stress

You are currently browsing articles tagged stress.

Værdiopgør

PLING! Pludselig kan vi stå med bevidstheden om at vi ikke lever det liv vi ønsker os. Vi har måske taget en uddannelse hvor vi har brændt for faget, og hvor andre så tydeligt har kunne se vores begejstring, men pludselig indser vi, at den energi vi har lagt i det var endnu et filter, endnu et skjold, som vi holdt oppe foran det vi ikke turde lade lyset skinne på.

Måske har andre i den grad bemærket hvor intelligente og kloge vi var? Hvor hurtigtopfattende og allestedsnærværende vi hele tiden var? Hvordan vi altid tog ansvar for det hele – også andre menneskers liv? Altid på forkant – og måske altid en anelse svære at trænge igennem til fordi vi ligesom smuttede mellem hænderne på de andre?

Når du møder sådan et menneske, så er der en meget stor fare for at personen går ned med det, som det etablerede system kalder for stress, på et tidspunkt. Og det er i virkeligheden ikke altid pga de mange opgaver – det er fordi vi lægger energien forkert. Det er fordi vi redder alle andre før os selv. Fordi vi er i alle andre end os selv. Tænker hele tiden på hvad andre ville gøre eller sige. Og dét er sådan noget man ikke altid kan se på overansvarlige mennesker – den indre usikkerhed, angsten og selvutilstrækkeligheden. For vi går med træsko og ligner en million. Udenpå.

Men indeni er vi ligesom du – indeni er vi alle nøgne.

Jeg står i denne bevidsthed lige nu. Jeg er der hvor jeg skal lære at forene min videbegærlighed med kærligheden til mig selv. Lykken for mig er ikke at læse videre på DPU – jo min misbrugshjerne ville elske det, men skal jeg fortælle hvorfor? Grunden til at jeg kan lide det bunder i, at når jeg hører I andre fortælle mig hvor dygtig jeg er til at bevidstgøre teorierne, og hvor flot det er at jeg igen får så høje karakterer, så føler jeg at jeg er noget.

Men det der sker er, at jeg kæmper så meget for at opnå denne anerkendelse, at jeg glemmer mit sande liv! Jeg glemmer øjeblikket! Derfor må jeg erkende, at den tunge teoretiske vej nok er noget jeg er en ørn til, men som slår mig ihjel på sigt fordi jeg giver det ALT! At give det alt kunne de store teoretikere, for de havde andre til at lave deres mad, passe deres børn og vaske deres sure underbukser, men det har jeg ikke, og hvad er vigtigst?

Jeg skal have krop på. Jeg skal have nydelse og kærlighed. Jeg skal have ømhed og rum til mig. Jeg er, simpelthen, træt af hjerneorgasmer – for de giver mig hjertespasmer.

I stedet skal jeg ned i maven – jeg er nede i maven, og der vil jeg godt blive nu og fremover. Det kræver at jeg holder fokus på MIT. Bliver hos mig selv. Melder mig ud, som jeg har gjort, af det jeg kan melde mig ud af. Holder op med at tage ansvar for andet end netop lige det der skal tages ansvar for.

Og hvordan jeg gør? Jamen – det er så udefinerbart, og dog meget simpelt. Jeg kan ikke fortælle det, men jeg kan vise det. Simpelthen ved at være mig. Det kommer dybt indefra, for jeg ved hvad jeg skal gøre når jeg lytter. Vækkelsen kommer fra andre gode kvinder omkring mig, og jeg bliver nødt til at sige, at det rent faktisk mest er kvinder i dette tilfælde.

Mænds energi er meget at være det de gør – anerkendelse gennem deres håndværk hvad enten de er prinser eller murere. Det er en helt anden orden for dem – og måske er det ok. Jeg møder dog flere og flere mænd som netop får problemer med dette aspekt; at skulle yde i forhold til den orden. For hvad gør man så hvis man er 36 og endnu ikke har fået børn, hus, uddannelse og bygget et halmhus? Lad mig slå helt fast, at disse mænd, som jeg som nævnt kender et par stykker af, har store problemer med det, men de er i den grad vidunderlige mænd! De er lidt som naturens medicinmænd – de er i kontakt med deres kvindelige energier og det er meget smukt – men også meget forståeligt at de får det galt i halsen i den vestlige verdens konstante fordømmelse af alt der ikke læner sig op af den ensrettede produktorientering, som vi i den grad udsættes for i disse tider.

