Tag-arkiv: uddrag

Som glas

Posted on by
4

Smeden havde været på besøg i Nord. Det lyse folk havde tryllebundet ham med et magisk håndværk hvori ’solen dansede sin nattedans’. Hun synes stadig han havde en blussende glød i kinderne efter han vendte tilbage.  Hun tillagde det for meget, men det var som om han brændte indeni. Var hun selv slukket? Hvad skulle de med sole der dansede om natten? Hvad var der nu galt med leret?

Sandet var Nederlandsk. Smeden sagde, at med dét kunne de udvinde det klareste glas, og at de kunne sælge det for de smukkeste skind, og få det bedste kød for det. Hun sagde at de havde nok, at de ikke behøvede mere. De kunne være tilfredse med det, som de i landsbyen udvandt. Hun skred ud til kornet, hun kunne ikke se hvor han ville hen. Hun gled ned i den guldfarvede hvede og lagde sig fladt på ryggen med armene ud til siden. Hendes egen udlængsel kom imellem dem, hun vidste det godt, men var for stolt til at indrømme det. Hun var jo den der havde roen og nærværet, og som fandt skønheden i det stille. At hun kunne blive overmandet af trangen til at flygte var slet ikke en forestilling han kunne mønstre.

Han ville blot dele den dansende nattesol. Hans glød, hans ild, var for hende. Hvorfor glemte hun det hele tiden?

Overgivelsen

Posted on by
8

31 dages faste havde ikke transformeret den overdøvende indre åndelige sult. Hun kunne se på Alvena, og på smeden, at de var i en form for fred med det som var. En hellig accept af omstændighederne. Det var, som havde der indfundet sig en ny puls. De bevægede sig med adstadighed, og havde en dyb tone af offervilje, som om nogen havde smidt fortiden på bålet.

Landet var douche. Efter tørken havde alt fået et sandblæst skær. Den blå kirke var som et fatamorgana af havet, set gennem en tyk grød af tåge, og selv kvindernes røde kinder synes belagt med et fint lag pudderfarvet film. Hun kunne godt se, at det ikke på nogen måde lagde en sorg over de tilbageblevne, så hun dog bort fra sig selv. Det var fortsat mere denne ydmyghed, der strålede ud fra dem. Overgivelsen. Hvornår var hun egentlig begyndt at tvivle? Hun følte sig som et barn, der sad og pillede fraværende ved sine fingre, mens en overmyndig talte ned til hende. Det var jo absurd. Hun havde selv valgt det. Hun havde erkendt konsekvenserne. Havde nydeligt opstillet det hele, som i et langvarigt, nærmest uendeligt, strategisk brikspil, og resultatet havde hun så stædigt forfulgt, ja eftertragtet var nok et bedre ordvalg.

Hvad er det der sker med de mennesker, der har nået deres mål? Måske kom de andres fred af, at de havde lært ikke at blive ved at være målsættere? Det var derfor de kunne leve deres liv i denne lille uanselige landsby, med en støvet kirke. Det var derfor hun selv, tidligere, da hun havde vundet friheden til ikke at gennemanalysere og vurdere alt hele tiden, smed sine våben. Var hun ved at samle dem op igen? Solen brød et øjeblik igennem på den velkendte disede måde. Hun skubbede fra med fødderne, så stolen lænede sig tilbage på de to bagerste ben, og ryggen landede plant med vægfacaden bag hende. Følelsen af hendes dinglende ben mindede hende et øjeblik om at være alt for lille til alting, men hun pressede kroppen fremad så vægten skiftede plads, og hun vendte tilbage til en mere vandret position, med fødderne i jorden. Hun rejste sig, rystede håret væk fra ansigtet, og kiggede ud over det flade land. Langt derude gik smeden og bøjede sig i støvet. Uden mål. Det lignede frihed.

Forløsningen

Posted on by
Svar

Det var blevet vinter igen. Smeden arbejdede og børnene tog ved lære. Kirketårnet var for længst færdigt. Sommeren havde budt på uventede udfordringer der først lignede en dyb sorg, men som senere åbnede sig som havde lynet flækket selveste Bjerget. Ud væltede en overflod af erkendelser, og hun måtte knibe sig i armen for ikke at miste sig selv. Bagefter indtraf en ydmyg og stærk tyngde i kroppen som havde været længe ønsket.

