forvandling

You are currently browsing articles tagged forvandling.

Den oplyste der dømmer er bødlen selv. Sæt fri.

1. maj 2010 in eksistens, flerdimensionalt | 3 comments

Jeg er nået til belærenhedserkendelsesfasen.

Det betyder, at nu hvor jeg har fået fred med hvor jeg er (deri ligger accepten af at alt er i forvandling konstant, dvs at ‘hvor jeg er’ både er et intet og et alt) så kan jeg meget lettere se nogen restmønstre.

Min ting er at finde rejsen interessant. Jeg ånder igennem ind og udfaser. Jeg har ikke brug for at stoppe op og puste ud. Jeg elsker at være på vej, og jeg anerkender, at det kød jeg bevæger mig med kun går mod opløsningen, ligesom jeg anerkender, at den bevidsthed, der efterhånden bliver mere og mere skærpet, mere og mere present, opleves som en konstant og evig vibration, en tone, der ikke på nogen måde er bundet til det vi kalder (et) liv.

Men resterne. Resterne er at erkende, at også jeg får ticks der lammer nervesystemet alt imens reflekskroppen hungrer efter at få ret. Vinde krige. Være dogmatisk, og belærende. Men det er virkelig kun rester. Jo oftere jeg ser dette, siger det højt, taler med andre derom, jo mere svinder det ind. Jo mindre bliver tendensen til at gå i kampposition.

Men jeg skriver stadig. Jeg deler fortsat. Det er bare ikke hver gang, at jeg bliver mødt med modstand, at det er fordi jeg har været dogmatisk, men lige så ofte den anden der er bange for dogmatismen. Hvor angst har jeg ikke selv været, i min totale unuancerede refleksion over kristendommens lære. Hvordan kan jeg på nogen måde forestille mig at blive mødt med åbenhed over for hvor jeg er, over for de ting jeg oplever som helbredende i mit liv, når jeg med denne bevidsthed ved hvor bange vi mennesker kan være? Hvor bange jeg selv kan, og især kunne, blive.

Det kræver virkelig samtale, og tillid, at komme bagom dogmerne. Det kræver i sandhed rummelighed, og ikke modstand. Selv hvor jeg kan argumentere for at andre synes dogmatiske må jeg slippe tanken om at skulle ind og bevissætte dette. Jeg ved at jeg ikke er dogmatisk. Den der oplever Anja som dogmatisk har ikke set hvem hun er. Det er altid meget svært at turde at se hvor komplekst mennesket er, for mennesket selv har det allerbedst med at skabe kasser så den dovne hjerne er fri for at tænke ud over rammen.

Mit højeste ønske for nuværende, er ikke guld og mere lods, men at jeg fortsat vil være i stand til at bevæge mig frit og kærligt uden for disse rum, denne kasse. At møde andre med en løftet pande, også dersom de finder mig dogmatisk. At jeg aldrig glemmer at jeg er i stand til at se hvor det menneske, der står over for mig, er, hvis jeg virkelig lytter med hjertet. At jeg dermed frastår fra at dømme den der selv leger dommer.

Tags: , ,

Forvandlinger i aktion

14. januar 2010 in eksistens, flerdimensionalt | 2 comments

I dag har jeg en mærkedag. Jeg har ikke røget i 3 år, og jeg har modtaget et væld af kærlige hilsner på den interne Facebook som jeg er meget beæret over. Tak.

Til aften opdager jeg så, at dette er ikke den eneste tydelige forvandling som er påbegyndt på denne dag. I bogen Naturlig Overflod, som jeg gør et stort stykke arbejde for at fastholde som en daglig ingrediens i min hverdag, er det netop den 14. januar at forfatteren opildner til at gribe et konkret redskab; nemlig en daglig øvelse i taknemmelighed over det som er os givet. Hun anbefaler en smuk bog, med blanke sider, hvori du hver dag skal notere 5 ting eller begivenheder som du er taknemmelig for.

Jeg har ikke valgt bogen som redskab, men det talte ord. Jeg besluttede, for et år siden, at søn og jeg, ved aftentid og når der skulle siges godnat, skulle sige 5 gode ting fra dagen til hinanden. Det er en gave med et barn som tager imod på denne måde. Han har været et lille lys og hjulpet godt til når jeg måske havde lyst til at springe over. Det betyder at det er blevet en helt naturlig ting at gøre i vores hverdag, men ikke nok med det, det er blevet en fuldt ud integreret del af mit nye livsunivers at tænke taknemmeligheden ind i alt jeg rører ved, og møder på min vej.

Lad os, blot for i dag, minde os selv om hvor rigt vores liv er, og lad os transformere den rigdom til kærlighed så vi kan sende den ud til dem der har meget mindre, eller dem der pludselig er blevet frataget deres helt essentielle livsgrundlag.

Tags: , ,

Forvandling anno 2010

7. januar 2010 in eksistens, flerdimensionalt, stimulanser, årstiderne | 2 comments

Januar. Den måned hvor jeg virkelig formår at sætte handling bag mine ord. Ikke på grund af kulturel opvækst, selvom mange taler om nytårsforsæt i denne tid, men som udtryk for en basal og intuitiv fornemmelse for, at dette netop er måneden hvor vi både mærker døden og den kommende opståen. Vinteren, der i år er så vidunderlig fast og insisterende, og det kommende forår, som nok er i fremtiden, men som vi alligevel nu begynder at erindre. Lyset der langsomt tager til.

Det fordrer taknemmelighed, og stor ydmyghed. Ydmyghed for det som vi allerede har så rigeligt af, og taknemmelighed for samme, men også for muligheden, og troen på, forvandlingens kunst.

