Det var blevet vinter igen. Smeden arbejdede og børnene tog ved lære. Kirketårnet var for længst færdigt. Sommeren havde budt på uventede udfordringer der først lignede en dyb sorg, men som senere åbnede sig som havde lynet flækket selveste Bjerget. Ud væltede en overflod af erkendelser, og hun måtte knibe sig i armen for ikke at miste sig selv. Bagefter indtraf en ydmyg og stærk tyngde i kroppen som havde været længe ønsket.

Der var den sædvanlige forhøjede aktivitet som altid i denne måned hvor kødet skulle saltes, og skindene garves. Pislugten var ram, men fortsat det middel som Emil yndede at bruge til at lysne med. Hun havde byttet nogen af huerne fra oplandet med 3 bløde og langhårede fåreskind. De symboliserede at hun fortsat var fastboende, og at hun i hvert fald ikke var på vej videre lige nu. Hun vidste at det åbnede for tilliden mellem dem, men årene med ensomme vandringer havde formet en kvinde der var på vagt. Hun nærmede sig klyngen af små nøgne træer og favnede pludselig stammen foran hende: kæreste træ, giv mig styrke til at gro som du. Giv mig mod til at åbne mig op så livets vand kan strømme frit igennem mig. Giv mig visdommen til at forstå ikke at lade mig styre af angsten for tabet.

På vej tilbage mod hytten var forløsningen mærkbar. Fra smeden kom små syngende puf i et flow af rytme fra håndens arbejde. Hun gik hjem og bredte skindene ud.