På indersiden af strømpen, mellem det glatte nylon og huden, løber endnu 38 års uforglemmeligheder. Bag ved afkastet ligger henkastet det frasorterede liv. De sorte kjoler bliver moderne igen, sagde hun, og slankede sig i skærsildens blanke stål. Udenfor viftede træerne sommeren af sig så det stod omkring dem.
Vinteren er ved at føde foråret. Jeg kan særligt mærke det når jeg åbner vinduet. Uanede kræfter flår haspen ud af min hånd, og vildskaben rækker ud efter mit ansigt. Det bliver et smukt barn, også denne gang.
Tulipanerne har strukket sig lange. Fra vasens kant flugter de i vidunderlige buer mod tastaturet. Som et bevis på livets forgængelighed vækker de mig hele tiden med deres larmende nærvær i min øjenkrog. At være, hvisker de. Jeg er ikke min fortid. Til helvede med at nogen synes at jeg er dygtig, eller at det er flot, at jeg kom hertil på trods. Ærlig talt, jeg er ikke den mælkebøtte du vil gøre mig til – og du har ikke bestilt den menu jeg serverer, men kan der være en chance for at vi selv har været deltagende i skabelsen af disse spejlinger?
Når bladene falder af, om lidt, og jeg nænsomt bukker stænglerne sammen så de kan være i skraldespanden, så forstår jeg at vi ikke er dem vi var, men at vi var dem vi er.
På en måde kan vi sige, at den kerne som vi finder, i nuet, ikke er mere eller mindre end det som altid vil være: vores allerinderste, dybeste, og mest vidunderlige lysende rum. Et rum der konstant udvider sig. Når jeg har bragt det ind fra erindringens hjørne, som jeg i årevis er blevet ved at vende tilbage til, og lader det folde sig ud, præcis som det er, så finder det sin hylde i rummet og jeg er befriet. Det er den smukkeste død; tidens død.
Hun ankom søgende men slap med fred. Der er kun én virkelighed, og den er din, sagde han til hende. Når hun vandrede i skovene tænkte hun meget over det. På en måde slap dette lille undrende barn aldrig sit tag. Og derfor kunne hun i uendelige strømme blive ved at spørge sig selv om hvem hun egentlig var. Til den dag hvor hun kunne indse, at hun intet er, men blot er. Til den dag hvor hun ikke hele tiden skulle have noget fra den anden. Ikke som i ønsket om fravær, men som i forståelsen af at nærværet starter i sig selv.
Hun valgte en særlig spot hvor mosset var blødt og fyrretræerne en million år gamle. Deres bark var så ru at rillerne i dem var centimeter dybe. I dette landskab fødtes hendes sjæl oprindeligt. Det var i disse omgivelser at den dybe forståelse for nærvær i sin tid indtraf. Bevidstheden om hvordan vi i sandhed kan røre ved hinanden. Det var her hun lagde sig og hvor alt begyndte, og det er her hun må læne sig for at forstå at være i nuet; så bevidstheden om slutningen ikke fremmer fraværet.
Det dér er ikke en historie, sagde hun, kom nu, fortæl nu en rigtig en. Du skal fortælle den så jeg kan kravle helt ind i den. Ligesom du gjorde, dengang da jeg overgav mig til det hele, og kunne flyde med og banke på døre midt om natten. Dengang alt blev situeret som tilfældigt, og vi derfor ikke behøvede at tage ansvar for noget. Kan du huske det? Husker du hvordan vi sad på Månen eller gik og hev foråret HELT ned i lungerne oppe på volden? De spidse støvler med spænderne, og uundvigelige mjav-øjne på alle køn. Højt hår og læderjakker med skarpe vendinger. Erindrer du hvilken vidunderlig bed[r]øvelse der lå i alt vi gjorde? Fordi vi bare gjorde det. Kastede os ind i biler, og kørte til Mindegade. Eller Kreutzberg. Det konstante sus af hele tiden at skulle noget andet. Hele tiden væk fra det (u)definerede. Vi indtog verden uden at ville den. Vi åd den, og kastede den op. Vrængede af den, mens vi pegede med vores sortlakerede negle på den. Sparkede den i røven med de sylespidse. Fuck dig verden, sagde vi, og anede slet ikke vores egen eksistens eller andel af noget som helst. Vi kyssede og ragede og troede vi elskede, men når alt var forbi startede vi bare forfra igen. På den måde kunne der gå mange år, og på den måde går der mange år for mange mennesker hele tiden.
Det drypper ned fra loftet med følelser. Det er millioner af år siden at vi lå her sidst, men vores kroppe kræver ingen tilpasning. Vi er det perfekte fit og jeg er helt blød. På en måde kan jeg næsten ikke rumme det fordi jeg ved hvad som venter: adskillelsen. Mit ego vil fastholde og eje og aldrig give slip. Din ryg kalder på mig. De flettede ben. Ét åndedrag. Kan vi ligge her for evigt, tilspørger jeg dig. Shhh. Jeg ved det godt. Det flyder over. Hele loftet er et hav. Jo mere vand, jo stærkere farvel. Jo mere krop, jo mere opløsning. Du må ikke gå fra mig. Siger du. Og du siger det igen. Bagefter skal jeg være forstående. Når du er gået og jeg ligger amputeret ude i havet. Midtvejs.
