Det var blevet vinter igen. Smeden arbejdede og børnene tog ved lære. Kirketårnet var for længst færdigt. Sommeren havde budt på uventede udfordringer der først lignede en dyb sorg, men som senere åbnede sig som havde lynet flækket selveste Bjerget. Ud væltede en overflod af erkendelser, og hun måtte knibe sig i armen for ikke at miste sig selv. Bagefter indtraf en ydmyg og stærk tyngde i kroppen som havde været længe ønsket.
Der var den sædvanlige forhøjede aktivitet som altid i denne måned hvor kødet skulle saltes, og skindene garves. Pislugten var ram, men fortsat det middel som Emil yndede at bruge til at lysne med. Hun havde byttet nogen af huerne fra oplandet med 3 bløde og langhårede fåreskind. De symboliserede at hun fortsat var fastboende, og at hun i hvert fald ikke var på vej videre lige nu. Hun vidste at det åbnede for tilliden mellem dem, men årene med ensomme vandringer havde formet en kvinde der var på vagt. Hun nærmede sig klyngen af små nøgne træer og favnede pludselig stammen foran hende: kæreste træ, giv mig styrke til at gro som du. Giv mig mod til at åbne mig op så livets vand kan strømme frit igennem mig. Giv mig visdommen til at forstå ikke at lade mig styre af angsten for tabet.
På vej tilbage mod hytten var forløsningen mærkbar. Fra smeden kom små syngende puf i et flow af rytme fra håndens arbejde. Hun gik hjem og bredte skindene ud.
You are currently browsing articles tagged kortprosa.
Tags: erkendelse, kortprosa, vinter
Under middagen spurgte hun om nogen kunne huske noget fra den aften på altanen. Havde hun virkelig hængt udover, på flugt? Det stak i sidebenet efter den voldsomme middag som hun ikke havde kunne yde mådehold overfor, men kvinden overfor var levende, og ville godt fortælle. Det lød ikke pænt. Hun anede ikke om hun kunne, eller ville, benytte informationen der flød ind i hende, først gennem hjertet, til at bygge videre på sin historie med. Hvis hun gjorde ville det skabe modstand i det nye møde. Han ville nok nægte, det kunne have været en ubetydelighed set fra hans åsyn, han kunne have været fuld. Med tiden skulle det blive tydeligt, at det var omsonst at fastholde denne oplevelse af at være en baby, der stod mellem mor og far, mens de fuldførte det totale omsorgsvigt. I det hele taget tegnede der sig et billede af total fortabthed hos alle parter, også dem der umiddelbart var både forsvarsløse og ansvarsløse. På et eller andet tidspunkt bliver det tid til at holde op med at bære rundt på ynkeligheden, tid til at stikke det evindelige klynkeri op i røven.
Hun kiggede på de halvtomme tallerkner, og på det gode selskab. Fugtige øjne, småklemmen på sidemandens arm, og lænen sig mod hinanden i øjeblikkets fortrolighed, der selvfølgelig vil være bortblæst i morgen. Hun var observatøren, der nogen gange blev inviteret ind i samtalen, men som oftest også blev efterladt dinglende i luften. For intens, og dog forsøgte hun naivt gang på gang at mande sig op til ideen om at det havde ændret sig, at der var hul igennem, at nogen virkelig ville noget.
Til sidst måtte hun erkende, at det er ikke nok at ville. Der skal så uendeligt meget mere til, fx kærlighed. Nærvær er ikke en fidus eller tanke om at noget kunne blive frugtbart, men en forståelse af at det allerede er som det skal være. Det er ikke sjovt at komme i klemme med et menneske der egentlig helst vil have at du skal være på en anden måde. Så kan du mærke stærke ønsker og villighed når noget er meget tæt på det, som den anden ønsker af dig, men fejler du, træder du ved siden af, så er der ingen nåde. Og du skal selv gætte hvad der er hvad.
