Hvad betyder det at være misbruger? Er det dig selv der er kommet frem til at du har et forbrug der ikke længere er godt for dig? Er du nervøs eller angst for hvad der skal ske hvis ikke du fremtidigt lægger misbruget fra dig? Er der hele tiden noget inde bagved som ønsker, og ved, at du skal ud af det for at finde dig selv og roen i livet?
Alle mine morgener har været fyldt med anger, men pludselig havde jeg kræfter til at tage det skridt jeg inderst inde følte så nødvendigt. Jeg ville ud, hjem til mig selv. Jeg troede ikke det tog en uge, en måned, år… Jeg anede ikke hvad jeg gik ind til eller hvad der ville komme.
Men jeg holdt mig ædru. I to måneder gik jeg ædru uden støtte mens mit sind og tanker drev mig til vanvid; ville livet nogen sinde blive sjovt igen? Hvad skulle jeg sige når jeg skulle indgå i sociale sammenhænge? Var jeg nu en cola-drikker, eller var der andre veje?
Jeg klingede til mine smøger! Så var det da lidt sjovt!
Et par måneder inden at jeg erkendte at jeg måtte ud af alkoholen havde jeg mødt en kvinde. Hun havde været ædru et par år, og hendes historie havde sat spor i mig for mine tanker gik hele tiden til hende. Jeg ringede til hende. Hun kendte til et statsstøttet behandlingssted for afhængige. Hun etablerede kontakten og der startede min rejse. Behandlingen tog 6 uger, og mon ikke jeg troede at jeg var igennem det værste der. Det var jeg ikke, men bevidstheden udvider sig i små bidder, som vi mennesker nu kan rumme det, og det er godt for ellers ville vi kollapse før vi kom nogen vegne. Vi har tanker og overvejelser nok – hvis vi hele tiden vidste hvad som kom ville vi ikke turde træde ind i det. Først må vi acceptere dette; at vi lever et skridt ad gangen. Meget alkoholbehandling er baseret på at leve 24 timer af gangen. Jeg har hørt nogen fortælle at de var så fanget i trangen at de talte sekunderne. 24 sekunder af gangen. Counting, one, two, three…
Jeg havde mange tanker og uro. Jeg drømte ofte at jeg drak, og når jeg vågnede skammede jeg mig. Jeg blev ædru om vinteren, og som foråret kom gik mine tanker ofte til kølig og perlende hvidvin under skyggefyldte træer. Bare jeg spiste en chokolade med likør blev jeg fuld, så det holdt jeg hurtigt op med. I dag 4 år senere er jeg meget mindre fanget af tankerne om alkohol, men det betyder ikke at jeg nogen sinde kan få et godt forhold til det. Vender jeg mig mod et liv med alkohol vil jeg træde baglæns ind i den port som jeg tidligere måtte igennem for at opnå en større bevidsthed om hvem jeg er. At blive afhængig af noget, det være alkohol, sukker, narkotiske stoffer, sex eller magt, og derefter erkende at det fjerner en fra ens sande selv, og derefter arbejde sig ud af det, er en gave som måske ikke alle mennesker får lov at åbne – men den ligger i os alle og venter. Jeg er i dag dybt taknemmelig for hele rejsen.
Da jeg ikke var klar over hvor omfattende min proces var genoptog jeg mit studie ganske kort efter endt behandling, men jeg var tydeligvis både forvirret og angst for fremtiden, og langsomt fik jeg viklet mig godt og grundigt ind i et intellekt-misbrug der skulle vise sig at være selve kernen i min problematik – og som også til sidst gav mig nådesstødet. Dette kalder man for tørdrikkeri i AA – men man kan kalde det hvad man vil. Hovedsagen er at man kan se hvad der foregår – eller at man i det mindste bagefter er klar over hvad som hændte – så man kan gøre noget ved det. Mit sande arbejde, min sande forståelse for hvorfor jeg i så mange år havde bedøvet mig, gik faktisk først for alvor op for mig da jeg havde været ædru i 3 år, og røgfri i ét.
Jeg skal lære at turde at være i livet som den jeg er. Hver dag må jeg spørge mig selv: hvem er jeg? Jeg må reflektere og sætte spørgsmålstegn: vil jeg dette? Er mit fokus der hvor det føles sandt, eller er det der hvor jeg tror det skal være? Hvor jeg tror at andre synes det skal være?