Men tilbage til kvinderne – jeg takker jer af hjertet for at dele. Jeg tager hvad I giver, og jeg giver selv igen. Dét er liv, lys og kærlighed.

Grib selv.

Tags: , , , , , , , , , ,

Voldsom nat med chokfølelse i kroppen. Nogen i huset kom meget sent hjem og væggene førte deres råb og ballade ind til mig. Jeg indså at mine gamle skader – vold, ballade, blod og skrig og rædsel – i disse dage er lige under huden, helt tæt på hjertet, trods en dyb accept og mange års bearbejdning. Jeg vågnede med sådan en dyb sitren at jeg ikke, med mine dybe åndedrag, kunne falde til ro igen. Selv bittesmå lyde og dufte i natten blev som kæmpestore udrykningsfartøjer henover, ind igennem, min sjæl og legeme.

Stod op og lavede kamille/lavendel te, tog to valerina nat og to Iprener. Efter 1½ times tid kom der ro på kroppen og jeg faldt i søvn – helt til vi vågnede med solen halvni. Taknemmelighed over at det ikke var tidligere.

Er nu supersart indeni og alt skal foregå meget langsomt.

Har været ude et smut efter pakke på posthuset. En hjertepakke. Tak JM.

Tags: , , , , ,

Savn

Savn er ofte en følelse vi får når vi ikke kan finde os selv. Savn er som et barn indeni os som vi skal tage os af, men som vi er nogen der forsømmer. Grunden til hvorfor vi forsømmer kan antage mange størrelser, og det er ikke altid for det gode at bruge al energien på dette arbejde.

I stedet kan vi befri os fra følelsen af savn ved at lære at lytte til det indre barn lige nu – hvor vi i stedet ofte bedøver det med mad, alkohol, nye sko eller andet jordisk gods. Omsorg kan være god massage – men kan også sagtens komme rent fra os selv. At stoppe op når øjet fanger noget smukt eller spøjst – en kat inde i hækken eller de hvide blade fra træet der hvirvles rundt og rundt i det lune forårs tiltagende vind. Når vi tillader os at tage disse gaver til os, som vi ofte møder i stunder som ikke er søgte, så giver vi omsorg og kærlighed til os selv – til vores indre barn. Eller – til det barn i os der engang krævede men ikke fik.

Vi kan ikke længere belave os på at få noget tilbage som vi ikke fik. Vi kan ikke forvente at nogen kommer og gør noget om. I stedet kan vi tage det vi har og udvikle det til det vi har brug for.

Men det allervigtigste benspænd at forstå er troen på at det modsatte af savn er et liv uden forhindringer. For sådan er det ikke. Men man kan gå igennem sine forhindringer helt rent. Uden savn. For savner vi andet end det vi får, så lever vi ikke i accept af hvad er lige nu. Og lever vi ikke lige nu, så lever vi i morgen, eller i går, eller i håbet, eller endnu værre; i tvivlen.

Og mens jeg skriver ovenstående ved jeg, at jeg kan kun fremskrive det fordi jeg nu selv forstår det. Tak.

Tags: , , ,

Nå ja. Inden alt gik løs med rådne skabe og almen sløjhed (som stadig sidder fast) fik jeg lige meldt mig ud af Amnesty, Ibis og Greenpeace også.

Ikke at jeg har noget at udsætte på nogen af organisationerne, men jeg har dæleme været en flink enlig mor med de 1200 kr. jeg årligt har lagt i deres organisationer. Hvorfor jeg har gjort det? Jamen jeg har gjort det ud fra princippet om at vi i fællesskab kan skabe en bedre verden. At jeg, trods mine små kår, har det meget meget bedre end andre mennesker på denne jord. Men jeg må også have lidt perspektiver. Trods alt.

Jeg vil fortsat købe mit Hus Forbi på gaden og smide en femmer når nogen har behov – resten lader jeg ligge. Nu må det være nogen andres tur.

Og det giver mig fred indeni. Mindre tyngde. Hvem troede jeg at jeg var? Det giver mening at skære ind til benet. Hvor jeg kan mærke det. Og det er ikke for tidligt! Hvil lidt på laurbærene, skrev den gæve fra solskinsøen i dag i en meterlang mail. Jow Lene! Godt sagt – jeg hviler sgu lige lidt tror jeg. Tak.