Det var med dén pludselige indsigt, at hun besluttede sig for at forlade selskabet, som hun faktisk alligevel ikke var inviteret til at deltage i. Med en venlig gestus løftede hun armen, åbnede hånden, og slap en stor og smuk sæbeboble fri. Illusionernes tid er ovre baby.
Tags: erkendelse, kortprosa
Tulipanerne har strukket sig lange. Fra vasens kant flugter de i vidunderlige buer mod tastaturet. Som et bevis på livets forgængelighed vækker de mig hele tiden med deres larmende nærvær i min øjenkrog. At være, hvisker de. Jeg er ikke min fortid. Til helvede med at nogen synes at jeg er dygtig, eller at det er flot, at jeg kom hertil på trods. Ærlig talt, jeg er ikke den mælkebøtte du vil gøre mig til – og du har ikke bestilt den menu jeg serverer, men kan der være en chance for at vi selv har været deltagende i skabelsen af disse spejlinger?
Når bladene falder af, om lidt, og jeg nænsomt bukker stænglerne sammen så de kan være i skraldespanden, så forstår jeg at vi ikke er dem vi var, men at vi var dem vi er.
På en måde kan vi sige, at den kerne som vi finder, i nuet, ikke er mere eller mindre end det som altid vil være: vores allerinderste, dybeste, og mest vidunderlige lysende rum. Et rum der konstant udvider sig. Når jeg har bragt det ind fra erindringens hjørne, som jeg i årevis er blevet ved at vende tilbage til, og lader det folde sig ud, præcis som det er, så finder det sin hylde i rummet og jeg er befriet. Det er den smukkeste død; tidens død.
Tags: døden, erkendelse, kortprosa
Hun ankom søgende men slap med fred. Der er kun én virkelighed, og den er din, sagde han til hende. Når hun vandrede i skovene tænkte hun meget over det. På en måde slap dette lille undrende barn aldrig sit tag. Og derfor kunne hun i uendelige strømme blive ved at spørge sig selv om hvem hun egentlig var. Til den dag hvor hun kunne indse, at hun intet er, men blot er. Til den dag hvor hun ikke hele tiden skulle have noget fra den anden. Ikke som i ønsket om fravær, men som i forståelsen af at nærværet starter i sig selv.
Hun valgte en særlig spot hvor mosset var blødt og fyrretræerne en million år gamle. Deres bark var så ru at rillerne i dem var centimeter dybe. I dette landskab fødtes hendes sjæl oprindeligt. Det var i disse omgivelser at den dybe forståelse for nærvær i sin tid indtraf. Bevidstheden om hvordan vi i sandhed kan røre ved hinanden. Det var her hun lagde sig og hvor alt begyndte, og det er her hun må læne sig for at forstå at være i nuet; så bevidstheden om slutningen ikke fremmer fraværet.
Tags: erkendelse, kortprosa, nærvær, oprindelse
Hun løfter ansigtet mod solen. Dagen er kommet hvor hun må tage afsked. Det må være en million år siden at hun fuld af angst red lige ind i kredsen af landboere, og det tog måneder før de kunne nærme sig hinanden. Nu kostede det blod at løsrive sig: tænk at mennesket kan forvandle sig så voldsomt, tænkte hun. Tænk at døden fordrer livet.
Det havde aldrig været hendes mening at hun skulle blive. Hun var på gennemrejse og brød sig ikke om flokke, men da smeden greb om grimen, og kiggede lige ind i hende, så vidste hun at det var tiden. Omsadling. Hun gik dirkete i våbenhuset og smed det hele. Alt. Hun knækkede nakken og lod blikket modtage: højt oppe under loftet stod der ‘hellig * hellig * hellig’. Jeg gider ikke slås mere, sagde hun til smeden der stod udenfor og ventede. Tiden er inde, jeg bliver.
