Til aften, da jeg gik og gjorde mit hjem forårsklar, smed ud og sorterede ophobede smårester, for åben altandør, i min nye plastiklignerlæder jakke, og mine elskede røjsere, så kom jeg til at tænke på når vi ankom til sommerhuset, og gik rundt med overtøjet på mens ilden i pejsen fik rigtig fat.
Befrielsen efter en god times køretur, hvor køresyge og træthed ikke så sjældent meldte sig, var udtalt. Mens der blev båret ind i huset gik jeg mine runder og sugede duftene til mig. Alt var altid som det plejede, og det var det allerbedste. Jeg var sådan et spinkelt og nervøst barn, med en kæmpestor bagage som jeg med stor ihærdighed, og med en utrolig perfektionisme, altid formåede at bære, men når jeg lagde min kuffert, eller taske, fra mig inde i gæsteværelset, så lagde jeg også den mentale rygsæk. Dette var mit eneste, og mest vidunderlige, helle fra den dramatiske hverdag jeg ellers åndede igennem.
You are currently browsing articles tagged tilbageblik.
Tags: tilbageblik
Hvis jeg ikke træder på stregerne er alt ok når jeg kommer hjem. Det er mit mantra. Jeg går på Havstensvej. Drejer ind over tanken. Jeg er lille og tynd og splejset. Når drengene hiver op i min nederdel har jeg shorts på indenunder fordi jeg garderer mig mod alt på forhånd. Senere skal det vise sig hvor stort et benspænd dét bliver.
Jeg går bagom, igennem Stenkrogen, hjem. Det er som om jeg kun er øjne og ører. Som om jeg er så uendeligt lille og alligevel alt for stor til at verden kan rumme mig. Jeg kan ikke forstå hvad jeg dog skal her når jeg alligevel ikke rigtig føler at jeg er til stede. Alt jeg griber bliver ligesom til vat, og jo tættere jeg kommer på Køgevej nr. 136, jo mindre føler jeg mig. Jeg er parat til at lave en omvendt fraktal – en total tilintetgørelse på et splitsekund.
Da jeg træder ind i opgangen holder jeg igen på døren så den ikke smækker. Jeg er helt stille og åndeløs. Lytter. Er det musik? Var der en der råbte deroppefra, noget der blev baldret mod væggen? Skreg hun? Jeg slipper ikke døren men lader den glide i mens jeg styrer den med hånden. Et nærmest ikke hørligt klik undslipper den til allersidst. Jeg går langsomt op. Musestille. Jeg er god til det. Lige inden jeg når 1. sal tager jeg en dyb indånding og lukker øjnene inden jeg tør se:
Vil den være smadret igen? Vil karmen stå flænset mod døren der ubehjælpeligt er skubbet på plads til nogen kommer og reparerer den? Vil der være blod på gulvet? Vil der ligge glas over det hele? Sidder hun med hovedtelefonerne på og drikker rødvin, eller sover de begge to derinde – som to krigere der har opgivet kampen, slikkende deres sår. Inden de starter forfra.
Jeg ved det ikke. Jeg ved det aldrig, og derfor må jeg træde på stregerne og passe godt på. Jeg må være meget forsigtig altid. Jeg må være stille og gemme mig, og jeg må holde lillesøster for ørerne og fortælle hende prinsessehistorier. Nogen gange kan jeg sidde hos min ven i opgangen ved siden af og drikke kakao i vindueskarmen, og skrive nummerplader ned. Eller jeg kan se landskamp hos veninden og bide neglene helt ned af dén årsag. Men i sidste ende skal jeg altid tilbage.
Tags: angst, roskilde, tilbageblik
Metafor. Livet er kapitler. Som en forfatter i bevægelse vil de tidlige skriv hurtigt ligge og støve sig til i kælderen – for ‘der er jeg ikke mere’.
Når der er kapitler hvor ordene ikke huskes, hvor det hele er en tåge som noget der ligger liiige yderst på tungen men alligevel ikke helt kan bevidstgøres og fattes, så er det svært at afrunde dette kapitel. Og for at noget nyt kan åbenbares, så må noget andet nødvendigvis afsluttes.
