Sydhavnen er en oase af de få. Det her er en landsby. Dem vi kører i bus med kender vi ansigtet på. Man sludrer ved busstoppet og i Netto – og på gaden. Og man er et ansigt andre kender – på apoteket, i Matas og i legetøjsforretningen.
Vi hilser på hinanden på kirkegården – ligesom man gør på grusvejene i Ellinge Lyng. Og nede på Karens Minde; biblioteket, caféen, der er alt også fuldstændig som det plejer, og vi hilser på, og i dag lød der samba ud af højtalerne, men ellers er det som regel Van the Man Morrison. Og så lige ud af cafédøren og du står foran en hest der gnasker græs. Og én til. Og tre geder – med kid i. Og så alle kaninerne – åh, Thore kan ikke stå for dem!
Jeg elsker Sydhavnen. Jeg elsker vores lille lejlighed der bliver større og større for hver gang jeg smider noget ud. Jeg elsker altanen hvor mejserne svinger sig i fedtkuglerne, og hvor de tyvstjæler pels fra mit siddeskind. Jeg elsker kirkegården som er meget mere end en kirkegård. Det er en skov, en mark, en eng og en park med to søer på én gang. Vi kan finde blomster som nogen tror kun findes i vejkanten på landet. Vi kan finde træer som nogen tror kun findes i Japan. Der er Johannesbrødtræer. Og Ginkotræer. Og troldhassel. Der er alt.
Der er skovskader, ræve og egern. Der er fiskehejren, som behændigt står som en stenstøtte, for så at hugge til når den netop aner fisken i overfladen af søen. Og om aftenen flyver den hjem over vores tage. Og ræven, ham har jeg også set på gaden flere gange på sene aftener.
Og der er dage hvor jeg ikke kan forestille mig at flytte væk fordi vi har alle disse gaver rundt om os.
Seneste kommentarer