31 dages faste havde ikke transformeret den overdøvende indre åndelige sult. Hun kunne se på Alvena, og på smeden, at de var i en form for fred med det som var. En hellig accept af omstændighederne. Det var, som havde der indfundet sig en ny puls. De bevægede sig med adstadighed, og havde en dyb tone af offervilje, som om nogen havde smidt fortiden på bålet.
Landet var douche. Efter tørken havde alt fået et sandblæst skær. Den blå kirke var som et fatamorgana af havet, set gennem en tyk grød af tåge, og selv kvindernes røde kinder synes belagt med et fint lag pudderfarvet film. Hun kunne godt se, at det ikke på nogen måde lagde en sorg over de tilbageblevne, så hun dog bort fra sig selv. Det var fortsat mere denne ydmyghed, der strålede ud fra dem. Overgivelsen. Hvornår var hun egentlig begyndt at tvivle? Hun følte sig som et barn, der sad og pillede fraværende ved sine fingre, mens en overmyndig talte ned til hende. Det var jo absurd. Hun havde selv valgt det. Hun havde erkendt konsekvenserne. Havde nydeligt opstillet det hele, som i et langvarigt, nærmest uendeligt, strategisk brikspil, og resultatet havde hun så stædigt forfulgt, ja eftertragtet var nok et bedre ordvalg.
Hvad er det der sker med de mennesker, der har nået deres mål? Måske kom de andres fred af, at de havde lært ikke at blive ved at være målsættere? Det var derfor de kunne leve deres liv i denne lille uanselige landsby, med en støvet kirke. Det var derfor hun selv, tidligere, da hun havde vundet friheden til ikke at gennemanalysere og vurdere alt hele tiden, smed sine våben. Var hun ved at samle dem op igen? Solen brød et øjeblik igennem på den velkendte disede måde. Hun skubbede fra med fødderne, så stolen lænede sig tilbage på de to bagerste ben, og ryggen landede plant med vægfacaden bag hende. Følelsen af hendes dinglende ben mindede hende et øjeblik om at være alt for lille til alting, men hun pressede kroppen fremad så vægten skiftede plads, og hun vendte tilbage til en mere vandret position, med fødderne i jorden. Hun rejste sig, rystede håret væk fra ansigtet, og kiggede ud over det flade land. Langt derude gik smeden og bøjede sig i støvet. Uden mål. Det lignede frihed.
You are currently browsing articles tagged uddrag.
Tags: uddrag
Hun løfter ansigtet mod solen. Dagen er kommet hvor hun må tage afsked. Det må være en million år siden at hun fuld af angst red lige ind i kredsen af landboere, og det tog måneder før de kunne nærme sig hinanden. Nu kostede det blod at løsrive sig: tænk at mennesket kan forvandle sig så voldsomt, tænkte hun. Tænk at døden fordrer livet.
Det havde aldrig været hendes mening at hun skulle blive. Hun var på gennemrejse og brød sig ikke om flokke, men da smeden greb om grimen, og kiggede lige ind i hende, så vidste hun at det var tiden. Omsadling. Hun gik dirkete i våbenhuset og smed det hele. Alt. Hun knækkede nakken og lod blikket modtage: højt oppe under loftet stod der ‘hellig * hellig * hellig’. Jeg gider ikke slås mere, sagde hun til smeden der stod udenfor og ventede. Tiden er inde, jeg bliver.
De gik sammen tilbage mod kredsen. Hun måtte træde helt ind foran hver eneste for rigtig at mærke efter. Nu hvor hun var afvæbnet måtte hun erkende den udtalte balance denne nøgenhed medførte. Afstanden, som tidligere var som en ven, var på mirakuløs vis erstattet af et brændende nærvær. Det sved at indse, at når hun kiggede i den andens øjne var det hende selv hun så. Hun var som en skrøbelig pergamentrulle der langsomt blev udfoldet. Hvert eneste lille støvkorn der slap, hver eneste lille raspende lyd, var som blev huden i uendelig langsommelighed pillet af hende.