Der var den sædvanlige forhøjede aktivitet som altid i denne måned hvor kødet skulle saltes, og skindene garves. Pislugten var ram, men fortsat det middel som Emil yndede at bruge til at lysne med. Hun havde byttet nogen af huerne fra oplandet med 3 bløde og langhårede fåreskind. De symboliserede at hun fortsat var fastboende, og at hun i hvert fald ikke var på vej videre lige nu. Hun vidste at det åbnede for tilliden mellem dem, men årene med ensomme vandringer havde formet en kvinde der var på vagt. Hun nærmede sig klyngen af små nøgne træer og favnede pludselig stammen foran hende: kæreste træ, giv mig styrke til at gro som du. Giv mig mod til at åbne mig op så livets vand kan strømme frit igennem mig. Giv mig visdommen til at forstå ikke at lade mig styre af angsten for tabet.

På vej tilbage mod hytten var forløsningen mærkbar. Fra smeden kom små syngende puf i et flow af rytme fra håndens arbejde. Hun gik hjem og bredte skindene ud.

 

 

Baby

Posted on by
4

Under middagen spurgte hun om nogen kunne huske noget fra den aften på altanen. Havde hun virkelig hængt udover, på flugt? Det stak i sidebenet efter den voldsomme middag som hun ikke havde kunne yde mådehold overfor, men kvinden overfor var levende, og ville godt fortælle. Det lød ikke pænt. Hun anede ikke om hun kunne, eller ville, benytte informationen der flød ind i hende, først gennem hjertet, til at bygge videre på sin historie med. Hvis hun gjorde ville det skabe modstand i det nye møde. Han ville nok nægte, det kunne have været en ubetydelighed set fra hans åsyn, han kunne have været fuld. Med tiden skulle det blive tydeligt, at det var omsonst at fastholde denne oplevelse af at være en baby, der stod mellem mor og far, mens de fuldførte det totale omsorgsvigt. I det hele taget tegnede der sig et billede af total fortabthed hos alle parter, også dem der umiddelbart var både forsvarsløse og ansvarsløse. På et eller andet tidspunkt bliver det tid til at holde op med at bære rundt på ynkeligheden, tid til at stikke det evindelige klynkeri op i røven.

Hun kiggede på de halvtomme tallerkner, og på det gode selskab. Fugtige øjne, småklemmen på sidemandens arm, og lænen sig mod hinanden i øjeblikkets fortrolighed, der selvfølgelig vil være bortblæst i morgen. Hun var observatøren, der nogen gange blev inviteret ind i samtalen, men som oftest også blev efterladt dinglende i luften. For intens, og dog forsøgte hun naivt gang på gang at mande sig op til ideen om at det havde ændret sig, at der var hul igennem, at nogen virkelig ville noget.

Til sidst måtte hun erkende, at det er ikke nok at ville. Der skal så uendeligt meget mere til, fx kærlighed. Nærvær er ikke en fidus eller tanke om at noget kunne blive frugtbart, men en forståelse af at det allerede er som det skal være. Det er ikke sjovt at komme i klemme med et menneske der egentlig helst vil have at du skal være på en anden måde. Så kan du mærke stærke ønsker og villighed når noget er meget tæt på det, som den anden ønsker af dig, men fejler du, træder du ved siden af, så er der ingen nåde. Og du skal selv gætte hvad der er hvad.

Det var med dén pludselige indsigt, at hun besluttede sig for at forlade selskabet, som hun faktisk alligevel ikke var inviteret til at deltage i. Med en venlig gestus løftede hun armen, åbnede hånden, og slap en stor og smuk sæbeboble fri. Illusionernes tid er ovre, baby.

Outro

Posted on by
5

Hun løfter ansigtet mod solen. Dagen er kommet hvor hun må tage afsked. Det må være en million år siden at hun fuld af angst red lige ind i kredsen af landboere, og det tog måneder før de kunne nærme sig hinanden. Nu kostede det blod at løsrive sig: tænk at mennesket kan forvandle sig så voldsomt, tænkte hun. Tænk at døden fordrer livet.

Det havde aldrig været hendes mening at hun skulle blive. Hun var på gennemrejse og brød sig ikke om flokke, men da smeden greb om grimen, og kiggede lige ind i hende, så vidste hun at det var tiden. Omsadling. Hun gik dirkete i våbenhuset og smed det hele. Alt. Hun knækkede nakken og lod blikket modtage: højt oppe under loftet stod der ‘hellig * hellig * hellig’. Jeg gider ikke slås mere, sagde hun til smeden der stod udenfor og ventede. Tiden er inde, jeg bliver.