De gik sammen tilbage mod kredsen. Hun måtte træde helt ind foran hver eneste for rigtig at mærke efter. Nu hvor hun var afvæbnet måtte hun erkende den udtalte balance denne nøgenhed medførte. Afstanden, som tidligere var som en ven, var på mirakuløs vis erstattet af et brændende nærvær. Det sved at indse, at når hun kiggede i den andens øjne var det hende selv hun så. Hun var som en skrøbelig pergamentrulle der langsomt blev udfoldet. Hvert eneste lille støvkorn der slap, hver eneste lille raspende lyd, var som blev huden i uendelig langsommelighed pillet af hende.
Det måtte til. Smeden vidste det før hun selv, hvilket i dag ikke overraskede hende, men undervejs havde det givet anledning til sær forvirring, og til tider også følelsen af bedrag. Som om den tyngde og ro der omgav ham var farlig – og var den ikke også det? Jo, den var farlig for den kvinde der kom, men helbredende for den kvinde der blev. Det er ikke let at se sit eget filter, sine egne våben, men når det sker er det den største åbenbaring, og den alt overskyggende mulighed for at gå med kærlighed, fred og nærvær.
Det dér er ikke en historie, sagde hun, kom nu, fortæl nu en rigtig en. Du skal fortælle den så jeg kan kravle helt ind i den. Ligesom du gjorde dengang da jeg overgav mig til det hele og kunne flyde med og banke på døre midt om natten. Dengang alt blev tituleret som tilfældigt og vi derfor ikke behøvede at tage ansvar for noget. Kan du huske det? Husker du hvordan vi sad på Månen eller gik og hev foråret HELT ned i lungerne oppe på volden? De spidse støvler med spænderne og uundvigelige mjav-øjne på alle køn. Højt hår og læderjakker med skarpe vendinger. Erindrer du hvilken vidunderlig bed[r]øvelse der lå i alt vi gjorde. Fordi vi bare gjorde det. Kastede os ind i biler og kørte til Mindegade. Til Berlin. Det konstante sus af hele tiden at skulle noget andet. Hele tiden væk fra det udefinerede. Vi indtog verden uden at ville den. Vi åd den og kastede den op. Vrængede af den mens vi pegede med vores sortlakerede negle på den. Sparkede den i røven med de sylespidse. Fuck dig verden, sagde vi og anede slet ikke vores egen eksistens eller andel af noget som helst. Vi kyssede og ragede og troede vi elskede, men når alt var forbi startede vi bare forfra igen. På den måde kunne der gå mange år, og på den måde går der mange år for mange mennesker hele tiden.
Tags: kortprosa
Det drypper ned fra loftet med følelser. Det er millioner af år siden at vi lå her sidst, men vores kroppe kræver ingen tilpasning. Vi er det perfekte fit og jeg er helt blød. På en måde kan jeg næsten ikke rumme det fordi jeg ved hvad som venter: adskillelsen. Mit ego vil fastholde og eje og aldrig give slip. Din ryg kalder på mig. De flettede ben. Ét åndedrag. Kan vi ligge her for evigt, tilspørger jeg dig. Shhh. Jeg ved det godt. Det flyder over. Hele loftet er et hav. Jo mere vand jo stærkere farvel. Jo mere krop jo mere opløsning. Du må ikke gå fra mig. Siger du. Og du siger det igen. Bagefter skal jeg være forstående. Når du er gået og jeg ligger amputeret ude i havet. Midtvejs.
Har du tænkt over hvad der sker når du går og lyver for dig selv hele tiden? Når du forsøger at kaste dine lig hen over mig? Når du bliver lang i spyttet, trængt op mod muren, og ikke er i stand til at (re)agere med [sand] vrede. Fordi den i sidste ende jo kunne gå hen og give dig selv det røvspark du hele tiden, mellem linjerne, plæderer for at have behov for. Bevidst ubevidst: så allerhelvedes og fuldstændig klar over at det er dét som holder dig OPPE. På en nedeagtig måde. Bevidsthedsfaktoren i det giver en klang af selvklappende retorik. Et ufatteligt ekko breder sig som havde du kastet dig selv ud med en kampesten om benet. Taleboblen over hovedet på dig taler sit eget sprog: glob glob glob. Hallo, er der nogen.