Så Januar er min forvandlingsmåned. Jeg blev født i Januar, og det giver selvfølgelig en særlig dybde. Her valgte jeg livet, ikke blot i den spæde start, men også via kraftfulde fravalg. Især inden for de sidste 5 år er dette meget tydeligt fordi jeg vinkede farvel til alkoholen, der i den grad kan slå os ihjel på alle planer, og til nikotinen der i sandhed konstant gav mig en mulighed for at dyrke fraværet og et kropsligt forfald. Jeg savner ikke dette jeg sagde farvel til. Hvordan kan vi savne noget som fratager os livet? Fratager os muligheden for at lære os selv i sandhed at kende? Så vi kan kende andre, som de i sandhed er.

I år fravælger jeg mit mangeårige tankespind omkring hvor jeg hører hjemme fagligt. Jeg har aldrig sagt at jeg fandt min hylde i den uddannelse jeg færdiggjorde for to år siden. Det var en rejse, en vigtig rejse, en erkendelsesrejse, en dannelsesrejse, en forståelsesrejse, men nok allermest en personlig rejse. Jeg skulle møde mig selv, hvor jeg var, og nu hvor jeg ikke er der mere giver det ikke mening at blive ved. Faktisk føles det som vold. Jeg har forsøgt nogen gange, og jeg blev mere og mere syg for hver gang. Jeg må nu ikke blot forstå, men også handle på, at jeg skal tilbage til det der giver mig glæde. Tilbage til den følelse jeg fik når jeg vandrede i skovene, som barn og ung, og det smukke åndelige rum jeg på denne måde kunne fremmane. Tilbage til æstetikken, tilbage til det nærende, det kærlige.

Ikke blot gik jeg fysisk i stykker, jeg gik også kreativt i stykker, ved at nøde mig selv til at indgå i handler der var som brænde på det bål jeg samtidig råbte op om, at jeg ville slukke. Tænk at vi mennesker kan være så modstridende, og så let kan komme til at snyde os selv til at tro hvad det vigtigste i livet er. Ofte gør vi det netop fordi vi ved hvor vi ikke skal hen, og så ser vi os en dag i spejlet og indser at vi alligevel kom til at opfylde dette uønske. Så har vi lært noget, og er vi bevidste nok til at forstå denne læring, så kan vi også bruge det til noget.

Det er det jeg har tænkt mig at gøre, og jeg tager afsæt i Januar 2010. Jeg glæder mig, også denne gang, til udfordringen.

Tags: , ,

Vil vi virkelig freden?

14. august 2009 in flerdimensionalt | 9 comments

I mange år var jeg aktiv aktivist. Vejen fra barrikaden til den indre fred har været intens og lang. Det har været som at springe ud af skabet. Det som før var et meningsfuldt tætvævet tæppe i perfekt match hænger nu i laser.

Jeg tror ikke på at det har en effekt mere, denne modstand. Aldrig må den sammenlignes med ligegyldighed, den er et bevidst valg som i sin essens har forstået, at den der yder modstand på en sag er med til at fastholde at der overhovedet ER en sag. Kan vi spørge os selv HELT ærligt: vil vi egentlig af med denne sag, eller er der noget i os som i virkeligheden nærer sig ved at vi kæmper, bevæger os i modstand?

Jamen skal vi så ikke lave fredelige demonstrationer mere? Hvem skal gøre opmærksom på al den uretfærdighed der findes? Al systemets magt?

Ja jeg bliver nogen gange selv helt i tvivl. Jeg har nemlig næret mig ved at være i opposition. Det var bare mig, det dér, at være på pletten så jeg kunne dokumentere al falskheden.

Men pludselig opdagede jeg, pludselig blev jeg klar over, at alt dette ikke kun var en retfærdighedssans, dette var i sandhed også et behov for at føle at jeg gjorde noget rigtigt. At jeg var ‘nogen’. Det gav mig en følelse af ’mere’-hed at skabe en illusion om hvordan verden burde se ud.

Det var en stor bunke løgnagtige identiteter jeg der havde budt indenfor.

I forbindelse med hjemsendelsen af de Irakiske (udviste) asylansøgere her i august 2009 kunne jeg mærke at noget skete i mig. Der kom lynhurtigt nogen meget grove billeder frem – billeder som vi har set utallige gange før. En systemmagt som den bløde befolkning stiller sig op imod – og resultatet er klart. Der sker et overgreb. Ja, selvfølgelig gør der det. På en eller anden måde er det fuldstændig vanvittigt at forestille sig at sådan en situation ville ende fredeligt. Vi ved det sgu godt på forhånd. Nej, det kan godt være at det ikke er retfærdigt, men hvad er retfærdighed egentlig? Er retfærdighed ikke en forestilling? Er det ikke således, at det vi mener, som skal yde os retfærdighed, er en idé vi skaber således at det passer ind i den verden vi synes vi godt vil leve i? Jo. Vi synes ikke det er retfærdigt når vi mister nogen vi elsker. Vi synes ikke det er retfærdigt at vi ikke tildeles samme goder som vores fjender og selv dem vi elsker. Vi konkurrerer med en usynlighed, et fatamorgana, som kun findes i den del af os der er konstant utilfreds med det som er.

Der er ingen tvivl om at der dels er skabt en blasfemisk situation, dels er tale om en overskridelse af de menneskerettigheder som vi ønsker at leve ud fra. Billedet af en ordensmagt der trænger ind i en kirke for at anholde mennesker har oprørt mange, og billedet af afskeden mellem kvinder, børn og mænd er hjerteskærende. Men også den vold der kom ud gennem knippelslag og meget voldsomme verbale udtryk får os til at sige: sådan må det ikke være. Dette må ikke ske i vores land.

Men det ER virkeligt. Det vi skal forstå er, at den smerte vi mærker, når vi ser disse billeder, når vi ser adskillelse, død, tårne der styrter, døde børn og hjemløse der sparkes på, den vokser jo mere vi beskæftiger os med den. Jo oftere vi klikker ind på de værste nyheder, med de mest rå fotos, jo større liv får den. Jo oftere vi refererer til fortidens grufulde historie (herunder vores egen simple), jo mere får den lov at fylde. Selvfølgelig husker vi historien. Selvfølgelig skal ingen sige at den ikke har fundet sted, men den skal have lov at være det den var – i stedet for at få lov at være noget den ikke er, nemlig nu.