Tags: , , , ,

Det er spændende at gå fra alt til intet på meget kort tid. Spændende som i kunstudstilling med installationskunst hvor man ikke ved hvad man ellers skal sige om sagen.

Jeg er fordi jeg ikke er noget men fordi jeg bare er. Det er en vigtig lære og nu handler jeg på dét.

Jeg har meldt fra som bestyrelsesformand.

Tags: , ,

Jeg har pr. mail meldt ud at jeg udmelder mig på den politiske front. Ud med mig1. Ind med mig2.

Går lige og overvejer om der er andre forhold jeg skal udmeldes af. Kan ikke skrive dem højt (ikke relationelle).

Enhver med kendskab til stress vil vide, at det er meget typisk at mennesker der bliver ramt af denne eroderende sygdom er mennesker der har en finger med i spillet over det hele. Sådan en er jeg! Og har jeg ikke en finger med, så skal jeg nok sørge for at være opdateret så det strømmer ind med mails i en lind strøm! Helbredelsen ligger i udmeldingen.

Derfor skubber kampen mod systemet også til sygdommen – for hvor andre siger; kæmp, kæmp til du segner – så tænker jeg, at denne kamp handler ikke om anker og klager. Den handler meget mere om accept og om at komme videre. Accepten af, at med dette system kommer jeg ikke videre. Hvis jeg skal videre, så skal jeg læne mig tilbage, kramme barnet og læse lidt i min nye bog. Skrive et lille klogt skriv og lægge en kommentar hist og pist. Lave dejlige madpakker og vaske tøj. Helt fuldstændigt stille liv.

Man skal vælge sine kampe med omhu. Banalt og essentielt.

Tags: , ,

Dengang jeg holdt op med at drikke ryddede jeg en del op i skabe og skuffer, men jeg har nu også tidligere yndet at gøre det dér; gennemgå alt hvad der var i gemmerne. Ofte endte jeg dog med et glas rødvin mens jeg bedrøvet læste gamle tekster eller mindedes oldtudsenordiske tegninger som jeg havde kreeret på en pibe tjald eller andet indadudvendighedsgørende.

Men nu er jeg, rent ud sagt, og I må virkelig undskylde mig hvis det sviner, ved at kaste op over al det sortsyn! Jeg kan ikke holde ud at se tilbage mere. Jeg bliver ikke mere fortryllet eller stolt eller chokeret over det der ligger fra fortiden. Jeg bliver ked og det gider jeg ikke!

Jeg bliver ked af det fordi jeg ser mig selv og hvor fortabt og uerkendende jeg var. Fordi jeg ser den langvarige kamp jeg var i.

Jeg har det kun sådan nu fordi jeg er kommet over på (d)en anden side. Der er jeg landet – ikke fordi jeg er holdt op med at ryge, eller fordi jeg er holdt op med at drikke, eller fordi jeg er holdt op med at æde sukker – men nok fordi jeg er blevet bevidst. Fordi jeg har erkendt og bevidsthedsgjort mit liv for mig selv, og fordi jeg er begyndt at handle på det. (Og jeg havde aldrig nået dertil hvis ikke jeg var holdt op med at drikke).

At jeg er gået voldsomt ned med stress giver mig ikke følelsen af tilbageskridt. Og heller ikke følelsen af ikke at kunne handle. For selvom det er meget vigtigt med ro og ansvarsfralæggelse når man er syg af stress, så betyder det ikke at man bare læner sig tilbage. Jeg vil godt se fremad. Jeg vil handle på den her sygdom så den ikke skal forfølge mig. Jeg føler at jeg har så meget at give, så meget jeg er god til, og jeg vil gøre meget for at finde min niche.

Jeg vil arbejde med min stress og min angst så den ikke bliver styrende for min fremtid.

Og det er dét som gør forskellen. Jeg handler. Jeg lytter. Jeg stopper op. Jeg arbejder med det.

Og det er hårdt arbejde! Jeg skal ligesom fjerne alt unødvendigt for at kunne se vejen. Jeg har måtte sige nej til en hel del sager for at sætte fokus på det basale, og selvom jeg ikke mere bliver så voldsomt ramt at angst som tidligere, så er der dage hvor jeg må aflyse sager fordi jeg ved at det giver tilbage med en forhammer.

