak.

Tags: , ,

Det var blevet vinter igen. Smeden arbejdede og børnene tog ved lære. Kirketårnet var for længst færdigt. Sommeren havde budt på uventede udfordringer der først lignede en dyb sorg, men som senere åbnede sig som havde lynet flækket selveste Bjerget. Ud væltede en overflod af erkendelser, og hun måtte knibe sig i armen for ikke at miste sig selv. Bagefter indtraf en ydmyg og stærk tyngde i kroppen som havde været længe ønsket.

Der var den sædvanlige forhøjede aktivitet som altid i denne måned hvor kødet skulle saltes, og skindene garves. Pislugten var ram, men fortsat det middel som Emil yndede at bruge til at lysne med. Hun havde byttet nogen af huerne fra oplandet med 3 bløde og langhårede fåreskind. De symboliserede at hun fortsat var fastboende, og at hun i hvert fald ikke var på vej videre lige nu. Hun vidste at det åbnede for tilliden mellem dem, men årene med ensomme vandringer havde formet en kvinde der var på vagt. Hun nærmede sig klyngen af små nøgne træer og favnede pludselig stammen foran hende: kæreste træ, giv mig styrke til at gro som du. Giv mig mod til at åbne mig op så livets vand kan strømme frit igennem mig. Giv mig visdommen til at forstå ikke at lade mig styre af angsten for tabet.

På vej tilbage mod hytten var forløsningen mærkbar. Fra smeden kom små syngende puf i et flow af rytme fra håndens arbejde. Hun gik hjem og bredte skindene ud.

Tags: , ,

Baby

Under middagen spurgte hun om nogen kunne huske noget fra den aften på altanen. Havde hun virkelig hængt udover, på flugt? Det stak i sidebenet efter den voldsomme middag som hun ikke havde kunne yde mådehold overfor, men kvinden overfor var levende, og ville godt fortælle. Det lød ikke pænt. Hun anede ikke om hun kunne, eller ville, benytte informationen der flød ind i hende, først gennem hjertet, til at bygge videre på sin historie med. Hvis hun gjorde ville det skabe modstand i det nye møde. Han ville nok nægte, det kunne have været en ubetydelighed set fra hans åsyn, han kunne have været fuld. Med tiden skulle det blive tydeligt, at det var omsonst at fastholde denne oplevelse af at være en baby, der stod mellem mor og far, mens de fuldførte det totale omsorgsvigt. I det hele taget tegnede der sig et billede af total fortabthed hos alle parter, også dem der umiddelbart var både forsvarsløse og ansvarsløse. På et eller andet tidspunkt bliver det tid til at holde op med at bære rundt på ynkeligheden, tid til at stikke det evindelige klynkeri op i røven.

Hun kiggede på de halvtomme tallerkner, og på det gode selskab. Fugtige øjne, småklemmen på sidemandens arm, og lænen sig mod hinanden i øjeblikkets fortrolighed, der selvfølgelig vil være bortblæst i morgen. Hun var observatøren, der nogen gange blev inviteret ind i samtalen, men som oftest også blev efterladt dinglende i luften. For intens, og dog forsøgte hun naivt gang på gang at mande sig op til ideen om at det havde ændret sig, at der var hul igennem, at nogen virkelig ville noget.

Til sidst måtte hun erkende, at det er ikke nok at ville. Der skal så uendeligt meget mere til, fx kærlighed. Nærvær er ikke en fidus eller tanke om at noget kunne blive frugtbart, men en forståelse af at det allerede er som det skal være. Det er ikke sjovt at komme i klemme med et menneske der egentlig helst vil have at du skal være på en anden måde. Så kan du mærke stærke ønsker og villighed når noget er meget tæt på det, som den anden ønsker af dig, men fejler du, træder du ved siden af, så er der ingen nåde. Og du skal selv gætte hvad der er hvad.

Det var med dén pludselige indsigt, at hun besluttede sig for at forlade selskabet, som hun faktisk alligevel ikke var inviteret til at deltage i. Med en venlig gestus løftede hun armen, åbnede hånden, og slap en stor og smuk sæbeboble fri. Illusionernes tid er ovre baby.