Har du tænkt over hvad der sker når du går og lyver for dig selv hele tiden? Når du forsøger at kaste dine lig hen over mig? Når du bliver lang i spyttet, trængt op mod muren, og ikke er i stand til at (re)agere med [sand] vrede. Fordi den i sidste ende jo kunne gå hen og give dig selv det røvspark du hele tiden, mellem linjerne, plæderer for at have behov for. Bevidst ubevidst: så allerhelvedes og fuldstændig klar over at det er dét som holder dig OPPE. På en nedeagtig måde. Bevidsthedsfaktoren i det giver en klang af selvklappende retorik. Et ufatteligt ekko breder sig som havde du kastet dig selv ud med en kampesten om benet. Taleboblen over hovedet på dig taler sit eget sprog: glob glob glob. Hallo, er der nogen.
GET OVER IT, skriger hun i et vanvidsøjeblik ,men erfarer hurtigt at hendes indre livredder ikke kan hamle op mod understrømmen. Og hvorfor skulle hun? Hun havde ikke på noget tidspunkt stået klar med badevinger og lilla strandmåtte. Hun havde fandme aldrig boret parasolstangen ned i det våde sand. Havde ikke væltet sig i hvedemelssandwich og tørkaffe. Havde aldrig nogensinde overhovedet forestillet sig at hun skulle det. Alligevel var hun nu bevi[d]st bevidst om at der i ham havde levet en hurtigvoksende tanke der i metrofart havde udviklet sig til en fuldfed baby. Den lå og vred sig på bredden ,fordi han ikke gjorde en fløjtende fis for at indse dens sande behov. Eller: det var måske snarere en måde at opleve, at noget af det han skabte blev samlet op og kysset på. Men det dér var ikke hendes barn. Det dér var ikke hendes tanke. Det dér var et overgreb. Hun følte sig fanget i en scene, en forestilling. Det tog lige en akt eller to før hun forstod at hendes rolle var at vende sig om og gå. Dette var ikke hendes play. Hun var ikke til salg lige meget hvor god historien så kunne tage sig ud.
Kan man bare sådan vælge til og fra? Jeg gik ind i det med alt for mange forventninger. Jeg har det som om jeg er den eneste perle der ikke blev samlet op og genfæstnet efter at kæden i armbåndet bristede. Og I holdt bare kæft. Mon det var let : at fjerne et par lænker så fraværet blev helt u[be]tydeligt? Jeg mener: lettere end den udvidelse som min bombe nødvendigvis krævede. Jeg er gennemsyret af en latterlig afmagt som betyder at jeg er stivnet i mit forsøg på at trænge mig på. Halvt inde, halvt ude [helt halt].
Vender ryggen til. Kan du mærke hvor det tykke blod flyder spørger jeg dig? Blod der har været uden for kroppen i lidt tid bliver næsten som klister. De maler med det på porten ind til Dyrehaven. Er det ikke smukt. Så skal man have stærke arme for at føre sin pensel. Lange seje stærke strøg når elementet er så drøjt. Mon det er blod fra dyrene i haven de bruger – totaløkologi – eller fra gamle svin. I kroppen er det ikke drøjt. I kroppen sprøjter blodet rundt. Ind og ud af alle sine forgreninger. Ligner nøgne træer. Vi er nøgne indeni som træer og nu er det efterår igen. Troede du at det kunne lade sig gøre uden alt det blod? I så fald træder jeg af. Jeg gider ikke lege hvis det skal være sådan. Jeg har tabt mit filter for længst og dine ord runger.
Du har jo altid skåret igennem mig som en kniv, sagde hun. Jeg tror aldrig det vil ændre sig. Hvorfor, spurgte han, du ved ikke hvor ondt det gør på mig! Nej, men til gengæld ved jeg hvor ondt det gør på mig, og jeg orker det ikke mere. Han trak sig væk fra hende så han sad mere skråt, med benene stukket til venstre. Hans blik sank ned over mellemrummet mellem gaden og gården på den anden side. En rolator kom kørende med en kvinde hængende ind over sig. Ved telefonboksen drev 3 unger, og i vinduet overfor sad den forpinte bag det røgfarvede gardin og spejdede efter ambulancen. Det var tredie gang, denne sommer, at de kom og hentede hendes mand. Første gang troede han egentlig ikke at de nogen sinde skulle se noget aktivitet derovre fra mere. Det var nok cancer, det er så uforudsigeligt med den sygdom: den ene dag ser folk ud som om de er kommet sig, den næste får man et telefonopkald.
Det irriterede hende at han trak sig væk på denne måde. Faktisk var det præcis det hun mente med at hans fravær var så larmende. Det gav hende sådan en følelse af at være mindre værd end ham, og hun indså at det aldrig ville blive mere end en magtkamp. Det havde været lettere med lidt kompromiser – men det ville kræve intensiv terapi, og han var i sit livs stormvejr, hvor han endnu ikke havde kapituleret og indset, at alle kvinder på hans vej ikke var hans mor. Måske en dag.