At kunne mærke dette på forhånd er netop en del af arbejdet. Mange kan sådan noget pr automatik – de er født med det. Kan mærke kroppen. Kender den. Men jeg har overskredet mine egne grænser (læs siden om medafhængighed) i så mange år at jeg må starte (for)fra scratch.

Og det leder mig til det som jeg lagde ud med i denne post, nemlig det fysiske arbejde; oprydningen og rengøringen.

Det skal til, for jeg kan ikke gå og støde ind i fortiden nu hvor jeg har lært at indse mit behov for at se fremad – og behovet for at blive endnu bedre til at mærke efter ligenuogher.

Jeg kan ikke holde ud at åbne skabet, og så er det fyldt til randen med alt muligt som jeg ikke lige kan skille mig af med, enten fordi det har tilhørt et menneske jeg elsker, eller fordi jeg simpelthen har skubbet tingene foran mig. Så i dag har jeg smidt en hel reol og en hel kommode ud. Og det var ikke sådan nogen pap-nogen fra Ikea – nix! Det var gedigne gamle sager – og de vejede et halvt ton. Men jeg har slæbt dem hen over gulvet og ned af trapperne selv. Jeg har ladet dem gliiide ned af trapperne, for bære dem kunne jeg ikke. Nu står de nede i mellemgangen, og så må der komme en løsning i morgen. Måske gårdmanden vil hjælpe. Men ud af mit slot kom de – og barnet har fået de dejligste omgivelser. Det var hans tur. Meget. Og alt derinde er rent og ryddet op. Der er rokeret rundt og alt i skabene er sorteret og ordnet.

Jeg har nu, på meget kort tid, været igennem alt. Alle skabe, skuffer og sager til opbevaring har jeg et totalt indre overblik over. Jeg kan se tøjet på sine bøjler for mit indre blik. Sagerne på toilettet som har fået nyt bo. Thores nye åbne værelse som han selv blev kisteglad for da han kom hjem i dag. Værktøjet og redskaberne og nørdtingene arrangeret i gennemsigtige kasser under sengen (af nødvendighed). Skabet i entreen som virker rummeligt trods alt vintertøjet. Og stuen, som i lang tid nu, bare er indbydende og funktionel. Og altanen hvor nye lækre udelys venter på lune aftener.

Jeg mangler kun køkkenet heroppe – og jeg glæder mig til det. Når jeg er færdig med det, så gælder det kælderrummene. Jeg er færdig inden marts er forbi.

Det giver fred og ro og overskuelighed at få det gjort. Og denne gang kommer jeg helt igennem. Der er ingen overspring. Jeg har en helt tydelig guide i maven som jeg kan navigere efter – for selvfølgelig vil der være sager tilbage i kælderen, og det må der også godt være, men det vil være de gode ting. Ting der giver følelsen af sammenhæng. Sager der har gode minder.

Skråt op med tidligere tiders elskværdige støvede blåmalede guitarer og mannequindukker og skøjter der aldrig blev brugt. Skråt op med sager der ligner noget jeg engang får brug for. De har ligget der i 6 år nu – hvornår er ‘engang’ egentlig? Skråt op med kasser med gamle papirer. Skråt op med Mors gamle papirer fra realen og hf og den sociale højskole. Skråt op med de 500 kg. sække med gamle sko og gammelt tøj. Skråt op med den der rutchebane til den seng vi ikke har som den passer til. Skråt op med den gamle jernkuffert som var fed engang.

Jeg smider lortet ud med koldt blod! Dø ting, dø! Lev liv, lev!

Læs også: Farvel Abe, om at smide sin første bamse ud, og Smid det ud med koldt blod II (keep it simple)

Tags: , , , , , ,

Jeg er stadig i erkendelsesfasen og læser meget om stress og angst.

Det hjælper – jeg er god til at skille tingene ad, og til at mærke (utroligt nok) hvad der virker på mig. Men for at vide hvad der virker, så skal jeg også igennem en masse der først lyder fornuftigt, men som i sidste ende alligevel opleves som nonsens. Det er alt fra den videnskabelige lægeverden til de mere alternative metoder jeg går i dybden med.

Stressen er jeg relativt klar på – jeg har været syg af det i årevis.
Angsten er på en måde en bonusreaktion som jeg har set skyggen af tidligere, men ikke så invaliderende som nu (har jeg mon drukket det væk tidligere?).