Tags: ,

Tulipanerne har strukket sig lange. Fra vasens kant flugter de i vidunderlige buer mod tastaturet. Som et bevis på livets forgængelighed vækker de mig hele tiden med deres larmende nærvær i min øjenkrog. At være, hvisker de. Jeg er ikke min fortid. Til helvede med at nogen synes at jeg er dygtig, eller at det er flot, at jeg kom hertil på trods. Ærlig talt, jeg er ikke den mælkebøtte du vil gøre mig til – og du har ikke bestilt den menu jeg serverer, men kan der være en chance for at vi selv har været deltagende i skabelsen af disse spejlinger?

Når bladene falder af, om lidt, og jeg nænsomt bukker stænglerne sammen så de kan være i skraldespanden, så forstår jeg at vi ikke er dem vi var, men at vi var dem vi er.

På en måde kan vi sige, at den kerne som vi finder, i nuet, ikke er mere eller mindre end det som altid vil være: vores allerinderste, dybeste, og mest vidunderlige lysende rum. Et rum der konstant udvider sig. Når jeg har bragt det ind fra erindringens hjørne, som jeg i årevis er blevet ved at vende tilbage til, og lader det folde sig ud, præcis som det er, så finder det sin hylde i rummet og jeg er befriet. Det er den smukkeste død; tidens død.

Tags: , ,

Genforening

Hun ankom søgende men slap med fred. Der er kun én virkelighed, og den er din, sagde han til hende. Når hun vandrede i skovene tænkte hun meget over det. På en måde slap dette lille undrende barn aldrig sit tag. Og derfor kunne hun i uendelige strømme blive ved at spørge sig selv om hvem hun egentlig var. Til den dag hvor hun kunne indse, at hun intet er, men blot er. Til den dag hvor hun ikke hele tiden skulle have noget fra den anden. Ikke som i ønsket om fravær, men som i forståelsen af at nærværet starter i sig selv.

Hun valgte en særlig spot hvor mosset var blødt og fyrretræerne en million år gamle. Deres bark var så ru at rillerne i dem var centimeter dybe. I dette landskab fødtes hendes sjæl oprindeligt. Det var i disse omgivelser at den dybe forståelse for nærvær i sin tid indtraf. Bevidstheden om hvordan vi i sandhed kan røre ved hinanden. Det var her hun lagde sig og hvor alt begyndte, og det er her hun må læne sig for at forstå at være i nuet; så bevidstheden om slutningen ikke fremmer fraværet.

 

Tags: , , ,

Det sværeste at erkende er det som vi, via benægtelse, er ubevidste om.

Jeg er meget bevidst om at jeg står lige over for en vej der deler sig i to, og at jeg skal vælge den ukendte for ikke at gentage. Altså det frie fald. Fordi jeg ikke har den fjerneste ide om hvordan vejen ser ud (fordi jeg er forblændet af at tro at den manifesterer sig på mit indre lysbilledlærred og ikke som en mavefølelse) så er det en smule angstprovokerende. Men angsten slipper ikke før jeg vælger vejen. Altså den der vej ud over klippen og der er en million lysår af kilometer fra toppen til bunden. Den vej som mit indre lys skinner på men som jeg tilsyneladende har så utrolig svært ved at (ind)se.

Hvad er det, hvad er det?, hvisker tankerne. Er det noget spændende?, spørger egoet, noget jeg bliver klappet lidt på ryggen af? Eller er det noget meget hårdt?, spørger sindet. Noget jeg kan blive lidt selvmedlidende over? Noget som kan sætte mit lys ind under skæppen så jeg kan bevise for mig selv at jeg intet er værd?

Jeg ved ikke hvad det er eller hvad morgendagen bringer, men jeg kan ransage mig selv og se på hvad det ikke er! Vejen ligger i dette slip. I ikke at tilkæmpe sig på forhånd definerede forventninger til livet. Til sig selv. Til andre.

Så det er blogindehaveren holdt op med? Nej, jeg tror ikke blogindehaveren bare er holdt op ved at indse læren. Jeg bliver nødt til at komme videre ved at være fuldstændig ærlig. Jeg har tidligere skrevet om faldgruben ynkelighed. En meget delikat og for mange velkendt smækker sag at iføre sig. Men der er også stolthed. Stolthed er bombastisk. Stolthed er at hævde sig selv, at træde, bare en lillebitte smule og nærmest umærkeligt for den dygtige udøver, på andre så man kan retfærdiggøre det lort man selv sætter i gang. Det sker i de allermindste forhold. I de allermest ubetydelige samtaler du oplever midt på Kultorvet eller i Netto med et menneske der kan være så helt ubetydeligt for dig. Og det sker i din kontekst med dem du elsker. Og det sker selv i de situationer hvor du gør noget essentielt vigtigt for dig selv.