Så lad hver dag, når du åbner dine øjne, om det nu er gråt, og du skal tænde et lys, eller om solen vælter ind gennem dit åbne vindue, være en dag hvor du husker på at vælge rigtigt. Vælg at leve dine ønsker. Vælg om du vil kæmpe, eller om du vil freden. Hvis du vælger freden vil du opdage at den spreder sig som ringe i vandet, men du vil ikke opleve at der slet ikke er vold i verden. I den fysiske verden vil der altid være vold, men du kan lade være at gå ind i den. Med øvelse kan du rumme alt og derfor vælge sandt fokus.

Tags: , ,

Nærværsforflytninger mod yderligere bevidsthed

5. maj 2009 in eksistens | No comments

Tyngden, følelsen af at være fanget i kroppen, har forladt mig. Tanken om at skulle præstere det ypperste er fløjet bort. Dramaet, den evindelige forestilling baseret på ubevidsthed, er som ved et trylleslag forsvundet op i en gasblå sky. Behovet for at vurdere, analysere, og dømme er skrumpet ind og erstattet med en fred som spreder sig så snart jeg tillader tingene at være det de er. Bliver jeg alligevel stillet over for problemstillinger der virker absurde, eller relationer der rummer for meget usikkerhed, så er jeg blevet i stand til at slippe, og til at se den lære der lå i nærværet med den anden.

Så mener jeg så at vi bare skal lade stå til? Er det dette jeg ønsker at videregive som grundsubstansen for at finde fred, helbredelse, væren i livet?

Der er mange situationer her i livet hvor vi skal reagere. Faktisk reagerer vi hele tiden, også når vi ikke reagerer, men spørgsmålet er hvordan.

Især omkring de relationelle møder er det interessant. Jeg har ført dagbog over situationer hvor jeg tidligere ville have brugt utrolige kræfter på at opbygge modstand, eller ligget vågen om natten for at tænke over hvad den anden mon mente eller tænkte, og hvorfor jeg selv sagde dette eller hint, hvor jeg nu oplever at kunne rumme det som er. Det kan være små situationer hvor jeg ikke har følt mig hørt eller hvor jeg har oplevet at andre behov ikke er blevet indfriet (mig mig) – hvor jeg har været fanget i et spil hvor relationen har været baseret på både frygt, og at ville have noget af den anden. Sådanne møder med andre kunne tidligere i mit liv udløse en utrolig vrede, som i bund og grund handlede om en enorm afmagt over at blive afvist (samtidig med at jeg jo selv var med til at udrulle dramaet om henholdsvis at tiltrække og skubbe væk). Jeg tror at jeg er halvvejs ude af det for jeg kan nu se det på afstand og erkende at jeg genkender det hos andre.

Et af de tegn som jeg ved er indikator for at der er sket en forflytning af min bevidsthed er at jeg ikke bruger kræfter på at ændre noget ved situationen. I det slip, hvor jeg accepterer den andens dagsorden, om jeg føler mig genspejlet eller ej, sker der en utrolig afspænding. Jeg er ikke interesseret i at få ret eller ændre ved det som er. Jeg reagerer med umiddelbar åbenhed, og kærlighed, mod den anden. Jeg har sågar oplevet at egoets vanvid, vreden og afmagten, sad tilbage og følte sig surmulende over at være blevet holdt nede. Hvilken vidunderlig oplevelse! En af gangene oplevede jeg at vreden kom ud på et andet tidspunkt, via en genfortælling af historien til en ven, men med bevidsthedens underliggende tæppe: jeg var godt klar over at mit brok, min vrede, kun tjente ét formål, nemlig at forherlige min egen position ved at få den anden til at fremstå som et fjols. Ofte er denne form for brok og vrede meget ubevidst hos mange. Det føles, på overfladen, dejligt at få luft på denne måde (fordi det er egoet metode til at hævde sig selv på), men som nogen ved peger en del af fingrene tilbage på os selv når vi peger på andre.

Tags: ,

Mønstre, misbrug og helbredelse

29. januar 2009 in baglæns historie, eksistens, stimulanser | 13 comments

Hvad betyder det at være misbruger? Er det dig selv der er kommet frem til at du har et forbrug der ikke længere er godt for dig? Er du nervøs eller angst for hvad der skal ske hvis ikke du fremtidigt lægger misbruget fra dig? Er der hele tiden noget inde bagved som ønsker, og ved, at du skal ud af det for at finde dig selv og roen i livet?

Alle mine morgener har været fyldt med anger, men pludselig havde jeg kræfter til at tage det skridt jeg inderst inde følte så nødvendigt. Jeg ville ud, hjem til mig selv. Jeg troede ikke det tog en uge, en måned, år… Jeg anede ikke hvad jeg gik ind til eller hvad der ville komme.

Men jeg holdt mig ædru. I to måneder gik jeg ædru uden støtte mens mit sind og tanker drev mig til vanvid; ville livet nogen sinde blive sjovt igen? Hvad skulle jeg sige når jeg skulle indgå i sociale sammenhænge? Var jeg nu en cola-drikker, eller var der andre veje?

Jeg klingede til mine smøger! Så var det da lidt sjovt!