Det måtte til. Smeden vidste det før hun selv, hvilket i dag ikke overraskede hende, men undervejs havde det givet anledning til sær forvirring, og til tider også følelsen af bedrag. Som om den tyngde og ro der omgav ham var farlig – og var den ikke også det? Jo, den var farlig for den kvinde der kom, men helbredende for den kvinde der blev. Det er ikke let at se sit eget filter, sine egne våben, men når det sker er det den største åbenbaring, og den alt overskyggende mulighed for at gå med kærlighed, fred og nærvær.
Da jeg trådte ud af bilen var der den her helt særlige duft af jord og vådt mos. Skrånende grantræer med nålene spredt omkring sig. Sitrende dråber på spindet mellem bjælkerne. Forskellen mellem det bløde, bløde dække og gårdspladsen med de flotte chaussésten lagt i perfekt mønster. De fede kæder fra tagskeden til at lede vandet. Om vinteren stive af is. Bunden af grunden med nøddehegnet. Blommetræet. Pæretræet. Det ihærdige forsøg på at få en nyttehave til at gro i den sandede jord. Den lille stentrappe ned i niveau til bambussen. Morgensolen på østterassen. Fuglelivet; skovskaden, rødhals og spætten når man sad helt stille. Støvbolde og trompetsvampe. Hulen, helt oppe under loftet, med stakkevis af Anders And og gamle ugeblade. Varmen i gulvet når man trådte ud på toilettet. Den særlige stemning ved at stå dér og høre nogen lige på den anden side, ude i køkkenet, gøre klar til den første samling om langbordet af moseeg. Morgenkys. Små florlette sartblå klokkeblomster i lokale lervaser. Kram. Den røde grensaks der ikke måtte blive væk. I dagligt brug. Det uforstyrrede hjørne af grunden med plads til en middagslur. Allerede dengang. Leen og det tunge lange græs. Skovmandshatten og dryppende svedperler grundet det hårde arbejde. Avisen der knitrer om kap med knuderne i pejsen. Rum til hver sit. Puslespil på kæmpe træplade. 500, Afrikas stjerne og Scrable. Halvdøren ved køkkenet med den øverste del åben ud mod evigheden og helt ind i værkstedet overfor. Stjernegaffelnøgler som en totalevolution fra baby til mastodont. En million skruer i tusindvis af småskuffer. Tvist og aftørringsklude. Afdrejede metalstykker i små spiraler. Olieduft og kolde citronvand i kældergraven. Trykluftpumpen der sætter i gang og sukker ud. Tørresnoren under halvtaget. Og ved gæstehuset. Døde stuefluer der vågner til dåd når forårssolen banker ind gennem ruden. Dyner ude i drømmesenge. Og dyner inde ved pejsen. Hjemmebygget sneplov sat på hiace rydder plads og vej og samler bunker til skabelse af iglo og snemænd af dimensioner. Hed og tyk hyldebærsuppe med rester af kold risengrød. Flyverdragter. Knasende gang til postkassen og skraldespanden. Vejen væk. Forbi den totaløkologiske ubeboede nabogrund. Calbergs. Hjørnegrunden. Gården hvor jeg lavede mine første lerfigurer hos Martha. De nye med det hvide stakit: ranchen. Telefonboksen. Rodebutikken. Videre op skoven. Ellebo der engang var kiosk. 1 km til stranden. Den lange bro over det sumpede opdæmmede. Rav i vandkanten. Sand hele vejen ud til alle revlerne. Og videre. Videre gennem siv og saltvand i håret. Sand på baller og mellem tænder. Bagefter den sande sult. Efter frokost. Og efter mere liv.
Da jeg trådte ud af kirken var der den helt særlige duft af farvel og saltvand i øjnene.
Du har jo altid skåret igennem mig som en kniv, sagde hun. Jeg tror aldrig det vil ændre sig.