Fordi jeg for tiden støder ind i mennesker fra min fortid som også har valgt den ædru vej, og i mennesker som ønsker sig den vej, så greb jeg i dag fat i noget af det litteratur som jeg købte i starten af den rejse. Meget af det der er skrevet, og som kan købes igennem AA (Anonyme Alkoholikere), har de samme læresætninger som vi kan finde i mange andre værker om hvordan vi finder sjælefred. Fra Biblen til Tolle. Der står også en masse som jeg skiller fra, for det taler ikke rent til mig, men fordi der er aspekter og snore til netop alkoholisme (og at være pårørende til alkoholikere) kan jeg bruge sekvenser. Genkendelsen er altid vigtig for helbredelse.

Og derfor kommer i dag et lille udpluk fra trin-bogen. Og det omhandler stolthed:

Stolthed, der leder til selvretfærdighed, er altid fremkaldt af bevidst og ubevidst angst, den danner grundlag for de fleste menneskelige problemer og er den største hindring for virkelig fremgang. Det er stoltheden, der får os til at stille krav, både til os selv og til andre, krav, som ikke kan opfyldes uden at forvrænge eller misbruge de naturlige drifter, Gud har skænket os. Når tilfredsstillelse af vores drifter bliver en livsholdning, for det sexuelle, for tryghed eller for en position i samfundet, så træder stoltheden til for at retfærdiggøre vores udskejelser.

Alle disse udskejelser fremkalder angst, en sjælekval i sit rette element, for angsten fremkalder atter nye karakterbrist. En ubegrundet frygt, for at vores drifter ikke skal finde tilfredsstillelse, driver os til at begære andres ejendom, fremkalder trangen til sex og magt, giver os ret til vrede, når vore krav trues, giver os ret til misundelse, når andres ambitioner bærer frugt, mens vore egne bliver overset. Vi æder og drikker og rager til os, langt mere end vi har behov for, af frygt for, at vi ikke skal få nok.

-Tolv trin og tolv traditioner, AA

For nyædru og andre udenforstående kan det virke bizart med dette Gudsbillede der nævnes, og jeg ved at det for rigtig mange er hér de møder den første mur i deres helbredelse. Det er en evig diskussion i og omkring AA. Noget af det som jeg beundrer Tolle, og andre i den spirituelle litteratur, for er at de formår at videregive den essentielle læren uden at pålægge noget eller nogen sandheden og udspringet af den. Det vil sige at hvor der på den ene side henvises til Buddha, da henvises der på næste til Jesus. AA’s bøger fremskriver generelt meget til Gudsbegrebet (meget udefinerbart) og de fleste skal lige igennem denne forståelse af af Gud er præcis hvad du selv tillægger det at være. Min tidligere vejleder, Mette, beskrev det befriende som et kludetæppe og jeg har det bedre med at stå på et bjerg og sprede mine arme i bøn end lægge på knæ med et fadervor.

Jeg ved præcis hvad det er for mig. Jeg er heldig at have haft en stærk spiritualitet fra helt lille. Jeg kender præcis de elementer og de redskaber som fremmer det.

Men jeg kender også denne stolthed. Denne holden fast. Benægtelse. Og jeg vil udover kanten denne gang. jeg vil dette frie fald. Jeg MÅ ransage mig selv for at kunne. Jeg MÅ indse. Og jeg ved, at når jeg læser noget, og det hele bare stritter på mig og jeg bliver vred og oplever det som modstand (i stedet for blot at glide videre) så er jeg i nærheden af noget jeg skal kigge på. Så ligger der noget benægtelse i mig.

