nuet

I 2007 ramte jeg en mur. Den var smuk. Den var sat der for at jeg virkelig skulle kunne erkende af sammenstødet med den. Først gjorde det så ondt at jeg næsten ikke kunne komme over på den side, hvor jeg slap identifikationen med lidelsen, men så opdagede jeg at muren i virkeligheden var skabt af silkepapir, lag på lag på lag, og jeg gik i gang med at skrælle. Alverdens farver kom til syne. Det var som et kinesisk eventyr.

Erkendelsen sprang frem i takt med at jeg kom dybere og dybere ind i laget. Den mindede om dengang jeg sparkede alverdens grønne flasker og papkartoner over i et hjørne og sagde farvel, men den rummede en genkendelse som jeg ikke tidligere havde været i stand til at se. Det er meget logisk, derfor kom jo muren.

Erkendelsen var at der i al identifikation ligger en fare for at miste sin inderste kerne, muligheden for ren væren. Selv identifikationen med at være kommet ’over på den anden side’ kan forvirre os til at tro vi er noget vi ikke er.

Så snart vi identificerer os med en rolle fastlåser vi os selv. Så fryser vi et øjeblik og tror at dette er sandheden: jeg er klog, jeg er oplyst, jeg er alkoholiker, jeg er stakkels, jeg er syg, jeg er bedst.

Det betyder ikke at vi ikke skal kunne rumme alle disse roller vi som mennesker hele tiden flyder ind og ud af, men sagen er netop at indse at det ER flydende. At vi bevæger os, at intet er statisk.

Observationen af dette kalder nogen for væren i nuet, for bevidsthed, for Gud. At blive i stand til at registrere uden at identificere sig med, fastfryse, vores roller, sætter os fri og giver os fred.

Jeg har set hvad der skete når jeg fastfrøs mine roller. Det blev meget forvirrende at være med andre mennesker. Hvorfor gjorde det dét? Jo, når jeg synes at jeg var klog, så ville jeg at den anden skulle kunne se at jeg var klog. Ellers kunne jeg ikke genkende den jeg var i den anden. Jeg identificerede mig jo med at være klog, og det er derfor vi sagtens kan registrere vores roller, og sige ha, dér trådte jeg i karakter som dén eller dén, men når vi identificerer os med rollen bygger vi hele vores livsfundament på den (eller dem) og rokker nogen ved dette siger det sig selv at vi bliver stærkt angste.

Det vi mærker, når den anden ikke genkender det vi mener at være, er at der bliver sat spørgsmålstegn til hvem vi er. Det piller ved det fundament, som i bund og grund er en løgn, som vi har skabt for at kunne holde ud at være til. Det piller ved stoltheden og fremmaner dødsangsten fordi det er så essentielt for os, men det skaber også et skel, en dualitet, i forhold til ’den anden’:

Hvis jeg skal være den kloge fordrer det jo at den anden er lidt dummere, ikk! Og hvis jeg er den syge, så skal du være den raske (og stærke). Det er let at blive fanget i roller fordi de ofte kan være smigrende, men de er lige så usande som alle andre roller.

Nogen gange møder vi mennesker hvor rollerne umiddelbart matcher hinanden og vi lever side om side en stund, vi bekræfter hinanden i det vi er – og så, pludselig, opstår der noget som gør at vi slet ikke kan genkende ’den anden’ mere. Hvorfor nu det? Den ene, eller begge, har pludselig flyttet sig ud af sin rolle og der opstår forvirring. Det er det der blandt andet sker mellem børn og forældre – og her er det vigtigt at forstå, at når vi fastfryser vores egen rolle fastfryser vi også det menneske vi sidder over for. Ud over det gængse forældreopgør er der et utal af andre roller som vil være til stor glæde at blive opmærksom på, og gøre op med, gennem hele livet.

Det er umuligt for os at være inde i hovedet på andre, og dog hænger alt og alle uløseligt sammen. Vi er ikke adskilte fra ’den anden’. Alt hvad vi ser i ’den anden’ er en del af os selv – og det skaber stor fred at acceptere dette i stedet for at forsøge at skille os selv ad fra alt og andre. Det skaber fred at holde op med at identificere sig med roller – og i stedet acceptere at vi er en stor puls, ét liv der ånder. Ind, ud. At vi ER, mere end at vi er NOGET.

På den måde sætter vi ikke kun os selv, men også andre, fri.