Et par måneder inden at jeg erkendte at jeg måtte ud af alkoholen havde jeg mødt en kvinde. Hun havde været ædru et par år, og hendes historie havde sat spor i mig for mine tanker gik hele tiden til hende. Jeg ringede til hende. Hun kendte til et statsstøttet behandlingssted for afhængige. Hun etablerede kontakten og der startede min rejse. Behandlingen tog 6 uger, og mon ikke jeg troede at jeg var igennem det værste der. Det var jeg ikke, men bevidstheden udvider sig i små bidder, som vi mennesker nu kan rumme det, og det er godt for ellers ville vi kollapse før vi kom nogen vegne. Vi har tanker og overvejelser nok – hvis vi hele tiden vidste hvad som kom ville vi ikke turde træde ind i det. Først må vi acceptere dette; at vi lever et skridt ad gangen. Meget alkoholbehandling er baseret på at leve 24 timer af gangen. Jeg har hørt nogen fortælle at de var så fanget i trangen at de talte sekunderne. 24 sekunder af gangen. Counting, one, two, three…

Jeg havde mange tanker og uro. Jeg drømte ofte at jeg drak, og når jeg vågnede skammede jeg mig. Jeg blev ædru om vinteren, og som foråret kom gik mine tanker ofte til kølig og perlende hvidvin under skyggefyldte træer. Bare jeg spiste en chokolade med likør blev jeg fuld, så det holdt jeg hurtigt op med. I dag 4 år senere er jeg meget mindre fanget af tankerne om alkohol, men det betyder ikke at jeg nogen sinde kan få et godt forhold til det. Vender jeg mig mod et liv med alkohol vil jeg træde baglæns ind i den port som jeg tidligere måtte igennem for at opnå en større bevidsthed om hvem jeg er. At blive afhængig af noget, det være alkohol, sukker, narkotiske stoffer, sex eller magt, og derefter erkende at det fjerner en fra ens sande selv, og derefter arbejde sig ud af det, er en gave som måske ikke alle mennesker får lov at åbne – men den ligger i os alle og venter. Jeg er i dag dybt taknemmelig for hele rejsen.

Da jeg ikke var klar over hvor omfattende min proces var genoptog jeg mit studie ganske kort efter endt behandling, men jeg var tydeligvis både forvirret og angst for fremtiden, og langsomt fik jeg viklet mig godt og grundigt ind i et intellekt-misbrug der skulle vise sig at være selve kernen i min problematik – og som også til sidst gav mig nådesstødet. Dette kalder man for tørdrikkeri i AA – men man kan kalde det hvad man vil. Hovedsagen er at man kan se hvad der foregår – eller at man i det mindste bagefter er klar over hvad som hændte – så man kan gøre noget ved det. Mit sande arbejde, min sande forståelse for hvorfor jeg i så mange år havde bedøvet mig, gik faktisk først for alvor op for mig da jeg havde været ædru i 3 år, og røgfri i ét.

Jeg skal lære at turde at være i livet som den jeg er. Hver dag må jeg spørge mig selv: hvem er jeg? Jeg må reflektere og sætte spørgsmålstegn: vil jeg dette? Er mit fokus der hvor det føles sandt, eller er det der hvor jeg tror det skal være? Hvor jeg tror at andre synes det skal være?

Jeg har været bange. Det var som om at alle lag med et blev revet til side og jeg stod blottet mod hele universet. Det var som om at alt med ét pludselig stod mig klart – og at denne bevidsthed ikke var i balance med hvor min krop var. Det var døden jeg så, og jeg blev forfærdelig angst. Men det jeg ikke forstod var at jeg måtte dø, for det jeg troede jeg var, var slet ikke mig. Altså – der skulle forestå en forvandlingsproces og jeg følte bare at jeg ikke kunne klare mere. Jeg havde ladet mit liv æde mig: altid fingeren på pulsen, altid ansvarlig, altid den der rakte hånden op, tog posten, teten, råbte op…hvordan skulle jeg kunne holde op med at være alt dette? Alt dette genkendelige. Alt dette som andre så mig som. Alt det jeg identificerede mig med. Ét langt misbrug af overansvarlighed– og andre vidste præcis hvor de havde mig. Men jeg anede ikke hvor jeg var – og det forstod jeg efterhånden. Der var kun én løsning: fuldt stop og uendeligt langsomt fremad derfra.

Når vi misbruger er det et dække over hvem vi er. Ofte fordi vi ikke tør være dem vi er. Der kan være utallige årsager som kun vi selv kender. Men et er sikkert, det tager tid at slibe alle de lag af vi lagde mens vi forsøgte ikke at være os selv. Det handler ikke blot om at blive ædru, røgfri, afvænnet fra spil, narko etc. Det handler om at turde være tilstede. Ånde den sande luft. At kunne stoppe op, i stedet for at jagte lykken, og mærke at alt er ok. En dag opdagede jeg, at om jeg så skulle smide ALT ud, for jeg smed ud i over et halvt år, så var det ikke angstprovokerende for så længe jeg havde mit sande selv, så havde jeg alt jeg havde brug for. Det kan lyde absurd, for jeg har jo også et barn at forsørge, og en skabende kraft, men følelsen er oprigtig. Hvordan kan vi leve livet hvis vi ikke er i det?

Det måtte jeg spørge mig selv om. Det har taget lang tid. Jeg skriver denne note dagen inden jeg har været ædru i 4 år, og godt er år efter at jeg blev flået op med så stor voldsomhed at mit legeme sank sammen. En livsproces har kun én kerne, og der vil vi altid befinde os, men der er etaper og min seneste etape tog et år. Jeg har pevet og grædt og krummet mig sammen, og jeg har foldet mig ud og åbnet mine arme mod himlen. Jeg suger og lærer og forstår – og holder op med at forstå! Jeg er tilstede. Jeg træder ved siden af, jeg vågner op igen.

Helbredelse skal være langsommelig, kraftfuld og erkendende. Helbredelse er at se ind, virkelig at turde se hvem vi er, uden identifikation med ting og andre mennesker, men også at søge støtte hos mennesker hvor vi netop føler at vi kan være dem vi er – eller i hvert fald hvor vi fornemmer at den anden kan fremme den vi er. Jeg har indset, at det som kommer til os skal vi tage imod med kyshånd. Alt er åbninger, også situationer hvor vi er opdraget til at skamme os eller føle skyld. Også situationer som nogen betegner som umulige livsforhold. Lad aldrig nogen fortælle dig at du ikke har en chance. At du har færre muligheder fordi du har haft det liv du har. Lev heller ikke op til ideer om at du skal være noget særligt på grund af dette. Masser af mennesker kommer aldrig til erkendelsens punkt – hvad enten de har den ene eller anden opdragelse – men dem som formår at bruge deres vilkår, som porte til at træde nærmere sig selv, vil opleve en usædvanlig forandring. Husk blot at det ikke er vigtigt hvor usædvanlig den er – det vigtige er at du kommer hjem til dig selv igen.