Han så godt hendes panderynker inden de blev udtalte. Han vidste godt hvad hun tænkte, og han mærkede den lille hårde knude i maven som han kendte alt for godt. Han fik lyst til bare at gå uden at sige noget. Gå, lukke døren, og aldrig vende sig om. Han hadede hende for at give ham den følelse af at være et svin der ikke forstod at deltage i de spil hun spillede. Han mærkede hvordan hendes iver efter at fastholde ham trak ham længere og længere ned i et bundløst søle. Til halsen. Mærkede hvordan alle hans drømme blev kværnet og flænset, som en ulykke alle stopper op for at glo på. Han begyndte at tænke på den anden han lå hos for en uge siden. Mon hun vidste det? Han ligesom mærkede kødet. Og stødet.
Jeg ved det godt. Hun gloede på ham med øjne næsten uden pupiller. Jeg er for helvede ikke idiot vel! Han skubbede stolen tilbage så den ramte planten, og han vidste bare hvordan dét kunne være hendes dråbe. Hvor mange gange havde han ikke hørt den stemme: det er et levende væsen, giiider du ikke godt lade være at gå ind i den for fanden. Han kunne se hende tage tilløb.
Jeg må gå nu, sagde han: jeg må virkelig gå nu, og så gik han.
Det var satans, tænkte hun. Hele verden kom løbende mod hende bare fordi hun havde åbnet en lillebitte dør på klem. Nu stod hun med skørterne oppe om nakken i det sindssyge sus, som dette forspil efterlod hende med. Hun havde bedt om et rum, og nu fik hun et rum. På sædvanlig vis forventede hun at tylskørtet ville klaske sammen om benene på hende. Ligesom voldsomt regnvejr kan binde bukser til lår og skridt på en måde, så man bliver i tvivl om de overhovedet er til at få af. Men efterklangen lod sig i stedet tømme ud i intetheden. Gevandterne flagrede endnu om kroppen, som tanker kan flagre når de ikke bindes. NU, tænkte hun, og hoppede lige ud i det. NU, sagde intetheden, og hoppede med.
Undskyld, sagde hun mens hun nær kastede op i den nærmeste skraldespand. Du har vel ikke et lille rum hvor jeg bare kan sidde og være?
Et rum, spurgte hun? Det anede hun ikke hvad var. Et rum?
Ja – sådan et rum som i virkeligheden bare er fordi det kan indeholde noget.
Hun havde ingen ide om hvad kvinden talte om. Skal der være vinduer i? Toilet? Brevsprække?
Nej – altså det er ikke rummet som sådan, det er bare så jeg har noget at være i…har du det?
Nej, sagde hun stramt. Nej. Ingen rum. Ingen udsigt.
Heller ingen indsigt?
Hun kommer ridende hæsblæsende ind i midten af kredsen med alle sine våben dinglende fra brede læderremme der er fastgjort til den sorte saddel. På hovedet en tætvævet samerhue i pink, gul og turkis, og udenpå den en smal lædersnøre henover panden om til nakken så den ikke blæser af i de vilde ridt. Hendes blik er intenst og skarpt. Men ingen kan se hvordan angsten bruser indeni. Ingen kender den historie hun kommer fra. De ser kun den dansende hvide hingst og hendes vedblivende blik henover dem, en efter en.
Men de ved hun er kommet for at blive.
Liv er hendes navn. Døden er hendes formål.
Ude i naturen er der guld. Ild. Duften af sommerens skønhed, der er ved at formulde, og en hel unik stilhed som bringer dyrene frem i deres iver og færd efter mad til hele den forestående vinter.
Det er i sandhed efterår. Derude lægger jeg mig fladt på ryggen, og smelter ind i det bumlende, og endnu bløde, liv. Jeg drejer mig til jeg lander i en position, som kroppen erindrer som elskværdig og tryg, og slumrer ind i et selvlysende tæppe af kærlig forvandling. Jeg ånder og lever og strækker mig.
Ligger stille og mærker hvordan det er lige nu: fanger øjeblikket og smager på det. Det er blødt, og fylder mit følelsesjeg helt ud. Der er ingen uopdagede hjørner, eller lommer, som jeg ikke er inde i. Jeg er helt mig selv i efterårets hymne. Helt alene, og helt mig selv.
Mit indre landskabs lys sænker sig, og jeg må gå til ro. Ikke mere til hånde. Jeg vil sove med mindet om denne dag, hvor vi stod med det ene ben i sommeren, og det andet i efteråret.
Vær hilset storm, vær hilset du stride regn. Nu kommer du. Jeg har set dine spæde skridt, der fører mig lige ind i Fimbulvinteren. Snart
Godnat min lyseste nat og dag. Bind dit bånd og snør din kjole, så du holder på varmen til vi ses igen. Så skal jeg passe på ikke at længes så smerteligt at jeg helt mister min glød.