GET OVER IT, skriger hun i et vanvidsøjeblik men erfarer hurtigt at hendes indre livredder ikke kan hamle op mod understrømmen. Og hvorfor skulle hun? Hun havde ikke på noget tidspunkt stået klar med badevinger og lilla strandmåtte. Hun havde fandme aldrig boret parasolstangen ned i det våde sand. Havde ikke væltet sig i hvedemelssandwich og tørkaffe. Havde aldrig nogensinde overhovedet forestillet sig at hun skulle det. Alligevel var hun nu bevi[d]st bevidst om at der i ham havde levet en hurtigvoksende tanke der i metrofart havde udviklet sig til en fuldfed baby. Den lå og vred sig på bredden fordi han ikke gjorde en fløjtende fis for at indse dens sande behov. Eller: det var måske snarere en måde at opleve, at noget af det han skabte blev samlet op og kysset på. Men det dér var ikke hendes barn. Det dér var ikke hendes tanke. Det dér var et overgreb. Hun følte sig fanget i en scene, en forestilling. Det tog lige en akt eller to før hun forstod at hendes rolle var at vende sig om og gå. Dette var ikke hendes play. Hun var ikke til salg lige meget hvor god historien så kunne tage sig ud.
Tags: kortprosa
Kan man bare sådan vælge til og fra? Jeg gik ind i det med alt for mange forventninger. Jeg har det som om jeg er den eneste perle der ikke blev samlet op og genfæstnet efter at kæden i armbåndet bristede. Og I holdt bare kæft. Mon det var let : at fjerne et par lænker så fraværet blev helt u[be]tydeligt? Jeg mener: lettere end den udvidelse som min bombe nødvendigvis krævede. Jeg er gennemsyret af en latterlig afmagt som betyder at jeg er stivnet i mit forsøg på at trænge mig på. Halvt inde, halvt ude [helt halt].
Tags: kortprosa
Vender ryggen til. Kan du mærke hvor det tykke blod flyder spørger jeg dig? Blod der har været uden for kroppen i lidt tid bliver næsten som klister. De maler med det på porten ind til Dyrehaven. Er det ikke smukt. Så skal man have stærke arme for at føre sin pensel. Lange seje stærke strøg når elementet er så drøjt. Mon det er blod fra dyrene i haven de bruger – totaløkologi – eller fra gamle svin. I kroppen er det ikke drøjt. I kroppen sprøjter blodet rundt. Ind og ud af alle sine forgreninger. Ligner nøgne træer. Vi er nøgne indeni som træer og nu er det efterår igen. Troede du at det kunne lade sig gøre uden alt det blod? I så fald træder jeg af. Jeg gider ikke lege hvis det skal være sådan. Jeg har tabt mit filter for længst og dine ord runger.
Tags: kortprosa
Hun er 9 år. Sammenkrøbet, benene oppe under sig og armene rundt om, sidder hun i vindueskarmen. Blikket ligesom elastisk i sit lange søg efter den velkendte skikkelse der konstant udebliver. Det er mørkt nu. Det faldt på mens hun sad her. På den måde vænner øjnene sig langsomt til ændringerne i tonerne og rummets kontur. Hjemmet lukkes ude og bliver konkret usynligt, hvorved savnet erstattes af det stædige håb om en ændring nede ved indgangdørens gadebelysning. Hvad end som kommer så kom, tænker hun.
I tilbageblikket erindres aldrig afslutningerne. Kom hun hjem? Var han med? Blev hun igen vidne til skrigene, skårene og de efterfølgende små stænk af størknet blod? Den udtværede kylling op og ned af væggene? Faldet ude på trappen? Den indsparkede dør tre timer efter?
Det er ikke børnenes arv at vente på deres voksne.
