taknemmelighed

Januar. Den måned hvor jeg virkelig formår at sætte handling bag mine ord. Ikke på grund af kulturel opvækst, selvom mange taler om nytårsforsæt i denne tid, men som udtryk for en basal og intuitiv fornemmelse for, at dette netop er måneden hvor vi både mærker døden og den kommende opståen. Vinteren, der i år er så vidunderlig fast og insisterende, og det kommende forår, som nok er i fremtiden, men som vi alligevel nu begynder at erindre. Lyset der langsomt tager til.

Det fordrer taknemmelighed, og stor ydmyghed. Ydmyghed for det som vi allerede har så rigeligt af, og taknemmelighed for samme, men også for muligheden, og troen på, forvandlingens kunst.

Så Januar er min forvandlingsmåned. Jeg blev født i Januar, og det giver selvfølgelig en særlig dybde. Her valgte jeg livet, ikke blot i den spæde start, men også via kraftfulde fravalg. Især inden for de sidste 5 år er dette meget tydeligt fordi jeg vinkede farvel til alkoholen, der i den grad kan slå os ihjel på alle planer, og til nikotinen der i sandhed konstant gav mig en mulighed for at dyrke fraværet og et kropsligt forfald. Jeg savner ikke dette jeg sagde farvel til. Hvordan kan vi savne noget som fratager os livet? Fratager os muligheden for at lære os selv i sandhed at kende? Så vi kan kende andre, som de i sandhed er.

I år fravælger jeg mit mangeårige tankespind omkring hvor jeg hører hjemme fagligt. Jeg har aldrig sagt at jeg fandt min hylde i den uddannelse jeg færdiggjorde for to år siden. Det var en rejse, en vigtig rejse, en erkendelsesrejse, en dannelsesrejse, en forståelsesrejse, men nok allermest en personlig rejse. Jeg skulle møde mig selv, hvor jeg var, og nu hvor jeg ikke er der mere giver det ikke mening at blive ved. Faktisk føles det som vold. Jeg har forsøgt nogen gange, og jeg blev mere og mere syg for hver gang. Jeg må nu ikke blot forstå, men også handle på, at jeg skal tilbage til det der giver mig glæde. Tilbage til den følelse jeg fik når jeg vandrede i skovene, som barn og ung, og det smukke åndelige rum jeg på denne måde kunne fremmane. Tilbage til æstetikken, tilbage til det nærende, det kærlige.

Ikke blot gik jeg fysisk i stykker, jeg gik også kreativt i stykker, ved at nøde mig selv til at indgå i handler der var som brænde på det bål jeg samtidig råbte op om, at jeg ville slukke. Tænk at vi mennesker kan være så modstridende, og så let kan komme til at snyde os selv til at tro hvad det vigtigste i livet er. Ofte gør vi det netop fordi vi ved hvor vi ikke skal hen, og så ser vi os en dag i spejlet og indser at vi alligevel kom til at opfylde dette uønske. Så har vi lært noget, og er vi bevidste nok til at forstå denne læring, så kan vi også bruge det til noget.

Det er det jeg har tænkt mig at gøre, og jeg tager afsæt i Januar 2010. Jeg glæder mig, også denne gang, til udfordringen.