heltinde

Jeg er bevidst om at vi mennesker ofte fremhæver os selv via ting som vi godt ved andre synes om, mens vi sjældnere bevæger os omkring de mere tabubelagte områder som ensomhed, død, misbrug og tilstande hvor sindet ikke kan følge med samfundets krav om næsten konstant deltagelse. At fremskrive sådanne emner kræver noget af modtageren, og skiller en masse overfladisk fra, og jeg vil hellere skabe få intense kontakter, baseret på ægte interesse og genkendelse, end jeg vil overfladebehandlingen.

Noget i mig kan ikke lade være at formidle via ord og foto, og jeg er fortryllet over at tilbagemeldingerne på mine skriv i perioder har bragt mig meget stor glæde og indsigt, mening og genkendelse. Men som udgangspunkt har det ikke været andres reaktion på mine ordrejser der har fastholdt pennen.

Fordi jeg tror på at andre kan glæde sig over de bevidsthedsrejser jeg har taget, og skal tage, så deler jeg dem med jer her, og det er nok sjælen i hvorfor jeg skriver public. Det er af andres indsigt at jeg selv til tider bliver drevet til større bevidsthed, og derfor tror jeg på videregivelsen af indsigt, her via ord, som et middel til helbredelse.

Men ikke et statisk middel, og ikke for alle. Som tiden går vil vores fortidshistorie ikke mere være identificerbar med hvem vi fortæller vi er i dag; de roller vi spillede kan ikke mere indgå i vores livsdans. Når dette sker bliver vi nøgne helt ind til sjælen. Nogen kalder det en krise. Nogen kalder det sygdom. Men dette er kun sandt hvis vi rager i blinde – uden bevidsthed og krampagtigt fastholdende fortiden eller tanken om fremtiden – så er det øjeblikkets død og du kan aldrig være i stille indre ro.

Men med tilstedeværelsen af bevidstheden er der kun helbredelsen tilbage.

Efter 10 års identifikation med mit bohemeliv, på brød og især vin, hvor jeg fik skærpet min evne og interesse for især formidling og kommunikation via ord og billeder, og 5 års intens undersøgelse af formidling og forståelse af psyko og sociokulturelle indvirkninger på det udsatte og skæve samfund, så har jeg nu nået en station hvor jeg må stå af et øjeblik. Ikke at jeg ikke undervejs på min rejse har erkendt og handlet på områder der har været essentielle for mit videre liv, og ikke at jeg ikke har gået i dybden med ting som lå mit hjerte nært, men det har fået lov at repræsentere mig i en sådan grad at mit legeme og min sjæl begyndte at reagere på at jeg hele tiden lagde min energi forkert og ikke lyttede til mine behov.

Derfor står jeg nu overfor den proces det er at adskille min indre kilde fra dette kapløb om at præstere for at mærke mig selv. Det selv jeg mærker er ikke sammenligneligt med den indre følelse af at gøre det rette, og selvom det lyder nemt at gøre op med, så er det en rejse af ufattelig karakter og dimension. Og en vidunderlig rejse. En rejse jeg ikke ville være foruden. Jeg deler den med dig, og måske vækker den genklang, måske ikke. Du er fri.