Hvorfor, spurgte han, du ved ikke hvor ondt det gør på mig! Nej, men til gengæld ved jeg hvor ondt det gør på mig, og jeg orker det ikke mere. Han trak sig væk fra hende så han sad mere skråt, med benene stukket til venstre. Hans blik sank ned over mellemrummet mellem gaden og gården på den anden side. En rolator kom kørende med en kvinde hængende ind over sig. Ved telefonboksen drev 3 unger, og i vinduet overfor sad den forpinte bag det røgfarvede gardin og spejdede efter ambulancen. Det var tredie gang, denne sommer, at de kom og hentede hendes mand. Første gang troede han egentlig ikke at de nogen sinde skulle se noget aktivitet derovre fra mere. Det var nok cancer, det er så uforudsigeligt med den sygdom: den ene dag ser folk ud som om de er kommet sig, den næste får man et telefonopkald.
Det irriterede hende at han trak sig væk på denne måde. Faktisk var det præcis det hun mente med at hans fravær var så larmende. Det gav hende sådan en følelse af at være mindre værd end ham, og hun indså at det aldrig ville blive mere end en magtkamp. Det havde været lettere med lidt kompromiser – men det ville kræve intensiv terapi, og han var i sit livs stormvejr hvor han endnu ikke havde kapituleret og indset at alle kvinder på hans vej ikke var hans mor. Måske en dag.
Han så godt hendes panderynker inden de blev udtalte. Han vidste godt hvad hun tænkte, og han mærkede den lille hårde knude i maven som han kendte alt for godt. Han fik lyst til bare at gå uden at sige noget. Gå, lukke døren, og aldrig vende sig om. Han hadede hende for at give ham den følelse af at være et svin der ikke forstod at deltage i de spil hun spillede. Han mærkede hvordan hendes iver efter at fastholde ham trak ham længere og længere ned i et bundløst søle. Til halsen. Mærkede hvordan alle hans drømme blev kværnet og flænset, som en ulykke alle stopper op for at glo på. Han begyndte at tænke på den anden han lå hos for en uge siden. Mon hun vidste det? Han ligesom mærkede kødet. Og stødet.
Jeg ved det godt. Hun gloede på ham med øjne næsten uden pupiller. Jeg er for helvede ikke idiot vel! Han skubbede stolen tilbage så den ramte planten, og han vidste bare hvordan dét kunne være hendes dråbe. Hvor mange gange havde han ikke hørt den stemme: det er et levende væsen, giiider du ikke godt lade være at gå ind i den for fanden. Han kunne se hende tage tilløb.
Jeg må gå nu, sagde han: jeg må virkelig gå nu, og så gik han.
Tags: uddrag
Med et mavepust blev jeg kastet ud i intetheden. Scenariet var vanvittigt: aflevér nøglen og gå din vej.
Så stod jeg der på den hårde trappe og kiggede til venstre, højre, venstre og håbede på ikke at blive tromlet ned af endnu et bagholdsangreb. Dem kom der selvfølgelig masser af i tiden fremover, men jeg fik en blid start hos de kære som venligt samlede resterne af mig op.
De bragte mig til Frederiksberg, og så boede jeg dér på sofaen, og min rotte boede i suppeterrinen. Selvom mormor havde en utrolig evne til ikke at være fordomsfuld over for noget eller nogen, så må det alligevel have krævet en smule mod fra hendes side med den rotte.
Hver morgen, i omtrent 3 måneder, kørte morfar mig til Valby station hvor jeg entrede toget til Roskilde for at bevise at jeg kunne fastholde min pligt til folkeskoleundervisningen. Jeg har nærmest ingen erindring om hvad jeg egentlig foretog mig derhenne i denne periode, men disse morgener hvor jeg blev kørt og sat af: den kærlighed, det overskud de havde, det glemmer jeg aldrig.
