tak

You are currently browsing articles tagged tak.

Mere om accept

13. februar 2010 in eksistens, flerdimensionalt | 10 comments

Tidligere skrev jeg om, at vejen til ro i vore hverdag kan komme til os via accept af det som er. Dette er sandt. Langt hen ad vejen nytter det intet at bruge energi på at brokke os over hvor lang køen i Netto er, eller at vi er trætte af at mangle 20 kvadratmeter til et ekstra værelse. Vi kommer til at spinde vores hverdag ind i en grå tåge hvis vores fokus er på alle disse mangler, som meget ofte er materialistiske.

Sværere er det når vi bliver ramt følelsesmæssigt, i hjerteregionen. Sindet bliver udfordret. Vi bliver syge, eller opdager at vi har et barn der kræver ekstra omsorg. Det kan også være at vi bor dør om dør med et menneske som har set sig gal på os og dermed skaber uro i det rum der er vores allerhelligste i hverdagen, nemlig vores hjem. Alt sammen udfordringer hvor vi, som udgangspunkt, ikke blot kan læne os tilbage og acceptere.

I disse forhold, hvor vores hjerte bliver knuget, må vi handle så godt vi kan. Vi må gøre alt der står i vores magt. Først derefter kan vi lægge det over. Og her er en vigtig pointe. At lægge over (det vil sige, at når vi netop må erkende og acceptere, at nu er det ude af vore hænder) betyder ikke at vi får vores vilje. Som i: Nå, nu kan jeg ikke selv gøre mere for at nå mit mål, nu må Gud tage over og ordne det for mig.

Der er nemlig en stor sandsynlighed for, at det vi forestillede os at nå slet ikke er det sande mål. På trods af utallige klager flytter naboen ikke. På trods af utallige donationer kan barnet ikke blive helbredt. På trods af oceaner af ventetid kommer der ikke en større lejlighed. På trods af evig kærlighed mister vi mennesker som vi elsker!

Når jeg skriver det sande mål mener jeg ikke at noget er egentlig forudbestemt (det er faktisk ligegyldigt hvad det er), men at vi alt for ofte har en utopisk forestilling om hvordan vores liv skal se ud, og at vi kan forme det hele, ud fra vor tankekraft. Til tider må vi korrigere vores forventninger. Der er så mange forhold som jeg tror vi slet ikke skal ændre på, men der er også forhold hvor jeg ved, at dér måtte jeg træde markant ind i mit liv og skabe, eller nærmere forsøge at skabe, forvandling.

Jeg lover denne forvandling hvis du forsøger, men jeg lover ikke at du ikke kommer til at korrigere undervejs. Som altid er det ikke målet der er interessant.

Livet handler altså ikke om at bruge de fantastiske redskaber som vi er givet (naturen, bøger, musik, kropsbevidsthed, fortsæt selv) til at fjerne det som vi ikke ønsker at se på, eller blive udfordret af. Det handler ikke om bare at tænke positivt. Det er en alt for let betoning som jeg tror mange har fået galt i halsen. Det er ofte som om at ideologien om positiv tænkning bliver konsumeret og brugt til at dække over fx en frygtelig sorgfuld periode, en krisesituation. Dette er meget trist, for det fjerner os fra muligheden for at opleve at der i sandhed kan være noget positivt ved de kriser vi er givet. Det lukker for den store forvandling som ligger efter vi har handlet, og må acceptere situationen: Når jeg har gjort hvad jeg kunne, og må erkende at der ikke sker en ændring af omstændighederne på et fysisk plan, eller at ændringen er så langt fra hvad jeg forestillede mig, så er det tid for at finde en mening med hvorfor det er som det er, på et højere plan. Vi kan aldrig fjerne sorg og kriser fra vores liv. At tro dette vil skabe os en vej der vil være præget af konstant søgen efter noget bedre, uden for os selv. Vi vil lede som besatte, og imens sker et udtalt tab af nærvær, inden i os selv.

Vi skal altså bruge vores redskaber til at gå igennem det som vi møder. Til at se at sorgen som sådan ikke er ’negativ’. Smertefuld, i særdeleshed, ja, men en del af enhver fysisk eksistens’ liv. Dette skal vi ikke fjerne (det kan man ikke). Dette skal vi forstå, for så kan vi styrke vores redskaber. Så kan vi i sandhed bruge meditationen, indoptage ordene, nyde gåturen, elske barnet og  finde fred med selv den lange kø i Netto.

Vi vil opleve at vore hjerter brister af en helt anden årsag end sorg, nemlig af kærlighed til det som er, og vi vil opleve at vi ikke længere halser af sted i en vanvittig søgen efter noget som ikke findes.

Tak.