Du vil indse at livet er i dig, og at det ikke er dig der er i livet. Du bliver hel, men det betyder ikke at du ikke fortsat møder udfordringer. Du ser dig selv, men det betyder ikke altid at andre kan se dig. Du bliver rystet over virkelighedens gru, men til gengæld genkender du dig selv igen og igen. Har du dig selv med kan du gå igennem alt – også døden. Og du behøver ikke mere at finde på metoder til at gemme dig. Du behøver ikke mere drukne dig for bagefter at leve i en verden af skam. Du behøver kun én ting – at stoppe op og spørge dig selv: hvem er jeg?

Du er skabt præcis som du skal være skabt. Så snart vi forsøger at gå imod dette vil vi blive mødt af mure igen og igen, men når vi falder ind i vores kerne vil vi opleve at modstand ikke er vejen frem. Så falder vi i hak med livet.

Tags: , , , , ,

Status

21. juli 2008 in eksistens | 21 comments

Jeg er bevidst om at vi mennesker ofte fremhæver os selv via ting som vi godt ved andre synes om, mens vi sjældnere bevæger os omkring de mere tabubelagte områder som ensomhed, død, misbrug og tilstande hvor sindet ikke kan følge med samfundets krav om næsten konstant deltagelse. At fremskrive sådanne emner kræver noget af modtageren, og skiller en masse overfladisk fra, og jeg vil hellere skabe få intense kontakter, baseret på ægte interesse og genkendelse, end jeg vil overfladebehandlingen.

Noget i mig kan ikke lade være at formidle via ord og foto, og jeg er fortryllet over at tilbagemeldingerne på mine skriv i perioder har bragt mig meget stor glæde og indsigt, mening og genkendelse. Men som udgangspunkt har det ikke været andres reaktion på mine ordrejser der har fastholdt pennen.

Fordi jeg tror på at andre kan glæde sig over de bevidsthedsrejser jeg har taget, og skal tage, så deler jeg dem med jer her, og det er nok sjælen i hvorfor jeg skriver public. Det er af andres indsigt at jeg selv til tider bliver drevet til større bevidsthed, og derfor tror jeg på videregivelsen af indsigt, her via ord, som et middel til helbredelse.

Men ikke et statisk middel, og ikke for alle. Som tiden går vil vores fortidshistorie ikke mere være identificerbar med hvem vi fortæller vi er i dag; de roller vi spillede kan ikke mere indgå i vores livsdans. Når dette sker bliver vi nøgne helt ind til sjælen. Nogen kalder det en krise. Nogen kalder det sygdom. Men dette er kun sandt hvis vi rager i blinde – uden bevidsthed og krampagtigt fastholdende fortiden eller tanken om fremtiden – så er det øjeblikkets død og du kan aldrig være i stille indre ro.

Men med tilstedeværelsen af bevidstheden er der kun helbredelsen tilbage.

Efter 10 års identifikation med mit bohemeliv, på brød og især vin, hvor jeg fik skærpet min evne og interesse for især formidling og kommunikation via ord og billeder, og 5 års intens undersøgelse af formidling og forståelse af psyko og sociokulturelle indvirkninger på det udsatte og skæve samfund, så har jeg nu nået en station hvor jeg må stå af et øjeblik. Ikke at jeg ikke undervejs på min rejse har erkendt og handlet på områder der har været essentielle for mit videre liv, og ikke at jeg ikke har gået i dybden med ting som lå mit hjerte nært, men det har fået lov at repræsentere mig i en sådan grad at mit legeme og min sjæl begyndte at reagere på at jeg hele tiden lagde min energi forkert og ikke lyttede til mine behov.

Derfor står jeg nu overfor den proces det er at adskille min indre kilde fra dette kapløb om at præstere for at mærke mig selv. Det selv jeg mærker er ikke sammenligneligt med den indre følelse af at gøre det rette, og selvom det lyder nemt at gøre op med, så er det en rejse af ufattelig karakter og dimension. Og en vidunderlig rejse. En rejse jeg ikke ville være foruden. Jeg deler den med dig, og måske vækker den genklang, måske ikke. Du er fri.

Tags: , , ,

Sandhedsudtræk

18. juli 2008 in eksistens | 12 comments

Mens fuldmånen trækker mig ud, og ind, bevæger jeg mig som en ukendt igennem mit land. Jeg er vist lidt rystet over det voldsomme tiltag som det er at erkende, at jeg må slå min egen historie ihjel inden den æder mig op, men det er ok.

Er jeg da disse ord jeg igennem de sidste par år har spyttet ud? Det føles ikke sådan og i praksis kan man sige at jeg pludselig ingen er. Psykologien vil kalde det identitetsløshed, men der er forskel på at være, og at være noget eller nogen.

Jeg vil øve mig på at være, og at være i fred med at være. Nogen dage er det lettere end andre, men processen er i gang. Så i hemmelighed sletter jeg gamle indlæg i ny og næ. Det føles farligt når jeg gør det, men befriende efterfølgende.

Til sidst vil kun den symbolske sandhed stå tilbage.

Tags: ,

Evigt liv

16. juli 2008 in flerdimensionalt, natur | 5 comments

Tags: , ,

Små florlette firkløvere som et tæppe

29. juni 2008 in eksistens, ord | 10 comments

Små florlette firkløvere som et tæppe. Her hvor jeg går. Her hvor landet ligger foran mig og bare bliver ved og ved og ved. Se! Små toppe af granit. Små bjerge der stikker op lige hvor jeg skal træde. Se på dem. Se hvor de indbyder mig til at gå i deres retning. Nærmest æggende granit.

