hedning

Da min mor døde gik en del af hendes bøger i min retning. Hun var et utroligt, uroligt, oplyst og meget bevidst væsen. Hendes kærlighed til naturen, til det udefinérbare og det æstetiske var slående når man mødte hende. Når hun slap flasken og bare var i sit liv, og accepterede at hun havde det bedst med bare at være (alene) kunne hendes utrolige kærlige og varme energi få frit løb.

Hun var medlem af flere bogklubber har jeg efterfølgende erfaret. Samlede i alle årene. Læste i alle årene. Var fra den lærde, progressive og søgende generation som jeg kender så vel – født i 1952. Måske var det også dette der var så svært håndterbart på sigt. Gjorde op med alt og alle uden måske at have nogen til at holde i hånden undervejs – og det er, alt andet lige (fx manden i bjerghulen) for de fleste nødvendigt at få lov at spejle sig, lære fra sig og blive lirket lidt ved. Jeg tror simpelthen ikke rigtig at hun oplevede at finde nogen der kunne leve helt op til det niveau hun var på. Samtidig var vejen meget lang mod at slippe misbruget – og først i tiden lige inden hun gav slip oplevede jeg en anden ro, en anden fred i hende. En ro som hendes kære nabo også havde bemærket.

Det kan synes meningsløst men var det ikke. Hun skulle have haft lov til at leve meget længere – ja gu skulle hun det kan jeg tage mig i at tænke. 49 år! Hvor mange af os er ikke meget tætte på den alder, eller har allerede passeret den! Men sådan er det ikke. Vi mennesker tror vi har patent på højere orden og kalder det navne som uretfærdighed og meningsløshed når vi ikke synes det går som vi ønsker.

Meningen var at hun skulle dø lige dér, ædru med hunden ved sin side og søndagspolitiken i hånden. jeg kan ikke forestille mig det anderledes, for det vidner om hvor hun var i livet. Derfor snød hun i den grad også alle nogen år tidligere.

En af de bøger hun efterlod til mig er Jordisk Lykke af Lin Yutang. Der er rigtig mange bøger som jeg endnu ikke har læst, og endnu flere i kælderen, og jeg anede ikke at denne skulle åbne sig for mig som den nu har gjort. Via et studie af te på nettet blev jeg ført til et nedfældet kapitel om venskab og te som en interesseret sjæl har lagt på nettet. Dette kapitel var netop taget fra Lin Yutangs Jordisk Lykke. Jeg har kigget på den titel mange gange, og den er en af dem jeg ikke har sat væk fordi den altid har talt til mig. Jeg greb den og siden har jeg læst små brudstykker i den.

Det er utroligt som denne bog taler til mig. Jeg er præcis hvor den er lige nu. Er det ikke vidunderligt som tingene åbner sig for os når vi er klar! Vi kan intet gøre for at nå dertil. Vi kan kun være nærværende nok til at modtage – det er alt det handler om.

I et af kapitlerne gennemgår Yutang sine tanker omkring hedenskab og kristendom. Han definerer ikke hedningens som værende ikke-troende. Han definerer det heller ikke som et egentligt opgør mod selve kristendommen men visse af de tidligere dogmer heri. Han skriver:

Alle kinesiske hedninger tror på Gud, og det udtryk, der hyppigst anvendes i den kinesiske litteratur som betegnelse for Gud, er chaowu, der betyder ‘tingenes (dvs.: verdens) skaber’. Der er blot den forskel, at den kinesiske hedning er ærlig nok til at forestille sig ‘verdens skaber’ som et ophøjet, af en mystisk glorie omstrålet, væsen, over for hvem han føler en slags ærefrygtfuld fromhed og ærbødighed. Og hvad der er endnu vigtigere: denne følelse er ham nok. Ligeså har han et åbent blik for universets skønhed, for det kunstneriske mesterskab, der præger hver lille enkelthed i Skaberens værk, for stjernernes mysterium, for himmelrummets vælde og for menneskesjælens værdighed. Men atter her gælder det: dette er ham nok. Han finder sig uden at kny i døden, som han uden at kny finder sig i smerte og lidelser; vægten af disse onder prøver han imod livets store gave, imod den friske brise, der stryger hen over det åbne land, og imod den klare måne oppe over bjerget – og han klager ikke. At bøje sig for himlens vilje er i hans øjne den ægte religiøse og ægte fromme livsopfattelse, som han betegner med udtrykket: ‘at leve i tao’. Hvis det er Skaberens vilje, at han skal dø, når han er halvfjerds – nuvel, så føjer han sig med glæde derefter. Han har også den tro, at ‘himlens vej altid går i rundkreds’, og at ingen her i verden ustandseligt lider uret. Og mere forlanger han ikke. – Lin Yutang

Der er helt sikkert passager som jeg vil definere som værende humoristiske i Jordisk Lykke – fx den fremskrevne forskel på mand og kvinde som findes undervejs. Det er mig muligt at se bort fra dette, ligesom jeg vil tro at Yutang selv efterfølgende flyttede sig i forhold til disse ‘holdninger’. Bogen er skrevet i 1934. Det slående er at den er spækket med læresætninger. Jeg er meget taknemmelig for at have den i mit hjem lige nu.