Tags: kortprosa
Jeg kan huske da jeg gik på daghøjskole nede på Havnegade, og Poul Borum boede lige inde ved siden af. Det kan ikke være lang tid inden hans død. Jeg ved ikke om han lod døren stå på klem med vilje eller om det bare har været tilfældigheder, men jeg husker små glimt derindefra og det emmede af liv.Og jeg husker når jeg stødte ind i Dan Turèll på Vesterbro, og må glædes over at jeg nåede at se ham live, altså live optrædende, for han var bare så lonely når han gik dér med hatten. Han døde på morfars fødselsdag og jeg drak mig fra sans og samling. Han var min helt og jeg åndede, som så mange, igennem hans forfatterskab. Og Søren Ulrik Thomsen da jeg blev inviteret med på en eller anden højskole til et foredrag. City Slang til hudløshed og kærlighed – væk væk. Og Pernille Tønnesen der lærte fra sig på Borups og synes jeg var skarp. I lige måde og tak. Og Vagn Remme, det unge friske skud der forelskede sig i fortidens veninde, og som signerede Øresundsvej til mig med ønsket om håb og glæde fremover – og en mand! Tak vi afventer stadig toget. Og F.P.Jac der pludselig sad i lokalbanen på vej til vores sommerdestination og så både meget rolig og meget ædru ud.
Genfødt gennem det dybe hav samler disse erindringer sig nu som én enkel vidunderlig bølge som jeg kan ride på hele vejen hjem igen. Tak.
Tags: helbredelse, kortprosa
Kælderrum 2. Tvunget derned fordi nogen har taget initiativ til loppemarked i den kommende weekend. Måske har jeg også trukket det længe nok.
Visne dagbøger, klistrede fotos, bamser med hø i hovedet.
Nogen af poserne gennemgik jeg slet ikke. De emmede af sådan en gammel-energi at jeg ikke kunne åbne dem. De var simpelthen forseglet. Med mit nye liv. Jeg er nu 2 fyldte renovationsvogne til storskrald fattigere. 5 flyttekasser, en kæmpe kurv og 3 poser afventer loppemarked.
Jeg har ikke noget med bamser, og det har jeg også sagt til psykologen! Det må have været løgn. Jeg fandt gamle Abe. Gamle Abe med den blå og hvid ternede krop og orange hoved og uendelig, uendelige vidunderlige, smukke øjne. Glok glok, sagde den. Det var bare den lyd der kom ud af den. Glok, tag mig op, sagde den. Jeg tog den op, den var helt fast i kroppen. Jeg holdt den mellem mine beskidte hænder – hænder som et barns. Et barn der lige har været nede på legepladsen og nu er kommet hjem for at spise. Glok, du er sød, sagde jeg. Ned i kassen igen. Betragtede den som en høne, først med hovedet til den ene side, så den anden. Okay, så kald det selvterapi. Så kald det for fanden bare det. Abe op igen. Glok. Nu siger jeg farvel til dig og når jeg gør det så skal du være sød og ikke blive ked af det, ok. ….
Fandt udsmidt gammelt babybetræk. Fandt udsmidt gammel beskidt møgflad babypude. Fandme om jeg ikke stod der og puttede Abe nede i den sorte sæk. Farvel Abe. Og så græd jeg. Ikke helt som et barn. Måske som en lidt for voksen, og måske ikke så vådt, men jeg græd og jeg græder når jeg skriver det og om lidt er det væk og ude for evigt. Skraldebilen kommer i morgen og det er godt. Abe skal hele vejen.
Resten af udsmidningen gik fuldstændig gnidningsløst. Det tog 7 timer, én pause på 15 minutter inkluderet.
Tags: accept, døden, helbredelse, kortprosa, materie, oprydning
Jeg har taget hul på det som allerede er. Jeg er en af mange, men der er ingen som jeg. Det bliver en vidunderlig tur hvor jeg samtidig må fastholde fokus. Jeg aner ikke hvor det ender – selvom jeg måske nok har delmål.
Det er sikkert ikke utydeligt for andre, men det har det været for mig selv. Jeg turde ikke. Jeg så ikke. Jeg fuskede det ind i noget der lignede noget andet. Jeg accepterede ikke min gave og holdt den derfor ikke ren. Det fik mig til at ligne noget der skaltede. Og valtede. Stod ikke ved.