Ikke som da jeg selv såede dem. Da græd jeg over hvor spidse de var. Da gik jeg kun på deres syleskarpe opadstræbende toppe. Jeg så aldrig ned på tæppet. Jeg troede jeg ville svimle. Kig aldrig ned, havde de sagt, så går det lettere, så bliver du ikke dårlig.

Næh. Nu er de alle væk. Åh – altså med undtagelse af dem som skal være. Og tænk dig, og du må tro mig, disse spredte der nu er, de er skarpere end alle dem jeg selv såede -tilsammen – men den smerte jeg mærker når jeg træder på dem, den er en bevidsthedens smerte.

Denne smerte indeholder kæmpe lære. Og altid uforberedt vil du være. Netop som du træder på tæppet kan de i et uendeligt lille glimt af en tidslomme skære sig igennem lige under dig. Lige som det sker kan du godt rystes, men lige så hurtigt mærker du freden brede sig. Ah – det her er rigtigt. Det her er sandt.

Allerede anden gang du oplever at turde tage de små klipper, i stedet for at gå udenom dem, eller hoppe tilbage fra dem, vil du mærke den store succes der er forbundet med dem. En succes der ikke handler om karriere eller hvordan din bil ser ud, men om at du vælger den vej der er den sande. Det foregår lige nu. Lige nu går du ind i en energi som du selv har valgt at gå ind i. Hvis du bliver parat til at træde på de skarpe klippestykker, så vil de lede dig. De vil dukke op når du er klar, men det er vigtigt at du ikke på forhånd lader dig styre af tanker og gamle følelser, for så kommer du til at gå udenom, og så mister du en eventyrlig rejse i dit indre.

Denne rejse kan ikke beskrives. Det eneste jeg kan fortælle fra den er at den fylder ud. Den fylder ud og giver mening i noget der udefra set kan ligne kaos. Kan ligne tab.

Men det er ikke tab. Det er én stor gevinst. Livets gave; at vælge mit liv! Helt rent!

For der kom en knivskarp klippe. Det korte øjeblik inden smerten forvandlede sig til bevidsthed var mere mærkbart end ellers, og dog så utroligt kortvarigt og helt uden drama som jeg aldrig før har oplevet det.

Nu er jeg i erkendelse. I fred. Og når jeg skriver at det er ok, så er det ikke blot ord. Jeg har været ude og mærke verden, og jeg møder den med den kærlighed jeg ønsker. Der er ikke noget der sidder i klemme. Det valg jeg har truffet er et helt rent valg, og derfor er der ikke mere noget savn, ingen smerte, forbundet med det.

Tags: , , ,

Halvmåne

10. juni 2008 in eksistens | 3 comments

Der gik fra nymåne til halvmåne og det vil være uanstændigt spild af rum at gå baglæns og beskrive detaljeret hvad der i mellemtiden skete.

Jeg gider ikke mere være hverken mælkebøtte, datter af en alkoholiker, barn i en crazy familie – you name it. Der har været hvad skulle være – komme som må komme.

Men spørgsmålet er: hvordan griber jeg det nu?

Jeg vælger hjertevejen; den er min og uden for alt hvad der hedder social arv, kulturelle bånd og mønsterbrydninger!

Jeg er, altså er jeg.

Tags: ,

Men går det nu helt godt med hende?

1. juni 2008 in eksistens, flerdimensionalt | 24 comments

Pludselig indså jeg noget. At ligemeget hvor mange men’er andre sætter ved min smukke og vidunderlige proces, så kan de aldrig, aldrig, fjerne tilliden til mig selv.

Og hvorfor?

Fordi jeg ved det virker. Dette nu. Der er intet hokus pokus ved det – men alligevel er det magisk. Og det er mit. Ingen kan tage det fra mig. Og ligesom alle andre der har opdaget det, så kan heller ingen tage det fra dem.

Og det handler ikke om enten eller – døden eller livet. Det handler om begge. Det handler faktisk om at mærke døden mens vi lever – for så bliver det så krystalklart bagefter.

Nogen vil selvfølgelig forsøge at skyde os ned: det er noget med en sekt; det er for tidligt for hun er ikke 40 endnu; hun er sindsyg; laver hun ikke andet?; det er altså lidt for meget du ved (samstemmende nikken); kan det nu passe?; jeg har hørt at hun har været indlagt; hun skal bare have hænderne op af lommen; lad os nu se hvordan det går…etc etc

Der er ingen grund til at vente. Se lige nu. Der er alt ok. Også når det vrider sig!

Tags: , , ,

Værdiopgør

24. maj 2008 in eksistens | 13 comments

PLING! Pludselig kan vi stå med bevidstheden om at vi ikke lever det liv vi ønsker os. Vi har måske taget en uddannelse hvor vi har brændt for faget, og hvor andre så tydeligt har kunne se vores begejstring, men pludselig indser vi, at den energi vi har lagt i det var endnu et filter, endnu et skjold, som vi holdt oppe foran det vi ikke turde lade lyset skinne på.

Måske har andre i den grad bemærket hvor intelligente og kloge vi var? Hvor hurtigtopfattende og allestedsnærværende vi hele tiden var? Hvordan vi altid tog ansvar for det hele – også andre menneskers liv? Altid på forkant – og måske altid en anelse svære at trænge igennem til fordi vi ligesom smuttede mellem hænderne på de andre?

Når du møder sådan et menneske, så er der en meget stor fare for at personen går ned med det, som det etablerede system kalder for stress, på et tidspunkt. Og det er i virkeligheden ikke altid pga de mange opgaver – det er fordi vi lægger energien forkert. Det er fordi vi redder alle andre før os selv. Fordi vi er i alle andre end os selv. Tænker hele tiden på hvad andre ville gøre eller sige. Og dét er sådan noget man ikke altid kan se på overansvarlige mennesker – den indre usikkerhed, angsten og selvutilstrækkeligheden. For vi går med træsko og ligner en million. Udenpå.