Vi kender det fra vores oprydninger i skabe og kældre – men det kan virkelig blive meget konkret.
En del af den undersøgelse som TABUKA lavede for og med tidligere anbragte børn fortæller mange historier som er genkendelige.
For det første er det tilsyneladende stadig et kæmpe tabu at vokse op på institution eller i plejefamilie. Jeg møder næsten aldrig nogen som fortæller at de er opvokset sådan, men jeg ved vi er en del. Måske er det derfor at jeg aldrig har kunne finde nogen – og aldrig selv er blevet fundet af nogen – fra dengang. Til nu.
For det andet er det for mange således, at når du skal videre ud i det virkelige liv som17-18årig, så står du bare fuldstændig alene. Måske med lidt fotos fra nogen enkelte begivenheder – men sandsynligheden for at du mister dem over din kommende årrække er ret stor. Mange flytter, på flere planer, forvirrede rundt på må og få i mange år efter. Der står 137 kr på din børneopsparing mens andre knalder penge af på små andelslejligheder og rejser. Det nærmeste du har set er Bogø og Prag;-)
Jeg er fuldstændig afklaret med alt det her. Det har jeg været i mange år. Jeg føler ikke at jeg er et offer på grund af det – tværtigmod ser jeg det som den fineste gave jeg kunne få. Det har formet mig og har helt sikkert været med til at jeg kunne nå en meget høj form for bevidsthed i livet. Jeg ville ikke være foruden og jeg mener det helt rent.
Det var som det var, men havde jeg været pædagog i huset, så ville jeg være nødt til at foretage en gennemgribende og uforfalsket gennemgang af min faglighed for ikke at gentage i fremtiden. Det har været et tilbagevendende dilemma at være uddannet på området og samtidig selv være tidligere anbragt. På mange måder tror jeg at det er det som de unge har brug for, voksne der genkender – derfor også skabelsen af TABUKA – men det kan være svært fordi du kommer i klemme som fagperson da det ikke er så velset at tage de unges parti, og det er faktisk den magtkamp som jeg fornemmer kan opstå. En kamp som vil fjerne fokus og derfor ikke min kamp.
Tanken om at man ikke skal involvere sig så meget, for så bliver det ikke så hårdt for den unge senere, er så idiotisk at det er ufatteligt at den har kunne overleve i et pædagogisk miljø. En weekend med en primær pædagog, eller et ægte kram og en sand indsigt og åbenhed for den unges interesser, kan faktisk være det som får en betydning for følelsen af sammenhæng senere i livet. Det hele ligger ikke (kun) gemt i en kontinuerlig hverdag eller grænsesætninger. Hvis ikke man som teenager har oplevet en lille smule succes i forhold til oplevelsen af sammenhæng, mening, så kan det fandme blive svært senere hen at genkende den når den opstår.
Next.
Tags: blogging, helbredelse, tilbageblik, ungdomspension
Voldsom nat med chokfølelse i kroppen. Nogen i huset kom meget sent hjem og væggene førte deres råb og ballade ind til mig. Jeg indså at mine gamle skader – vold, ballade, blod og skrig og rædsel – i disse dage er lige under huden, helt tæt på hjertet, trods en dyb accept og mange års bearbejdning. Jeg vågnede med sådan en dyb sitren at jeg ikke, med mine dybe åndedrag, kunne falde til ro igen. Selv bittesmå lyde og dufte i natten blev som kæmpestore udrykningsfartøjer henover, ind igennem, min sjæl og legeme.
Stod op og lavede kamille/lavendel te, tog to valerina nat og to Iprener. Efter 1½ times tid kom der ro på kroppen og jeg faldt i søvn – helt til vi vågnede med solen halvni. Taknemmelighed over at det ikke var tidligere.
Er nu supersart indeni og alt skal foregå meget langsomt.
Har været ude et smut efter pakke på posthuset. En hjertepakke. Tak JM.
Seneste kommentarer