Det drypper ned fra loftet med følelser. Det er millioner af år siden at vi lå her sidst, men vores kroppe kræver ingen tilpasning. Vi er det perfekte fit og jeg er helt blød. På en måde kan jeg næsten ikke rumme det fordi jeg ved hvad som venter: adskillelsen. Mit ego vil fastholde og eje og aldrig give slip. Din ryg kalder på mig. De flettede ben. Ét åndedrag. Kan vi ligge her for evigt, tilspørger jeg dig. Shhh. Jeg ved det godt. Det flyder over. Hele loftet er et hav. Jo mere vand jo stærkere farvel. Jo mere krop jo mere opløsning. Du må ikke gå fra mig. Siger du. Og du siger det igen. Bagefter skal jeg være forstående. Når du er gået og jeg ligger amputeret ude i havet. Midtvejs.
You are currently browsing articles tagged krop.
…eller i hvert fald på vej.
Natten til sidste onsdag måtte jeg ringe til vagtlægen. Til mig selv. Det var ynkeligt! Jeg havde så mange smerter, og kastede så meget op, at jeg blev nødt til at få en der kiggede mig i øjnene og sagde at jeg ikke ville dø af det. Han gav mig noget som virkede formildende på maven. Jeg sov ikke hele den nat. Det har jeg aldrig prøvet før. Klynkede som en hundehvalp gjorde jeg.
Og barnet. Han havde haft en voldsom tur lige inden. Nåede lige at få ham til lægen inden jeg gik brak. Afventer resultat af spændende prøver som vi selv skulle tage og jeg siger ikke mere om det her!
Vagtlæge sagde madforgiftning. Mine egne undersøgelser af symptomerne sagde parasit.
I dag er første dag hvor jeg føler mig nogenlunde ovenpå igen. Trætheden har været overvældende og jeg er de fleste aftener gået i seng samtidig med barnet. Haft usædvanlig mange drømme. Om død. Om mærkværdigheder.
Tags: krop, madforgiftning
Der sprælles for at overkomme en madforgiftning. Der er helt rullet ned. Dog i bedring.
Vi vender tilbage…
Tags: krop, madforgiftning
I dag tjekkede jeg ind på tv2-nyhederne. Jeg synes at jeg også må følge med der hvor jeg ved at der er nogen der kun følger med.
Jeg ser en overskrift der hedder:
“Symptomer efter hashmisbrug“.
Det fanger mig selvfølgelig. Jeg klikker og erfarer for første gang at der tilsyneladende findes en brevkasse på tv2’s hjemmeside.
Her er en ung fyr på 23 der har stoppet det han selv betegner som et hashmisbrug, fra den ene dag til den anden, fordi han oplevede et angstanfald. Da han ikke har fået det behandlet bliver det ved med jævne mellemrum her 1½ år efter.
Jeg nikker genkendende med fra den anden side af skærmen; han har samme symptomer som jeg og mange andre har. Han nævner selv at det kan være panikangst. Han har ret. Og han har været turen igennem på hospitalet med hjertekardiogram og scanninger etc. Han er fin over hele linjen. Altså ingen fysiologisk årsag. Så spørger han om det måske kan være hashen der har udløst hans angstanfald, og hvad han kan gøre ved det for “på den anden side er det en høj pris at betale, hvis jeg skal leve med angst (eller hvad det nu måtte være) nogle gange flere gange om måneden.”
Og så kommer svaret, fra Henrik Rindom, som siger at den unge mand kan være stolt af sig selv og at han kan stole helt på lægerenes vurdering af at han ikke fejler noget fysiologisk (hvilket jeg nok vil vurdere som meget i overensstemmelse med virkeligheden).
Men så siger han at han skal tage på den psykiatriske skadestue, eller få en henvisning til en psykiater, og at han – og det er det jeg simpelthen ikke forstår – ikke ved hvorfor den unge mand har de symptomer han har:
“At du så ind imellem kan få nogle mærklige symptomer om hjertet, har jeg ikke noget godt svar på.”
Dét hænger ikke sammen at være overlæge og psykiater og så sige sådan noget. Nu er det klart at jeg ved lidt om angst fordi jeg har læst helt utroligt meget om emnet den sidste 1½ måned, men at en overlæge ikke kender til, eller ikke informerer om, de fysiologiske symptomer ved et panikanfald forstår jeg ikke.
Det er en mekanisme der går i gang – og så kan det i øvrigt være helt udefinérbart hvad der starter det. Det er netop det der adskiller flugtfølelsen i angsten fra flugtfølelsen i den logiske situation hvor vi bliver bange (fx ulykker). Hele kroppen indstiller sig på flugt – dvs man producerer nogen stoffer som gør at man kan udrette vilde mirakler (deraf fx historier om kvinder der har gjort det umulige fordi deres små børn var i fare).
Man trækker også vejret anderledes (hyperventilering, overfladisk vejrtrækning) – og jeg tror dette har relation til den følelse der opstår af smerter i brystet (nu er det jo ikke mig der er læge) – nogen føler de er ved at blive kvalt, og dette har også en relation til dette.
Dog betyder det ikke at man er ved at dø – men det er det man tror. Og det er derfor angsten bider sig selv i halen; man tænker at nu får jeg et hjerteanfald, og så dør jeg. Det er jo klart at både psyke og krop flipper ud når man tror man skal dø! Men det skal man ikke, og det man skal lære er at lade hjernen forstå hvad der sker – herunder at man altså ikke skal dø, men at det man oplever er helt normale tegn på et angstanfald (som man kan blive helbredt for). På den måde kan bevidstheden tale krop og psyke ned inden det løber af sted med en. Dermed siger jeg ikke at man kan skabe denne bevidsthed i et svar i en brevkasse, men man kan skabe kimen til den. Problemet med psykiatrien er jo nok at den nogen gange glemmer, at det er menneskets egen definition og bevidsthed vi skal arbejde med hvis der skal opnås motivation og resultater.
At en overlæge (og psykiater) ikke er klar over hvilken beroligende effekt det har når man forstår hvad det er der sker i kroppen, det går simpelthen over min forstand!
Der udover synes jeg at det er malplaceret at ytre, at han er helt sikker på at angsten er udledt af hashmisbruget når han ikke har spurgt ind til om der har været andre større begivenheder i den unge mands liv!
Mit råd til den unge mand ville være at finde støtte i nogen af de selvhjælpsgrupper der findes for tidligere misbrugere – fordi det er vigtigt at vedligeholde sin afholdenhed (og det ønsker han).
Mht angsten ville jeg allerførst råde ham til at gå til lægen med henblik på en mulig henvisning til psykolog. Men, og det afhænger jo af mandens livsstil og miljø, job etc, det kunne også være fornuftigt med fx en behandling der er mere konkret knyttet til angst og fobier.
Jeg ville råde den unge mand til selv at læse om angst på fx internettet. Angstforeningen er et godt udgangspunkt, og der kan man også ringe anonymt.
Det handler utroligt meget om at kunne mærke efter selv inden man fx siger ja til medicin (som stikkes ud til højre og venstre, men som for nogen i en periode kan være en hjælp – men ikke for alle!!). Ikke alle psykiatere er tilhængere at medicin, men det er velkendt at de er mere orienterede mod at benytte dette end fx psykologerne der ofte arbejder mere kognitivt.
Men det er jo heller ikke blot nok at have hovedet med – mange anbefaler netop meditation og massage som et led i behandling af angst (blandt andet).



Seneste kommentarer