Men indeni er vi ligesom du – indeni er vi alle nøgne.

Jeg står i denne bevidsthed lige nu. Jeg er der hvor jeg skal lære at forene min videbegærlighed med kærligheden til mig selv. Lykken for mig er ikke at læse videre på DPU – jo min misbrugshjerne ville elske det, men skal jeg fortælle hvorfor? Grunden til at jeg kan lide det bunder i, at når jeg hører I andre fortælle mig hvor dygtig jeg er til at bevidstgøre teorierne, og hvor flot det er at jeg igen får så høje karakterer, så føler jeg at jeg er noget.

Men det der sker er, at jeg kæmper så meget for at opnå denne anerkendelse, at jeg glemmer mit sande liv! Jeg glemmer øjeblikket! Derfor må jeg erkende, at den tunge teoretiske vej nok er noget jeg er en ørn til, men som slår mig ihjel på sigt fordi jeg giver det ALT! At give det alt kunne de store teoretikere, for de havde andre til at lave deres mad, passe deres børn og vaske deres sure underbukser, men det har jeg ikke, og hvad er vigtigst?

Jeg skal have krop på. Jeg skal have nydelse og kærlighed. Jeg skal have ømhed og rum til mig. Jeg er, simpelthen, træt af hjerneorgasmer – for de giver mig hjertespasmer.

I stedet skal jeg ned i maven – jeg er nede i maven, og der vil jeg godt blive nu og fremover. Det kræver at jeg holder fokus på MIT. Bliver hos mig selv. Melder mig ud, som jeg har gjort, af det jeg kan melde mig ud af. Holder op med at tage ansvar for andet end netop lige det der skal tages ansvar for.

Og hvordan jeg gør? Jamen – det er så udefinerbart, og dog meget simpelt. Jeg kan ikke fortælle det, men jeg kan vise det. Simpelthen ved at være mig. Det kommer dybt indefra, for jeg ved hvad jeg skal gøre når jeg lytter. Vækkelsen kommer fra andre gode kvinder omkring mig, og jeg bliver nødt til at sige, at det rent faktisk mest er kvinder i dette tilfælde.

Mænds energi er meget at være det de gør – anerkendelse gennem deres håndværk hvad enten de er prinser eller murere. Det er en helt anden orden for dem – og måske er det ok. Jeg møder dog flere og flere mænd som netop får problemer med dette aspekt; at skulle yde i forhold til den orden. For hvad gør man så hvis man er 36 og endnu ikke har fået børn, hus, uddannelse og bygget et halmhus? Lad mig slå helt fast, at disse mænd, som jeg som nævnt kender et par stykker af, har store problemer med det, men de er i den grad vidunderlige mænd! De er lidt som naturens medicinmænd – de er i kontakt med deres kvindelige energier og det er meget smukt – men også meget forståeligt at de får det galt i halsen i den vestlige verdens konstante fordømmelse af alt der ikke læner sig op af den ensrettede produktorientering, som vi i den grad udsættes for i disse tider.

Men tilbage til kvinderne – jeg takker jer af hjertet for at dele. Jeg tager hvad I giver, og jeg giver selv igen. Dét er liv, lys og kærlighed.

Grib selv.

Tags: , , , , , , , , , ,

I mig selv (lukkede døre)

20. maj 2008 in eksistens | 10 comments

Det der sker nu er at jeg konsumerer. Man kan sige at jeg er i gang med at tygge det hele til trævler – så jeg bedre kan optage det i kroppen. For nogen uger siden fik jeg et gennembrud i forhold til min angst som har siddet i hjerteregionen i 5 måneder. Det er udefinerbart, men der skete noget helt konkret som udmøntede sig fysiologisk. Måske kan jeg beskrive det som en pludselig accept.

Det kan være forskelligt hvordan vi går igennem vores livskriser (husk at krise ikke er en negation men er der hvor vi danner os allerstærkest – hvis vi selv får lov at definere forløbet og behovsopfyldelsen) og hvordan vi oplever dem. Nogen gange kommer det snigende – andre gange er det som med lysets hast. I bund og grund er det én lang proces – men der er perioder hvor vi skal indse og erkende, perioder hvor det skal integreres og handles på – og så er der perioder hvor det er integreret, og vi slet ikke skænker det en tanke, men blot lever efter og med det.

Det har været nødvendigt for mig at lukke mig om en helt konkret handlingsproces, som i den grad samtidig fik mig til at gøre op med en masse symbolsk via mine mange mange fotos. Nogen gange støder jeg ind i nogen fotos som jeg simpelthen ikke vil have mere. Fotos hvor sorgen og tristheden vælter ud af både søn og jeg. Og det er ikke fordi jeg ikke anerkender mit liv – men jeg må nu være mere tro mod hvor jeg er lige nu, i stedet for hele tiden at bruge krudt på at skulle være så ærlig om hvordan det har set ud.

Det er tid til at omskrive, igen, og jeg har været der før. Men jeg kan ikke omskrive og skabe nye rum i mit liv hvis der hele tiden er åbne døre ind til larm, sorg og uerkendelse – fordi de netop skaber for meget støj. Det er også en anerkendelse af, at bærer jeg det med mig, så er det også den spejling jeg får af de mennesker jeg møder på min vej. Og jeg tror stadig på at det er der vi skaber os selv – og hinanden – og det tænker jeg så lidt over.

20maj-022.jpg

Lykke er ikke lagkage og bonderoser – lykke er at acceptere at der også er lort og visne blade. Det er dér du berører din akse – når du indser at det er ok. Jeg er dybt taknemmelig for at have båret denne lære i en god stund nu – for så er krise ikke krise. Så er krise livgivende.

Tak for blomsterne Astrid, de er et vidunderligt modstykke.

