natur

PLING! Pludselig kan vi stå med bevidstheden om at vi ikke lever det liv vi ønsker os. Vi har måske taget en uddannelse hvor vi har brændt for faget, og hvor andre så tydeligt har kunne se vores begejstring, men pludselig indser vi, at den energi vi har lagt i det var endnu et filter, endnu et skjold, som vi holdt oppe foran det vi ikke turde lade lyset skinne på.

Måske har andre i den grad bemærket hvor intelligente og kloge vi var? Hvor hurtigtopfattende og allestedsnærværende vi hele tiden var? Hvordan vi altid tog ansvar for det hele – også andre menneskers liv? Altid på forkant – og måske altid en anelse svære at trænge igennem til fordi vi ligesom smuttede mellem hænderne på de andre?

Når du møder sådan et menneske, så er der en meget stor fare for at personen går ned med det, som det etablerede system kalder for stress, på et tidspunkt. Og det er i virkeligheden ikke altid pga de mange opgaver – det er fordi vi lægger energien forkert. Det er fordi vi redder alle andre før os selv. Fordi vi er i alle andre end os selv. Tænker hele tiden på hvad andre ville gøre eller sige. Og dét er sådan noget man ikke altid kan se på overansvarlige mennesker – den indre usikkerhed, angsten og selvutilstrækkeligheden. For vi går med træsko og ligner en million. Udenpå.

Men indeni er vi ligesom du – indeni er vi alle nøgne.

Jeg står i denne bevidsthed lige nu. Jeg er der hvor jeg skal lære at forene min videbegærlighed med kærligheden til mig selv. Lykken for mig er ikke at læse videre på DPU – jo min misbrugshjerne ville elske det, men skal jeg fortælle hvorfor? Grunden til at jeg kan lide det bunder i, at når jeg hører I andre fortælle mig hvor dygtig jeg er til at bevidstgøre teorierne, og hvor flot det er at jeg igen får så høje karakterer, så føler jeg at jeg er noget.

Men det der sker er, at jeg kæmper så meget for at opnå denne anerkendelse, at jeg glemmer mit sande liv! Jeg glemmer øjeblikket! Derfor må jeg erkende, at den tunge teoretiske vej nok er noget jeg er en ørn til, men som slår mig ihjel på sigt fordi jeg giver det ALT! At give det alt kunne de store teoretikere, for de havde andre til at lave deres mad, passe deres børn og vaske deres sure underbukser, men det har jeg ikke, og hvad er vigtigst?

Jeg skal have krop på. Jeg skal have nydelse og kærlighed. Jeg skal have ømhed og rum til mig. Jeg er, simpelthen, træt af hjerneorgasmer – for de giver mig hjertespasmer.

I stedet skal jeg ned i maven – jeg er nede i maven, og der vil jeg godt blive nu og fremover. Det kræver at jeg holder fokus på MIT. Bliver hos mig selv. Melder mig ud, som jeg har gjort, af det jeg kan melde mig ud af. Holder op med at tage ansvar for andet end netop lige det der skal tages ansvar for.

Og hvordan jeg gør? Jamen – det er så udefinerbart, og dog meget simpelt. Jeg kan ikke fortælle det, men jeg kan vise det. Simpelthen ved at være mig. Det kommer dybt indefra, for jeg ved hvad jeg skal gøre når jeg lytter. Vækkelsen kommer fra andre gode kvinder omkring mig, og jeg bliver nødt til at sige, at det rent faktisk mest er kvinder i dette tilfælde.

Mænds energi er meget at være det de gør – anerkendelse gennem deres håndværk hvad enten de er prinser eller murere. Det er en helt anden orden for dem – og måske er det ok. Jeg møder dog flere og flere mænd som netop får problemer med dette aspekt; at skulle yde i forhold til den orden. For hvad gør man så hvis man er 36 og endnu ikke har fået børn, hus, uddannelse og bygget et halmhus? Lad mig slå helt fast, at disse mænd, som jeg som nævnt kender et par stykker af, har store problemer med det, men de er i den grad vidunderlige mænd! De er lidt som naturens medicinmænd – de er i kontakt med deres kvindelige energier og det er meget smukt – men også meget forståeligt at de får det galt i halsen i den vestlige verdens konstante fordømmelse af alt der ikke læner sig op af den ensrettede produktorientering, som vi i den grad udsættes for i disse tider.

Men tilbage til kvinderne – jeg takker jer af hjertet for at dele. Jeg tager hvad I giver, og jeg giver selv igen. Dét er liv, lys og kærlighed.

Grib selv.