De gik sammen tilbage mod kredsen. Hun måtte træde helt ind foran hver eneste for rigtig at mærke efter. Nu hvor hun var afvæbnet måtte hun erkende den udtalte balance denne nøgenhed medførte. Afstanden, som tidligere var som en ven, var på mirakuløs vis erstattet af et brændende nærvær. Det sved at indse, at når hun kiggede i den andens øjne var det hende selv hun så. Hun var som en skrøbelig pergamentrulle der langsomt blev udfoldet. Hvert eneste lille støvkorn der slap, hver eneste lille raspende lyd, var som blev huden i uendelig langsommelighed pillet af hende.

Det måtte til. Smeden vidste det før hun selv, hvilket i dag ikke overraskede hende, men undervejs havde det givet anledning til sær forvirring, og til tider også følelsen af bedrag. Som om den tyngde og ro der omgav ham var farlig – og var den ikke også det? Jo, den var farlig for den kvinde der kom, men helbredende for den kvinde der blev. Det er ikke let at se sit eget filter, sine egne våben, men når det sker er det den største åbenbaring, og den alt overskyggende mulighed for at gå med kærlighed, fred og nærvær.

Du må virkelig gå nu

Posted on by
6

Du har jo altid skåret igennem mig som en kniv, sagde hun. Jeg tror aldrig det vil ændre sig. Hvorfor, spurgte han, du ved ikke hvor ondt det gør på mig! Nej, men til gengæld ved jeg hvor ondt det gør på mig, og jeg orker det ikke mere. Han trak sig væk fra hende så han sad mere skråt, med benene stukket til venstre. Hans blik sank ned over mellemrummet mellem gaden og gården på den anden side. En rolator kom kørende med en kvinde hængende ind over sig. Ved telefonboksen drev 3 unger, og i vinduet overfor sad den forpinte bag det røgfarvede gardin og spejdede efter ambulancen. Det var tredie gang, denne sommer, at de kom og hentede hendes mand. Første gang troede han egentlig ikke at de nogen sinde skulle se noget aktivitet derovre fra mere. Det var nok cancer, det er så uforudsigeligt med den sygdom: den ene dag ser folk ud som om de er kommet sig, den næste får man et telefonopkald.

Det irriterede hende at han trak sig væk på denne måde. Faktisk var det præcis det hun mente med at hans fravær var så larmende. Det gav hende sådan en følelse af at være mindre værd end ham, og hun indså at det aldrig ville blive mere end en magtkamp. Det havde været lettere med lidt kompromiser – men det ville kræve intensiv terapi, og han var i sit livs stormvejr, hvor han endnu ikke havde kapituleret og indset, at alle kvinder på hans vej ikke var hans mor. Måske en dag.

Han så godt hendes panderynker inden de blev udtalte. Han vidste godt hvad hun tænkte, og han mærkede den lille hårde knude i maven som han kendte alt for godt. Han fik lyst til bare at gå uden at sige noget. Gå, lukke døren, og aldrig vende sig om. Han hadede hende for at give ham den følelse af at være et svin der ikke forstod at deltage i de spil hun spillede. Han mærkede hvordan hendes iver efter at fastholde ham trak ham længere og længere ned i et bundløst søle. Til halsen. Mærkede hvordan alle hans drømme blev kværnet og flænset, som en ulykke alle stopper op for at glo på. Han begyndte at tænke på den anden han lå hos for en uge siden. Mon hun vidste det? Han ligesom mærkede kødet. Og stødet.

Jeg ved det godt. Hun gloede på ham med øjne næsten uden pupiller. Jeg er for helvede ikke idiot vel! Han skubbede stolen tilbage så den ramte planten, og han vidste bare hvordan dét kunne være hendes dråbe. Hvor mange gange havde han ikke hørt den stemme: det er et levende væsen, giiider du ikke godt lade være at gå ind i den for fanden. Han kunne se hende tage tilløb.

Jeg må gå nu, sagde han: jeg må virkelig gå nu, og så gik han.

 

Introduktion

Posted on by
10

Hun kommer ridende hæsblæsende ind i midten af kredsen med alle sine våben dinglende fra brede læderremme der er fastgjort til den sorte saddel. På hovedet en tætvævet samerhue i pink, gul og turkis, og udenpå den en smal lædersnøre henover panden om til nakken så den ikke blæser af i de vilde ridt. Hendes blik er intenst og skarpt. Men ingen kan se hvordan angsten bruser indeni. Ingen kender den historie hun kommer fra. De ser kun den dansende hvide hingst og hendes vedblivende blik henover dem, en efter en.

Men de ved hun er kommet for at blive.

Liv er hendes navn. Døden er hendes formål.