lyngen

Lyngen er lilla. Lyngen var tør. Jeg stak mig på de stubbede strå på den grund jeg har betrådt med mine barnefødder så mange gange at jeg kender hver en sti, hver en hule, hvert et godt klatretræ. Jeg véd hvor gyvelbusken står og smælder med sine bælge i den ustandselige middagssol. Jeg kender Lyngen.

Jeg vil at Lykkens Søn også skal kende Lyngen. Jeg vil at han skal huske sin oldefar. At han skal få øje på de 5 millioner skruetrækkere i værkstedet – og buen med pilen som jeg fik til at skære igennem den vind jeg gispende slugte når jeg ramte plet midt i grantræets ru og barkede stamme.

Jeg vil at han skal løbe, løbe med vinden på stranden. At han skal se det rene rene vand der breder sig så langt øjet rækker udover den smukke sejrøbugt. At han skal mærke de fine riller i sandet, og bukke sig efter de hvideste skaller.