Forleden havde jeg en vidunderlig samtale med et menneske som jeg holder meget af. Her gik det op for mig hvor forfærdelig dårlig jeg er til bare at tage andre som de er. Og det handler ikke om at stå model til noget så vi får en dårlig mavefølelse, men netop heller ikke om at skabe dramaer og kaste alt bort fordi noget skurrer. At kunne rumme andre mennesker, og være helt rent i os selv samtidig, er noget af en prøvelse. Jeg har en stund forsøgt mig med en selvdiagnose som social autist, og det gav mig virkelig en følelse af at det ikke var min skyld at jeg ikke kunne finde ud af det der med fællesskaber. Men – det er ligemeget hvad jeg kalder det! For det der er det latterlige problem er at jeg ikke handler på det og erkender at det er MIG som må træffe nogen valg omkring det. Hvorfor mon jeg vil være fotograf den ene dag og socialpædagog den næste – når jeg mærker mit hjerte brænder for noget tredie? Jeg fornemmer at der er et lille stykke vej før jeg fatter hvordan det hænger sammen, men jeg ved også at det er noget jeg står overfor. Lige nu.

Jeg aner ikke en skid og det er nok fornuftigt at begynde at smide stoltheden over bord og erkende det!

Tags: , , , , ,

Små florlette firkløvere som et tæppe. Her hvor jeg går. Her hvor landet ligger foran mig og bare bliver ved og ved og ved. Se! Små toppe af granit. Små bjerge der stikker op lige hvor jeg skal træde. Se på dem. Se hvor de indbyder mig til at gå i deres retning. Nærmest æggende granit.

Ikke som da jeg selv såede dem. Da græd jeg over hvor spidse de var. Da gik jeg kun på deres syleskarpe opadstræbende toppe. Jeg så aldrig ned på tæppet. Jeg troede jeg ville svimle. Kig aldrig ned, havde de sagt, så går det lettere, så bliver du ikke dårlig.

Næh. Nu er de alle væk. Åh – altså med undtagelse af dem som skal være. Og tænk dig, og du må tro mig, disse spredte der nu er, de er skarpere end alle dem jeg selv såede -tilsammen – men den smerte jeg mærker når jeg træder på dem, den er en bevidsthedens smerte.

Denne smerte indeholder kæmpe lære. Og altid uforberedt vil du være. Netop som du træder på tæppet kan de i et uendeligt lille glimt af en tidslomme skære sig igennem lige under dig. Lige som det sker kan du godt rystes, men lige så hurtigt mærker du freden brede sig. Ah – det her er rigtigt. Det her er sandt.

Allerede anden gang du oplever at turde tage de små klipper, i stedet for at gå udenom dem, eller hoppe tilbage fra dem, vil du mærke den store succes der er forbundet med dem. En succes der ikke handler om karriere eller hvordan din bil ser ud, men om at du vælger den vej der er den sande. Det foregår lige nu. Lige nu går du ind i en energi som du selv har valgt at gå ind i. Hvis du bliver parat til at træde på de skarpe klippestykker, så vil de lede dig. De vil dukke op når du er klar, men det er vigtigt at du ikke på forhånd lader dig styre af tanker og gamle følelser, for så kommer du til at gå udenom, og så mister du en eventyrlig rejse i dit indre.

Denne rejse kan ikke beskrives. Det eneste jeg kan fortælle fra den er at den fylder ud. Den fylder ud og giver mening i noget der udefra set kan ligne kaos. Kan ligne tab.

Men det er ikke tab. Det er én stor gevinst. Livets gave; at vælge mit liv! Helt rent!

For der kom en knivskarp klippe. Det korte øjeblik inden smerten forvandlede sig til bevidsthed var mere mærkbart end ellers, og dog så utroligt kortvarigt og helt uden drama som jeg aldrig før har oplevet det.

Nu er jeg i erkendelse. I fred. Og når jeg skriver at det er ok, så er det ikke blot ord. Jeg har været ude og mærke verden, og jeg møder den med den kærlighed jeg ønsker. Der er ikke noget der sidder i klemme. Det valg jeg har truffet er et helt rent valg, og derfor er der ikke mere noget savn, ingen smerte, forbundet med det.

Tags: , , ,

…en (forholdsvis) ung kvinde. Hun var så lykkelig i sin indsigt, der fulgte med i det øjeblik hun forstod at hun var med barn. Meget af fortidens swingen sig i lysekroner, og dansen på borde, holdt hun øjeblikkeligt inde med – ja selv cigaretterne skar hun ned på. Kun en enkelt gang mens barnet var ganske spæd begik hun rovdrift på en flaske rødvin. Da var hendes søn blot omtrent 10 dage gammel, og hun havde netop mistet sin mormor. Efter begravelsen drak hun sig sønder og sammen i sin sorg – og barnet fik flaske i stedet for det tunge fyldte bryst.