Det er lige meget hvor god en terapeut kan være – hvis ikke vi har fælles sprog. Der er idioter alle steder – behandlere som endnu ikke har smidt deres ego og som dybest set kun yder omsorg for egen vinding skyld (der må godt profileres, men i balance). Det kan være svært at finde vej – nemt at blive vildledt når man er syg.

Jeg oplever at det er vigtigt for mig at stille krav til min omverden. At kunne sige til og fra – at bede om hjælp, eller at få sagt farvel til noget eller nogen der i bund og grund føles forkert.
Hvis ikke jeg gør det bliver jeg selvudslettende. Ingen skal være selvudslettende. Jeg har det selv bedst med at føle respekt for de mennesker jeg har omkring mig – men de skal også have respekt for mig.

Jeg er blevet bedre til at stoppe op og skære tingene fra – men fordi der stadig har været noget intenst modstand ved jeg at der er masser af læring foran mig.

At blive så syg som jeg blev denne gang betyder at det ikke er godt nok endnu. Men det er helt sikkert også en indikation for at noget er på vej. Det er jo sket for at få mig til at åbne øjnene. Jeg synes ikke det er sjovt. Men foranlediges alligevel til at sige tak – det kunne være meget værre! Jeg er jo allerede holdt op med at drikke. Holdt op med at ryge. Og det med succes og uden savn. At jeg har taget disse syvmileskridt – valgt dem for at nærme mig et mere værdigt liv – er kimen til at kunne fastholde erkendelsen og den kommende helbredelse der må være for livet.

Lægen siger alle mine tal er fine og at jeg har et hjerte-karsystem som en japaner (kolestorol på 3,5). Det hjalp meget at blive tjekket. Det har fjernet en del af angsten som nogen gange er voldsomt sygdomspræget (dødsangst). Det er på sigt selvfølgelig ikke en løsning at få taget blodprøver hele tiden – men som jeg kan læse mig til er det bedre at få det tjekket – dels fordi der kan være vitamin eller mineral mangel – men også fordi angsten er så sammensat. Den er meget ‘i hovedet’. Lige inden den rammer mig, tænker jeg: “For fanden – nu kommer det. Hjælp. Jeg falder om. Jeg dør. Og så lige midt på gaden (eller hvor jeg nu er).

Nu ved jeg hvad angsten gør – og især at den ikke kan slå mig ihjel. Jeg er så fit som jeg kan blive uden fitness. Da angst ofte opleves som en konstant indre sitren og tyngde i arm(ene), og som et jerngreb om brystkassen, tænker mange (også jeg) at det er et hjerteanfald. Men nu ved jeg at der er minimal risiko for dette. Og jeg ved at det er typiske tegn på angst. Mit hoved skal altså lære (meget hurtigt) at overbevise sig selv om at der sker det modsatte af det som det tror der sker.

Jeg bliver dog stadig grebet – men nu begynder jeg at kunne se sammenhængen mellem stressen og angsten. Så snart jeg tænker på noget jeg skal tage ansvar for (fx de forestående eksamener, eller arbejdet som bestyrelsesformand) så kommer angstsymptomerne. Mere tydelige end tidligere – men det er det jeg oplevede i min sidste praktik.

Det der gør mig ked af det er, at jeg må indse at jeg ikke kommer til at kunne indgå i en arbejdsmæssig sammenhæng det første lange stykke tid. Jeg kan mærke, og læse mig til via andres historier, at jeg ikke er på det stadie hvor jeg stoppede i tide. Men der hvor jeg skal samles op og hvor jeg ikke kan mere. Jeg bliver nødt til at søge om økonomisk hjælp således at vi kan klare os mens jeg kommer ovenpå igen.

Målet er ro, terapi og egenstøtte. Der er så meget der skal bygges op.

Små skridt. Bittesmå. Jeg er en kiks der er blevet kørt over og overkørte kiks har ikke så mange kræfter til at trille så hurtigt.


Er på:

Hyperikum 900 mg (taget i 2½ uge- muligvis begyndende effekt if.m. pms/pmdd)
Fiskeolie Omega N3 3000 mg
Multivitaminogmineral 2 stk
B-vitaminer - 15 mg B6, 15 mg B2, 15 B1, 30 mg calciumpantothenat, 60 mg nicotinamid (gange 3 pr. dag over periode på 2 mdr.)
Gingko 62,5 mg
Jern ca. 40 mg.
2½ liter grøn the pr. dag
Yoga
Meditation

Tags: , ,

Lay down Sally

Jeg skrev jeg ikke havde tid til at besvime.
Det havde jeg heller ikke, men jeg gjorde det alligevel.