Tags: , ,

Værdiopgør

24. maj 2008 in eksistens | 13 comments

PLING! Pludselig kan vi stå med bevidstheden om at vi ikke lever det liv vi ønsker os. Vi har måske taget en uddannelse hvor vi har brændt for faget, og hvor andre så tydeligt har kunne se vores begejstring, men pludselig indser vi, at den energi vi har lagt i det var endnu et filter, endnu et skjold, som vi holdt oppe foran det vi ikke turde lade lyset skinne på.

Måske har andre i den grad bemærket hvor intelligente og kloge vi var? Hvor hurtigtopfattende og allestedsnærværende vi hele tiden var? Hvordan vi altid tog ansvar for det hele – også andre menneskers liv? Altid på forkant – og måske altid en anelse svære at trænge igennem til fordi vi ligesom smuttede mellem hænderne på de andre?

Når du møder sådan et menneske, så er der en meget stor fare for at personen går ned med det, som det etablerede system kalder for stress, på et tidspunkt. Og det er i virkeligheden ikke altid pga de mange opgaver – det er fordi vi lægger energien forkert. Det er fordi vi redder alle andre før os selv. Fordi vi er i alle andre end os selv. Tænker hele tiden på hvad andre ville gøre eller sige. Og dét er sådan noget man ikke altid kan se på overansvarlige mennesker – den indre usikkerhed, angsten og selvutilstrækkeligheden. For vi går med træsko og ligner en million. Udenpå.

Men indeni er vi ligesom du – indeni er vi alle nøgne.

Jeg står i denne bevidsthed lige nu. Jeg er der hvor jeg skal lære at forene min videbegærlighed med kærligheden til mig selv. Lykken for mig er ikke at læse videre på DPU – jo min misbrugshjerne ville elske det, men skal jeg fortælle hvorfor? Grunden til at jeg kan lide det bunder i, at når jeg hører I andre fortælle mig hvor dygtig jeg er til at bevidstgøre teorierne, og hvor flot det er at jeg igen får så høje karakterer, så føler jeg at jeg er noget.

Men det der sker er, at jeg kæmper så meget for at opnå denne anerkendelse, at jeg glemmer mit sande liv! Jeg glemmer øjeblikket! Derfor må jeg erkende, at den tunge teoretiske vej nok er noget jeg er en ørn til, men som slår mig ihjel på sigt fordi jeg giver det ALT! At give det alt kunne de store teoretikere, for de havde andre til at lave deres mad, passe deres børn og vaske deres sure underbukser, men det har jeg ikke, og hvad er vigtigst?

Jeg skal have krop på. Jeg skal have nydelse og kærlighed. Jeg skal have ømhed og rum til mig. Jeg er, simpelthen, træt af hjerneorgasmer – for de giver mig hjertespasmer.

I stedet skal jeg ned i maven – jeg er nede i maven, og der vil jeg godt blive nu og fremover. Det kræver at jeg holder fokus på MIT. Bliver hos mig selv. Melder mig ud, som jeg har gjort, af det jeg kan melde mig ud af. Holder op med at tage ansvar for andet end netop lige det der skal tages ansvar for.

Og hvordan jeg gør? Jamen – det er så udefinerbart, og dog meget simpelt. Jeg kan ikke fortælle det, men jeg kan vise det. Simpelthen ved at være mig. Det kommer dybt indefra, for jeg ved hvad jeg skal gøre når jeg lytter. Vækkelsen kommer fra andre gode kvinder omkring mig, og jeg bliver nødt til at sige, at det rent faktisk mest er kvinder i dette tilfælde.

Mænds energi er meget at være det de gør – anerkendelse gennem deres håndværk hvad enten de er prinser eller murere. Det er en helt anden orden for dem – og måske er det ok. Jeg møder dog flere og flere mænd som netop får problemer med dette aspekt; at skulle yde i forhold til den orden. For hvad gør man så hvis man er 36 og endnu ikke har fået børn, hus, uddannelse og bygget et halmhus? Lad mig slå helt fast, at disse mænd, som jeg som nævnt kender et par stykker af, har store problemer med det, men de er i den grad vidunderlige mænd! De er lidt som naturens medicinmænd – de er i kontakt med deres kvindelige energier og det er meget smukt – men også meget forståeligt at de får det galt i halsen i den vestlige verdens konstante fordømmelse af alt der ikke læner sig op af den ensrettede produktorientering, som vi i den grad udsættes for i disse tider.

Men tilbage til kvinderne – jeg takker jer af hjertet for at dele. Jeg tager hvad I giver, og jeg giver selv igen. Dét er liv, lys og kærlighed.

Grib selv.

Tags: , , , , , , , , , ,