oprydning

Dengang jeg holdt op med at drikke ryddede jeg en del op i skabe og skuffer, men jeg har nu også tidligere yndet at gøre det dér; gennemgå alt hvad der var i gemmerne. Ofte endte jeg dog med et glas rødvin mens jeg bedrøvet læste gamle tekster eller mindedes oldtudsenordiske tegninger som jeg havde kreeret på en pibe tjald eller andet indadudvendighedsgørende.

Men nu er jeg, rent ud sagt, og I må virkelig undskylde mig hvis det sviner, ved at kaste op over al det sortsyn! Jeg kan ikke holde ud at se tilbage mere. Jeg bliver ikke mere fortryllet eller stolt eller chokeret over det der ligger fra fortiden. Jeg bliver ked og det gider jeg ikke!

Jeg bliver ked af det fordi jeg ser mig selv og hvor fortabt og uerkendende jeg var. Fordi jeg ser den langvarige kamp jeg var i.

Jeg har det kun sådan nu fordi jeg er kommet over på (d)en anden side. Der er jeg landet – ikke fordi jeg er holdt op med at ryge, eller fordi jeg er holdt op med at drikke, eller fordi jeg er holdt op med at æde sukker – men nok fordi jeg er blevet bevidst. Fordi jeg har erkendt og bevidsthedsgjort mit liv for mig selv, og fordi jeg er begyndt at handle på det. (Og jeg havde aldrig nået dertil hvis ikke jeg var holdt op med at drikke).

At jeg er gået voldsomt ned med stress giver mig ikke følelsen af tilbageskridt. Og heller ikke følelsen af ikke at kunne handle. For selvom det er meget vigtigt med ro og ansvarsfralæggelse når man er syg af stress, så betyder det ikke at man bare læner sig tilbage. Jeg vil godt se fremad. Jeg vil handle på den her sygdom så den ikke skal forfølge mig. Jeg føler at jeg har så meget at give, så meget jeg er god til, og jeg vil gøre meget for at finde min niche.

Jeg vil arbejde med min stress og min angst så den ikke bliver styrende for min fremtid.

Og det er dét som gør forskellen. Jeg handler. Jeg lytter. Jeg stopper op. Jeg arbejder med det.

Og det er hårdt arbejde! Jeg skal ligesom fjerne alt unødvendigt for at kunne se vejen. Jeg har måtte sige nej til en hel del sager for at sætte fokus på det basale, og selvom jeg ikke mere bliver så voldsomt ramt at angst som tidligere, så er der dage hvor jeg må aflyse sager fordi jeg ved at det giver tilbage med en forhammer.

At kunne mærke dette på forhånd er netop en del af arbejdet. Mange kan sådan noget pr automatik – de er født med det. Kan mærke kroppen. Kender den. Men jeg har overskredet mine egne grænser (læs siden om medafhængighed) i så mange år at jeg må starte (for)fra scratch.

Og det leder mig til det som jeg lagde ud med i denne post, nemlig det fysiske arbejde; oprydningen og rengøringen.

Det skal til, for jeg kan ikke gå og støde ind i fortiden nu hvor jeg har lært at indse mit behov for at se fremad – og behovet for at blive endnu bedre til at mærke efter ligenuogher.

Jeg kan ikke holde ud at åbne skabet, og så er det fyldt til randen med alt muligt som jeg ikke lige kan skille mig af med, enten fordi det har tilhørt et menneske jeg elsker, eller fordi jeg simpelthen har skubbet tingene foran mig. Så i dag har jeg smidt en hel reol og en hel kommode ud. Og det var ikke sådan nogen pap-nogen fra Ikea – nix! Det var gedigne gamle sager – og de vejede et halvt ton. Men jeg har slæbt dem hen over gulvet og ned af trapperne selv. Jeg har ladet dem gliiide ned af trapperne, for bære dem kunne jeg ikke. Nu står de nede i mellemgangen, og så må der komme en løsning i morgen. Måske gårdmanden vil hjælpe. Men ud af mit slot kom de – og barnet har fået de dejligste omgivelser. Det var hans tur. Meget. Og alt derinde er rent og ryddet op. Der er rokeret rundt og alt i skabene er sorteret og ordnet.

♥

Jeg har nu, på meget kort tid, været igennem alt. Alle skabe, skuffer og sager til opbevaring har jeg et totalt indre overblik over. Jeg kan se tøjet på sine bøjler for mit indre blik. Sagerne på toilettet som har fået nyt bo. Thores nye åbne værelse som han selv blev kisteglad for da han kom hjem i dag. Værktøjet og redskaberne og nørdtingene arrangeret i gennemsigtige kasser under sengen (af nødvendighed). Skabet i entreen som virker rummeligt trods alt vintertøjet. Og stuen, som i lang tid nu, bare er indbydende og funktionel. Og altanen hvor nye lækre udelys venter på lune aftener.

Jeg mangler kun køkkenet heroppe – og jeg glæder mig til det. Når jeg er færdig med det, så gælder det kælderrummene. Jeg er færdig inden marts er forbi.

Det giver fred og ro og overskuelighed at få det gjort. Og denne gang kommer jeg helt igennem. Der er ingen overspring. Jeg har en helt tydelig guide i maven som jeg kan navigere efter – for selvfølgelig vil der være sager tilbage i kælderen, og det må der også godt være, men det vil være de gode ting. Ting der giver følelsen af sammenhæng. Sager der har gode minder.

Skråt op med tidligere tiders elskværdige støvede blåmalede guitarer og mannequindukker og skøjter der aldrig blev brugt. Skråt op med sager der ligner noget jeg engang får brug for. De har ligget der i 6 år nu – hvornår er ‘engang’ egentlig? Skråt op med kasser med gamle papirer. Skråt op med Mors gamle papirer fra realen og hf og den sociale højskole. Skråt op med de 500 kg. sække med gamle sko og gammelt tøj. Skråt op med den der rutchebane til den seng vi ikke har som den passer til. Skråt op med den gamle jernkuffert som var fed engang.

Jeg smider lortet ud med koldt blod! Dø ting, dø! Lev liv, lev!

Læs også: Farvel Abe, om at smide sin første bamse ud, og Smid det ud med koldt blod II (keep it simple)