Jeg har været bange. Det var som om at alle lag med et blev revet til side og jeg stod blottet mod hele universet. Det var som om at alt med ét pludselig stod mig klart – og at denne bevidsthed ikke var i balance med hvor min krop var. Det var døden jeg så, og jeg blev forfærdelig angst. Men det jeg ikke forstod var at jeg måtte dø, for det jeg troede jeg var, var slet ikke mig. Altså – der skulle forestå en forvandlingsproces og jeg følte bare at jeg ikke kunne klare mere. Jeg havde ladet mit liv æde mig: altid fingeren på pulsen, altid ansvarlig, altid den der rakte hånden op, tog posten, teten, råbte op…hvordan skulle jeg kunne holde op med at være alt dette? Alt dette genkendelige. Alt dette som andre så mig som. Alt det jeg identificerede mig med. Ét langt misbrug af overansvarlighed– og andre vidste præcis hvor de havde mig. Men jeg anede ikke hvor jeg var – og det forstod jeg efterhånden. Der var kun én løsning: fuldt stop og uendeligt langsomt fremad derfra.
Når vi misbruger er det et dække over hvem vi er. Ofte fordi vi ikke tør være dem vi er. Der kan være utallige årsager som kun vi selv kender. Men et er sikkert, det tager tid at slibe alle de lag af vi lagde mens vi forsøgte ikke at være os selv. Det handler ikke blot om at blive ædru, røgfri, afvænnet fra spil, narko etc. Det handler om at turde være tilstede. Ånde den sande luft. At kunne stoppe op, i stedet for at jagte lykken, og mærke at alt er ok. En dag opdagede jeg, at om jeg så skulle smide ALT ud, for jeg smed ud i over et halvt år, så var det ikke angstprovokerende for så længe jeg havde mit sande selv, så havde jeg alt jeg havde brug for. Det kan lyde absurd, for jeg har jo også et barn at forsørge, og en skabende kraft, men følelsen er oprigtig. Hvordan kan vi leve livet hvis vi ikke er i det?
Det måtte jeg spørge mig selv om. Det har taget lang tid. Jeg skriver denne note dagen inden jeg har været ædru i 4 år, og godt er år efter at jeg blev flået op med så stor voldsomhed at mit legeme sank sammen. En livsproces har kun én kerne, og der vil vi altid befinde os, men der er etaper og min seneste etape tog et år. Jeg har pevet og grædt og krummet mig sammen, og jeg har foldet mig ud og åbnet mine arme mod himlen. Jeg suger og lærer og forstår – og holder op med at forstå! Jeg er tilstede. Jeg træder ved siden af, jeg vågner op igen.
Helbredelse skal være langsommelig, kraftfuld og erkendende. Helbredelse er at se ind, virkelig at turde se hvem vi er, uden identifikation med ting og andre mennesker, men også at søge støtte hos mennesker hvor vi netop føler at vi kan være dem vi er – eller i hvert fald hvor vi fornemmer at den anden kan fremme den vi er. Jeg har indset, at det som kommer til os skal vi tage imod med kyshånd. Alt er åbninger, også situationer hvor vi er opdraget til at skamme os eller føle skyld. Også situationer som nogen betegner som umulige livsforhold. Lad aldrig nogen fortælle dig at du ikke har en chance. At du har færre muligheder fordi du har haft det liv du har. Lev heller ikke op til ideer om at du skal være noget særligt på grund af dette. Masser af mennesker kommer aldrig til erkendelsens punkt – hvad enten de har den ene eller anden opdragelse – men dem som formår at bruge deres vilkår, som porte til at træde nærmere sig selv, vil opleve en usædvanlig forandring. Husk blot at det ikke er vigtigt hvor usædvanlig den er – det vigtige er at du kommer hjem til dig selv igen.
Du vil indse at livet er i dig, og at det ikke er dig der er i livet. Du bliver hel, men det betyder ikke at du ikke fortsat møder udfordringer. Du ser dig selv, men det betyder ikke altid at andre kan se dig. Du bliver rystet over virkelighedens gru, men til gengæld genkender du dig selv igen og igen. Har du dig selv med kan du gå igennem alt – også døden. Og du behøver ikke mere at finde på metoder til at gemme dig. Du behøver ikke mere drukne dig for bagefter at leve i en verden af skam. Du behøver kun én ting – at stoppe op og spørge dig selv: hvem er jeg?
Du er skabt præcis som du skal være skabt. Så snart vi forsøger at gå imod dette vil vi blive mødt af mure igen og igen, men når vi falder ind i vores kerne vil vi opleve at modstand ikke er vejen frem. Så falder vi i hak med livet.
Seneste kommentarer