Det var godt hun var lykkelig. For sit barn altså. Der var ikke rigtig andet at være lykkelig for. Verden stod stille udenfor.

Der gik hun rundt i halvandet år. Og synes hun klarede det rimeligt på trods af alt. Hun gik aldrig i byen, og oplevede derfor ikke rigtig de udsving hun tidligere udsatte sig selv for. Alle de broer hun altid brændte. Alle de mennesker hun kom i konflikt med. Og sig selv. Alt det der altid gik tabt.

Nu synes hun sådan set at det var rimeligt at hun fik sig et glas vin i ny og næ. Hun kom jo aldrig ud – og hun havde da lov at pleje sig selv lidt. Det faldt både hun selv og alle andre for. Hvem kunne benægte denne kvinde noget – hende som sad dér i al sin ynkelighed? På 5. sal med toilet på gangen – og en sørgende morfar lige nedenunder? Taknemmelig var hun over at have tag over hovedet – men alt duftede af mormor. Alt fortalte hende hele tiden at hun ikke var der mere.

Det var virkelig ok at hun drak sig noget vin! Og når hun slæbte alt vasketøjet, og baby, ned på Godthåbsvej på vaskeriet, så kunne hun bagefter, når barnet sov til middag, lige stille ham udenfor caféen ved vinduet. Så kunne hun sidde der og holde øje med ham mens hun drak sin stille kølige perlende hvidvin som hun jo trængte så ganske forfærdeligt til.

Men det var jo helt ok – det var jo hårdt at være hende…og hun levede på alle de ting hun ikke mere indlod sig på. Så så det hele ok ud. Altså – så så det ok ud at hun drak. Når hun nu ikke mere rendte rundt og var til fare for sig selv. For det var hun naturligvis ikke mere – det er tydeligt. Hun havde fuld kontrol.

Pludselig en dag, efter nogen år, så begyndte hun at blive dårlig. Nu begyndte hun også at komme i byen ind i mellem. Så drak hun som før i tiden – og ragede uklar med alt og alle. Og cyklede i beruselse. Men det skete dog så sjældent at det stadig lignede en fremgang fra tidligere tiders fadæser.

At hun drak alene, nu en hel del oftere end tidligere, var selvfølgelig stadig ok fordi hun jo var så ensom. Det kunne enhver da forstå.

Men hun blev altså dårlig nu. På sådan en angst-agtig måde. Ikke når hun var fuld, men næste dag. Så kunne hun slet ikke rejse sig op uden at være ved at besvime. Engang blev hun så bange at hun kravlede ud i køkkenet og hældte en liter mælk lige ned i halsen – dvs., halvdelen røg ved siden af. Så rejste hun sig og gik ud på badeværelset – og blev så bange for sit eget spejlbillede, fordi hun var så hvid at hun næsten ikke var der overhovedet, at hun resolut greb bruseren og lod det iskolde vand fosse ud over sig selv, den løbne mælk og sit tøj…sit hoved…

Da begyndte hun at fornemme at noget var galt. I sine branderter sad hun og kiggede på hope.dk og læste i deres debatforum. Hun begyndte at høre de stemmer, der tilhørte mennesker der tidligere havde ytret for hende at de var ædru alkoholikere. Dem hun havde grint af – dem hun havde sine standardsvar i ærmet til. Nu hang deres ord som modne blommer i hendes sind, og hun fornam hvordan de landede som tunge slag i mellemgulvet når de slap deres tilblivelsessted.

I et halvt år gennemgik hun forstadiget til sin erkendelsesproces. Den erkendelse der slog igennem på en styg og angstfuld vintermorgen, hvor alkoholen fra aftenen før nu havde besat hendes krop i en sådan grad at der ingen vej var tilbage. Hun stod på sin bund. Det var den 29 januar 2005.

Præcis i dag har hun været ædru i 20 måneder.

(29 sep. 2006)

Tags: , ,

Tidligere troede jeg virkelig kun der var modpolerne – men nu fatter jeg at livet godt kan leves uden at stå helt ude for enden af vippen hele tiden.

Tags: ,