Der var en dyb mening med det hele, det ved jeg nu. Alt er som det skal være og må bevæge sig i det tempo som det er givet. Og det betyder også at være mor, og gå i Netto, og på kommunen, føj, og smides ud i noget grimt – eller selv vælge noget lidt mindre grimt. Jeg er jo ikke på langvarig kunstnerstøtte.
Den stilhed som findes på ligenuoghér er larmende. Jeg vil ikke gå idetaljer, men det er interessant at se hvordan fokus flytter sig og hvordan vi mader hinanden, og os selv, med energi – eller ikke gør.
Den største succes i livet er at dø en lille smule hele tiden således at der til stadighed efterlades rum til at leve og gro i – og det er sådan jeg har det. Det er den bevidsthed som jeg må sammentrække og skærpe nu. Det er det jeg vil manifestere endnu tydeligere. Det er en voldsom oplevelse for mig. Jeg er dybt taknemmelig og kan mærke en evig energi strømme igennem mig – som et brus af vingesus. Alle kunstnere vil vide hvad jeg mener: det er aldrig rigtig min hånd der fører pennen.
Det er kreativitetens guddommelige og sande kraft.
Det var satans, tænkte hun. Hele verden kom løbende mod hende bare fordi hun havde åbnet en lillebitte dør på klem. Nu stod hun med skørterne nærmest oppe om nakken i det sindssyge sus som efterspillet af masserne efterlod.
Hun havde bedt om et rum og nu fik hun et rum.
-Jeg er fandme så træt af at høre andre fortælle at det ikke er lige nu de skal leve deres drøm ud, sagde en der endnu ikke havde passeret. Hun drejede rundt og kiggede på hende. Hendes hjørnetænder var smukke og det var dét som gjorde at hun genkendte hende – selvom hun altid blev genkendt for sine øjne fortalte hun. Nu blinkede hun med dem og verden skiftede scene fra lagkage til krystalklarhed, og hun passerede hende og der blev stille.
På en eller anden måde forventede hun at tylskørtet ville klaske sammen om benene på hende – ligesom voldsomt regnvejr på cykel kunne binde bukser til lår og skridt på en måde så man blev i tvivl om de overhovedet var til at få af. Eller som skuespilleren der døde fordi hun fik lukket alle porer til med guldmaling.
Men efterklangen lod sig i stedet tømme ud i intetheden, og stilheden blev stående som et vibrerende felt der lod de brusende gevandter bevare deres lethed. NU, tænkte hun, og hoppede lige ud i det. NU, sagte intetheden, og hoppede med.
Tags: kortprosa
Undskyld, sagde hun mens hun nær kastede op i den nærmeste skraldespand. Du har vel ikke et lille rum hvor jeg bare kan sidde og være?
Et rum, spurgte hun? Det anede hun ikke hvad var. Et rum?
Ja – sådan et rum som i virkeligheden bare er fordi det kan indeholde noget.
Hun havde ingen ide om hvad kvinden talte om. Skal der være vinduer i? Toilet? Brevsprække?
Nej – altså det er ikke rummet som sådan, det er bare så jeg har noget at være i…har du det?
Nej, sagde hun stramt. Nej. Ingen rum. Ingen udsigt.
Heller ingen indsigt?
Tags: kortprosa
Små florlette firkløvere som et tæppe. Her hvor jeg går. Her hvor landet ligger foran mig og bare bliver ved og ved og ved. Se! Små toppe af granit. Små bjerge der stikker op lige hvor jeg skal træde. Se på dem. Se hvor de indbyder mig til at gå i deres retning. Nærmest æggende granit.
Ikke som da jeg selv såede dem. Da græd jeg over hvor spidse de var. Da gik jeg kun på deres syleskarpe opadstræbende toppe. Jeg så aldrig ned på tæppet. Jeg troede jeg ville svimle. Kig aldrig ned, havde de sagt, så går det lettere, så bliver du ikke dårlig.
