ro

Vores egoer har travlt med at skabe situationer hvor vi kan få ret. Vi hænger måske en hel samfundsgruppe ud, eller identificerer os med et politisk standpunkt som bliver hele vores jeg. Blot at være (i nuet) er angstprovokerende. Vi er mange som har en stærk tendens til at udskrive, eller fremsige, verdens ulykker via fordummende handlinger fra fx politikere – eller blot idioten på den anden side af gaden. Jeg har gjort det meget, og jeg er nu bevidst om, at dette er mit egos behov for at bygge sig selv op og få ret i sin sag. Men når jeg, mit ego, har brug for at forsvare denne ret, når jeg kæmper for at det skal være sandheden, så dyrker jeg en modenergi og en kamp, og jeg kan mærke at jeg ikke mere tror på den kamp. Det betyder ikke at jeg ikke har mine holdninger, mine synspunkter, men jeg identificerer mig ikke med dem og har et udtalt lille behov for at hævde dem som en sandhed.

Eckhart Tolle (En ny jord) skriver om egoet at det elsker brok, bebrejdelser og at få ret. Her er et meget lille udpluk:

Ethvert ego forveksler meninger og synspunkter med kendsgerninger. Ydermere er det ude af stand til at se forskel på en begivenhed og sin egen reaktion på den pågældende begivenhed. Ethvert ego er mester i selektiv iagttagelse og forvrængede fortolkninger. Kun gennem bevidsthed – ikke gennem tænkning – kan du skelne mellem kendsgerninger og synspunkter. Kun gennem bevidsthed kan du se: Her er situationen, og her er den vrede, jeg føler vedrørende den, og derefter indse, at der findes andre måder at håndtere situationen på, andre måder at anskue og tackle den på. Kun gennem bevidsthed kan du se situationen eller personen som en helhed i stedet for at anlægge ét begrænset perspektiv.

Jeg mærker at mit dybeste inderste væsen er vækket af, og i, sin bevidsthed. Det jeg mærker er at det nu er tiden til at være uafhængig af disse meninger og synspunkter. Ikke således at jeg nu er meningsløs, dette er ikke pointen, men således at jeg blot kan være nærværende uden at have behov for at mit ego hele tiden skal klappes. Det er let nok at træde ind i en gruppe af meningsfæller hvor vi kan dyrke denne mening (dette gælder alle rum – også spirituelle rum!) og på den måde føle at vi har ‘ret’ og at de andre har uret. Nogen vil gå så langt at sige at det er livsbekræftende – men jeg oplever pludselig at det er utrolig drænende. Det er for let og det er ikke mindst stagnerende.

Jeg gider ikke være ‘den ædru alkoholiker’ eller ‘den enlige mor’ eller ‘den rødgrønne’ eller ‘den søde’ eller ‘den kloge’ etc. Det er alt sammen måder at observere mit væsen på, men det er langt fra sandheden om hvem jeg i virkeligheden er. Jeg har selv skabt nogen af disse historier, og søgt rum hvor andre kunne bestyrke dem – det er det vi mennesker gør mest – men jeg kan ikke identificere mig med de rum mere, og jeg ser at det er en prøvelse at slide dem af selvom det på en måde sker helt af sig selv i takt med at bevidstheden vokser.

Jeg løsriver mig. Det er…omvæltende, og jeg ved at jeg hægter meget og mange af. Det er helt naturligt og det må til. Min handling er dybt bevidst – ikke styret af tanker men af mit dybeste indre. Der er masser af argumenter for at blive i ens position, mens der er nul tanker omkring det faktum blot at være nærværende. Dette er min lære og jeg tager imod med åbent hjerte. Jeg har tænkt i 35 år og nu er jeg træt af det! Jeg tror ikke på det mere. Det kan lyde helt fjollet for nogen – jamen vil du ikke tænke dig om når du går over vejen, spørger du måske?. Men dette er ikke tænkning, dette er bevidsthed om, at hvis ikke jeg ser mig for så bliver jeg kørt over.

Tankerne er en masse der kører henover mit sande indre. De er der og vil altid være der, de er mit egos foder, men jeg vil ikke lade dem være mit sejl i vinden.

Derfor må jeg med min bevidsthed lade være at skabe rum som hele tiden skal bekræfte tankerne i at de er ‘rigtige’. Det er ikke nødvendigt, måske faktisk nærmere ødelæggende, for min indre væren at bruge energien på dette.

Derfor mærker jeg også en særlig energi omkring bloggen disse dage. En energi, som har at gøre med det faktum, at den fungerer som et spejl for mig selv – og at jeg i dette spejl pludselig ser min forvandling. Det jeg ikke helt kan mærke, endnu, er om jeg skal pudse spejlet og finde en ny plads eller ramme til det, eller om jeg simpelthen skal destruere det fordi jeg i virkeligheden ikke har behov for det lige nu. Det er kærligheden til at skrive som fastholder mig – men der må være noget mere i det. Dette at dele. Men er det også dette at vise frem? Er det egoets lille håb om at blive set og nikket anerkendende til? Jeg er ikke sikker. Jeg er ikke sikker på at egoet ville have valgt denne vej hvis jeg havde ladet mig styre af det.

Men i bevidsthedsprocessen har jeg et behov for at være i dialog med mit indre – og der er det et fremragende redskab at bruge mine egne skriv fordi jeg er styret af en indre ægthed. Selvterapi er et alt for fattigt ord. Måske ville det hele gå meget stærkere hvis jeg sad i en bjerghule med en guru – men jeg synes nu det går temmelig stærkt alligevel. Egoet halter rystet efter.

Og det er rystet. Det kan ikke bruge min indre bevidsthed om væren i nuet til noget – fordi væren i nuet fordrer at vi slipper kontrollen med hvem der har ret og hvis skyld det nu er at det ene eller andet sker. At være i nuet fratager egoet liv. Men det skaber også en befriende indre ro. En indre ro som jeg kan mærke er værd at gå efter. Nu er den her! Jeg har set den som et diffust billede og ønske for mit liv, men har aldrig fortstået af hvilken kilde den udspringer. Det ved jeg nu, og derfor lader jeg mit indre stille vand flyde i en lind strøm. Med tiden kan det blive en flod.