For to uger siden lagde jeg mig i en 7/11-butik (af alle). De havde hverken stol eller bænk eller noget, så jeg lagde mig på gulvet. Intet dramatisk. Kunne bare ikke stå op mere. Kort tid efter lå jeg i en ambulance.

Frederiksberg skadestue. Jeg var den mindst akutte (sagde de) og derfor tog jeg hjem da jeg havde ventet på en læge i 5 timer.

Hjemme er bedst, men jeg indrømmer at der har været sekvenser hvor jeg var lige ved at tage en taxa til nærmeste psykiatriske skadestue. Aldrig har jeg dog været så tæt på at miste fornuften.

Jeg er nedlagt af stress – men det værste er at der fulgte en meget stor sæk angst med. Man kan læse mere om det hvis man googler det. Der anslåes at være 350.000 danskere der lider at angst – en invaliderende sygdom når den er i udbrud – men det er nok som med alkoholisme; der er flere end vi regner med. Hver anden jeg taler med har enten selv oplevet den farlige stress (den der virkelig lammer) eller angsten. Det er en grim kombi, men jeg er glad for at jeg ikke er depressiv samtidig.

Dem der har prøvet det ved at det kræver en periode hvor man skruer HELT ned (man behøver ikke gøre det, for kroppen har jo sagt fra – hver gang man tænker mere end en ½ time frem bliver man mentalt slagtet) – og et efterarbejde der involverer krop og sjæl.
Det har været svært at være så lammet når jeg samtidig vidste at jeg måtte arbejde mig ud af det. Der har været dage hvor jeg ikke kunne gå ud af døren. Det har jeg godt nok kun prøvet i forbindelse med virusser og tømmermænd tidligere. Men angsten har altid været latent.

Et voldsomt eksamenspres oveni Thores meget langvarige sygdom udløste situationen. Men i bund og grund er dette ‘blot’ en del af det arbejde jeg har været i gang med de seneste år. Det er en advarsel, og den skal tages alvorligt. Jeg har altid haft svært ved at lytte til min krop, men Guderne ved hvor meget bedre jeg er blevet. Trods momenter hvor jeg ikke kan være til stede for tankemylder, så føler jeg mig fuldstændig sane.

Små skridt. Man må kravle før man kan gå. Sådan er det. Og man kan ikke skræmme, skamme eller vifte det væk.

Jeg har dog valgt at tage naturmedicin – hyperikum. Det gives mod tristhed men i større doser (end der herhjemme må foreskrives at man må tage) bruges det i fx Tyskland mod reelle depressioner. Mit håb er at det, som sin kemiske fætter lykkepillen, også hjælper mod den værste angst. Jeg har det fint med det da jeg samtidig er i gang med det ‘rigtige’ arbejde.

Meditation, yoga og let aftengymnastik er blevet en del af mit program. Det er helt i det små – men det store er at jeg formår at fastholde det. Og ser du en stille sjæl på en bænk med en kiks og en flaske vand, så kan det godt være mig. Kroppen vil fodres nærmest hver time – det er et sundt tegn at jeg mærker det og eftergiver dens krav.
Efter jul følger både massage og psykoterapi (kan man ikke kalde det noget andet?).

På sigt? Tjah. Jeg holder nok ikke til at være pædagog på blå stue – men det har jeg hele tiden vidst. Men jeg kan stadig kun tænke meget kortsigtet. Jeg havde besluttet mig for nogen få fag på HF inden der er semesterstart på DPU og RUC til september. Men nu ved jeg ikke – og det er status. Jeg ved intet, og det er faktisk helt rart ikke at skulle planlægge hele tiden.
En dag af gangen – det er ægte ligenuogher. Jeg indser at jeg når det hele alligevel, og det jeg ikke når er ikke vigtigt.

Afleverer to problemstillinger i morgen (jeg sagde bare til mig selv, at enten fik jeg dem lavet, eller også var der jo en sygeeksamen). Ud af dem to synopsis med efterfølgende eksamen i starten af januar. Heldigvis sniger der sig lige en psykolog ind nogen dage inden.
Derefter dimission 25 januar. Så er det slut.

Rigtig glædelig jul derude – her vil være lidt stille fremover tror jeg…

Tags: ,