Tags: ,

Have a nice day…

16. maj 2008 in eksistens, årstiderne | 8 comments

I dag fik jeg en frydefuld gåtur i H.C. Ørstedsparken som ligger inde ved Nørreport. Helt sikkert en af de smukkeste parker i København. Her er de gængse syrener, og Kastanjen i både rødt og hvidt flor – men også en Ginkgo Biloba og alverdens småplanter nede ved søen. Se bare dette smukke sarte eksemplar af en ærenpris; en ensianbladet ærenpris (Veronica gentianoides).

hcoerstedsparken-037.jpg

Jeg kan læse mig til at den kun blomstrer kortvarigt her i maj og juni, så jeg føler mig heldig at have mødt den i dens flor. Mange planter og træer har jo netop kun blomster i foråret og den tidlige sommer – og måske er det netop det der gør denne tid så helt særlig. Denne overflod af farver og vækster som på en måde altid efterlader noget uopdaget. Det er så dejligt at opdage noget nyt som vækker hjertero.

Jeg har opdaget at jeg nu er begyndt at kunne lukke verden ude mens jeg er i den. På den måde gik jeg rundt i parken: drejede om mig selv midt på stierne mens jeg glanede op i trætoppene eller drejede hovedet af led for at finde den bedste vinkel af fange en guldregn i; vadede rundt i bedene ved søbreden med røven i vejret og hovedet nede i alle væksterne, ja, det var som om jeg var alene. Jeg tog simpelthen ikke notits af alle de mennesker der lå og flød rundt omkring (det gør man meget i H.C. Ørstedsparken – alle mulige og umulige steder) – alle dem på bænkene, børnene i træerne, forældrene der sludrede med hinanden – jo jeg registrerede det på sin vis, men var hele tiden i min egen energi. Jeg skulle intet give af – jeg var der kun for mig selv.

Man skal ind i sig selv for at flytte sig – og ud i verden for at mærke ændringen. Er der ingen ændring må man ind i sig selv i det samme rum en gang til – og pludselig en dag så PUF ser verden helt anderledes ud fordi de signaler man sender er af en anden karat. Det er bare noget man skal registrere når det sker – for mig er det en genkendelig del af de processer jeg hele tiden glider ind og ud af – og jeg bliver så glad i låget når jeg oplever disse beviser på at mine indre skridt har en effekt på min ydre verden. At der opstår mening og sammenhæng.

Tags: , , , ,

Dagens lære

16. maj 2008 in eksistens, home | 13 comments

-er gammel lære men en lære at fastholde. For vores hjem vokser. Vi erhverver nye ting; brugte, nye, klunsede. Det er sjældent jeg køber nyt med mindre det gamle går i stykker, eller jeg erfarer at der er noget som vi er vokset os til at måtte eje. For nylig købte jeg dog en ny elpisker – den gamle jeg havde fungerede, men lugtede lidt af brændt plastic. Det var en jeg havde arvet fra min mormor som jeg var rigtig glad for – men nu er det 8 år siden hun er død, og mon ikke hun selv havde haft den i en rum tid inden? Det var dejligt at udskifte den og mærke hvordan energien nu var min egen (ikke fordi min mormor ikke havde en skøn energi); hvordan den ikke lugtede og hvordan den var mere smidig, mere ren og lettere at håndtere.

Og den gamle røg ud. Og hver gang der kommer noget nyt ind, så ryger der noget ud. Jeg erhverver ikke mere bare for at erhverve, men fordi det er funktionelt. Dagens lære i Naturlig Overflod er ikke bare en dagslære for mig – det er en lære jeg har opereret med i lang tid. Jer der har læst udmeldingsindlæggende ved det. Der bliver ryddet op i alt fra gamle vinyler til digitale fotos.

Jeg ved godt at målet ikke er en endestation hvor jeg læner mig tilbage og kigger på det hele og siger SÅ, nu er den der. For vi mennesker er i bevægelse hele tiden, så der er altid noget at skille sig af med, men der kan komme et flow i den opgave. Opgaven kan blive en indbygget del af det oprydningsmønster vi gør os i hverdagen – men vi skal netop huske at adoptere det, for ellers skal vi igennem den store tur hvert 7. år, og så er det jo fordi vi egentlig ikke har lært noget som helst. Jeg er stadig i gang med at rydde op baglæns – og det er dét som jeg ikke har tænkt mig at gøre igen. Derfor tager det også den tid det tager – jeg bliver nødt til at gøre det rigtigt, og med hjertet.

16majlaere1.jpg

Tags: , , ,

Bristebobler

11. maj 2008 in eksistens, årstiderne | 8 comments

Det er som om mit liv er fyldt med bobler der hele tiden brister. Bobler fyldt med sorg og smerte. PUF, siger de, og så har jeg taget det næste skridt. PUF, og endnu et.

Til sidst vil der kun være de bobler tilbage som skal være.

Tags: , ,

Det river

9. maj 2008 in eksistens | 7 comments

Der er noget der river i mig i de her dage. Irritation. Irritation over andre mennesker. Det er dybt ukonstruktivt og betyder bare at jeg ikke skal vende mig så meget mod andre. Men mod mig selv.

Det er i videregivelsen at vi virkelig ser hvor vi selv er. Men det betyder også at man skal erkende at der er noget man er færdig med.

Tags: ,

Åbninger

8. maj 2008 in eksistens, ord | 8 comments

Det er ikke så meget det vi tror der åbner os
som det at vi er parate til at blive lukket op.

Tags: ,

Overflade

30. april 2008 in eksistens, flerdimensionalt, ord | 13 comments

Jeg bliver aldrig overfladisk fordi jeg skærer ting fra som jeg før fandt essentielle for min eksistens. Åh, det er så let at komme til at tvivle, men jeg lader mig ikke forføre.

Det der sker er en koncentrering af den stråle af energi som mit indre lys kaster ned foran mig på min vandring.

Det er sådan det er.

Tags: ,

« Older entries