Næh. Nu er de alle væk. Åh – altså med undtagelse af dem som skal være. Og tænk dig, og du må tro mig, disse spredte der nu er, de er skarpere end alle dem jeg selv såede -tilsammen – men den smerte jeg mærker når jeg træder på dem, den er en bevidsthedens smerte.
Denne smerte indeholder kæmpe lære. Og altid uforberedt vil du være. Netop som du træder på tæppet kan de i et uendeligt lille glimt af en tidslomme skære sig igennem lige under dig. Lige som det sker kan du godt rystes, men lige så hurtigt mærker du freden brede sig. Ah – det her er rigtigt. Det her er sandt.
Allerede anden gang du oplever at turde tage de små klipper, i stedet for at gå udenom dem, eller hoppe tilbage fra dem, vil du mærke den store succes der er forbundet med dem. En succes der ikke handler om karriere eller hvordan din bil ser ud, men om at du vælger den vej der er den sande. Det foregår lige nu. Lige nu går du ind i en energi som du selv har valgt at gå ind i. Hvis du bliver parat til at træde på de skarpe klippestykker, så vil de lede dig. De vil dukke op når du er klar, men det er vigtigt at du ikke på forhånd lader dig styre af tanker og gamle følelser, for så kommer du til at gå udenom, og så mister du en eventyrlig rejse i dit indre.
Denne rejse kan ikke beskrives. Det eneste jeg kan fortælle fra den er at den fylder ud. Den fylder ud og giver mening i noget der udefra set kan ligne kaos. Kan ligne tab.
Men det er ikke tab. Det er én stor gevinst. Livets gave; at vælge mit liv! Helt rent!
For der kom en knivskarp klippe. Det korte øjeblik inden smerten forvandlede sig til bevidsthed var mere mærkbart end ellers, og dog så utroligt kortvarigt og helt uden drama som jeg aldrig før har oplevet det.
Nu er jeg i erkendelse. I fred. Og når jeg skriver at det er ok, så er det ikke blot ord. Jeg har været ude og mærke verden, og jeg møder den med den kærlighed jeg ønsker. Der er ikke noget der sidder i klemme. Det valg jeg har truffet er et helt rent valg, og derfor er der ikke mere noget savn, ingen smerte, forbundet med det.
Tags: døden, erkendelse, forvandling, kortprosa
Hun kommer ridende hæsblæsende ind i midten af kredsen med alle sine våben dinglende fra brede læderremme der er fastgjort til den sorte saddel. På hovedet en tætvævet samerhue i pink, gul og turkis, og udenpå den en smal lædersnøre henover panden om til nakken så den ikke blæser af i de vilde ridt. Hendes blik er intenst og skarpt. Men ingen kan se hvordan angsten bruser indeni. Ingen kender den historie hun kommer fra. De ser kun den dansende hvide hingst og hendes vedblivende blik henover dem, en efter en.
Men de ved hun er kommet for at blive.
Liv er hendes navn. Døden er hendes formål.
Ude i naturen er der guld. Ild. Duften af sommerens skønhed, der er ved at formulde, og en hel unik stilhed som bringer dyrene frem i deres iver og færd efter mad til hele den forestående vinter.
Det er i sandhed efterår. Derude lægger jeg mig fladt på ryggen og smelter ind i det bumlende, og endnu bløde, liv. Jeg drejer mig til jeg lander i en position som kroppen erindrer som elskværdig og tryg – og slumrer ind i et selvlysende tæppe af kærlig forvandling. Jeg ånder og lever og strækker mig.
Ligger stille og mærker hvordan det er lige nu: fanger øjeblikket og smager på det. Det er blødt og fylder mit følelsesjeg helt ud. Der er ingen uopdagede hjørner eller lommer som jeg ikke er inde i. Jeg er helt mig selv i efterårets hymne. Helt alene, og helt mig selv.
Seneste kommentarer