Året inden, i 1986, blev Høje Tåstrup station indviet. Jeg var på én gang draget og frastødt af dette postmodernistiske inferno der funklende blinkede ind til mig gennem regionaltogets gamle slidte og ridsede ruder: kom og mærk min kølige facade skreg den til mig. Kom og mærk døden, skreg Strunge der også dette år blev indviet – til netop døden.
Jeg begyndte at gøre holdt i denne metalby. Så gik jeg i City2 og sad i deres cafeteria med rødternet dug og røg cigaretter og skrev digte. Måske havde jeg også råd til at købe en sodavand, det husker jeg ikke. Bagefter skrev jeg digtene ind på morfars elektriske skrivemaskine hjemme i stuen hvor alt ellers var alt andet end metal. Jeg fik vist senere fingrene i en lille manuel skrivemaskine, i hvert fald har jeg maskinskrevne digte henover 87 og hele 88.
I tiden efter Frederiksberg, hvor jeg blev kastet rundt og ingen ville slippe mig, men alligevel havde de sluppet for længst, flygtede jeg til tider til dette golde ingenmandsland, og mine skriv bærer tydeligt præg af min hedengangne kærestes introduktion til Søren Ulrik Thomsens digte.
Og det var fandme menneskelig eksklusion dengang. Det var skærende stål og total ensomhed, alene alene alene, mens verden gled forbi dig og du ikke anede om du ville deltage i den eller ej.
Betonklodserne vælter ind over dig
i et opstød af velvære
Neonlyset drives videre gennem dine øjne
sejlendeCacaoens overflødige bundskrav
er den eneste synd af dine efterladenskaber
-oktober 1988
At læse 20 år baglæns giver mig en bizar fornemmelse både af navlestrengskapning og fuldstændig forbundethed med personen bag. Jeg kender hende godt, hun har sådan en lille lomme inden i mig hvor hun sidder og har det ok nu.
Jeg har taget hul på det som allerede er. Jeg er en af mange, men der er ingen som jeg. Det bliver en vidunderlig tur hvor jeg samtidig må fastholde fokus. Jeg aner ikke hvor det ender – selvom jeg måske nok har delmål.
Det er sikkert ikke utydeligt for andre, men det har det været for mig selv. Jeg turde ikke. Jeg så ikke. Jeg fuskede det ind i noget der lignede noget andet. Jeg accepterede ikke min gave og holdt den derfor ikke ren. Det fik mig til at ligne noget der skaltede. Og valtede. Stod ikke ved.
Der var en dyb mening med det hele, det ved jeg nu. Alt er som det skal være og må bevæge sig i det tempo som det er givet. Og det betyder også at være mor, og gå i Netto, og på kommunen, føj, og smides ud i noget grimt – eller selv vælge noget lidt mindre grimt. Jeg er jo ikke på langvarig kunstnerstøtte.
Den stilhed som findes på ligenuoghér er larmende. Jeg vil ikke gå idetaljer, men det er interessant at se hvordan fokus flytter sig og hvordan vi mader hinanden, og os selv, med energi – eller ikke gør.
Den største succes i livet er at dø en lille smule hele tiden således at der til stadighed efterlades rum til at leve og gro i – og det er sådan jeg har det. Det er den bevidsthed som jeg må sammentrække og skærpe nu. Det er det jeg vil manifestere endnu tydeligere. Det er en voldsom oplevelse for mig. Jeg er dybt taknemmelig og kan mærke en evig energi strømme igennem mig – som et brus af vingesus. Alle kunstnere vil vide hvad jeg mener: det er aldrig rigtig min hånd der fører pennen.
Det er kreativitetens guddommelige og sande kraft.
I dag er et smørhul. Se hvor solen skinner prægtigt ned på dit hår. Læner sig op af husmuren der hjælper med at kaste skygger.
Mærker hvordan vinden strejfer mig. Jeg får god motion på mine trappeture frem og tilbage mellem vaskekælder og hjem, og når jeg åbner kælderdøren for at træde ud i gården bliver jeg mødt af denne kærlige hånd der stryger mig mens varmen lægger sig tæt om min hud.
Seneste kommentarer